Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Hverdagsbekymringer?

fredag 9. juni 2017
stamme

Hverdagsglæder og bekymringer

Hvornår har du sidst været opmærksom på at finde glæden i, en ellers måske lidt kedelig, hverdag fyldt med gøremål og for mange bekymringer? Jeg møder mange i min hverdag, som er gode til at lytte til de negative tanker, eller det man burde gøre, eller helt glemmer at se det fantastiske i hverdagens rutiner.

"… manglende glæde, kan ikke mærke hvad jeg gerne vil, frygt for fremtiden, eller tynget af bekymringer". Det er nogle af de temaer, der kan stå i vejen for vores livsglæde.

Alt dette vi selv kan finde på at tænke, synes om andre eller bekymre os om, er med til at påvirke, hvordan vi går og har det. Jeg møder mange forpinte og magtesløse mennesker, der går med en knugende fornemmelse i kroppen. I starten med lægger de ikke mærke til de fysisk tegn, og går egentlig bare og tror, at det er normalt at vågne tre gange på en nat, med tankerne omkring noget, de lige skal huske.

Dét, at vores tanker er et andet sted, end der hvor vi fysisk befinder os, er med til at gøre hverdagsglæden mindre.

Grunden til at tankerne er et andet sted, kan være rigtig mange, men symptomerne er tit ens: uro, en følelse af at køre på autopilot, stress, nedsat livsglæde, tankemylder, ligegyldighed eller magtesløshed.

At vi lever med tankemylder, eller bekymringer for, hvordan vi lige skal komme gennem det næste stykke tid gør, at vi konstant er fremme ved imorgen eller om tre dag i tankerne - eller tilbage i tiden ved den fremlæggelse, som du måske synes at du liiiige kunne gøre lidt bedre. Det kan være, at du lige nu ikke ved hvad du har lyst til at studere, det kan være at du står overfor endt studie og skal til at finde et job - det kan være du har fundet drømmejobbet, og af frygt for at miste det, finder dig selv et sted, hvor du siger "JA" til alt, hvad der kan komme af arbejdsopgaver, uden at fornemme efter: “Er det her noget jeg kan li’ at lave?”.

Hvis nogen af jer kan nikke genkendende til, noget af det jeg skriver, så læs meget gerne videre.

Når jeg befinder mig i en tid, hvor alting bare kører på autopilot - “jeg skal lige gennem denne uge, måned, eller om på den anden side af den alt for fyldte kalender” - så opdager jeg det ikke med det samme, men derimod bliver min hverdagsglæde lige så stille mindre og mindre. Jeg opdager det ved, at jeg faktisk står og bliver irriteret over noget så underligt som regnvejr, når jeg nu endelig har tid til at gå med min hund Alma. Hvis jeg sætter autopiloten på, sammen med min irritation, og ikke kan vente til at gåturen er ovre, så går jeg glip af det, der er lige foran mig: Glæden ved at gå ud i regnvejret og være tilstede, lige der, hvor solens varme bliver fugtet - lige der, er der en helt bestemt duft og stemning. 

Mit lille eksempel med irritation over regnvejr, kan måske lyde underlig og måske en lille smule simpel, men jeg beskriver det, fordi der er en anden måde at være tilstede på, som kan hjælpe hverdagsglæden på vej, og slippe bekymringerne fri.

Når du ikke er tilstede lige nu, med accept af det der også er svært eller træls, så går du glip af den udvikling der ligger lige bag angsten eller bekymringen.

Med det mener jeg, at lige bag angsten for den ukendte fremtid, den nye arbejdsopgave eller angsten for forandring ligger der en helt ny måde at være tilstede på. Dette er en process, som kan hjælpes på vej ved en meget simpel, men effektfuld øvelse: Vejrtrækningsøvelsen. Den er medvirkende til,  at du er bevidst omkring, hvad du går og fortæller dig selv - det, som før var med til at øge angsten, eller uroen eller tankemylderet kan nu blive noget, du er bevidst omkring at være i, på en anden måde - med bevidst nærvær. Det starter med, at du øver at have fokus på øjeblikket, i stedet for at være et andet sted i dine tanker.

Livsglæde og bekymringer hører sammen, selvom de er modsætninger.

Der er noget ubeskriveligt over tilstedeværelsen af modsætninger: sommerregn efter sol, en gryende fornemmelse af at kunne rumme tankemylderets uro, og for en stund, være i det, der er, lige nu i dette øjeblik. 

Jeg har indtalt en meditation, som du gerne må få. Det eneste, du skal er at skrive til mig: JA TAK! Den vil jeg gerne have.

Jeg håber, at du vil bruge den dagligt og du vil opdage, hvordan du bliver mere og mere nærværende i DIN hverdag.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked