Mange mennesker skifter manden eller konen ud, inden de mærker om det egentlig er dem, der er noget galt med.

fredag 14. juli 2017
STILHED (2)

Når du er faret vild er stilheden svaret.

Mange spørger mig, hvorfor jeg dog vil være stille. Frivilligt. Mange synes, at det virker noget langhåret. Jeg kan sagtens forstå det. Det syntes jeg nok også, for nogle år siden. Men sådan er det ikke længere. Det er nærmest helt modsat.

For nogle år siden deltog jeg i et stilhedsretreat. Jeg var stille i 7 dage. Fra fredag kl. 12 til næstkommende fredag kl. 12. Det foregik i USA. Retreatet var ledet af den karismatiske mand Adyashanti. En meget spirituel herre, som siden har påvirket mit liv. Ikke direkte, men inddirekte. Det var den vildeste uge i mit liv.  Aldrig har jeg grint og grædt så meget, i mit eget selskab. Dét at gå i mit eget selskab, uden øjenkontakt, med ca. 400 andre mennesker i en hel uge var vildt. Og vildt udviklende.

Jeg kom i kontakt med masser af ting den uge. Men mest af alt så fandt jeg min kreativitet. Jeg fandt simpelthen ud af, at jeg elsker at skrive og producere tekster, som andre kan læse. Deraf blev denne blog til. Jeg besluttede mig simpelthen for, at dét at blogge skulle være en del af mit liv. At det så samtidig kan kombineres med mit arbejde er jo simpelthen dejligt. Jeg valgte, at jeg ville berøre emner, som jeg møder i klinikken. Men også lade folk komme lidt tættere på, hvem jeg er. Så det ikke er "så farligt" at opsøge hjælp af en psykolog. 

Der er larm overalt.

Se dig omkring.

Lige nu.

Hvor meget larm er der omkring dig, lige nu?

Larm er en stor del af vores liv. Enten er det telefonen, der larmer eller også er det vores børn, mand, kone eller tv´et, der larmer. Det kan også være radioen eller vores kollegaer.

Anything og everything skaber larm.

Vi vænner os til den, og mange bliver faktisk afhængige af den, larmen. Fordi, når der er larm, så behøver vi ikke tage os af det, som vi mærker. Vores længsler og drømme. Eller vores ubehag eller stress. Vi kan altid bare liiiiige læse en mail mere eller se noget mere ligegyldigt TV.  Eller endnu bedre: Vi kan lige drikke lidt mere rødvin eller spise endnu mere slik.

På den måde, så lukker vi ned og undertrykker alt det, som er indeni os.

Det er blevet ganske nødvendigt for mig, at ”glo ind i en væg” indimellem. Det er nødvendigt, for mig, at der ikke altid kommer en løsning eller et gyldent svar. Der vigtigste er, at jeg mærker, at der er noget, som er i uorden indeni mig. Det er ikke altid, at jeg lige ved, hvad jeg skal gøre. Rigtig tit så begynder jeg at dulme med forskellige ting. Det kan være: Relationer, junk, kaffe eller rødvin. Lige indtil det slår mig: Jeg trænger i dén grad til at være stille.  Slukke for larmen og trække mig tilbage. Skrive og notere mig, hvad der er på spil lige nu. Ofte resulterer det i, at jeg igangsætter nogle forandringer, som betyder, at jeg kommer tættere på mig selv og endnu tættere på de relationer, som betyder allermest for mig: Min mand og mine børn. Altså helt ind til kernen.

Stilheden rummer mange ting.

Mest af alt rummer stilheden en uendelig mængde af informationer. Informationer, som du kan vælge at bruge til noget. Du kan tage noter, og så begynde at tage små skridt i en anden retning end den, som ikke virker for dig, længere. Det er OK, at du forandrer dig. Det er så fint, at dét du længtes efter i går ikke længere er det, du går efter i dag. Bare fordi, at du troede at noget skulle være, så er det ikke sikkert, at det skal længere. 

Stilheden med mig som leder.

Siden jeg selv har været afsted, så er stilheden blevet en kontinuerlig bestanddel af mine kurser og uddannelser. Det er afgørende vigtigt for mig, at mine kursister mærker stilheden på egen krop. Mange er nervøse og spændte inden stilheden skal sættes i gang. Hvilket jeg virkelig godt kan forstå. Det er en meget anderledes måde at være på og ikke mindst at være sammen på. Helt stille. I dit eget selskab og med uanede muligheder for at ære og nære egne behov - og en stor mulighed for at gå i dybden med meditationerne, som jeg guider. Det er ikke så tit, det sker ude i livet. Desværre, kunne jeg vælge at sige.

Men i stedet vælger jeg, at sige: Når nu det er sådan, så sørg for at finde dine huller. Dine huller, hvor du kan ”glo ind i en væg”.  Det er ikke altid, at der skal handles. Rigtig ofte, så skal der mærkes. Når noget så dukker op igen og igen, så er det nok fordi, at der skal handles.  Ofte så handler mange mennesker tidligt, præmaturt - inden de har mærket, HVAD der egentlig er på spil. Mange mennesker når at skifte manden eller konen ud, inden de mærker om det egentlig er dem, der er noget galt med. Efterfølgende ender de ofte med en følelse af magtesløshed og fortrydelse.

I den modsatte ende af skalaen bliver mange mennesker fx i deres jobs, ulykkelige, ALT for længe fordi de ikke mærker en skid. De dulmer og hungrer efter den næste weekend eller næste ferie. De udholder så smerte ALT for lang tid.

Ingen af disse to kontraster er at foretrække.

I stedet er det min erfaring, at når du trækker dig tilbage fra larmen, og i stedet mærker efter, hvad der er på spil hos dig, så er det, at magien kan opstå. Når du ære og nære dine behov, når kommer du tættere på dig selv og de betydningsfulde mennesker i dit liv.

Måske trænger du til fordybelsestid.

Måske trænger du til at spise bedre.

Måske trænger du til at drikke mindre rødvin.

Måske trænger du til at skifte job.

Måske trænger du til at rejse og opdage verden.

Men du ved det ikke, hvis du lader larmen være alt for høj hele tiden. Skru ned.

Jeg ville egentlig have brugt denne skriveplads på at skrive om mit sidste modul på MBM-uddannelsen. Men i stedet blev det beskrevet på en lidt anderledes måde. Det er alligevel meget svært at skrive om det, som sker når stilheden indtræffer. Det skal opleves.

Har du været i stilhed? Hvad gjorde det ved dig? Kunne du tænke at prøve stilhed? 

Del endelig dine oplevelser med mig her på bloggen.

Kærlig hilsen

Camilla.

Ps. Se mere om uddannelsen her: Mindfulness for Børn - Mentoruddannelsen. Uddannelsen ledes af mig. Til april starter hold 4. Grafikeren er igang med den fine invitation. Indtil da kan du læse om formen og indholdet her: JA TAK, lad mig læse mere.

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked