Jeg er stolt af mig selv...

tirsdag 28. juli 2015
Omega

There, I said it! Hvor tit siger vi det til os selv? Ja – hvor tit siger vi det til hinanden?

Jeg sidder på mit lille værelse her i Rhinebeck. Rhinebeck er en lille by, som ligger 2 timers kørsel nord for New York. Her er så forbandet smukt. Instituttet, som jeg befinder mig på hedder: The Omega Institute. Det er en slags Campus, som ligger i vidunderlige omgivelser med bjerge som baggrund og en kæmpe sø, hvor der er hængt hængekøjer op i mellem træerne. I spisesalen serveres der den mest lækre økologiske mad, og i den lille café emmer der af liv. I den tilhørende boghandel kan du købe dig fattig i faglitteratur. Halleluja! Det er faktisk som at lande i en tidslomme, hvor der er plads til fordybelse og plads til bare at være. Der er undervisning hver dag fra kl. 09-17. Jeg deltager i ”Mindfulness in Education” sammen med 68 andre, som er lige så vilde med Mindfulness, som jeg.

Det er min 3. gang her. Denne gang, især, er jeg blevet ramt af en stolthed. Jeg bliver gang på gang mindet om, hvor stort det egentlig er, at tage ud i den store verden og hente viden. Alle de amerikanere, jeg møder på min vej er helt vildt imponeret over, at jeg kommer fra Danmark for at tage på kursus. Det tror jeg, at jeg havde glemt. Det er blevet sådan almindelig-agtigt for mig.

Jeg er bare så stolt af, at jeg er gift med en mand, som nærmest spørger: ”Er der ikke noget, du skal over og vide noget mere om?”. Der er bare altid opbakning, smil og respekt hele vejen igennem. Aldrig andet! Det er så fedt, fordi det giver ro på. Jeg skal aldrig have dårlig samvittighed eller have en fornemmelse af, at jeg "skylder" noget.

Jeg er stolt af at jeg, på 4 år, har bygget en forretning op, som giver plads til mig, min familie og som bidrager til, at jeg og vi kan tage på eventyr indimellem. Jeg er stolt af, at bidrage til at andre mennesker får det bedre i deres liv. Jeg er stolt af, at være én af frontløberne i, at få udbredt Mindfulness til børn i Danmark. Ja – i det hele taget har jeg bare JA-hatten på.

Har det krævet nogle ”nosser” indimellem? JA, for faen. Det har krævet/og kræver stadig en masse tro på mig og på mine ideer OGSÅ selvom jeg ikke nødvendigvis driver forretning som alle andre. Det kan også give nogle overraskelser indimellem, men dem bliver jeg forhåbentlig kun klogere af.

Når jeg er her i USA, så bliver jeg virkelig mindet om, at jeg har SÅ meget at være taknemmelig for. Jeg har gået gratis i skole, hele vejen igennem, og vores ældste søn er blevet opereret en million gange UDEN, at vi har skulle betale for det. Jo jo, jeg betaler meget i skat, men når jeg så taler med amerikanerne, så finder jeg virkelig ud af, at der er meget at være glad for i DK. I aften har jeg brugt nogle timer i selskab med en mor og hendes voksne datter. Vi sad og snakkede om Danmark vs. USA. Datteren har ikke frit valg på alle collegehylder pga. økonomien efter en skilsmisse. Hendes to ældste brødre havde frit valg. AV!... Siger jeg bare. Men der kom en fin snak ud af det her med at være taknemmelig for det vi har.

Det er blandt andet dét, der er ved at rejse: Vi bliver klogere! Klogere på os selv og klogere på andre mennesker og andre kulturer. Det er så pisse spændende. Men verden kommer ikke til os. Vi skal rejse ud i den. Det skal vi turde.

Ja, jeg har JA hatten på. Dette indlæg is a happy one. Vi skal huske, at være stolte af os selv. Både på daglig basis, men også når vi GØR noget ved de drømme, som vi har. Vi må også gerne være stolte af de mennesker, som vi elsker og så rent faktisk SIGE det til dem. Husk det! Det gør godt.

 Jeg får en del mails i disse dage, hvor spørgsmålet er: Er der flere pladser på Vesterhavsretreatet? Svaret er JA! Der er 9 pladser tilbage. Læs mere her:

Årets eneste Mindfulness Retreat ved Vesterhavet. (Der kommer ikke flere!)

Så tøv endelig ikke med at få dig meldt til. Du skal være så hjertens velkommen. 

Det var ordene for i aften. Jeg vil lægge mig til at sove - i morgen venter en ny og inspirerende dag. Jeg bliver virkelig så glad i låget af at være sammen med mennesker, som også har set lyset i at bringe Mindfulness ind i børns liv. Jeg bliver fyldt på med den nyeste viden og den nyeste forskning. Dét er da fedt!

Vi skrives ved...

Ps. Jeg ville have puttet et helt nyt billede på, men de kære billeder vil ikke overføres. Så derfor ser du altså et billede fra forrige år - men det er skam herfra!

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked