Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Tror du (også), at livet skal være ekstraordinært?

fredag 4. september 2020
Det simple

Så er du ikke alene.

Vi får blæst ørerne fulde af, at livet skal være noget særligt før, at det er godt. Men hvad betyder det egentlig – det med at være noget særligt?

Nu sidder jeg heroppe i det høje nord. Langt væk fra Danmarks andenstørste by. Her i min lille bygd, som hedder Ørnes, holder de stadig søndagslukket for, som de siger: ”Vi har alle brug for ro en dag om ugen.”

Sådan var det også engang i Danmark – kan du huske det? Jeg kan godt huske, da vi havde søndagslukket i Danmark. Jeg kan også huske, da jeg var barn, og når det blev december måned, så glædede vi os til den sidste weekend inden juleaften, fordi der havde butikkerne ekstraordinært åbne. Det blev altid en helt særlig dag, hvor vi alle fem tog ind i Ringkøbing by, købte julegaver og spiste hotdogs på torvet. Det var helt særligt, men på en måde ret simpelt og nært. Det findes jo ikke i dag. I dag kan alt lade sig gøre 24/7. Så behovet for at være noget særligt, gøre noget særligt skal efterhånden findes i ekstremerne. Det helt, helt særlige. 

 

Det kan efterhånden være helt nødvendig med en forklaring, når man bare holder af hverdagens sysler, ro, eget selskab og naturen. Når der ikke behøver at være "gang i den" hver weekend, så kan mange føle en behov for at forsvare og forklare, hvorfor det er sådan. Sådan synes jeg slet ikke, at det behøver være. 

 

Det særlige findes bare kun i øjeblikke, kortere perioder. Det er en illusion, når vi bilder os selv andet ind. 

 

Det er derfor, om noget, endnu mere vigtigt, at vi formår at finde det særlige i det helt almindelige. 

For det tyder mere og mere på, at det er det, som gør os glade og lykkelige. Når du finder værdien i enkle venskaber, nærende og simpel mad, naturen, en god bog en dyb samtale, så er det lige før, at det er ekstraordinært i dag. Det er de helt almindelige ting, som bliver vigtige fordi, at de betyder noget. De sætter spor. 

 

Hvis du lige nu lukker øjnene og trækker vejret og spørger dig selv: 

 

  • Hvad giver mig glæde? 
  • Hvornår har jeg sidst mærket taknemmelighed?
  • Hvad nyder jeg til fulde i mit liv? 
  • Hvilke mennesker fylder og så min energikonto, og ikke kun tager og dræner mig?
  • Hvilken mad elsker jeg at spise? 
  • Hvornår har jeg sidst følt mig helt afslappet?

 

 

Lykken findes ikke kun i det ekstraordinære. Det findes lige nu. Lige her. 

 

Jeg har gået og tænkt...

Jeg er jo er her i Nordnorge, som er noget ekstraordinært, og et eventyr jeg/vi søgte, at få afprøvet.

Nu har jeg har været  heroppe et godt stykke tid efter sommerferien, og 7 uger før sommerferien. Her er tingene ret simple: Storslået natur, enkel mad, ingen travlhed, mit eget selskab og ingen mulighed for at handle om søndagen :)

Nogen ville måske kede sig, hvilket jeg godt kan forstå. Andre, som mig, bliver mindet om, hvad livet egentlig handler om: Det simple, og at jeg kan klare mig med ret lidt. Det er ret så fint at blive mindet om. 

Du skal ikke tage på sådan et eventyr her, hvis ikke du kan lide dit eget selskab.

Det har jeg aldrig haft problemer med. Jeg er hele tiden alene, når jeg ikke lige er på arbejde. Men det er OK. Det betyder ikke, at jeg ikke savner – fordi, det gør jeg også hele tiden. Men det er også OK. Livet er fuld af modsætninger og modpoler, og det er, som det skal være. Så fint. Lige her og lige nu.

 

Jeg har tænkt på at skrive mere om det med at være alene. Kunne du tænke dig det? Måske er du selv udfordret på temaet?

 

Jeg ønsker dig en kærlig og ærlig fredag aften.

 

Kærligst, 
Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked