Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

IDENTITETSKRISE I INGENMANDSLAND

fredag 12. april 2019
identitetskrise i ingenmandsland

HEJ MED DIG.

Tak, fordi du læse med. De mennesker jeg har mødt via Camillas netværk, er alle sammen dejlige og hjertevarme mennesker. Derfor er jeg utroligt glad for, at få lov til at gæsteblogge her i dag.

Jeg er idealist, elsker at få mennesker til at vokse og jeg er glad – helt ind til benene. Dette til trods for, at jeg lever med komplekse kroniske smerter (nervesmerter/neuropatiske smerter), som følge af kraftig bækkenløsning, diskusprolaps og diskusdegeneration. 

Mine smerter, har lært mig, at prioritere det allervigtigste i mit liv. Med sig, bragte de (red: smerterne) ikke bare smerter og en masse udfordringer, men også en, nærmest eksistentiel krise. For jeg kunne ikke længere det jeg kunne før og så stod jeg der i ”INGENMANDSLAND” med det store spørgsmål: Hvem er jeg egentlig nu? Hvad er mine værdier? Kan jeg leve op til dem og hvordan? 

Før smerterne var jeg nygift og kandidatstuderende, men da smerterne opstod i forbindelse med min graviditet var jeg nu også mor og levede med konstant murrende og hyppigt jagende smerter. Det tærede meget på energien. Desuden var søvn en luksusvare jeg kun var heldig at stifte bekendtskab med en sjælden gang imellem de første fem år af min datters liv. Det påvirkede også min hukommelse og min koncentrationsevne – så jeg var ret udfordret. 

Selv om jeg måtte kæmpe en kamp, bare for at studere deltid på grund af mine smerter, så gjorde jeg det. Det var det liv jeg kendte og kunne vende tilbage til efter halvandet års kaos med smerter. Samtidig var min tilbagevenden til studierne, en mulighed for at sætte mig selv ved roret og navigere i en jungle af eksperter der ville sælge mirakuløse behandlinger – og så kaldte det på mig – sådan dybt indefra et sted. 

Det hele var i grunden en smule TRAGIKOMISK, idet jeg forinden havde studeret ekstreme smerteritualer. Derfor vidste jeg allerede en del om hvordan tro og forventninger kunne påvirke neurobiologiske smertemekanismer smerter. Da jeg vendte tilbage til mine studier var det med fuldt fokus på hvordan kommunikation (verbal og non-verbal) i behandlingskontekst kan påvirke hjernens naturligt smertelindrende system, det opioide system i hjernen hos borgere med kroniske smerter, samt hjernens hukommelses- og følelsessystemer. Sidstnævnte er eksempelvis relevant for effekter af mange typer behandling som kræver livsstilsændringer.

 

EN VERDEN TIL FORSKEL PÅ VIDEN OG ERFARING

Jeg knoklede for en drøm jeg endnu ikke kunne se helt for mig. Jeg kunne bare mærke, at det var rigtigt. I bagklogskabens lys ville det nok have været bedre for mit helbred med en sygemelding på daværende tidspunkt, men med fremdriftsreformen åndende i nakken stod valget mellem at gennemføre min uddannelse eller droppe ud – så, stædig som jeg var, VILLE jeg gennemføre min uddannelse. Det gjorde jeg også helt pænt, men jeg kørte mig selv i sænk. Kroppen sagde. ”STOP” og lagde mig ned med stress og angst. Presset blev for meget.

Det har virkelig lært mig, at der er en verden til forskel på viden og erfaring. Det er nemmest at forklare med en analogi til, at ægteskabsrådgivere også kan have knas i ægteskabet eller læger der ryger. Jeg gjorde alt det rigtige, ifølge tidsånden: Fokuserede på det jeg kunne og mine muligheder, spiste sundt, trænede og var en god mor, men min krop kunne simpelthen ikke det den kunne før smerter blev en fast følgesvend i mit liv. Så den reagerede naturligvis på, at jeg ikke skruede ned for belastninger, men fortsat var den arbejdshest jeg er inderst inde. Jeg banker ikke mig selv oven i hovedet med det, men jeg bruger det som en vigtig livserfaring til at vælge mine daglige gøremål med omhu og omsorg for mig selv så jeg kan leve mere ”bæredygtigt”, ligesom vi ofte har hørt Camilla tale om.

  

OM STIER DER OPSTÅR FORDI VI BEGYNDER AT GÅ NYE VEJE 

Jeg var nødt til at stå af samfundets ”samlebånd”. Alt var brugt og mere til. Skulle jeg have en chance for arbejde var jeg nødt til at få ro til genoptræning, samt hjælp til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet – simpelthen for at kunne tage de nødvendige hensyn. Det blev til et langt forløb med sygemelding, genoptræning, medicincirkus hvor jeg testede flere forskellige typer smertelindrende medicin, jobafklaringsforløb og jobtræning, som jeg er i nu, hos Gosmer Fysioterapi.

Undervejs grundlagde jeg det anonyme og frivillige fællesskab ABMS – Anonyme Borgere Med Smerter. Der var og er så mange fine tilbud hos forskellige behandlere, men det koster en bondegård og/eller slutter efter endt forløb – og hva’ så? Så bliver borgeren igen efterladt til sig selv.

Jeg foretrækker begrebet ”borger” frem for ”patient”. Som ”patient” sidder man nemt fast i en passiv offerrolle der modtager behandling. Jeg er ikke mine smerter/sygdom. Jeg ER en ”borger” som HAR smerter/sygdom. Der findes så mange dygtige behandlere derude og dem skal vi selvfølgelig rådføre os hos, men ved, at vi borgere med smerter, kan gøre noget ganske særligt sammen som ingen behandler kan give os: Et trygt og solidt socialt fundament hvor vi kan samarbejde om et godt liv til trods for smerter – på tværs af diagnoser (eller ej) og helt gratis. 

Selv om vi er på hver vores individuelle rejse og det varierer hvordan og hvor meget smerter påvirker os hver især så kan vi støtte og styrke hinanden. Vi kan formidle viden om smerter og smertehåndtering, samt spejle os i hinandens konkrete erfaringer og inspirere hinanden til hvordan vi hver især kan leve et godt liv til trods for smerter. For en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at vi i ABMS, altid anbefaler, at den enkelte er i god dialog med sin læge og benytter sig af relevante behandlere, men det er ikke et krav for at være med i ABMS.

Når sandheden skal frem så har jeg også en lille revolutionist i maven.  Mit hjerte banker for dem der har mindst og jeg synes simpelthen, at det er alt for hårdt og dyrt at være syg i Danmark. Al for megen utryghed og ulige behandling. Derfor kaldte det på mig. Jeg måtte simpelthen prøve, at åbne døren til vores møder og se hvor det bar mig henad. Potentielt kunne det jo hjælpe mig selv, at være en del af fællesskabet – Hvis ikke, måtte jeg jo hive stikket.

Programmet var allerede strikket sammen af viden om smerter, samt evidensbaserede metoder og programmer til et bedre helbred – jeg havde leget med det længe undervejs mine studier; Noget er direkte integreret i ABMS’ program med henvisninger, andet er anvendt ved fx at implementere et bestemt sprog i vores program og så er ABMS’ program jo selvfølgelig tilpasset borgere med smerter. Manualen lå også klar. Ved hjælp af denne, bør vi i teorien, stimulere og aktivere hjernens hukommelses- og følelsessystemer så vi, hver især, nemmere kan huske og motiveres til at fokusere vores energi på at gøre det der er det vigtigste – lige nu.

Programmet var blevet til i brudstykker undervejs min uddannelse og med mit speciale i om hvordan man kan konstruere ritualer som et ganske særligt instrument til indlæring, var det ”bare” at samle brikkerne, gå på de sociale medier og åbne døren til et lokale i Frivilligcenter Aarhus. 

Onsdag d. 14. Juni 2017 havde vi det første ABMS-møde og det har vi så haft hver uge lige siden. Nu har vi også Mindfulness og Blid yoga en gang om måneden så vi får fordybet os i lidt øvelser og får mere krop på og møder, som kun er for unge mellem 20 og 30 år. Desuden har vi indimellem Leg med nærvær for børn 5-7 år og deres forældre, vi får besøg af gæsteundervisere og foredragsholdere, samt laver andre aktiviteter sammen. Alt er baseret på frivillighed.

OPAD BAKKE 

Vi bliver stadigt flere og ABMS står stærkere for hver eneste af os der træder vejen og er med til at forme den. Hvert eneste skridt på vejen er blevet til imens vi er gået og der er grupper på vej landet over.

Vi har netop stiftet forening (NGO/Non-Profit Organisation) og har fået CVR-nummer så vi kan fundraise til at hjælpe nye frivillige grupper i gang, MEN den slags tager tid og for, at vi overhovedet kan få en bankkonto til de midler vi potentielt kan fundraise så skal vi finde mindst 3.500kr til bankomkostninger (*Se nedenstående overslag fra Merkur).

Vi har overvejet, at lave en indsamling til bankkontoen, men indsamlingsnævnet gør det ikke nemt - hverken som spirende forening eller ildsjæl (Privatpersoner) at indsamle til nye foreninger. Pt. ville vi være nødt til at foretage en indsamling via privat MobilePay eller konto. nr. for overhovedet at kunne oprette en konto til ABMS, MEN det må jeg ikke, ifølge Indsamlingsnævnet: "Hvis en opfordring til at yde bidrag er offentlig tilgængelig, taler det imod, at indsamlingen kan betegnes som privat." 

 

Så det er lidt opad bakke, men hvor der er vilje ( + en god portion tålmodighed og humor), er der en vej - OG DET HAR JEG! When life gives you lemons… 

Vi træder stien lige så stille henad vejen, og vi tager ALTID imod gode råd og frivillige hænder. 

Selv om det er opad bakke så føler jeg virkelig, at jeg lever drømmen. Det er simpelthen så meningsfuldt og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at ABMS vil leve længere end jeg selv. 

HVIS du er mere nysgerrig på ABMS eller mig så kontakt mig endelig. Du behøver ikke kunne tilbyde noget. Det er altid fedt med dialog og spørgsmål, der kan sætte perspektiv på tilværelsen, synes jeg.

Du kan læse mere om ABMS og vores aktiviteter på hjemmesiden: ABMSdanmark.dk, følge med her ABMSdanmark ved Ditte Pode og på instagram @dittepode.

Du er altid velkommen til en uforpligtende snak i forbindelse med en af vores gratis aktiviteter i Frivilligcenter Aarhus

Du er også altid velkommen til at kontakte mig pr mail eller SMS: mail: dittepode@abmsdanmark.dk / tlf: 3049 1188

Venlig hilsen
Ditte Pode



*Budget over Bankkonto og MobilePay til ABMS fra Merkur: 
- Det koster 1.250 kr. i oprettelsesgebyr. 
- Oprettelse af netbank koster 150 kr. pr. bruger. 
- Kvartalvis gebyr 125 kr. ved én bruger, Ved flere brugere: 150 kr. pr. bruger pr. kvartal.
- Til orientering koster det 400 kr. i omkostningsbidrag pr. kvartal. 
- Der er negativ rente på -0,5% på foreningskontoen. 
- Desuden er der mulighed for tilkøb af MobilePay

– her: Aarhus, Denmark.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked