Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Jeg tager afsted til Norge igen.

søndag 12. december 2021
Norge (1)

Længe siden, jeg har været ved tasterne her på bloggen. Nu vil jeg putte varm kaffe i koppen og bruge lidt tid af min søndag formiddag på at skrive til dig.

Hvordan går det i din ende? Er december en god måned for dig eller vækker den sorg og smerte? Uanset hvad, så giv dig selv lov til at have det, som du har det. Intet er forkert. Du er ikke forkert. Så hvis du ikke lige mærker julestemning eller har vanskeligt ved at komme ind i denne særlige måned, så omfavn dig selv. Træk vejret og vid, at dette går også over igen. Hvis du omvendt bare STORnyder denne december, så nyd det, grin, smil og skænk dig et et glas gløgg mere.

 

Meget er sket her hos mig/os.

De seneste måneder er gået med at overveje fremtiden meget nøje. Vi har haft meget at tage stilling og forholde os til. Det er på en måde helt rart at stoppe op indimellem, skrælle lag af, justere og så træffe nye valg i livet. Det her med at tiden går har fået en helt ny betydning for mig. Jeg er virkelig blevet opmærksom på, at livet er NU. Vi kan ikke gå og vente på, at det bedste liv lander i vores skød. Vi skal stoppe og, mærke efter, bruge hovedet og så skal vi handle. Simpelthen. Det sker meget sjældent af sig selv, i hvertfald.

 

Vi har brugt den seneste tid på at tale en masse sammen. Om håb, drømme, længsler, fremtidsplaner - ja, i det hele taget har vi kigget på de fleste aspekter af dette liv, vi indtil videre har skabt sammen. Min mand og jeg taler i det hele taget meget sammen. Han er min bedste ven og sparringspartner. Jeg føler mig meget taknemmelig over, at vi er så gode til at bakke hinanden op i hinandens drømme og mål. Det går begge veje. Vores drømme har forskellige former, og vi strækker os langt for at det kan gå op i en højere enhed, når gerne vil opnå noget.

 

Vi er blevet enige om at tage endnu et arbejdseventyr i Norge. Faktisk allerede her fra januar 2022. Faktisk rejser jeg allerede d. 1/1, så i vores ende bliver det en meget stille og rolig nytårsaften. Det gør mig ikke spor. Nytårsaften er ikke som sådan en helt særlig aften for mig. Jeg nyder energien af at nu skifter vi til et nyt år, men hele den hype, der er omkring en vild fest - det har aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg er ofte blevet grebet af stemningen, og er ofte vågnet med en flad fornemmelse dagen derpå. Så i år tror jeg, at vi bestiller noget mad udefra, får et godt glas vin til og så går vi stille og roligt det nye år i møde.

 

Tilbage til Norge.

Jeg blev kontaktet før efterårsferien af min gamle arbejdsplads - og for at gøre en lang historie kort, så skal jeg tilbage til Meløy kommune. Jeg skal arbejde med samme fagområde (børn, unge, familier og supervision af fagpersonalet i hele kommunen) og jeg skal bo i samme lejlighed. Planen er, at jeg skal arbejder deroppe hele 2022. Jeg vender stærkt tilbage d. 21/12 2022, hvor min kontrakt så slutter igen. Jeg kommer også til at være en masse i Danmark i løbet af året, da jeg har fået skruet en rigtig fin kontrakt sammen. 

 

Og SÅ er det jo bestemt meningen, at vi skal lave det familieeventyr, som vi ikke fik lavet sidst, grundet Corona. Vi har store planer om: Nordlys, hvalsafari, guided tur på Sortisen, besøge Tromsø, Lofoten m.m. Norge har SÅ mange smukke steder og vi glæder os meget til at se det hele sammen.

 

Det er lidt vildt, at vi gør det igen. Men det føles SÅ rigtigt og giver mening på så mange niveauer, så derfor er jeg snart på vej igen. 

 

Har du mon lyst til at følge med i eventyret? Jeg planlægger at få meget mere tid til mine skriblerier i det kommende år. Lad mig endelig vide, hvis du har spørgsmål omkring Norge, mit arbejde eller andet - så vil jeg flette et indlæg sammen med de ting, som du kunne have brug for at høre lidt mere omkring. Du kan bare stille spørgsmålet her nedenunder.

 

Hav dig en dejlig jul.

 

Vi tager på tidlig juleferie i år. Allerede fra på torsdag.

 

De kærligste hilsner

Camilla.

 

Ps. Jeg arbejder fortsat online i min forretning, så det er fortsat muligt at få hjælp af mig, hvis du ønsker det. 

 

 

 

 

 

 

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked