Sid dog pænt, barn!

fredag 18. marts 2016
sid pænt

Kender du til det her:

Du har lavet aftensmad. Faktisk har du gjort dig umage, og det har taget tid. Du har dækket bord, tændt lys og hældt vand i alle glas. Du kalder på familien, som består af dine børn og din man/kone. I sætter jer ned, og du har nu en forventning om, at det bliver hyggeligt, fordi du har brugt tid på at lave mad, og det skal alle kunne fornemme?

Det interessante sker så nu:

Dine børn sidder ikke pænt - de fniser og griner og sidder med benene trukket op under sig. Dit yngste barn sidder måske med fingrene i maden, selvom du synes, at nu er han 8 år - så burde han da kunne spise pænt med kniv og gaffel (eller hvad??) Din ældste hører ikke, når du for 17. gang siger: ”Tag så de ben ned, og sid pænt”. Han siger: ”Ja ja” - og 2 sekunder efter, så gør han det igen. Kniven ligger også stadig helt pænt langs tallerknen ved din yngste, og han sidder igen og putter pasta ind i munden med fingrene. Du undrer dig over om de i virkeligheden kan høre, hvad du siger.

Kender du det? Så jeg fortælle dig, at du ikke er alene. Faktisk kender jeg det selv!

Alene i denne uge har jeg mødt flere familier, hvor det faktisk er et problem. Dét med at sidde såkaldt  pænt ved et bord. Min tætte veninde fortalte mig, at hendes 10-årige søn faktisk står op indimellem, når han spiser. Interessant. Det er spændende, hvordan andre har erfaringer med samme udfordringer, når vi åbner op for det. 

Føler du dig provokeret af dit eget barn?

Jeg har mange meninger - og også én af slagsen omkring dette emne. Der sker ofte det, at vi føler os voldsomt provokeret af, at vores børn ikke hører efter, hvad vi siger.

Men…(du kunne nok regne ud, at der kommer et men her!). Det er faktisk her, at hunden ligger begravet. Børnene gør det IKKE for at provokere os. Det har de ikke den nødvendige hjernekapacitet til endnu - altså, at lave koblingen: "Jeg vælger bevidst at spise pastaen med mine fingre for at provokere mor & far." Det tænker din 8-årige ikke. Ej heller tænker din 11-årige: "Nu skal jeg virkelig trække benene op på stolen mange gange i aften, fordi jeg har bare sådan lyst til at provokere mor & far." Det sker simpelthen bare ikke. Basta!

Men hvad er det så, der sker?

Der sker dét, at børn er så vanvittige gode til at være nærværende med deres behov. Så, hvis de lige føler for noget, så gør de det med det samme. Det betyder altså også, at hvis de har behov for at grine sammen, så gør de det. Har de behov for at stå op, så gør de det. Egentlig, så er de bare i gang med at ære de signaler, som de får indefra. Det er så op til os voksne, hvor meget eller hvor lidt vi vil smadre den evne.

Uf! Er det træls at høre på? Garanteret… (så ligner du også alle andre!) 

Det betyder nemlig ikke, at du ikke kan/må sige noget, når du gerne vil have dit barn til at gøre noget anderledes. Selvfølgelig skal børn lære noget om at begå sig. Hjemme hos os er vi ret meget i gang med at lære den 8-årige at bruge kniven, i stedet for fingrene. Samtidig med at vi nok ca. fem-ti gange i løbet af aftensmaden, skal fortælle den store dreng, at vi gerne vil have at begge ben skal være på gulvet. Det er almindeligt, og nødvendigt, at skulle lære dem den slags. MEN, dér hvor kæden hopper af for mange, er når vi tager det som personlige angreb, og hvor vi tror, at barnet/børnene har en bevidst intention om at ødelægge noget for os. Det er ikke det, der er til stede. Det er de slet ikke kloge nok til endnu.

Det kommer!… Senere…

Hvad skal du så gøre?

Bevar roen og anvis med rolig stemme. Det vigtigste: Gentag dig selv. Det er det, der skal til. Nogen drager også fordel af at bruge et belønningssystem, såsom: ”Hver gang du bruger kniven i stedet for fingrene under et helt måltid, så sætter vi et kryds i kalenderen, når der så er 10 krydser, så skal vi i svømmehallen” (eller, hvad der nu kunne give mening for jer derhjemme). Det er helt vildt, hvilken forskel det kan gøre for mange.

Børn har vaner. Akkurat ligesom du og jeg. Nogle er gode, andre mindre gode. De skal bare lære det og du er læremesteren, som de skal lærer af. Ikke indpiskeren.

Mange (som i virkelig mange) kender det, du står i. Det vigtigste for mig at få dig til at forstå er: Dit barn sætter sig ikke til bordet med intentionen om at provokere dig eller ødelægge noget. Alle børn vil i udgangspunktet gerne samarbejde, og det er nemmeste, hvis du hjælper dem med det.

Husk, at du kan modtage mit nyhedsbrev hver fredag, hvor jeg deler en masse fra min hverdag og psykologiens verden. Når du skriver dig op, så modtager du samtidig en gratis E-bog omkring Mindfulness i familien. Du trykker blot her: 

"Mere viden om mindfulness og psykologi, direkte til dig - JA tak!"

 

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked