Når psykologen bærer byrden sammen med klienten...

fredag 29. september 2017
Camilla

Nu er jeg jo psykologen her i min klinik.

Det er mit job at bære byrden, eller smerten, sammen, og aldrig for dem, med klienterne. For en stund. Et splitsekund i et helt liv.

Jeg kommer ofte ind i billedet, når livet gør ondt. Når "noget" vil op til overfladen i sindet og frem i lyset, når stressen har sat ind eller når glæden udebliver. Årsagerne kan være mange. Når det handler om børn og unge mennesker, så er det ofte fordi trivslen ikke er til stede, og selvværdet er måske lavt. 

Jeg skal ikke op på en piedestal i forhold til min klient, og jeg har aldrig de vise sten. Jeg kan gå med til at der kan være et decideret magtspørgsmål, da jeg ved noget om noget, og jeg er ikke er samme smertefulde sted, som min klienter. 

Jeg er ikke nogen guru eller noget glansbillede.

Jeg er bare et menneske, og så er jeg dygtig til mit arbejde. Jeg har en masse uddannelser i min rygsæk, og så har jeg nok læst kilometervis af bøger, men det er knap så vigtigt, i min optik.

Dér, hvor det batter, og der hvor det virkelige arbejde ligger, er at møde mennesker med værdighed. Altid. Uanset hvad. Mit fornemmeste job er at rumme det mennesker, som sidder overfor mig. Indimellem bliver jeg konkret rådende, fordi det er nødvendigt og tiltrængt. Men min vigtigste opgave er, at være nysgerrig og undersøgende på, hvad der er i spil i min klients liv. Jeg en arbejdssætning, som lyder: "Alt er i bevægelse". Intet er statisk, og smerten kan synes uudholdelig for min klient, lige nu, men alt bevæger sig, og næste gang vedkommende kommer, er der typisk sket forandring. Nogengange er der ikke sket noget i den fysiske verden, men den indre verden har rykket sig.

Nogle bruger ordet "GURU" i selvudviklingsbranchen. Nogen bliver en guru i et menneskes liv, eller bliver et idol. Kald det, hvad du vil. Det er, i min optik, ikke godt. For når nogen bliver glorificeret i en sådan grad, så er der heller ikke langt til det modsatte. En guru skal jo ikke lave mange fejl, før frastødelsen sætter ind, og så står klienten/mennesket igen et sted, hvor der kan være smerte. Nogengange endnu mere smerte, fordi noget ikke var, som de troede. 

Så... Jeg er opmærksom på dette. Det er en udfordring indimellem, men når det sker, når øver jeg mig i at være endnu mere tydelig og spejlende overfor det menneske, som sidder overfor mig. Fordi, når jeg er det, så er muligheden for at klienten mærker egen styrke endnu større. Når en klient ser et lys i mig, så er det jo fordi at lyset også lever i min klient. 

Styrken til livet har vi allesammen.

Indimellem er den gemt godt og grundigt af vejen, og så kræver det, at der bliver sat et lys foran den, så den kan finde vej frem. Det lys kan være mig, som psykolog. 

Nyd din weekend. Hvis du har lyst så kan du komme med til et gratis foredrag på søndag. Du kan være om det hele her: Ja tak, lad mig se mere og tilmelde mig.

Kærlig hilsen

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked