Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Jeg er hjemme igen, og hvad så nu?

mandag 11. januar 2021
hjemme igen

 

Kære du!

Tak for tålmodigheden. Det er godt nok længe siden, at jeg har tjekket ind her på bloggen. I det hele taget er mit online-liv blevet reduceret ret så meget den seneste måned. Jeg lettede fra Norge d. 17/12 2020. Jeg glædede mig bare helt vildt til at komme hjem, men jeg må også indrømme at det var med en stor portion vemod, at jeg sagde "på gensyn". Jeg har simpelthen bare haft det så godt i nord. Jeg har nydt hver dag på jobbet, med min dejlige kollega og ikke mindst så sparkede tiden i Norge gang i en personlig udvikling, som jeg ikke havde forudset hjemmefra. Så jeg føler, på en måde, at det er en ny form for Camilla, der er kommet hjem. Med mange flere indsigter, mere indre ro og fornyet energi. 

 

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg var noget slidt, da jeg tog afsted til Norge.

Min fars død, sorgen og riiiiiigelige mængder arbejde havde sat sine spor i mit sind og i min krop, så arbejdsopholdet i nord kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt for mig. Det har været så spændende. Jeg ville have elsket at dele nogle af mine skønne naturoplevelser med de mennesker, som jeg elsker og holder af, men det satte Corona en stopper for, desværre. Men det er jo bare en undskyldning for at komme afsted igen, måske til sommer? Hvis Corona vil have det. Jeg vil elske at vise familien min arbejdsplads, vandre sammen med dem på fjeldet og sejle på fjorden. Det vil være en anden slags ferie, end vi er vant til, men det kan også være meget sundt at prøve noget nyt, tænker jeg. 

 

Jeg kom hjem torsdag, og om fredagen kom der en utrolig dygtig fotojournalist.

Han skulle tage billeder til min lange kronik, som jeg skrev imens jeg var i Norge. Jeg havde sådan brug for at fælde nogle ord ned på papir. Jeg havde så mange tanker og følelser, som jeg ikke kunne være ene om at have, tænkte jeg. Min "go to" er ofte ord, når jeg bøvler med noget eller er optaget af mit sind. Derfor skrev jeg. Skrev og skrev. Da jeg var færdig sendte jeg den til Berlingske. Og de ringede med det samme og kunne meddele, at de gerne ville udgive den. "WOW", tænkte jeg. "SHIT", tænkte jeg. Berlingske er en stor avis og mange læser med. Inden udgivelsen godkendte min nærmeste familie min tekst. Den går nemlig tæt på min far, og ikke mindst vores relation, og det var vigtigt for mig, at alle kunne se sig selv i min tekst. 

 

Så det var med bævrende hjerte og rystende hånd, jeg læste avisen d. 26/12.

Det var jeg altså noget spændt på. Det er en sårbar tekst, som går tæt på mig. Men jeg er virkelig af den holdning, at vi skal turde tale om de temaer, som ofte kan dukke op i forbindelse med et tab: Sorg, skam, skyld, død, liv, fortvivlelse m.fl. Jeg synes, at jeg lykkedes godt med min intention.

Mine blafrende sommerfugle kunne straks lægge sig til rette. D. 26/12 var ikke særlig gammel, før den første besked tikkede ind i min indboks. Og siden strømmede de ind. Jeg har læst mange personlige fortællinger, hvor mennesker har delt deres oplevelser med døden. Mange har skrevet til mig, at mine ord har rørt dem dybt og flere ønskede flere ord fra min hånd. Det var helt vildt, og jeg blev SÅ berørt. Virkelig. Tårerne strømmede flere gange ned af mine kinder, og en stor taknemmelighed ramte mig. Jeg blev stolt og glad på mine egne vegne. Tænk, at jeg turde. Det vidner om, at nogle af de temaer vi bakser med er universelle. Vi er ikke så unikke. Alle kender til de følelser, som kan dukke op i en sorgproces - vi skal simpelthen skal turde tale mere om det hele. Det er min mission. 

 

 

Jeg landede også i en ny base.

Første halvdel af 2020 begyndte vi at lede efter ny bolig. Vi mærkede, at vi var vokset ud af lejligheden, der var meget larm på Aarhus Ø og plantegningen begyndte at være et irritationsmoment i hverdagen. Så vi var ude og kigge på meget forskelligt. Og faldt simpelthen pladask på dette rækkehus i Risskov. Så vi skrev under på det hele i sommerferien, og min mand og børn flyttede hele molevitten d. 30/11, i mit fravær. De har bare været superseje. Det eneste jeg skal tage stilling til er de små og hyggelige ting, som: Belysning, reoler, hylder og blomster. Det kan jeg lige klare. Vores nye nabo er Mollerup skov og Engsøen - der har vi allerede gået stierne tynde. Vi har hentet kød og æg ved gården inde i skoven. Det er simpelthen så hyggeligt. Jeg mærker en ro her. Her er stille og ingen hård byggelarm. Jeg kan simplethen slappe af i en grad, som jeg ikke vidste jeg manglede. Vi har elsket alt ved Aarhus Ø i de år vi boede der, men den sidste tid med larm var ikke speciel rar. Nu er vi her, og det er bare SÅ dejligt. 

 

At komme hjem til Corona.

I Norge, i den lomme jeg boede, var der ingen smittede. Vi gik ikke med mundbind - vi skulle selvfølgelig tage vores forholdsregler, men ja - situationen var bare en anden end i DK. Nu raser det hele jo igen for fuld styrke. Det føles SÅ underligt at være tæt på alle dem, jeg elsker og holder af, men vi kan ikke ses. Vi ser ikke vores familie og venner i denne tid. Højst til en gåtur ved vandet. Vi har ingen gæster indendørs. Jeg har jo savnet min nærmeste familie helt vildt og alle var i Vestjylland i denne jul, men jeg måtte nøjes med at bytte julegaver, på afstand, med dem allesammen. Nøj, hvor var det frustrerende. Men ikke desto mindre nødvendigt. 

Hvis vi alle gør, hvad regeringen siger og faktisk overholder de retningslinjer, så kan vi alle komme til bage til vores hverdag hurtigere. Hermed en stærk opfordring til at vi alle holder sammen og holder i, på trods af alle de afsavn det giver os. 

 

Jeg er i fuld gang med arbejdet igen.

Jeg kører jo, som de fleste andre, alt online. Via min sikret platform. Denne form har jeg praktiseret det meste af 2020. Det fungerer helt fint for mig og mine klienter. Sådan fortsætter mit arbejde en stor del af 2021. Jeg har nemlig nye arbejdsplaner for 2021 - dem må du få et indblik i en anden dag. Jeg føler allerede nu, at jeg har skrevet tonsvis af ord, som du skal forholde dig til. 

Samtidig med at jeg arbejder, så er begge drenge jo også hjemme og det nyder jeg. Vi hygger os i vores nye base, og jeg kommer med et indspark eller to til deres skolearbejde. De er ret så selvkørende, begge to, så det er ikke fordi, at de har brug for min hjælp specielt meget. Og når behovet for at være alene melder sin ankomst, så går jeg ud i naturen med podcast i ørerne. Der er så mange informative og lærerige podcast derude, og jeg nyder i dén grad at lære nyt på den måde. Lige nu er jeg meget optaget af investeringer. Så det er jeg i fuld gang med at blive klogere på.

 

Hvordan har du det? 

Jeg vil slutte for nu. Jeg tror, at jeg vil tage mit gode tøj på og komme ud i solen, som titter lidt frem i dag, kan jeg se. Åh, den livgivende sol har jeg i dén grad savnet, og skal ud og suge til mig. Hvis du har lyst til at dele lidt om, hvordan du har det, så må du gerne det. Det er så hyggeligt, når vi har en dialog.

 

Kærligst,

Camilla

 

Ps. Her er et link til artikelen i Berlingske: Værs´go.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked