Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Giver du alle andre skylden for, at du er i smerte?

fredag 10. juni 2016
psykolog_camilla_om

"Det er også fordi, mit barn er så provokerende, at jeg skælder ud!"

"Det er også fordi, at min mand er en papkasse, at jeg er ked af det og sur!"

"Det er også fordi, at min kollega ikke tager ansvar for opgaven, at jeg får meget mere arbejde!"

"Det er også fordi, at min kone ikke gider at kysse mere (og have sex), at jeg er utro!"

"Det er også fordi, at han (igen) bryder en aftale, at jeg er rasende!"

"Det er også fordi, at jeg arbejder for meget, at jeg ikke kan være der for min familie."

Det er også fordi.... bla...bla...bla...

Hvis du er typen, som giver alle andre skylden, så bliver jeg lige nødt til at stoppe dig. NU! Fordi, det er IKKE alle andres skyld. Det er DIN skyld. Måske en provokerende sætning, men jeg mener det.

Jeg har hørt en del af ovenstående i min klinik. Jeg køber den sjældent. Klienterne kan sagtens bruge noget tid på, at give alt og alle andre skylden for deres smerte. Men der er ikke andre, som har skylden eller bærer ansvaret end DIG selv. Så dét at sidde og lukke l... ud fører INGEN vegne. Overhovedet! Magien opstår først, når du tager ansvar.

Prøv at vend sætningerne om:

"Hvordan kan det mon være, at jeg indgyder til et konfliktfyldt forhold til mit barn?"

"Hvordan kan jeg mon møde min mand idag, selvom han i noget tid har været en papkasse?"

"Hvordan kan jeg mon sætte en grænse overfor min kollega, og mig selv, så min arbejdsbyrde er rimelig?"

"Er jeg selv indbydende at kysse med? Udstråler jeg nærvær og lyst? Hvornår har jeg selv gjort dét, der skulle til for at få et ordentligt og lækkert kys?"

"Gad vide om jeg var tydelig overfor min mand, siden han igen brød aftalen?"

"Har jeg egentlig lyst til at arbejde med dette tempo, så det mindsker min tid med min familie?" 

Ikke nemt, nødvendigvis...

Det er ikke nødvendigvis lækkert, at vende sætningerne om, fordi pilen så vender ind imod dig selv. MEN, du kan aldrig forandre andre mennesker - det eneste du kan forsøge, at spørge dig selv om, er: "Hvad jeg har lyst til, at der skal være i mit liv?"

Hvis din mand fx. bryder aftaler, så kunne et andet spørgsmål til dig selv også være: "Hvor bryder jeg egentlig selv aftaler, siden vi er blevet sådan et par, som bryder aftaler med hinanden?" "Hvor kan jeg selv tage ansvar for at få gjort det tydeligt, at det vil jeg ikke være med til?" eller "Indgyder jeg selv til nærvær og er optaget af, hvad der rører sig ovre i min mand/kone, siden jeg bliver så irriteret over, at han sidder med sin Iphone hele tiden" eller "hvorfor er det nødvendigt for mig, at sidde med min Iphone hele tiden - er der noget, som vi ikke får taget hul på?" 

Dét, jeg mener er, kort og godt, at du aldrig kan give andre ansvaret/skylden for din smerte. Det er altid dit ansvar!

Hvis der er er nogle mennesker, som provokerer/irritererer dig, så prøv at se indad. Hvor har du en smerte, som du selv kunne trænge til at tage dig af - så denne adfærd ikke vil påvirke dig så meget?

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked