Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Tror du (også), at livet skal være ekstraordinært?

    fredag 4. september 2020
    Det simple

    Så er du ikke alene.

    Vi får blæst ørerne fulde af, at livet skal være noget særligt før, at det er godt. Men hvad betyder det egentlig – det med at være noget særligt?

    Nu sidder jeg heroppe i det høje nord. Langt væk fra Danmarks andenstørste by. Her i min lille bygd, som hedder Ørnes, holder de stadig søndagslukket for, som de siger: ”Vi har alle brug for ro en dag om ugen.”

    Sådan var det også engang i Danmark – kan du huske det? Jeg kan godt huske, da vi havde søndagslukket i Danmark. Jeg kan også huske, da jeg var barn, og når det blev december måned, så glædede vi os til den sidste weekend inden juleaften, fordi der havde butikkerne ekstraordinært åbne. Det blev altid en helt særlig dag, hvor vi alle fem tog ind i Ringkøbing by, købte julegaver og spiste hotdogs på torvet. Det var helt særligt, men på en måde ret simpelt og nært. Det findes jo ikke i dag. I dag kan alt lade sig gøre 24/7. Så behovet for at være noget særligt, gøre noget særligt skal efterhånden findes i ekstremerne. Det helt, helt særlige. 

     

    Det kan efterhånden være helt nødvendig med en forklaring, når man bare holder af hverdagens sysler, ro, eget selskab og naturen. Når der ikke behøver at være "gang i den" hver weekend, så kan mange føle en behov for at forsvare og forklare, hvorfor det er sådan. Sådan synes jeg slet ikke, at det behøver være. 

     

    Det særlige findes bare kun i øjeblikke, kortere perioder. Det er en illusion, når vi bilder os selv andet ind. 

     

    Det er derfor, om noget, endnu mere vigtigt, at vi formår at finde det særlige i det helt almindelige. 

    For det tyder mere og mere på, at det er det, som gør os glade og lykkelige. Når du finder værdien i enkle venskaber, nærende og simpel mad, naturen, en god bog en dyb samtale, så er det lige før, at det er ekstraordinært i dag. Det er de helt almindelige ting, som bliver vigtige fordi, at de betyder noget. De sætter spor. 

     

    Hvis du lige nu lukker øjnene og trækker vejret og spørger dig selv: 

     

    • Hvad giver mig glæde? 
    • Hvornår har jeg sidst mærket taknemmelighed?
    • Hvad nyder jeg til fulde i mit liv? 
    • Hvilke mennesker fylder og så min energikonto, og ikke kun tager og dræner mig?
    • Hvilken mad elsker jeg at spise? 
    • Hvornår har jeg sidst følt mig helt afslappet?

     

     

    Lykken findes ikke kun i det ekstraordinære. Det findes lige nu. Lige her. 

     

    Jeg har gået og tænkt...

    Jeg er jo er her i Nordnorge, som er noget ekstraordinært, og et eventyr jeg/vi søgte, at få afprøvet.

    Nu har jeg har været  heroppe et godt stykke tid efter sommerferien, og 7 uger før sommerferien. Her er tingene ret simple: Storslået natur, enkel mad, ingen travlhed, mit eget selskab og ingen mulighed for at handle om søndagen :)

    Nogen ville måske kede sig, hvilket jeg godt kan forstå. Andre, som mig, bliver mindet om, hvad livet egentlig handler om: Det simple, og at jeg kan klare mig med ret lidt. Det er ret så fint at blive mindet om. 

    Du skal ikke tage på sådan et eventyr her, hvis ikke du kan lide dit eget selskab.

    Det har jeg aldrig haft problemer med. Jeg er hele tiden alene, når jeg ikke lige er på arbejde. Men det er OK. Det betyder ikke, at jeg ikke savner – fordi, det gør jeg også hele tiden. Men det er også OK. Livet er fuld af modsætninger og modpoler, og det er, som det skal være. Så fint. Lige her og lige nu.

     

    Jeg har tænkt på at skrive mere om det med at være alene. Kunne du tænke dig det? Måske er du selv udfordret på temaet?

     

    Jeg ønsker dig en kærlig og ærlig fredag aften.

     

    Kærligst, 
    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Jeg er gået kold!

    søndag 23. august 2020
    Doven

    Klokken er 14.35, søndag d. 23/8 2020.

    Jeg sidder stadig i sofaen, har ikke været i bad og kigger bare ud i en silende regn, som forhindrer mig i at komme ud og få rystet kroppen lidt igennem. Ja, jeg gider ikke lige nu, når det regner sådan. Måske også lidt dovenskab herfra (indrømmet!)

    Det er sjovt, som det nærmest virker forbudt ikke at have udrettet noget, endnu, denne weekend. Det eneste, jeg har lavet er: Sove, læse, hvilet, set serier, spist mad og arbejdet 2 (!) timer. That´s it. Jeg kan mærke, at en form for dårlig samvittighed kommer snigende. Jeg kunne jo have skrevet sider på den bog, der ligger på min computer eller færdiggjort den artikel, jeg har skrevet omkring sorg. Men ingenting kan åbenbart lade sig gøre. Der er tomt på 1. sal.

    Jeg er totalt gået kold!

    Jeg kan simpelthen ikke være produktiv, lige nu. Jeg har altid været god til at balancere det produktive med det dovne (ikke det rigtige ord, men i mangel af bedre). Men i denne weekend er balancen total væk, og jeg ligger bare og stener for vildt. Jeg er dog blevet færdig med min (en krimi ved navnet: Satans sommer) - MEGA god, i øvrigt. Det er den anden bog, jeg har læst, imens jeg har været her i Norge. Det er vist det!

    Jeg har skrevet et enkelt indlæg, udenover dette, på bloggen og lavet et par opslag på instagram - i løbet af to uger. That´s it! Behovet for at gå mere og mere offline er bestemt til stede - det har jeg mærket længe. Jeg har ikke længere samme behov for at dele en masse og vise verden en masse billeder af mig og min familie/venner. Jeg synes faktisk, det er så fint, at vi må ringe hinanden op og spørge, hvordan det går eller hvad vi laver, i stedet for at se det hele på Instagram. Den bevægelse er god, synes jeg. 

    Meeeeeen, at jeg ikke har skrevet mere - dét er underligt. Så, derfor: Hjælp mig! Jeg tror, at jeg trænger til et spark over skinnebenet.

    Se her:

     

    Har du et emne, som du gerne vil have at jeg belyser?

    Er der noget, som du gerne vil vide mere om?

    Har du nogle gode indputs til bloggen her?

     

    Hit me! Jeg er total åben, og vil gerne mere i dialog med jer, læsere. Lad mig vide, hvad DU kunne tænke dig mere viden, information eller indsigt i.

     

    Det vil gøre mig SÅ glad.

     

    Nu vil jeg bevæge mig i bad. Prøve at se om skyerne kan lette lidt og så komme ud og suge den friske efterårsluft HELT ned i lungerne. 

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Går du indimellem ned af en ukendt sti?

    mandag 17. august 2020
    glimt

    Kender du det?

    Så blev det fredag igen og igen og igen. Pludselig er det jul igen. Tiden går, ungernes fødder er vokset endnu en størrelse og pludselig så skal de et klassetrin højere op? Ja, og din fødselsattenst viser også, at det er rigtig nok at tallet bliver højere og højere?

    Måske føler du, at du befinder dig i en zombie-agtig tilstand i det, som vi kalder livet?

    Sådan er der mange, der har det! Så du er ihvertfald ikke alene. Det er sgu altid rart at vide, at man ikke er alene med ting. Sådan har jeg det. Da jeg mistede min far snakkede jeg med de mennesker, som også kendte til alle de hvirvlende følelsesmæssige tilstande, jeg befandt mig i. Jeg læste også i bøger, som overbeviste mig om, at jeg var helt normal og ikke var ved at blive sindsyg (for sådan havde jeg det lige en overgang - jeg troede ikke, at jeg skulle blive "mig selv" igen) . Det hjælper altid at række ud efter mennesker, som har gået noget af vejen før mig (og dig), og være sårbar og ærlig. På den måde kan vi forbinde os med hinanden og hjælpe hinanden. 

    Det er ikke alting, der er nemt at italesætte - eller KAN italesættes.

    Derfor skriver jeg dagbog. Hver morgen. Det har jeg gjort i en del år efterhånden. Nogengange er det bare kort og godt omkring, hvordan jeg er vågnet, og hvordan jeg har det. Andre gange, så er der mange ord, som presser sig på. Det er sådan en dejlig stund med kaffe i den ene hånd og blyant i den anden. Jeg går  engang imellem tilbage og ser, hvad fyldte for 2 uger siden eller 2 måneder siden. Noglegange efterlader det mig med et smil på læben, og andre gange med en konstatering af, at ikke alt er nemt. Sådan er livet. Ikke altid nemt. Og ikke altid svært. Det er både og. 

    Nå, det var det med at gå ned af en ukendt sti.

    Gør du egentlig det imellem? Prøver du indimellem noget nyt? Jeg sidder fx. her i Norge, som er resultatet af en gammel drøm om, at prøve at arbejde i udlandet. Vi bor på Aarhus Ø, fordi vi ønskede at prøve noget nyt. Der er lidt store ting, jeg her beskriver. Men det kunne også være de mindre, hverdagsting. Men hele humlen er, at du bliver nødt til at blive bevidst om, hvad der fylder i dit hoved og i dine følelser. 

    Derfor: 

    Må jeg udfordre dig? Prøv at skab en stille stund, i løbet af din morgen. Stå 10 min. før op, end du plejer. Lav en kop kaffe/the. Og...... Skriv! Se, hvad der sker. Læg mærke til, hvordan du har det med, at du prioriterer en stund til dig, og læg mærke til, hvad der fylder indeni DIG. Tænk, om du har nogle drømme, som ligger og ulmer. Små som store ting. 

    Du kan ikke ændre noget, som du ikke er bevidst om. 

     

    Jeg vil elske at høre, hvad der dukker op i din ende af verden. 

     

    Med ønsket om en dejlig mandag aften i din ende.

     

    Kærlig hilsen
    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Så er jeg tilbage i Norge igen.

    fredag 14. august 2020
    norge

    Simpel living, here we go again...

    Søndag landede jeg igen i Norge. Ahhhh.... Den friske luft ramte mig, som en mavepuster, med det samme. Luften er virkelig bare helt ren og sprød heroppe. Vejret har forandret sig lidt siden, jeg tog hjem på sommerferie. Luften er lidt køligere nu, og det er ikke lyst hele døgnet rundt. Den sidste del er jeg nu ret glad for, da jeg havde lidt svært ved at sove i foråret, fordi solen aldrig gik ned. Selvom jeg havde mørklægningsgardin, så var der noget ved, at jeg VIDSTE at solen skinnede udenfor, som gjorde det svært at sove. Jeg håber, at det kommer til at gå lidt nemmere med den del her på 2. etape på mit Norgeseventyr. Faktisk er jeg ret spændt på, at se vejret gå fra lys til mørke. For sådan bliver det. Det ender med, at det er mørkt hele døgnet. Dét er jeg spændt på. Mine kollegaer har fortalt mig, at jeg skal glæde mig til at se det, fordi det skulle være så smukt. Med mørket kommer nordlyset også. 

    Jeg er flyttet.

    Jeg har fået en stor og helt nybygget lejlighed. Det er virkelig opgradering x 1000. Her er lyst, masser af plads, ekstra værelse (til gæster, yay!) og så har jeg fået en stor og solrig terrasse. Dét er virkelig helt vidunderligt. Det er en helt anden følese at komme hjem fra arbejde. Jeg føler, at jeg kan slappe mere af i min fritid nu. Det er mega luksus. Det er en ny udsigt, jeg vågner til hver morgen (se billedet). 

    Jeg mødte glad og forventningsfuld ind på arbejdet i mandags.

    Før ferien havde jeg arrangeret den bedste "opstartuge", og havde glædet mig rigtig meget til at tage fat. Kl. 10.00 bliver jeg ringet op af min chef. Jeg skulle coronatestes, gå hjem og vente på svar. OK, tænkte jeg - så er jeg vel tilbage på arbejde igen i tirsdag. Men dagene er gået og først i dag, fredag, har jeg fået svar: Jeg har ikke Corona. Heldigvis. Men det betyder også, at jeg ikke har kunnet lave alle de ting, som jeg have planlagt i denne uge. Jeg har så derimod brugt tiden på at lande i alt det nye, og jeg har arbejdet i det omfang, jeg kunne. På den ene side har jeg nydt det, og på den anden side har jeg mærket af den pligtopfyldende del af mig har været lidt udfordret. Jeg er ikke så god tid ikke at yde det, som jeg bliver betalt for. Men jeg har ikke kunnet gøre en dyt ved det.

    Så jeg har, blandt andet, læst en bog, som hedder: "Lev stærkt, dø smukt - en fortælling om at turde sige farvel" af forfatteren Mette Bording Nybo. En virkelig fin og rørende bog om at sige farvel til livet. Den vil jeg virkelig anbefale dig, hvis du er til ægte fortællinger, som sætter tanker og følelser igang.

     

    Tanker omkring efteråret her i det høje nord.

    Det er nu den 2. etape, jeg tager hul på. Jeg glæder mig sådan. I det hele taget, så har jeg bare glædet mig til at komme herop igen. Jeg føler, at der er så meget, jeg skal fagligt implementere og lære fra mig og personligt skal jeg opleve en masse. Det er sådan en dejlig følelse af, at der er så meget godt og spændende, som venter på mig. Arbejdskulturen og arbejdstempoet passer mig bare så godt. Det har virkelig overrasket mig, at jeg befinder mig så godt. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fortsat også har klienter i min egen forretning. Jeg er så glad for menneskers fleksibilitet. 

    Jeg er meget, meget spændt på om jeg kan få besøg, grundet Corona. De første tre besøg er aflyst. Det er jeg naturligvis ked af og træt af. Min mand skulle være kommet og to gode veninder. Sådan lige på stribe, efter hinanden. Men, men, men.... Verden er i oprør, og Danmark er gået rød for Norge. Så.... Vi holder vejret, og krydser vores fingre for, at det lader sig gøre på et andet tidspunkt. Virkelig. Det hååååååber jeg - sådan helt ind i den inderste del af mit hjerte.

    Fagligt, så skal jeg lave en masse undervisning/supervision af fagpersonalet heroppe. Jeg skal bidrage til en stor rapport omkring, hvordan vi højner trivsel omkring børn & unge i kommunen. Jeg skal i det hele taget ud og inspirere med mine systemiske tanker omkring børn og unges trivsel - og hvordan vi kan gøre det bedre. Vi kan altid gøre noget bedre, jo!

    Personligt, så skal jeg på hvalsafari, sejle på den stærkeste tidevandsstrøm i verden, vandre på svartisen, besøge Tromsø og måske Lofoten. I det hele taget så venter der så mange spændende oplevelser. Forhåbentlig sammen med gode mennesker, så vi skaber nye minder sammen. 

     

    Hvad laver jeg heroppe?

    Hvis du er i tvivl, så kan du læse med her:

    Nyt kapitel i mit arbejdsliv.

    eller her:

    Hvad skal jeg så lave i Norge? Plus, svar på nogle af alle jeres kommentarer.

    eller her:

    Ud i det blå.

     

    Følger du med?

    Skriv endelig, hvis du har nogle spørgsmål til mig. Eller har lyst til at høre noget mere. Måske drømmer du selv om, at gøre noget andet i dit arbejdsliv for en stund? I så fald, så kan jeg berette at de virkelig mangler arbejdskraft heroppe. Psykologer, lærere, pædagoger, jordemødre er især i høj kurs. 

     

    Hav dig en skøn fredag aften. Jeg tror, at jeg vil sætte mig ud og lave en Mindfulnessøvelse og bagefter indfinde mig på sofaen og se en film. Weekenden er uden planer, indtil nu, så mon ikke jeg skal UD i naturen og suge til mig?

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • På fredag skal jeg hjem på sommerferie...

    lørdag 27. juni 2020
    ferie (3)

    Altså, sikke ugerne bare er gået...

    Det er en sand fornøjelse at sidde her midt i den smukke natur og leve et meget, meget stille liv. Hvis ikke det var fordi, at jeg er godt gift og har 2 drenge hjemme, som jeg savner allesammen, så tror jeg såmænd godt, at jeg kunne blive heroppe. Her er plads, ro og en sublim skønhed, så gør mig helt varm om hjertet, hver dag. Kan man mon blive træt af det? Jeg tvivler. 

    Det er skønt, at jeg har det sådan, når nu det er her, jeg er. Så kan jeg jo lige så godt suge til mig, få en masse mindeværdige oplevelser og være i det med hele mig. Der er ikke noget værre end at ønske sig væk fra det liv, der leves. Det har jeg prøvet. Det er ikke rart.

    Det er ikke alle forundt at leve det liv, som de ønsker sig.

    Det er jeg meget klar over. Derfor er min taknemmelighed også stor. Især i disse dage, hvor jeg går mange ture for sidste gang, i denne omgang. Når jeg er retur igen, så har årstiden forandret sig, og det hele har skiftet ham igen. Naturen skifter, energien skifter og det hele får nye farver. Mine kollegaer har fortalt mig, at efteråret skulle være usandsynligt smukt. Jeg glæder mig til at komme tilbage.

    Om lidt er der gået 7 uger.

    7 uger i mit eget selskab. Hver dag. Jeg har naturligvis arbejdet hver dag, og har skullet vænne mig til mange nye ting og forholde mig til nye mennesker, men jeg har været alene i det. Hver morgen, hver aften og hver weekend. Jeg har skullet mærke ind i, hvad JEG havde lyst til. Der har ikke været andre, som jeg har skullet tage hensyn til. Det har været en stor gave for mig. Det sidste år har været et forandrende år, og derfor har det været alletiders mulighed for at stoppe op og mærke efter. 

     

    Spørgsmål som:

    • Hvordan skal det hele lande på ny?
    • Hvad er vigtigt?
    • Hvem er vigtige?
    • Hvad skal have fokus?
    • Hvordan skal fremtiden forme sig?
    • Hvorfor gør jeg/vi som, vi gør?

     

    Det har jeg uforstyrret tid til at tænke på og mærke ind i. Det er skønt. Jeg er blevet klogere på nogle ting, og endnu mere uforløst på andre ting. Det er fint. Livet er jo ikke nogen jævn, opadgående kurve - den kurve svinger, bliver krøllet og er ikke altid opadgående - den går også nedad. Sådan er livet Men dét at have tid til at mærke efter, alene, er virkelig noget jeg værdsætter meget højt.

    Jeg glæder mig til at komme hjem.

    Sådan helt ind i kernen i mit hjerte. Tæller ned nu. Vores sommerferieplaner er vendt totalt på hovedet (ligesom mange andres, forestiller jeg mig?) Vi skulle have været til Thailand i 3 uger, bare os fire. Men det lavede Corona jo om på. Nu skal vi i stedet nyde den dejlige danske sommer. Og ved du hvad? Der er ikke noget, jeg glæder mig mere til. Måske også fordi, jeg har været væk så længe, så glæder jeg mig bare til at have 5 uger, uden de store planer. Bare være med mine vigtigste mennesker. Vi skal se en del familie, og så glæder mig til at give min dejlige mor en varm krammer også. 

    Har du læst med i løbet af min tid her?

    Hvis ikke, så kan du klikke her:

    Nyt kapitel i mit arbejdsliv.

    Hvad skal jeg så lave i Norge?

    Ud i det blå.

     

    Jeg håber, at du har læst mine mange ord i løbet af de sidste uger.

    Indlæggene har været noget længere end de plejer. Hvis du har læst med, og har lyst, så skriv endelig en kommentar. Jeg elsker, når vi har to-vejs kontakt. Jeg vender stærkt tilbage, når jeg lander i det norske igen, til august. Indtil da går jeg på ferie herfra.

    NYD din ferie. Pas på dig selv og husk: Din ferie er DIN ferie, og du er lige så vigtig i denne ferie, ligesom alle andre er.

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

    Ps. Drømmer du om et mellemrum med masser af tid til refleksion, ro og nærvær?

    Så er mit retreat helt oplagt, og du kan nu sikre dig din plads.

    1/3 del af pladserne er hapset. Det forstår jeg godt, fordi det er ALTID så skønt at tage på retreat. Så hvis du har lyst til at komme med, så kig her:

    Mindfulness Retreat på Fyn d. 7.-9. marts 2021.

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • En tur ud i det blå...

    søndag 7. juni 2020
    Ud i det blå....

    Jeg går og går og går...

    At blive alene, hver dag, er jo en helt ny ting for mig. Jeg har besluttet mig for at opleve så meget, jeg kan, imens jeg er her. Det er jo så relativt kort tid, jeg er her, og jeg vil bare gerne presse så meget juice ud af det, som muligt. Jeg synes, at jeg er blevet god til at balancere det her med at bare være hjemme, her i lejligheden og hygge mig med at læse, meditere, se Netflix, sove og skrive - og så komme ud og opleve landet - nærmere betegnet min lille lomme i dette fjeld, som jeg bor på.

    Jeg er jo landet i det flotteste postkort.

    Det er sådan helt mindblowing smukt. Der er fuldstændig stille - det eneste, der "larmer", når jeg sidder på altanen, er børn i det fjerne, som hopper på trampolin og så er der naturen, som udfolder sig lige udenfor min matrikel. Det er en stor gave, som jeg får lige nu. Den er jeg meget taknemmelig for, og nyder hver dag. Jeg savner også hver eneste dag. Især kan weekenderne være lidt lange, og derfor er det, for mig vigtigt, at jeg har lidt, jeg skal. Derfor havde jeg planlagt en lang vandretur i lørdags. 

    Ligesom forrige weekend besluttede jeg mig for, at udforske en ny dal, og det var SÅ smukt. Jeg måtte flere gange knibe mig i armen, og trække vejret dybt og sende en kærlig tanke til alle dem (især mine 3 drenge derhjemme), som muliggør dette eventyr for mig. Billedet er fra en lille pause på en bænk ved den fineste sø.

    Jeg tager intet af dette for givet! 

    Jeg elsker at vandre.

    Jeg har ofte podcast i ørerne, når jeg vandrer, og i lørdags lyttede jeg til: "Brinkmanns Brinks", og episoden hed: "Sorgen ændrer dig for altid". Det var SÅ god. Den kan jeg virkelig anbefale. Det er jo nok ikke gået manges næser forbi, at jeg selv er i en sorgproces, og jeg SUGER til mig, når nogle kloge hovedet oplyser mig omkring emner som: Død, tab, sorg og den nye orientering i livet (fordi sorg forandrer dig for altid. Punktum. Det står ikke til forhandling.) Så når jeg lytter ti kloge ord, så føler jeg mig ikke så alene med det hele. Jeg har på den ene side lyst til at dele mange af mine tanker omkring denne proces, og lige ved siden af det, så er det så sårbart og privat. Jeg ved dog også, at det hjælper andre, når nogen sætter ord på noget svært. Så måske jeg gør det? 

    I podcasten spurgte Brinkmann sine gæster: "Hvilke dårlige råd vil I give pårørende, til mennesker, i sorg?".... Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig forfølge og gå lidt tættere på, her på bloggen. Der er SÅ meget, som du kan gøre, hvis du kender én i sorg, men der er dælme også meget, som du skal gå en stor bue udenom... Kunne du tænke dig, at jeg forsøger, at sætte lidt flere ord på lige netop dette?

     

    Tilbage til dét at vandre...

    Jeg synes virkelig, at hovedet bliver tømt, tankerne flyver og der er sådan en dejlig ro, når jeg vandrer afsted. Heroppe, så er alle områder jo meget nye, og jeg aner ikke, hvad der venter omkring det næste hjørne. Hjemme i Aarhus har vi vores faste ruter, og rutiner, men her er alt nyt, og det er dejligt. Jeg glæder mig meget til, at min kære mand skal med på en vandretur heroppe - han vil elske det.

    Når jeg vandrer, så popper der SÅ tit mange ideer op. Ideer til mit arbejde, mit liv, mine drømme eller andet. Derfor har jeg næsten altid lige en lille notesbog med, som jeg kan skrive mine tanker ned i. De guldkorn er så fine. De udmunder sig ofte i nogle skriverier, et onlineforløb eller andet. 

     

    Har du været på disse kanter? Altså i Meløy kommune?

    Så må du meget gerne tippe mig om gode steder for mig at gå hen/tage til/opleve. Jeg ELSKER at udforske, blive beriget og jeg finder helt klart ro og glæde i den helt igennem storslåede natur heroppe. Det er helt vildt (og faktisk lidt overraskende for mig, at det gør mig SÅ godt - som i helt vildt godt!) Jeg har altid elsket naturen. Her er det hele bare så stort, og luften kommer bare helt automatisk, helt friskt, ned i i det yderste af mine lunger. Det er som at være i himlen. 

     

    Læser du med?

    De sidste to indlæg er virkelig blevet læst igennem. Tusind tak. Hvis du ikke helt ved, hvad jeg tænker på, så kan du læse dem her:

    Et nyt kapitel i arbejdsliv.

     

    Hvad skal jeg så lave i Norge?

     

    Jeg håber, at du bliver inspireret og får endnu mere lyst til at hænge ud her, sammen med mig. Det gør mig så glad. 

    Her er det nu blevet tirsdag aften. Solen har endelig opløst tågen, og regnen har tabt kampen til alle de varme stråler. Det er meget, meget skønt. De næste tre dage skulle byde på strålende sol - så det kan blive til nogle dejlige aftenture ved fjeldet. Kan du forresten anbefale en god podcast?

    Nu vil jeg lande i sofaen, og se min nye serie på Netflix. Jeg kan mærke, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde. Der er fortsat mange indtryk, og mange nye mennesker, jeg skal forholde mig til. Så mit lille hoved bliver træt. Men det er OK. Jeg har jo kun mig selv at stå til ansvar for, når jeg kommer hjem hver dag. 

     

    Hav dig en skøn aften.

    Masser af tanker fra mig til dig.

     

    Kærligst, 

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvad skal jeg så lave i Norge? Plus, svar på nogle af alle jeres fine kommentarer.

    tirsdag 26. maj 2020
    Tanker fra Norge

    Tak for alle de dejlige kommentarer, I har skrevet på mit forrige indlæg.

    Jeg tror faktisk, at det er første gang i mit liv, som skribent her på bloggen, at jeg har oplevet SÅ stor interesse for et indlæg. Både når jeg læser jeres kommentarer, direkte her på bloggen, men også i forhold til alle de mails, jeg har modtaget med søde beskeder og spørgsmål. Derudover så skrev flere faktisk: "Camilla, hvor er det befriende, at du ikke vil sælge mig noget". Det er nemlig noget, jeg længe har vidst, at jeg har skullet lave om på. Men jeg har bare ikke har haft energien til at gøre noget ved det. Så det er vildt dejligt, at mine ord mærkes ude bag skærmen. Så igen: Tak for det.

    I perioder med svære ting på privatfronten, så kan det være svært at skrive her på bloggen. Der er jo ting, som jeg hverken kan eller har lyst til at dele verden. Så har det været lidt nemmere at indsætte et ældre indlæg - det kan bestemt også noget, fordi jeg skriver jo altid om vigtige og nærværende emner. Men det har været svært at få noget til at "flyde" ud fra mine fingre, og hvis der noget, som jeg ikke kan, så er det at tvinge mig selv til at skrive. Den går ikke, da resultatet altid bliver i så mega dårlig kvalitet (trust me - jeg har prøvet!).

    Der er altså hul igennem nu - og det er skønt.

    Det vidner også om, at jeg nok rammer noget i mange mennesker.

    Dét, at GØRE noget andet engang imellem, er noget som du måske drømmer om? Måske kunne du også tænke dig, at ryste posen og se, hvordan det hele kunne lande på en ny måde? Måske kæmper du med at finde noget mod frem fra gemmestedet, indeni dig, og turde træde lidt ved siden af den ellers brolagte livs-landevej? Måske kender du det, og derfor rammer mine ord dig også lidt ekstra? Uanset, hvorfor du læser med og uanset, hvorfor du skrev en kommentar eller sendte mig en mail, så skal du bare vide, at det gjorde mig rigtig glad. 

    Du må gerne ændre kurs, også selvom det du laver, er succesfuldt.

    Det må du altså gerne! Der er ikke en naturlov, som siger, at du skal blive i noget for evigt, selvom det går godt med det, du har kastet dig over. Det er vigtigt for mig at skrive til dig. Intet behøver at være for altid. Heller ikke selvom du har fået STOR succes med det, du laver.

    Jeg har igennem de sidste 12 år skabt en super velfungerende klinik. Jeg har oplevet en stor grad af frihed, og jeg har aldrig tjent flere penge. Så nogen vil måske ryste lidt på hovedet, og tænke: Hvorfor slippe alt det og tage til Norge?  

    "Fordi, at jeg har lyst til at prøve noget nyt, udfordre mig selv OG timingen kunne ikke være bedre for os"... Er mit svar til dette spørgsmål.

    Jeg er, som menneske, meget søgende og jeg kan godt lide udfordringer, og her slår jeg to fluer med ét smæk: Den faglige udfordring og den personlige udvikling i ét og samme slag. Dét kan jeg godt lide, og jeg har altid søgt mulighederne, og ikke haft så meget fokus på begrænsningerne. 

    Jeg har LYST til at prøve kræfter med noget nyt - jeg har ikke BRUG for det. 

    Der er stor forskel, synes jeg. Jeg vil gerne tilføje, at der faktisk overhovedet ikke har været særlig mange undrende spørgsmål i forhold til denne beslutning. Alle har heppet og klappet af mig, af os, undervejs. Jeg har virkelig kun oplevet opbakning, kærlighed og stærke hænder i ryggen. Det hjælper jo altid rigtig meget. På den måde har jeg virkelig gode mennesker i mit netværk. 

    Èt spørgsmål, som er gået igen:

    Hvad med drengene?

    Og, det spørgsmål kan jeg bare SÅ godt forstå... Det er også klart det, som klart har fyldt mest i os, når vi igennem efteråret 2019, har talt om Norge. Spørgsmål, som har fyldt for mig, er:

     

    Kan man godt være sådan en familie, som splitter op for en stund? 

    Må jeg godt være sådan en mor? 

    En mor, som ikke er hjemme - hvad er hun for én?

     

    Vi kom frem til, at timingen er god.

    Men... igen: Hvornår er der det HELT rette øjeblik? Jeg tænker ikke findes. Men, Felix går på efterskole (og er optaget af dette), og Hjalte går i 6. klasse, og han nyder SÅ meget, at ham og hans dejlige far, har noget tid sammen alene. Men klart - det er en STOR forandring i deres liv (og i vores liv). Vi har, som familie, altid prioriteret meget tid sammen, og har faktisk altid brugt rigtig meget tid sammen. Så.... Det ér en forandring, og vi er da også spændte på, hvad det hele fører med sig. Indtil videre går det godt. 

    Drengenes første reaktion, da vi fortalte dem om Norge, var: "Vi skal ikke med, vel??" Hvilket vidner om, at de er rigtig glade for deres hverdag og deres liv i Aarhus. Derudover, så havde de brug for at få nogle fakta på plads omkring sommerferie osv. Men udover det, så var ikke mere at spørge om! Dér lærte jeg lige, at nogengange kommer jeg til at gøre noget STORT indeni mit hoved. Jeg kan virkelig tage mange omveje, og have mange bekymringer, på forhånd. De blev gjort til skamme her i hvertfald. 

    Jeg savner familien, hver dag.

    De er det første, jeg tænker på om morgenen og de sidste, jeg tænker på, når jeg går i seng. Hver dag. For selvom, at jeg skrev i forrige indlæg, at min mand er optaget af være den bedste version af en far, som han kan være - så er jeg naturligvis også optaget af, at være en god og nærværende mor, og jeg vil naturligvis også gerne gøre det rigtige her i livet.

    Men... hvad er det rigtige?...

    Det er der jo ingen svar på. Lige nu viser vi drengene, at det er OK at ryste livsposen indimellem, og gøre noget godt for os selv. Vi lærer dem, at de ikke behøver at gentage mønstre, som vores samfund har lagt ud for dem. De behøver ikke gå af samme spor, som andre gør - hvis ikke de har lyst. Selvom det er usædvanligt, at tage væk, så må man gerne - hvis hjertet kalder på det. Det viser vi dem. Alt behøver ikke gå efter den samme arbejdssnor, hele livet. Dét tror jeg alligevel vejer godt i livsrygsækken, når de engang skal ud og stå på egne ben. De må gerne træffe selvstændige og ansvarlige beslutninger. 

    Jeg tror grundlæggende på, at det er godt at savne hinanden.

    I et liv, og i en hverdag, hvor det hele går slag i slag, og vi er meget sammen, hele tiden, så tror jeg på, at det er værdifuldt savne hinanden indimellem. Jeg mærker lige nu, at jeg simpelthen bare er i det helt rette ægteskab, og er mor til to vidunderlige drenge. Det er jo godt at mærke (og er ikke alle forundt. Det er jeg godt bevidst om!) Det er ikke altid, vi sætter pris på det, når vi er igang med det her kære liv, i den kære hverdag. Hvor ofte mærker du, at du savner - eller, hvor ofte mærker du, om du er det rette sted, eller måske er du ikke det rette sted? Jeg tror på, at det godt indimellem at zoome lidt ud - tage sig selv ud af ligningen, og så kigge på det hele lidt udefra og ind.

    Vi har gjort det før, når vi har rejst ud i verden i længere tid, alle fire. Der har vi også zoomet ud fra vores hverdag, og kigget på den udefra - og justeret en hel del efter det, vi så fik øje på, faktisk. Men vi havde ikke mærket behovet for forandring, hvis vi blot var gået videre i den samme form for hverdag, som vi nu engang havde, før vi rejste. 

    En anden kommentar, som er gået igen, er:

    "Camilla, du er altid så modig. Det er jeg ikke, jeg holder mig tilbage fordi, at jeg ikke tør!"

    Nu er mod ikke noget, som er kommet helt specielt til mig, da jeg blev født. Mod er en muskel, som der kan trænes. Akkurat, som alt muligt andet her i livet. Modig er ikke noget jeg er. Det er noget, jeg vælger at være. Jeg har, som du læste i mit forrige indlæg, trænet min modige muskel. Jeg har, ret tidligt i livet, valgt at jeg ikke vil lade mig bremse af specielt meget, her på vej ud af livets vej. Jeg har ofte bare kastet mig ud i ting, og så haft tillid til at vingerne kan bære mig undervejs. Jeg ved udemærket godt, at det ikke er alle forundt, at have sådan en tilgang til livet. MEN, du kan altid starte på at træne din modige muskel. Det er aldrig for sent. Det kan være, at du skal være modig i forhold til andre mennesker, til at gøre noget du drømmer om, til at begynde at sætte grænser, til at kaste dig ud i et eventyr eller noget helt, helt andet. 

    Men faktisk: Så er der kun dig selv, som holder dig selv tilbage. Dig selv, og så dine overbevisninger. Det kan være nødvendigt at få kigget lidt nærmere på dem, de kære overbevisninger. De er ret så ofte super begrænsende, hvilket naturligvis ikke tjener dig.

    Et lille spørgsmål til dig:

    Hvornår har du sidst gjort noget for første gang?

    Jeg tror på, at vi holder os skarpe i krop og hjerne, når vi indimellem udfordrer os selv - og, når vi indmellem prøver noget nyt. Det er godt for krop og sjæl. Og her: Anything goes... Det kan være ALT muligt, som du kunne godt gad gøre noget ved. 

    Kan jeg det her med at være i Norge alene?

    Det er jo det store spørgsmål. Det vil jo vise sig, som vi kommer fremad i det. Lige nu går det godt. Jeg er i karantæne fortsat - jeg må møde ind på arbejdet på tirsdag, og dét glæder jeg mig BIGTIME til. Jeg har fået min egen lille dagsrytme her i fjeldet. Jeg vågner op (efter en dårlig nattesøvn, desværre - jeg sover rigtig dårligt heroppe indtil videre), skriver dagens tanker og følelser ned i min notesbog, altimens P4 kører i baggrunden, og kaffen damper i koppen. Så går dagen ellers med at svare mails og have møder på Teams. Jeg læser faglitteratur og skønlitteratur i stor stil. Jeg har allerede slugt to serier på Netflix, og så har jeg gået mange, mange kilometer i den helt vidunderlig smukke natur.

    Jeg er alene for første gang i 17 år - altså sådan ægte alene.

    Siden jeg blev gravid med vores ældste, så har jeg været på kurser, og mindre ferier, uden børn. Men dét her er alligevel noget fuldstændig andet. Mine behov er de vigtigste, lige nu. Mit hoved behøver ikke hele tiden være fremme i tid. Fremme ved næste, næste, næste ting på agandaen - eller over i andres behov. Jeg kan spise, når jeg har lyst - jeg behøver heller ikke tale med nogen i løbet af en hel dag. Der kan bare være RO. Lige nu jeg spørge mig selv: "Hvad vil jeg gerne eller hvad har jeg lyst til?".... Vildt nok, altså. Jeg tror, det er sundt. Jeg tror også, at det er en god investering, at mine drenge har far lidt for sig selv. Om investeringen så ER god, det vil jo vise sig. Sådan er det jo med ting. Vi ved ikke, om noget er en god idé, før vi er igang med at gå vejen. Så kan vi kigge lidt bagud og så lave en evaluering af, om det så VAR en god idé. Sådan er det for mig, sådan er det for dig. Jeg er ikke anderledes på dette punkt.

     

    Mit nye arbejde, her i Norge.

    Hvad skal jeg så heroppe. Jo, ser du - det er jeg stadig igang med at finde ud af. Når man, som jeg, havner på stol, som ingen har siddet i over 10 år, så kan jeg i dén grad selv være med til at forme, hvordan den stol skal tilpasses. Jeg skal blandt andet arbejde i det forebyggende team og bringe mine psykologfaglige kompetencer i spil. Jeg skal supervisere fagpersonle, jeg skal være i forskellige arbejdsgrupper, jeg skal arbejde i familier og så skal jeg muligvis også undervise mine kollegaer i kommunen i forskellige psykologiske emner. Jeg har ret så frie rammer til at gøre det. Så det føles meget godt, indtil videre, og som en opgave, jeg kan gå til.

    I det hele taget skal jeg drysse psykologien ud i det arbejde, som de allerede gør, helt fantastisk, heroppe. Jeg kan forme det, som jeg vil. Jeg har ret så stor indflydelse på det hele. Så det er et meget, meget spændende projekt, som jeg bare ikke kunne sige NEJ TAK til. Jeg tror virkelig på, at det gavner mit arbejde som psykolog - også på længere sigt, at være lige her lige nu.

    Sprogligt går det faktisk også helt OK. Indimellem skal jeg lige have noget gentaget eller også så slår vi over i engelsk. 

    Jeg bor i en tjenestebolig, hvor andre af mine kollegaer også holder til. Helt heroppe kan det være svært at rekruttere fagpersonale, hvilket også betyder, at nogle af mine kollegaer er fra andre lande. Min nabokollega fx fra Finland. Så det er vildt spændende, for mig, at skulle arbejde mig ind i en ny kultur med respekt for, at her er tingene anderledes (eller måske ikke?) end i Danmark. 

    Jeg går ind til arbejdet med en stor ydmyghed, respekt og samtidig en ophøjet ro, da jeg mærker, at denne opgave kan jeg godt løse. 

     

    Min egen forretning kører ufortrødent videre... 

    Jeg har vidst, at jeg skulle til Norge, længe. Derfor er alle mine klienter også blevet orienteret om dette løbende. Og alle er hoppet med online. Jeg har en sikret online platform, hvor vi har samtaler på - og det fungerer fint. I starten var jeg måske lidt skeptisk, men det er blevet gjort til skamme. Formatet fungerer godt for mig og mine klienter. Dét at tiden er min egen heroppe, betyder også, at jeg har typisk samtaler på lidt skæve tidspunkter, hvilket er kommet mange af mine klienter tilgode, da de så ikke har skullet holde fri fra arbejde. Så indtil videre er det faktisk win-win. En del nye er også kommet til. Jeg er faktisk ret så glad, og taknemmelig, for denne mulighed. Tænk, at det kan lade sig gøre? Jeg påtænker jo bestemt, at starte min fysiske forretning op igen i 2021, så det er godt at den kører i baggrunden, imens jeg er her.

     

    Det blev nu lørdag.

    Jeg håber at du, med interesse, har læst med. Lad mig endelig vide, hvis du har spørgsmål eller efterlad en kommentar. Det er SÅ hyggeligt. 

    I denne pinse er hele min familie samlet i sommerhuset i Søndervig. Det river lidt i hjertet, kan jeg godt afsløre. Derfor har jeg planlagt en vandretur, og oplevelser, i denne weekend. Lige om lidt pakker jeg tasken, og tager ud på en 20 km. lang vandretur ud til: Hornneset. Det skulle være et smukt sted, og jeg glæder mig til at se det. Derudover, så er det første gang i mit liv, at jeg skal afsted på en sådan tur. Dét glæder jeg mig til. 

    Nu vil jeg lade dette indlæg leve her på siden. TAK fordi, at du læste med.

    Pas på dig selv.

     

    Kærligst,

    Camilla.

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Nyt kapitel i mit (arbejds) liv...

    onsdag 20. maj 2020
    Ørnes (1)

    Skål i morgenkaffen herfra fra min lille altan. Oppe i det høje nord. 

    Forleden lagde jeg en video op på min Facebookside, hvor jeg sagde, at jeg ville skrive noget om, hvorfor jeg er her i Norge. Det bliver en lang fortælling (så er du advaret!) Det kan derfor godt være, at jeg deler fortællingen op i mindre bidder. Så du må nok kigge ind her på denne side af flere omgange, de næste dage. 

    Kaffen er brygget, Mads og Monopolet kører i baggrunden, Norges fjelde rejser sig som kæmpemæssige støtter omkring min lille, ydmyge og enkle bolig, som skal danne rammen omkring det, vi kunne kalde "hjem" for mig, resten af året.

    Tiden går, livet sker!

    Det føles som meget, meget længe siden at jeg har skrevet her på bloggen. Det er der mange gode grunde til, og jeg er stadig igang med at finde ud af, hvordan det kan være, at det er sådan. At skrive har altid været ét af mine åndehuller. Jeg har altid ELSKET at skrive. Jeg har sågar to bøger igang her på min computer, som en dag skal se dagens lys (tror jeg). Men ordene har ikke kunnet finde vej til mine fingre, og de dokumenter ligger lige nu og hviler sig rigtig meget. Jeg har, på en måde, haft behov for at være mere offline, tilbagetrukket og eftertænksom. Det har jeg stadig, men lysten til at skrive er så småt ved at komme tilbage.

    Jeg kan mærke, at jeg er færdig med at skrive/sige noget, fordi det skal have et markedsføringmæssigt sigte. Jeg er done med skulle have omsætning med i mine tanker, når jeg skriver blogindlæg. Så langt er jeg ihvertfald kommet. Jeg tror også, at det kan være en del af forklaringen på stilheden, nemlig at jeg har følt mig blokeret af, at der måske liiiiige skulle være et sigte med et indlæg - enten iform af nye klienter eller andet.

    Jeg har ikke orket at sælge noget som helst. Jeg har simpelthen ikke kunnet mestre den energi meget, meget længe. Jeg har bare lyst til at dele. Fra hjertet. Fra mig. 

    Allerførst.

    Så vil jeg komme med en lidt corny overskrift, men den er ikke desto mindre sand og nærværende. Jeg får lyst til at skrive noget om begyndelsen. Noget om, hvorfor vi gør, som vi gør. Det handler blandt andet om: At have forskellige drømme, forskellige længsler og ikke mindst så handler det om at blive mødt, og set, i kraft af de mennesker, som vi nu engang er.

    Here goes: 

    TAK til min mand.

    Hvis det ikke var for ham, så ville jeg ikke være her, hvor jeg er i dag. Han har ikke de samme karrieremål, som jeg. Han har altid sagt: "Camilla, du skal ikke proppe dine karrieremål ned i halsen på mig". Han har behov for at arbejde meget mindre, end jeg, og være mere hjemme. Hans livsmål er, at være den bedste, og mest nærværende far, han kan mestre. Det lykkes han i dén grad med. Han arbejder ikke meget, men han er til gengæld ham, som har styr på ALT i vores hjem. Han rocker kalender, vasketøj, forældreintra, tager drengene med ned på fodboldbanen og tager op og spiller fodboldgolf og meget, meget mere - fordi han ELSKER det.

    I virkeligheden har min mand ikke behov for særlig meget andet end, at vi har en god familiebalance, og at vi gør vores bedste i vores forældreskab. Hvis det havde været en kvinde, som havde disse mål, i livet, så havde ingen løftet øjenbrynene. Men, fordi det er en mand, som har det sådan, så løfter mange øjenbrynene. Så må der da være noget galt med ham? (Det er der ikke, kan jeg dele).

    Det kan indimellem undre mig, i dette århundrede, at det kan være sådan - men det er OK. Han kommer jo til at sætte et spejl op for andre, og det er ikke altid, at det er så dejligt at kigge ind i det spejl, for andre mennesker. Ting som: Livsværdier, drømme og længsler bliver jo udfordret i dette spejl. Det er vigtige tanker, at gøre sig, og jeg tror på, at det er vigtigt at spørge sig selv: "Er jeg den forælder, som jeg ønsker at være?" - hvis svaret er JA, så er alt jo godt. Men er svaret et andet, så er det bidende nødvendigt at stoppe op, og måske justere kursen lidt. Nogengange skal der små ting til - andre gange må det hele kastes op til revision.

    Jeg tror bare, at det vigtigste er, at vi kigger på det og ikke lukker øjnene for det. Ellers kan vi dø ulykkelige, og det må, og skal, ikke være meningen med livet.

    Vi er meget åbne omkring, hvordan tingene er hjemme hos os.

    Jeg er meget taknemmelig over den balance, og det mod, vi har mestret, til at leve (i andres øjne) måske et lidt anderledes liv - med omvendt fortegn - men, for os kunne det ikke være anderledes, bedre eller lykkeligere. Hvad der kommer til at ske, når drengene er flyttet hjemmefra, vil vise sig. Lige nu er vi her. Faktisk med et liv, hvor stress er mere eller mindre elimineret, og unødvendige konflikter nærmest er ikke-eksisterende. Dét er fandme skønt, og i tråd ved vores livsværdier. Vi har prøvet at have en meget konkret stresssygemelding indenfor hjemmet, for mange år siden, og dét var ikke kønt, kan jeg afsløre. Men det har bragt os tættere på det meningsfulde liv. For os.

    Når jeg skriver det her, så kan det lyde både lyserødt og meget nemt - det har det ikke været hele tiden.

    Vi har mange år bag os nu - med denne livsstil. Men jeg kan stadig huske dagen, hvor min mand sagde sit job op (samme sted, hvor han pt. arbejder som vikar, når han har lyst). Det var med masser af  sommerfugle i maven. Jeg var da også nervøs og usikker. Vi havde heller ikke særlig mange mennesker at spejle os i. Vi havde mange snakke om, hvad der var vigtigt, og vi var villige til at lave de justereringer i fx vores økonomi, så det kunne lade sig gøre. Blot for at skrive, at intet kommer nødvendigvis let, og det kræver noget af dig. Det kræver, at du ikke bare bliver i "hamsterhjulet" fordi alle andre gør det. Det kræver en opbremsning.

    Noget godt at gøre er, at spørge andre ind til deres livsrejse, hvis du inspireres af dem, og har lyst til at rykke på noget, som de allerede har rykket på. Det er altid en god idé at spørge: "Hvordan har I gjort det?", hvis du trænger til at blive konkret inspireret til at foretage forandringer i dit eget liv. Indimellem kan andre have præcis de guldkorn, som du har brug for til at komme videre med dine egne drømme. 

    Jeg tror på, at når vi inspirerer hinanden, rækker ud efter hjælp - så kommer vi længst. Jeg tror også på, at der er nok til alle. Der går ikke noget af mig, fordi du får det, som du gerne vil have det.

    Der er nok til alle. 

    Husk det...

    Hvorfor sidder du i Norge, Camilla?

    Allerførst, så er det blandt andet i kraft af ovenstående. Hvis ikke min mand havde puffet til mig, eller vi ikke levede i tråd med vores værdier, så havde jeg nok ikke turde tage afsted.

    Men når det så er skrevet, så handler det også om alt muligt andet. Og når jeg så har skrevet dét, så er vi alle forskellige, og har forskellige ønsker og drømmer. Derfor er det så vigtigt, at du mærker efter i din mave, når du læser min tekst her. Hvad rører sig indeni dig? Jeg synes altid, det er så spændende, når nogen gør noget andet - bryder med rammerne. Så jeg håber, at jeg kan inspirere dig til at handle på noget, som kalder. Det kan være stort som småt. 

    Jeg er født med eventyrlyst i maven.

    Det tror jeg, at jeg har fra min mor. Hun er en stor inspiration i forhold til at leve et meningsfuldt liv, og have så få fortrydelser som muligt med sig, når døden banker på. Det har klart påvirket mig igennem mit liv. 

    Som 15 årig drog jeg ud i verden, og bosatte mig et år i Panama - uden at jeg kunne sproget eller anede noget om noget. Her gik jeg i skole, og jeg boede hos en lokal familie. Jeg havde ikke, på daværende tidspunkt, nogen idé om hvad sådan et år ville komme til at betyde for mig.

    Det forandrede mit liv, sådan helt grundlæggende. Siden har jeg ikke kigget mig tilbage, og der har ikke været meget, som jeg ikke har kunnet håndtere. Det er en grundlæggende, og afgørende evne, som har bragt mange eventyr med sig igennem mit, nu 40-årige, liv. Og det her med, at der skal meget til at slå mig ud, betyder også, at jeg typisk finder en løsning, hvis der opstår udfordringer. Det er jo forskelligt fra menneske til menneske. Men jeg har fået den styrke med hjemmefra. 

    Noget andet som mine forældre har puttet i min bagage, er det blandt andet:

    "Lær at forsørg dig selv - vær aldrig afhængig af andre økonomisk. Vær aldrig næring med noget. Hverken din tid, dit væsen, dine ideer, dine drømme - og giv altid den første omgang kolde øller".

    Det er, for mig, meget værdifulde ting at have fået med i bagagen. Jeg har virkelig store ører, når det kommer til mine kæres udfordringer. Jeg stiller gerne op - dag og nat (det har også kostet noget - men mere om det en anden gang). Jeg har meget åbne arme, og hos mig/os kan man få lov at lande ret så blødt. Jeg har lært at forsørge mig selv, jeg har mange ideer og jeg har handlet på mange af dem - og jeg (eller min mand) giver næsten altid den første omgang kolde øller :) For, hvis der er noget, som jeg også har med hjemmefra, så er det, at det er værdifuldt at slippe tøjlerne indimellem, og ikke tænke så meget på dagen i morgen, hvis vi sidder i hyggeligt samvær med dejlige mennesker.

    Den ene kolde øl må gerne afløse den næste, indimellem, fordi det også ofte er lige præcis dér, de gode snakke kommer igang. Vi sænker paraderne og skuldrene lidt, når vi bare ér i det, vi er i - og ikke hele tiden bekymrer os om dagen i morgen. Og alting går jo, som du ved, alligevel.

    Så alt i alt: Hos os er der ret højt til loftet. Og når der er noget, som den ene måske gerne vil, eller drømmer om, så bliver det meget sjældent skudt ned. Det samme gælder for vores drenge.

    Det var mange ord.

    Men jeg tænker, at det er vigtigt for at forstå den større sammenhæng. Der er jo altid gode grunde til, at vi gør, som vi gør. Årsagen/bevæggrunden for vores handlinger er ofte grundlagt tidligt i livet. Vores forældre er jo vores tætteste rollemodeller. Så når vi bremses eller handler på drømme, så er der ofte brikker i denne proces, som er grundlagt meget tidligt i vores liv. Hvem snakker fx til dig, måske som en hvisken i dit øre, når du skal træffe en beslutning?

    For mange år siden var jeg til jobsamtale i Nordnorge, og fik jobbet.

    Dengang havde vi en drøm om, at vi alle fire skulle rykke teltpælene op, og prøve flytte til det høje nord, for en periode. Men i løbet af ret kort tid, så fik vi kolde fødder, og vi droppede det hele igen. Jeg blev i Aarhus med klinikken, og livet er siden gået slag i slag. Livet er gået godt. Jeg har fået stor succes med de ting, som jeg har rørt ved. Jeg har udlevet min drøm omkring at skabe en velfungerende klinik, lave en uddannelse, afholde retreats m.m. Det hele er lykkes. Jeg er meget, meget stolt af min ihærdige arbejdsindsats og af de projekter, som jeg igennem tiden har sat i søen. 

    Jeg skriver det jobtilbuddet fordi, du skal vide, at det er en drøm, som har levet længe. Det her med at prøve at bo og arbejde i et andet land end Danmark. Enten i en kort eller længere periode i løbet af mit/vores liv.

    Når noget bare ikke er i balance...

    Igennem det sidste år, måske halvandet år, har jeg mærket, at noget ikke var helt i vatter. Der har været "noget" undervejs, som jeg ikke helt har kunnet få greb om. Jeg har flere gange sagt til min mand: "Jeg tror snart, at der sker noget nyt - jeg ved bare ikke, hvad det er"... 

    Sådan er det ofte for mig. Jeg mærker ting, som jeg ikke har ord for. Det er bare sådan en fornemmelse indeni. Ofte kan jeg også iagttage mit energiniveau, humør og overskud - hvis det ikke er i balance, så ved jeg, at der skal justeres et sted. Men det er ikke altid, jeg ved, hvordan og hvorledes - og nogengange, så er der jo bare ting, som skal gøres, uanset hvordan jeg har det/ikke har det. Det kender du sikkert godt fra dit eget liv.

    Èn af de større ting, rent forretningsmæssigt, som jeg justerede på sidste år var, at jeg lukkede ned for min Mindfulness for Børn & Unge - Mentoruddannelse. Måske ville mange synes, at det var skørt, når nu jeg havde fyldt 5 hold, og det rent økonomisk virkelig var en god forretning.  Men jeg havde udlevet min drøm med præcis dét projekt. En ny uddannelse skulle til at forme sig. Jeg havde lært en masse nyt på den 2-årige lange efteruddannelse, som jeg selv gik på. Jeg havde lyst til at få flere faglige brikker i spil. Jeg søstatte faktisk også en ny uddannelse, som lå mit hjerte meget nært (og stadig gør), men bedst som jeg skulle til at lave al PR arbejdet, og jeg skulle til at få gang med en større markedsføringsmaskine, så blev alt stille.

    Èn af de mest livsforandrende ting skete for mig i 2019.

    Alt imens jeg kunne mærke, at noget nyt var på vej - uden at jeg kunne sætte ord på det, så skete livet. Min far døde d. 2. november 2019. Den kendsgerning sendte mig ud i afkroge af mit følelsesliv, som jeg aldrig havde besøgt før. Total ukendt land. Et både smukt, men også meget sorgfuldt landskab.

    Alt stoppede ligesom bare op, og jeg er fortsat i dyb proces med at få brikkerne til at samle sig på en anden måde. Det har påvirket mig, og mine følelser, i en grad, som jeg ikke havde kunnet forudse. Det er gået op for mig, at vi er overladt til os selv med døden og sorgen i Danmark. Vi har ikke et sprog, eller særlige stærke pejlemærker, når vi oplever et stort tab. Hverken som samfund eller kultur. Det skal vi selv skabe, og det er ikke let.

    Vi er heldigvis velsignet med gode, nærværende og lyttende mennesker i vores liv. Og vores familie er rykket tættere sammen i kraft af vores store tab. Jeg tænker ofte på dem, som ikke er det eller er alene med deres sorg. Og selvom jeg har gode mennesker i mit liv, så virker det som om at livet hurtigt skal/går videre. Jeg føler fortsat, at livet er gået lidt i stå. Forstået på den måde, at jeg i høj grad har brug for at dvæle og vende opmærksomheden indad.

    Der har selvfølgelig også været relationer, som har stukket hovedet ned i jorden. Nok fordi de ikke har vidst, hvad de skulle gøre eller sige. Men den største misforståelse er, at stilhed hjælper. Det kan jeg afsløre lige her. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige, så sig dét til et menneske i sorg: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men jeg lytter gerne til din historie - fortæl". Så kan det virkelig aldrig gå helt galt. 

    Det er, i min optik, en stor misforståelse, at det er nemmere at miste, når en højere alder (i mit tilfælde, så var min far 70 år) eller når sygdom spiller en rolle i forløbet (min far havde ikke haft det godt længe). Det gør ondt uanset hvad. Sorg kan ikke gradbøjes eller sammenlignes. Den er, som den er. Den er individuel, men skal forståes i et bredere perspektiv, i en større sammenhæng. For når en familie mister én af sine vigtige, og betydningsfulde, brikker så skal familien lægge sig til rette på en ny måde. Og det tager tid og kræver tålmodighed. 

    Døden betød, at vi kiggede på livet og de drømme, som lå og ulmede.

    Død og liv står som modpoler til hinanden. Konstant. Mange af os tror, at vi lever for evigt og, at vi liiiiige kan vente til i morgen med at gøre noget ved det, som vi gerne vil. Eller måske kender du sætningen: "Jeg skal bare lige have overstået det her, SÅ kan jeg begynde at gøre det, som reelt gør mig glad".... Måske kender du nogle arvarter af disse sætninger?

    I bund og grund, så handler det om, at når vi udsætter livet og tror, at vi har for evigt til at gøre noget af det, som vi drømmer om, så lyver vi for os selv. Vi snyder faktisk os selv for reel livskvalitet og ikke mindst livstrivsel.

    Livet er nu. Nu er nu. Det lyder SÅ floskel-agtigt: Men livet er ikke en generalprøve.

    I oktober 2019 startede det, som skulle ende med et stort skifte i mit arbejdsliv.

    Norge kom i spil. Kunne jeg tænke mig at komme herop, og starte den psykologfaglige del op i Meløy kommune? De har ikke haft en psykolog i 10 år. Hele deres børne - og ungdomsdel er forsømt, set de psykologiske briller, og tænger i dén grad til at blive defineret på ny. Et uhyre spændende projekt, som jeg virkelig tændte på lige med det samme. Jeg mærkede de blafrende sommerfugle i min mave.

    Jeg gik straks hjem og sagde til min mand: "Det skal vi jo ikke, vi har det jo så godt i vores liv. Vi bor et dejligt sted, drengene trives og jeg har en velfungerende klinik - så det skal vi ikke, vel...?" 

    Hvortil min mand svarede: "Nej, det skal vi ikke. Men måske skal du alene afsted? Det lyder jo helt fantastisk...."

     

    To be continued....

     

    Ps. Det nåede nu at blive søndag. Dette blogindlæg, som du lige har læst, er ét af de længste, jeg har skrevet. Jeg har gennemlæst det mange gange, da det er et meget vigtigt et af sin slags. Jeg har så mange ting på hjertet i forhold til at træffe store beslutninger. Det er nemlig ikke noget, jeg bare lige sådan gør. Det kan hurtigt se sådan ud på den anden side af skærmen. 

    Jeg vil gå ud i det norske fjeld. Få sol på næsen, med en podcast i ørerne. Og så lade dette indlæg leve sit liv på det kære internet.

    Jeg vil SÅ gerne høre fra dig, hvis du har noget at spørge mig om i forhold til det, jeg har skrevet. Der kommer mere - don´t worry. Du skal nok få fortsættelsen - der er meget mere at dele. Men for nu sætter jeg lige et punktum, da indlægget VIRKELIG er blevet meget, meget længere end jeg regnede med. Der var lige flere vinkler, som jeg havde brug for at skrive mig lidt ind i.

     

    Har du læst med? Hvad synes du om det, du har læst? Kan du spejle dig i noget af det?

     

    Skriv meget gerne en kommentar. Det er så fedt, når der er "hul" igennem til jer derude og jeg ved, at I læser med.

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked