Tid til det vigtige...

søndag 9. juli 2017
tid

Sommerferien er lige om hjørnet, for nogen er den måske i gang. Når der er luft i kalenderen, alarmen er slået fra og der er plads til spontanitet eller stilhed, så har du grundlaget for en rigtig god sommerferie. Men er du bevidst om, hvad du vil bruge din tid til?

For mig er sommerens stemning, nærvær og ro, hjertevarme og gode minder.

Jeg skal bruge dage på at arbejde, men indimellem er der også plads til dage med fritid, sommerhus, familie, gåtur ved strand, is i solen og sommerregn. Det kan være sommeren for dig indebærer noget helt andet. Det er lige meget hvad du gør, bare du er bevidst om, hvad du bruger din tid til. Hvis du ikke er nærværende i dine relationer og det, du giver, så er det på en måde spildt liv. Du er med til at danne minder, og oplevelser i andre menneskers liv. Hvis der ikke lægges en portion omsorg og nærvær i det, så er det en relation, der er overfladisk.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd”

Dette er et meget brugt citat, men hvorfor prøve at skrive det anderledes, når det står så smukt - lige der i Løgstrups berømte ord. Jeg har ikke læst meget af ham, men den sætning har sat sig fast. Jeg satte mig for, at i dag skulle det være en glad sommerhilsen, til alle jer derude, men alligevel er vi lige nu inde ved det allermest sårbare, og på samme tid fantastiske: Tiden vi har, og hvad vi bruger den på. Det er lige meget om det er sommerferie, vinterferie eller en helt almindelig torsdag, hvor hverdagen presser sig på. Brug tiden med omtanke.

Det er ligegyldigt om du holder ferie nu, eller senere, så handler det om at fylde gode oplevelser ind i den tid du har.

En sommer hjemme eller ude at rejse - det er lige meget hvor du befinder dig - det vigtige er, at du får sat tempoet ned, sammen med dem du holder af, eller med dig selv og en stille kop kaffe i sommersolen. 

Hvis du skal være hjemme og synes det er svært at holde fri, i de rammer, hvor hverdagens to do lister, nemt kan snige sig ind, så brug lidt tid på, at finde ud af, hvad du gerne vil opleve. Gør noget anderledes end det du plejer i den by du kender så godt - hvem ved, måske oplever du noget nyt.  

Jeg håber du vil få lavet en dejlig sommer for dig selv og dine.

 

Kærlig hilsen

Maj.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked