Ti stille, mor!

fredag 17. juni 2016
ti stille, mor

Du skal huske at snakke med dit barn – ja naturligvis, men kan man snakke for meget med sit barn?

Kære mor. Næste gang du tager dig selv i at forhøre dit barn om, hvad det har lavet i børnehaven eller skolen eller spørger ind til barnets oplevelser, så spørg dig selv, om du er oprigtigt interesseret i at høre om det, eller om du spørger fordi, ”det skal man jo”. For hånden på hjertet – vi er ikke altid lige interesseret i vores børn. Det meste af tiden, ja. Ikke 24 timer i døgnet. Slet ikke om natten! 

For hvis skyld spørger du? Din egen eller barnets eller din samvittigheds skyld?

Børn mærker lynhurtigt om du er nærværende interesseret og nysgerrig eller bare lirer de sædvanlige mor-spørgsmål af. Er du træt efter en lang arbejdsdag, så er det altså okay at gøre det som du og dit barn også har brug for indimellem, nemlig at være stille sammen. Du viser dermed dit barn, at det er okay ikke hele tiden at være på. Pauser er ok. Ja, de kan faktisk være gode for os. Og stilhed betyder ikke nødvendigvis ligegyldighed. Tværtimod.

Skal der snakkes?

Så kan du med fordel SPØRGE dit barn om det har lyst til at snakke lidt. På den måde inviterer du dit barn til dialog på en respektfuld måde, hvor barnet får mulighed for faktisk at mærke efter, om det har noget på hjerte, som skal deles med dig eller mest har brug for bare at være. Eller du kan fortælle dit barn noget fra din egen dag, hvis du har LYST. Hvordan du oplever tingene, tænker og føler. I børnehøjde naturligvis. Så kan barnet byde ind og stille spørgsmål og i kan få en god dialog om hverdagsoplevelser i hhv. voksen- og børneliv.

Kære mor. Ti stille indimellem og tillad dig selv og dit barn en pause.

Naturligvis skal vi snakke med vores børn hver dag og give dem vores nærvær og opmærksomhed. Lade dem mærke os. Men før vi kan det, er vi nødt til at kunne mærke os selv. Og her kan en stille stund helt uden agendaer altså noget. Her kan du mærke dig selv, din vejrtrækning, din krop, dine ømheder og dine grænser. Give dem plads. Imens får dit barn lov til at mærke sig selv og finde ro efter en dag fuld af stimuli i institution eller skole.

Kære mor.

Hvordan giver du dig selv en pause?

Hvornår tier du stille og mærker dig selv?

Og hvad gør det ved dig? 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked