Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Er det svært at være sammen med dine børn om det svære i livet?

søndag 23. januar 2022
Det svære med vores børn.

Er det svært at rumme de svære følelser og tanker som dit barn kan have?

 

”Det skal nok gå”

”Prøv at tænk på det positive”

”Du har det SÅ godt”

”Der er andre i verden, der har det værre end dig”

 

…. Kan du genkende nogle af disse sætninger? Kan du også genkende, at det er nogle af dem, du automatisk siger, når dit barn har en dårlig dag eller måske har haft det svært over længere tid? Kan du også genkende, at du faktisk ikke helt ved, hvad du skal sige eller gøre anderledes – også selvom det, du siger, ikke giver mening for dit barn eller kan omsættes til praksis?

 

Så…. Er du et helt almindeligt menneske.

Jeg vil dog her benytte lejligheden til at skubbe lidt til dig, og måske give dig en hjælpende hånd, hvis du mærker, at du gang på gang siger det samme, og måske endda er helt i tvivl om, om du selv tror på det. 

 

Igennem de sidste 15 år har jeg mødt mange, mange forældre, som vil det aller – allerbedste for deres børn.

Bevares, hvem vil ikke det?

Det vil jeg i hvert fald også. Men hvad er det bedste? Er det, at alt altid er positivt og godt? Eller er det også at vise dem, at livet også kan være svært indimellem? Livet kan være barskt, fyldt af modstand eller måske endda en noget ensom affære? Fordi sådan er livet. Hvis vi altid kun er med de lyserøde candyflossede følelser med vores børn, så får de ikke et reelt billede af livet. Så kan de måske endda komme til at føle sig forkerte som voksne, når de opdager, at livet kan være en barsk omgang, og når de ikke kan finde deres positive mindset frem. Fordi, det kan vi ikke altid. Hverken som barn eller som voksen. Indimellem er livet bare….. Ja, livet!

 

Vi har det aldrig, som forælder, bedre end det barn/de børn, som kæmper med noget, der er svært.

Det er ligesom loddet vi forældre trak i lotteriet, da vi fik vores børn. Når vores børn har det skidt, så bliver vi forældre også ramt. Det kan være svært at tænke på andet, og vi kan næsten mærke deres smerte. 

 

Når vi kigger på vores eget forældreskab, så starter det ikke først den dag, vi blev forældre.

Det starter lang tid før. Det starter, før vi blev født. Det starter så lang tid før, at det næsten ikke kan begribes. Vi er nemlig et produkt af den historielinje, der ligger forud vores egen fødsel. Men for at det ikke skal blive alt for fluffy, så kan vi begynde med, at vores eget forældreskab er et produkt af vores egne forældres måde at møde os på.

Hvordan blev du mødt af dine forældre?

Og hvis du har lyst, så forsøg at forestil dig, hvordan dine forældre blev mødt, da de var børn af dine bedsteforældre. Måske kommer der en større omsorg og forståelse i spil hos dig? Måske ikke - men uanset hvad, så er det en øvelse værd. Og næste skridt er så at forestille dig, hvordan du tror at din historie påvirker dig ind i dit forældreskab.

 

En sådan refleksion kan sætte gang i mange tankerækker. 

 

Det kan være godt, engang imellem, at gå ned af memory lane fordi, du jo selv er en del af noget, der er større end dig selv. Din historie har stor betydning for, hvad du selv synes er svært/udfordrende i dit eget forældreskab eller hvad du omvendt synes er let og nemt tilgængeligt. 

 

Der er for eksempel stor forskel på, om du er opvokset med, at tingene blev ”fejet indunder gulvtæppet” eller om dine forældre var komfortable med at tale om de svære ting og være med de svære følelser. Og selvom de måske ikke var komfortable med det, så kan det være, at de i det mindste prøvede at hjælpe dig med dem?

 

Jeg møder mange forældre, som har svært ved at udholde det svære og det besværlige i livet, når det melder sin ankomst. Har strategien om at vende ryggen til det eller ”feje det indunder gulvtæppet” været den primære strategi, kan det derfor være voldsomt, når børnene så kæmper med noget svært eller er inde i en svær periode, fordi strategien om undgå det kan blive mere og mere udfordret. Det kan til sidst blive så svært at holde det svære ude i strakt arm, at det kan få betydning for den forbindelse, du har til dine børn/unge mennesker. Forbindelsen kan simpelthen svækkes, hvis ikke du formår at gå ind i det sammen med dit barn. 

 

Der er ikke altid nogen nem vej.

Indimellem skal vi træde et skridt tilbage, undersøge vores egne mønstre og spørge os selv om det vi har med os, stadig tjener os. Der har garanteret været en masse fordele og gode ting ved det, vi har lært hjemmefra – men, det er ikke alt, som tjener os i vores eget forældreskab. 

 

Måske har du også en stor lyst til at udvikle nogle evner til fx at omfavne det svære på en anden måde? Måske har du også brug for at lære dit barns inderside at kende på en ny måde? Måske kunne du tænke dig, at forbindelsen til dit barn er stærkere? Måske har du brug for at mærke en stærkere forbundethed til dit barn? Det er heller ikke sikkert, at dit barn kan ”bruge” dine gamle mønstre til specielt meget, da du er dig og dit barn er sig. Verden forandrer sig, tiden er en anden – måske kunne det være godt at gøre op med noget gammelt?

 

Husk: Vi kan aldrig forandre andre mennesker. Vi kan kun forandre os selv i relation til andre mennesker.

 

Jeg træder ofte et skridt tilbage og spørger mig selv om, om jeg egentlig er OK med det jeg siger til mine børn eller det jeg gør i forhold til dem. Det er vigtigt, at det er min stemme/adfærd, der gør sig gældende overfor mine børn og ikke mine forældres. Ellers andres for den sags skyld.

 

Jeg oplever, at mange forældre i dag hurtigt bliver usikre, kommer i tvivl og er bange for at sætte grænser eller være tydelige. Det forstår jeg godt, fordi vi kan jo komme i tvivl om alting i denne tid. Der er 1000 bøger om at være ”den gode forælder” m.m. Det kan jo gøre enhver i tvivl. Noget af det første jeg taler med forældre om er, at lægge den slags bøger væk. Langt væk. Vi skal i stedet bruge lidt tid på at finde ud af, hvor mønstrene stammer fra, og om de stadig gavner noget eller nogen. 

 

Vi skal også arbejde med vores egne udfordringer.

Hvis vi selv har følt os udenfor i det sociale fællesskab, eller på anden måde har kæmpet med at finde vores plads, så kan det være ekstra sårbart, hvis vores egne børn kommer i lignede situationer. Det er en oplagt invitation til at kigge indad. Det er ikke noget nem opgave, men vores egne erfaringer med de sociale fællesskaber kan komme til at stå som en forhindring ind i at hjælpe vores børn, sådan helt oprigtigt. Der er måske nogle temaer, som vi selv har svært ved at røre ved, og derfor kan komme til, endda helt ubevidst, at videregive til vores egne børn. Uden egentlig at ville det.

Alt dette skal vi være opmærksomme på. Der er intet, der er gratis ind i relationer. Heller ikke i relationen til vores børn. 

 

Nu har ovenstående handlet mest om dit forælderskab.

Jeg håber på, at du er blevet mere nysgerrig på dine egne mønstre ind i dit forældreskab og lad mig vide, hvis du gerne vil have lidt hjælp til at kigge på dem. Det kan virkelig være en gave at gå ind i dit forældreskab med åbne øjne og en øget bevidsthed.

 

Det er ikke det eneste sted, du har en påvirkning ind i andre menneskers liv.

Den måde du håndterer noget svært/udfordrende på ét sted i dine relationer håndterer du mange ting på i dine relationer. Det gælder altså både i dit forældreskab, i dine venskaber og ind i dine familiære relationer i det hele taget. Derfor kan det virkelig være ekstremt værdifuldt at vågne lidt op her, så det hele ikke altid er "de andre, der er nogle idioter" eller "de andre der tager fejl" - der kan også være noget, der handler om DIG - og ikke altid kun alle de andre.

 

Det er ikke nødvendigvis nemt det her! Det er der heller ingen, der har lovet os at det skulle være. 

I sidste uge lagde jeg nogle spørgsmål op på min Instagram vedr. konflikter og følelsen af udenforskab i relationer – både de nære, de mere perifere og i venskaber. MANGE deltog, og skrev til mig med historier om, hvordan det kan være svært i relationer. Mange delte personlige historier omkring dét, at være i en form for uro i deres relationer, og at det her med venskaber er en dynamisk størrelse. Og det er ikke altid nemt. Nogle beskrev, hvordan de er blevet vildt gode til at være tydelige, sætte grænser og tilgive – imens andre beskrev, hvordan de kan føle sig SÅ forkerte.

Mange føler sig efterladt af deres venner, fordi man måske har ”jokket i spinaten”, og det ikke er lykkes, at møde hinanden igen i venskabet og udholde hinandens forskelligheder. Det kan være monster svært og udfordrende.

Mange føler også, at de sociale medier puster til følelsen af at være forkert. Mange laver krøller på sig selv for at høre til i en bestemt gruppe. Mange holder sig selv tilbage af frygt for, hvad andre vil tænke, hvis de var ærlige.

Flere er mere og mere tydelige med, hvad de gerne vil have i et venskab, måske også i takt med at de bliver ældre. Gensidighed er et vigtigt gennemgående ord - mange ønsker sig, at et venskab er en to-vejs proces og ikke kun énvejs. Mange orker ikke længere det lyseråde glansbillede af, at vi kun kan være sammen, når det handler om drinks og café latte, men så snart livet så bliver svært, eller der er en uenighed på banen, så hører man intet - måske endda helt mister forbindelsen til hinanden. Så bliver man ligesom bare smidt ud i vejkanten. Det orker flere og flere ikke længere - det er ret sejt, synes jeg. Det vidner om, at der nogle svære valg og nogle vigtige bevægelser i spil rundt omkring i jeres liv.

 

1000 tak for alle jeres tanker og bidrag. Jeg synes, at det er et yderst interessant tema, og jeg er i gang med at skrive på et indlæg omkring temaet: Når relationer er en dynamtiske og ikke altid en nem størrelse. Det er ikke et nemt indlæg at skrive, fordi der er så mange lag i det. Så det tager noget længere tid at skrive på. Men stay tuned.

 

Åh, det var et langt indlæg. Lad mig høre, hvad dette indlæg vækker i dig. Jeg ville elske, at vi får en dialog op at køre herinde. Skriv endelig din kommentar nedenfor her.

 

De kærligste hilsner

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked