Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Hvad skal jeg så lave i Norge? Plus, svar på nogle af alle jeres fine kommentarer.

tirsdag 26. maj 2020
Tanker fra Norge

Tak for alle de dejlige kommentarer, I har skrevet på mit forrige indlæg.

Jeg tror faktisk, at det er første gang i mit liv, som skribent her på bloggen, at jeg har oplevet SÅ stor interesse for et indlæg. Både når jeg læser jeres kommentarer, direkte her på bloggen, men også i forhold til alle de mails, jeg har modtaget med søde beskeder og spørgsmål. Derudover så skrev flere faktisk: "Camilla, hvor er det befriende, at du ikke vil sælge mig noget". Det er nemlig noget, jeg længe har vidst, at jeg har skullet lave om på. Men jeg har bare ikke har haft energien til at gøre noget ved det. Så det er vildt dejligt, at mine ord mærkes ude bag skærmen. Så igen: Tak for det.

I perioder med svære ting på privatfronten, så kan det være svært at skrive her på bloggen. Der er jo ting, som jeg hverken kan eller har lyst til at dele verden. Så har det været lidt nemmere at indsætte et ældre indlæg - det kan bestemt også noget, fordi jeg skriver jo altid om vigtige og nærværende emner. Men det har været svært at få noget til at "flyde" ud fra mine fingre, og hvis der noget, som jeg ikke kan, så er det at tvinge mig selv til at skrive. Den går ikke, da resultatet altid bliver i så mega dårlig kvalitet (trust me - jeg har prøvet!).

Der er altså hul igennem nu - og det er skønt.

Det vidner også om, at jeg nok rammer noget i mange mennesker.

Dét, at GØRE noget andet engang imellem, er noget som du måske drømmer om? Måske kunne du også tænke dig, at ryste posen og se, hvordan det hele kunne lande på en ny måde? Måske kæmper du med at finde noget mod frem fra gemmestedet, indeni dig, og turde træde lidt ved siden af den ellers brolagte livs-landevej? Måske kender du det, og derfor rammer mine ord dig også lidt ekstra? Uanset, hvorfor du læser med og uanset, hvorfor du skrev en kommentar eller sendte mig en mail, så skal du bare vide, at det gjorde mig rigtig glad. 

Du må gerne ændre kurs, også selvom det du laver, er succesfuldt.

Det må du altså gerne! Der er ikke en naturlov, som siger, at du skal blive i noget for evigt, selvom det går godt med det, du har kastet dig over. Det er vigtigt for mig at skrive til dig. Intet behøver at være for altid. Heller ikke selvom du har fået STOR succes med det, du laver.

Jeg har igennem de sidste 12 år skabt en super velfungerende klinik. Jeg har oplevet en stor grad af frihed, og jeg har aldrig tjent flere penge. Så nogen vil måske ryste lidt på hovedet, og tænke: Hvorfor slippe alt det og tage til Norge?  

"Fordi, at jeg har lyst til at prøve noget nyt, udfordre mig selv OG timingen kunne ikke være bedre for os"... Er mit svar til dette spørgsmål.

Jeg er, som menneske, meget søgende og jeg kan godt lide udfordringer, og her slår jeg to fluer med ét smæk: Den faglige udfordring og den personlige udvikling i ét og samme slag. Dét kan jeg godt lide, og jeg har altid søgt mulighederne, og ikke haft så meget fokus på begrænsningerne. 

Jeg har LYST til at prøve kræfter med noget nyt - jeg har ikke BRUG for det. 

Der er stor forskel, synes jeg. Jeg vil gerne tilføje, at der faktisk overhovedet ikke har været særlig mange undrende spørgsmål i forhold til denne beslutning. Alle har heppet og klappet af mig, af os, undervejs. Jeg har virkelig kun oplevet opbakning, kærlighed og stærke hænder i ryggen. Det hjælper jo altid rigtig meget. På den måde har jeg virkelig gode mennesker i mit netværk. 

Èt spørgsmål, som er gået igen:

Hvad med drengene?

Og, det spørgsmål kan jeg bare SÅ godt forstå... Det er også klart det, som klart har fyldt mest i os, når vi igennem efteråret 2019, har talt om Norge. Spørgsmål, som har fyldt for mig, er:

 

Kan man godt være sådan en familie, som splitter op for en stund? 

Må jeg godt være sådan en mor? 

En mor, som ikke er hjemme - hvad er hun for én?

 

Vi kom frem til, at timingen er god.

Men... igen: Hvornår er der det HELT rette øjeblik? Jeg tænker ikke findes. Men, Felix går på efterskole (og er optaget af dette), og Hjalte går i 6. klasse, og han nyder SÅ meget, at ham og hans dejlige far, har noget tid sammen alene. Men klart - det er en STOR forandring i deres liv (og i vores liv). Vi har, som familie, altid prioriteret meget tid sammen, og har faktisk altid brugt rigtig meget tid sammen. Så.... Det ér en forandring, og vi er da også spændte på, hvad det hele fører med sig. Indtil videre går det godt. 

Drengenes første reaktion, da vi fortalte dem om Norge, var: "Vi skal ikke med, vel??" Hvilket vidner om, at de er rigtig glade for deres hverdag og deres liv i Aarhus. Derudover, så havde de brug for at få nogle fakta på plads omkring sommerferie osv. Men udover det, så var ikke mere at spørge om! Dér lærte jeg lige, at nogengange kommer jeg til at gøre noget STORT indeni mit hoved. Jeg kan virkelig tage mange omveje, og have mange bekymringer, på forhånd. De blev gjort til skamme her i hvertfald. 

Jeg savner familien, hver dag.

De er det første, jeg tænker på om morgenen og de sidste, jeg tænker på, når jeg går i seng. Hver dag. For selvom, at jeg skrev i forrige indlæg, at min mand er optaget af være den bedste version af en far, som han kan være - så er jeg naturligvis også optaget af, at være en god og nærværende mor, og jeg vil naturligvis også gerne gøre det rigtige her i livet.

Men... hvad er det rigtige?...

Det er der jo ingen svar på. Lige nu viser vi drengene, at det er OK at ryste livsposen indimellem, og gøre noget godt for os selv. Vi lærer dem, at de ikke behøver at gentage mønstre, som vores samfund har lagt ud for dem. De behøver ikke gå af samme spor, som andre gør - hvis ikke de har lyst. Selvom det er usædvanligt, at tage væk, så må man gerne - hvis hjertet kalder på det. Det viser vi dem. Alt behøver ikke gå efter den samme arbejdssnor, hele livet. Dét tror jeg alligevel vejer godt i livsrygsækken, når de engang skal ud og stå på egne ben. De må gerne træffe selvstændige og ansvarlige beslutninger. 

Jeg tror grundlæggende på, at det er godt at savne hinanden.

I et liv, og i en hverdag, hvor det hele går slag i slag, og vi er meget sammen, hele tiden, så tror jeg på, at det er værdifuldt savne hinanden indimellem. Jeg mærker lige nu, at jeg simpelthen bare er i det helt rette ægteskab, og er mor til to vidunderlige drenge. Det er jo godt at mærke (og er ikke alle forundt. Det er jeg godt bevidst om!) Det er ikke altid, vi sætter pris på det, når vi er igang med det her kære liv, i den kære hverdag. Hvor ofte mærker du, at du savner - eller, hvor ofte mærker du, om du er det rette sted, eller måske er du ikke det rette sted? Jeg tror på, at det godt indimellem at zoome lidt ud - tage sig selv ud af ligningen, og så kigge på det hele lidt udefra og ind.

Vi har gjort det før, når vi har rejst ud i verden i længere tid, alle fire. Der har vi også zoomet ud fra vores hverdag, og kigget på den udefra - og justeret en hel del efter det, vi så fik øje på, faktisk. Men vi havde ikke mærket behovet for forandring, hvis vi blot var gået videre i den samme form for hverdag, som vi nu engang havde, før vi rejste. 

En anden kommentar, som er gået igen, er:

"Camilla, du er altid så modig. Det er jeg ikke, jeg holder mig tilbage fordi, at jeg ikke tør!"

Nu er mod ikke noget, som er kommet helt specielt til mig, da jeg blev født. Mod er en muskel, som der kan trænes. Akkurat, som alt muligt andet her i livet. Modig er ikke noget jeg er. Det er noget, jeg vælger at være. Jeg har, som du læste i mit forrige indlæg, trænet min modige muskel. Jeg har, ret tidligt i livet, valgt at jeg ikke vil lade mig bremse af specielt meget, her på vej ud af livets vej. Jeg har ofte bare kastet mig ud i ting, og så haft tillid til at vingerne kan bære mig undervejs. Jeg ved udemærket godt, at det ikke er alle forundt, at have sådan en tilgang til livet. MEN, du kan altid starte på at træne din modige muskel. Det er aldrig for sent. Det kan være, at du skal være modig i forhold til andre mennesker, til at gøre noget du drømmer om, til at begynde at sætte grænser, til at kaste dig ud i et eventyr eller noget helt, helt andet. 

Men faktisk: Så er der kun dig selv, som holder dig selv tilbage. Dig selv, og så dine overbevisninger. Det kan være nødvendigt at få kigget lidt nærmere på dem, de kære overbevisninger. De er ret så ofte super begrænsende, hvilket naturligvis ikke tjener dig.

Et lille spørgsmål til dig:

Hvornår har du sidst gjort noget for første gang?

Jeg tror på, at vi holder os skarpe i krop og hjerne, når vi indimellem udfordrer os selv - og, når vi indmellem prøver noget nyt. Det er godt for krop og sjæl. Og her: Anything goes... Det kan være ALT muligt, som du kunne godt gad gøre noget ved. 

Kan jeg det her med at være i Norge alene?

Det er jo det store spørgsmål. Det vil jo vise sig, som vi kommer fremad i det. Lige nu går det godt. Jeg er i karantæne fortsat - jeg må møde ind på arbejdet på tirsdag, og dét glæder jeg mig BIGTIME til. Jeg har fået min egen lille dagsrytme her i fjeldet. Jeg vågner op (efter en dårlig nattesøvn, desværre - jeg sover rigtig dårligt heroppe indtil videre), skriver dagens tanker og følelser ned i min notesbog, altimens P4 kører i baggrunden, og kaffen damper i koppen. Så går dagen ellers med at svare mails og have møder på Teams. Jeg læser faglitteratur og skønlitteratur i stor stil. Jeg har allerede slugt to serier på Netflix, og så har jeg gået mange, mange kilometer i den helt vidunderlig smukke natur.

Jeg er alene for første gang i 17 år - altså sådan ægte alene.

Siden jeg blev gravid med vores ældste, så har jeg været på kurser, og mindre ferier, uden børn. Men dét her er alligevel noget fuldstændig andet. Mine behov er de vigtigste, lige nu. Mit hoved behøver ikke hele tiden være fremme i tid. Fremme ved næste, næste, næste ting på agandaen - eller over i andres behov. Jeg kan spise, når jeg har lyst - jeg behøver heller ikke tale med nogen i løbet af en hel dag. Der kan bare være RO. Lige nu jeg spørge mig selv: "Hvad vil jeg gerne eller hvad har jeg lyst til?".... Vildt nok, altså. Jeg tror, det er sundt. Jeg tror også, at det er en god investering, at mine drenge har far lidt for sig selv. Om investeringen så ER god, det vil jo vise sig. Sådan er det jo med ting. Vi ved ikke, om noget er en god idé, før vi er igang med at gå vejen. Så kan vi kigge lidt bagud og så lave en evaluering af, om det så VAR en god idé. Sådan er det for mig, sådan er det for dig. Jeg er ikke anderledes på dette punkt.

 

Mit nye arbejde, her i Norge.

Hvad skal jeg så heroppe. Jo, ser du - det er jeg stadig igang med at finde ud af. Når man, som jeg, havner på stol, som ingen har siddet i over 10 år, så kan jeg i dén grad selv være med til at forme, hvordan den stol skal tilpasses. Jeg skal blandt andet arbejde i det forebyggende team og bringe mine psykologfaglige kompetencer i spil. Jeg skal supervisere fagpersonle, jeg skal være i forskellige arbejdsgrupper, jeg skal arbejde i familier og så skal jeg muligvis også undervise mine kollegaer i kommunen i forskellige psykologiske emner. Jeg har ret så frie rammer til at gøre det. Så det føles meget godt, indtil videre, og som en opgave, jeg kan gå til.

I det hele taget skal jeg drysse psykologien ud i det arbejde, som de allerede gør, helt fantastisk, heroppe. Jeg kan forme det, som jeg vil. Jeg har ret så stor indflydelse på det hele. Så det er et meget, meget spændende projekt, som jeg bare ikke kunne sige NEJ TAK til. Jeg tror virkelig på, at det gavner mit arbejde som psykolog - også på længere sigt, at være lige her lige nu.

Sprogligt går det faktisk også helt OK. Indimellem skal jeg lige have noget gentaget eller også så slår vi over i engelsk. 

Jeg bor i en tjenestebolig, hvor andre af mine kollegaer også holder til. Helt heroppe kan det være svært at rekruttere fagpersonale, hvilket også betyder, at nogle af mine kollegaer er fra andre lande. Min nabokollega fx fra Finland. Så det er vildt spændende, for mig, at skulle arbejde mig ind i en ny kultur med respekt for, at her er tingene anderledes (eller måske ikke?) end i Danmark. 

Jeg går ind til arbejdet med en stor ydmyghed, respekt og samtidig en ophøjet ro, da jeg mærker, at denne opgave kan jeg godt løse. 

 

Min egen forretning kører ufortrødent videre... 

Jeg har vidst, at jeg skulle til Norge, længe. Derfor er alle mine klienter også blevet orienteret om dette løbende. Og alle er hoppet med online. Jeg har en sikret online platform, hvor vi har samtaler på - og det fungerer fint. I starten var jeg måske lidt skeptisk, men det er blevet gjort til skamme. Formatet fungerer godt for mig og mine klienter. Dét at tiden er min egen heroppe, betyder også, at jeg har typisk samtaler på lidt skæve tidspunkter, hvilket er kommet mange af mine klienter tilgode, da de så ikke har skullet holde fri fra arbejde. Så indtil videre er det faktisk win-win. En del nye er også kommet til. Jeg er faktisk ret så glad, og taknemmelig, for denne mulighed. Tænk, at det kan lade sig gøre? Jeg påtænker jo bestemt, at starte min fysiske forretning op igen i 2021, så det er godt at den kører i baggrunden, imens jeg er her.

 

Det blev nu lørdag.

Jeg håber at du, med interesse, har læst med. Lad mig endelig vide, hvis du har spørgsmål eller efterlad en kommentar. Det er SÅ hyggeligt. 

I denne pinse er hele min familie samlet i sommerhuset i Søndervig. Det river lidt i hjertet, kan jeg godt afsløre. Derfor har jeg planlagt en vandretur, og oplevelser, i denne weekend. Lige om lidt pakker jeg tasken, og tager ud på en 20 km. lang vandretur ud til: Hornneset. Det skulle være et smukt sted, og jeg glæder mig til at se det. Derudover, så er det første gang i mit liv, at jeg skal afsted på en sådan tur. Dét glæder jeg mig til. 

Nu vil jeg lade dette indlæg leve her på siden. TAK fordi, at du læste med.

Pas på dig selv.

 

Kærligst,

Camilla.

 

 

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked