Feriefornemmelser.... og forventninger??

tirsdag 26. juli 2016
Ferie

Nu har sommeren og ferien indfundet sig. Enten er du godt i gang med din længe ventede ferie, ellers kommer den lige om hjørnet.

Alle har forventninger til hvor godt vi skal have det i ferien, derfor er det også tit i ferien at vi kommer ekstra meget i forbindelse med følelser som skuffelse, eller blot følelsen af at ferien ikke gik som vi håbede på den ville. Det kan skabe en følelse af ensomhed, selvom vi er sammen med nogen vi holder af.

Der kan være forskellige forventninger/ønsker til ferien:

Alle bedsteforældre kender til de mange forberedelser, der skal laves, når hele familien kommer på besøg i sommerhuset. Når alle tager hjem igen efter mange gode og intense dage med hygge, spil og gåture ved stranden, kan der godt komme en følelse af lettelse. Den tætpakkede familiebil, som er fyldt til randen af børn og vasketøj, kan godt skabe en følelse af lettelse, når den kører igen. Det er en følelse, som ikke særlig mange bedsteforældre taler højt om. Det er ligesom ikke ok, ligefrem at glæde sig til alenetid og stilhed, morgenmad uden Ramasjang kørende i baggrunden… eller se frem til at få toilettet for sig selv, så der er plads og tid til et dejligt langt karbad.

Alle singler kan (måske) nikke genkendende til, hvor træls det er, at stå med en ferie uden fastlagt program, hvor alle vennerne er i sommerhus med deres respektive kærester, og Facebook/instagram flyder over med feriebilleder fra lækre solbeskinnede og eksotiske steder i verden. Lige dér er det nemt at få lidt ondt af sig selv, og få følelsen af ensomhed. Ensomheden forstærkes meget af uindfriede forventninger til at vennerne står i kø, for at være sammen med en i sommerferien. Det er et tabu at sige det højt, det der med, at man faktisk godt kan være ensom, midt i alle sommerbillederne på Facebook. Ensomhed er en følelse, der skræmmer og kan være svær at rumme. Følelsen af ensomhed er forbundet med ubehag, for de flestes vedkommende.

Det er min oplevelse, at der helst skal være noget på programmet, så der er nogle gode og spændende ferieoplevelser at fortælle om i børnehaven, til klassekammeraterne eller til kollegaerne.  Der er noget pinligt eller uperfekt over, ikke at have planer, ikke at have fotos af sig selv, den flotte sommerbrune hud og den lækre sandstrand. Der kan derfor godt være meget bekymring forbundet med at skulle holde fri, hvis ferien ikke ser ud til at leve op til forventningerne.

Lige der, hvor ensomheden, skuffelsen, bekymringen over manglende planer eller behovet for alenetid dukker op, handler det om at blive opmærksom på egne forventninger, og derefter aktivt tage ansvar for at opfylde dem. I stedet for at være afhængig af, eller vente på, at en anden (kæresten, vennerne eller et familiemedlem) indfrier forventningerne, kan man selv tage ansvaret for, at sommeren (uanset vejrudsigterne) bliver fyldt med gode oplevelser. Forventningerne til planlægningen og forberedelserne kan deles ud, så du ikke står med ansvaret selv – på den måde kan ugen med børn og børnebørn blive en uge, hvor der også er plads til alenetid, karbade og tænkepauser.

Lige meget om du er bedsteforælder, forælder, single eller i parforhold, så håber jeg, at du vil tage ansvaret for at få indfriet dine forventninger til din ferie, med eller uden planer og udenlandsrejse.

Jeg skal ikke så meget udover at læse bøger, lufte min gravhund Alma og være sammen med venner og familie.

Rigtig god sommer.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked