Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Hvordan har den danske skole det, set herfra?

fredag 10. maj 2019
web (1)

Jeg har kigget et blogindlæg i sømmene.

Èt af de mest læste herinde. Jeg har rettet lidt til, hist og pist. Det er et emne, som VIRKELIG er vigtigt. Både for dig og for mig. Fordi, vi alle (næsten) har børn i den danske folkeskole. Jeg vil SÅ gerne slå et slag for, at ALLE børn skal kunne trives i deres skolegang. De skal lære noget, de skal grine, de skal føle sig trygge, de skal føle sig vigtig og som en del af noget, der er større end dem selv. Og det er min kæphest fordi:

Vi har simpelthen ikke råd til andet.

Det koster kassen, når et barn ikke trives i skolen. Både social og fagligt. Det er selvfølgelig vigtigt, at barnet lærer det, som det skal, ifølge den danske lovgivning, men det er lige så vigtigt, at barnet kan stole på, at det kan gå i skole uden at skulle føle sig ked af det, mobbet, talt ned til og at der er tillid til stede imellem lærer/barn og lærere/forældre.

Siden jeg kom hjem fra min juleferie har jeg mødt 3 (!) børn på én uge, som har det rigtig skidt i skolen. Faktisk er det ret så voldsomme ting, børnene møder i deres hverdag, at jeg har været lidt "blæst bagover" faktisk, i forhold til de ting jeg hører. Jeg har længe haft dette blogindlæg i mit hoved, men har ikke lige vidst, hvordan det skulle skrives. Det kan også være, at der vil forekomme lidt "hakken i maskineriet", men jeg prøver så godt, som jeg kan.

 

Når jeg skriver, at det koster kassen, når et barn ikke trives, så mener jeg det på flere plan.

At nogle børn ikke trives i skolen, måske endda ikke kommer i skole i en periode, må aflastes eller flytte skole, det koster noget for barnet/os alle på flere konti, blandt andre:

Det koster noget for forældrene. Både en masse tanker, frustrationer og tristhed - men der kan også være noget tab af arbejdstid, som er en økonomisk belastning for forældrene.

Det koster for lærerne. De skal sætte tid af til møder, opfølgningsmøder og sætte tid af til at få barnet med fagligt igen, når barnet er tilbage. 

Det koster for skolen. Det kræver virkelig noget, at have børn, som ikke har det godt. Det kræver tid, tålmodighed, tillid og ikke mindst kræver det tid til at reflektere over hvorfor mon det er, som det er eller gået, som det er gået.

Det koster ofte nogle kroner til behandling. Denne udgift afholder forældre ofte, men indimellem så er de heldige, at de har en sundhedsforsikring, som kan dække. Så kan man sige, at vi bare kaster udgiften videre til dem.

Det koster på den lange bane. For barnet. Ofte sætter denne slags mistrivsel i skolen sig som noget man indimellem/ofte må deale med, som voksen. Jeg har ikke tal på, hvor mange voksne jeg har/har haft siddende i mit terapirum, hvor traumerne er sket i skoletiden. Det er ikke få, kan jeg godt afsløre.

Jeg har nogengange haft den her tanke: "Det var også dengang, og heldigvis er vi klogere i dag"....

 

Jeg må sige, at det ikke virker sådan.

Mange børn er udfordret på at gå i skole. I dag. Mange børn er kede af det, oplever ikke sig mødt/taget alvorligt og mange drømme slukkes for dem. Jeg har den seneste uge mødt 3 børn/unge, som ikke har tillid til at skolen vil dem det bedste. 

Det er et problem. Sådan helt grundlæggende et stort problem, faktisk.

Jeg møder selvfølgelig kun dem, hvor der er brug for hjælp, men jeg synes, at billedet bliver mere og mere tydeligt for mig, nemlig: For få ressourcer til at styrke børns fællesskaber og tage ordentlig hånd om det, der kan være svært for det enkelte barn. 

Barnet, når det går i skole hver dag, er en del af noget, som er større end det enkelte barn. Barnet indgår i et system, som enten kan være sundt eller usundt. Med det mener jeg, at barnet kan møde lærere, som er mere eller mindre stresset eller barnet kan være under en ledelse, som er mere eller mindre i balance. Det smitter altsammen i et system. 

Barnet kan, hjemme, også være en del af et mere eller mindre sundt system.  I hjemmet kan der også være knappe ressourcer af forskellige årsager. Det hele hænger sammen i et stort kludetæppe.

Vi har et ansvar, allesammen.

Vi er alle en del af noget. Vi er alle en del af et samfund, hvor vi har accepteret (mere eller mindre bevidst), at vores skolesystem bliver mere og mere gennemsyret af stress og mangeltilstande. Lærerne mangler supervision og ikke mindst tid til at løse deres kerneopgave, som i min optik er: At danne nogle børn til at indgå i det større fællesskab, som er vores allesammens - altså både dit og mit fællesskab.

Det kan ikke være meningen, at jeg skal møde flere og flere børn, som ikke trives i skolen. Som er så kede af det, at de faktisk indimellem ikke kan komme i skolen. Det må og skal ikke være meningen med det hele. Det er simpelthen for dyrt. For os alle.

 

Løsningen?

Uha - det er jo lidt som at stikke en hånd ned i en hvepserede. Jeg har ikke det gyldne svar, men jeg vil prøve at se på noget af det, som jeg har set virke:

  • Lærerne får supervision. Det burde indgå som en naturlig del af dét, at arbejde med mennesker. Jeg superviserer på skoler. Det virker! Det virker både som en ventil, men også som opkvalificering af deres faglige arbejde - og personlige udvikling.

 

  • Der er en tydelighed fra ledelsen omkring værdier. Ikke kun på et papir, men at det udleves i den virkelige verden. Det man siger, man gør er også det, man gør. Både i hverdagen, men også når lokummet brænder.

 

  • At forældre taler sammen. Som i: Ringer til hinanden, når der er en kurre på tråden. Ikke skrive sms´er eller på forældreintra.

 

  • At forældre sætter nogle børn i skolen, som er klar til det. Både hvad angår søvn og kost.

 

  • At vi har tillid til en hel gruppe af mennesker her, som faktisk varetager den mest vigtige opgave i vores samfund, nemlig: At danne vores børn & unge mennesker. Og gruppen, jeg taler om er naturligvis: Lærerne. Jeg stiller mig undrende overfor deres forberedelsestid, ja.... TID i det hele taget. Skal vi ikke bare alle give håndslag på, at vi har tillid til at de ikke snyder os med deres tid?

 

  • At der sker en ændring i den måde vi anskuer lærerjobbet på. Jeg tror faktisk, at mange ville løbe skrigende væk fra jobbet. I stedet se det som en ENORM vigtig grundsten i vores dannelse: At gå i skole. At blive undervist af nogle passionerede lærer, som har tid, ro og ikke mindst vores tillid til, at de laver den bedst mulige undervisning. Men det skal de have noget fordybelsestid til.

 

  • At vi IKKE drejer hovedet, og kigger den anden vej, når der er et barn, som ikke trives. Det må og skal vi tage hånd om. Det kan ikke være rimeligt andet. Det er koster kassen, når vi ikke tager hånd om det. Det kan være alt fra at gå hen og spørge barnet "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" til at kontakte klasselæreren og fortælle, hvad du har observeret.

 

  • At alle tager deres ansvar alvorligt, når der sker en krise. Det er helt OK, at man kan stå i situationer, hvor man bliver udfordret - måske kan det være første gang, man prøver lige netop det. Men der er ikke noget, som skal tysses ned eller på anden måde ikke italesættes, hvis der sker noget, som kan være traumatisk. Det kan være både stort og småt. 

 

  • Vi er alle forskellige. Hvad du synes er en lille ting kan være stort for en anden. Netop derfor er det så vigtigt, at der tages hånd om det, som kan fylde.

 

... Det har nogle af mine tanker... 

Jeg véd, at der er SÅ mange facetter til dette. Jeg ved, at mange måske ikke vil være enige eller have mere at tilføje og det er bare så meget OK. Det er en debat, som vi trænger til at tage, nemlig: 

Hvorfor er der så mange børn, der ikke trives i verdens dyreste skole? I verdens dyreste samfund? 

Det MÅ og SKAL vi gøre anderledes. Og det starter med DU & JEG.

 

God fredag til dig.

Kærlig hilsen

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked