Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Når taknemmeligheden flyder over...

onsdag 25. april 2018
konfi (1)

Der sker mange gode ting i disse uger. Og i kølvandet på det er der også en masse eftertænksomhed. Jeg har SÅ mange forskellige overskrifter til jer, så mange emner jeg har lyst til at skrive om, men tiden sætter her en kæp i hjulet. Det er egentlig ikke fordi, at jeg har MEGA travlt, men jeg har et stort fokus på det nære og det kære og på min egen trivsel, og derfor kommer ordene i anden række. For en stund. Det er vist også helt OK. At spise sin egen medicin, som man siger...

Jeg kan mærke, at jeg er lidt stille.

Jeg har mange tanker. Tanker om nutiden og fremtiden. Tanker, som skal have lov til at være der, og som skal fordøjes. Jeg har på fornemmelsen, at der er forandringer på vej. I min forretning. Der er ting, som skal justeres, fordi at jeg forandrer mig. Jeg bliver mere og mere klar på, hvordan mit liv skal være (eller, hvordan jeg drømmer om at det skal være), og det betyder jo ufravigeligt også, at noget skal forandre sig i min business, fordi den er en KÆMPE del af mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvornår jeg holder fri, og hvornår jeg arbejder, og det gør mig ikke spor. Jeg har ikke brug for klare linjer på dette område. Fordi jeg lever af min passion. Det er et kæmpe privilegium. I know. Men det er sådan det er... 

Jeg er ikke sådan helt spids på, hvori forandringerne skal bestå. Men det kommer lige så stille dryssende, som fornemmelser i kroppen og som jeg så forholder mig til. Spørgsmål som: "Passer formen på uddannelsen stadig til dig...?" rumsterer fx. i min krop, kan jeg mærke. Måske skal der laves om her. Jeg ved det ikke endnu, men jeg bliver ikke bange for spørgsmålet. Jeg tager det dybt seriøst, når det kommer - fordi, at det er tegn til mig. Tegn på, at der er noget, som er i bevægelse. Og sådan synes jeg bare, at der er mange ting, som popper op lige nu - og derfor er jeg noget stille og indadvendt. 

Måske kender du det?

Små signaler, små fornemmelser, små erkendelser som du bliver nødt til at give lidt opmærksomhed? Leg lidt med det og se, hvad der sker.

Hvorfor var overskriften taknemmelighed?

Jo, siden sidst så er vores ældste søn Felix blevet konfirmeret. Jeg har aldrig rigtig været den store konformationsfan, men jeg må sige at det tog røven på mig. Det overraskede mig, hvor meget det betød for os som familie, at Felix skulle konfirmeres. Den første sådan rigtig store fest for ham, hvor alting var planlagt, der var lavet bordkort, valgt god mad og købt fine gaver til ham osv. Ja, det hele var betydningsfuldt.

Det var sådan en overvældende dag, og det tog faktisk en del dage bagefter at fordøje det hele. Der var så mange gode indslag, FANTASTISK mad og alle gæsterne kom med højt humør og glæde. Dagen gik sindsygt stærkt, og vi har nu minderne tilbage. Min mand og jeg havde skrevet en tale, som jeg skulle holde. Hver gang jeg læste den højt, så græd jeg, men ikke på selve dage - jeg kom igennem uden de helt store udfald. Jeg har på nogle områder en udfordring med at forholde mig til, at han nu er blevet SÅ stor :) Nå, men jeg vil lige dele lidt af talen med her:

"Den længste rejse, du kommer på er, når du skal have din hjerne ned i dit hjertet.  Det lyder måske lidt underligt, men det er den vigtigste rejse, du overhovedet kommer på her i livet. Alt kan ikke gøres ”oppe i hovedet”. Vi kan ikke tænke os til alting. Indimellem skal du handle på det, som du mærker i maven eller i kroppen. Vi kan ikke altid træffe beslutninger med hjernen og fornuften. Derfor skal du virkelig lære dit hjerte og mavefornemmelse at kende. Det gør du ved at reflektere over tilværelsen, over dine beslutninger og over hvad du har lyst til – sådan mere: Hvordan mærkes dét eller dér, og så indimellem prøve at gå med det som mærkes sandt for dig. Det er ikke sikkert at alle kommer til at være enige i dine beslutninger eller dine ideer, men din intuition er dit indre kompas – og det skal følges."

Store ord til en stor knægt.

Men det er virkelig noget af det, som jeg arbejder på som mor til mine drenge: At lære dem, at livet ikke altid skal leves fra hovedet. Det skal ned i kroppen og MÆRKES. Jeg håber, at jeg lykkes med min mission. Nu må vi se.

Lige nu ligger han i sengen med høj feber, og jeg har derfor taget en rolig formiddag herhjemme, inden klienterne venter fra kl. 13 i klinikken.

Det var de eftertænksomme ord fra mig til dig, i dag. Der venter en lille helligdagsferie rundt om hjørnet, så derfor går der lige nogle dage inden du hører fra mig igen.

Pas godt på dig og dine.

Kærligst,
Camilla. 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked