Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Det vigtigste i verden er man alene med...

fredag 25. november 2016
indadvendt

For nogen tid siden læste jeg en bog. Den hedder "Livskæntring", og er skrevet af Jane Bodholt Svensen. Hun er mor til Kristoffer, som kæntrede sammen med sine efterskolekammerater på Præstø Fjord, for nogle år tilbage. Jeg slugte bogen. Det er en smuk og barsk fortælling om kampen for at komme tilbage til livet. Alle kæntrede den dag, ikke kun eleverne i dragebåden - men også deres familier. I bogen følger vi Janes rejse fra at stå på den anden side af jorden og få "nyheden" om, at der er sket noget forfærdeligt med hendes søn, hjemme i Danmark, til at Kristoffer starter på en ny efterskole efter et meget intenst genoptræningsforløb.

Jeg kan kun anbefale bogen. 

I bogen er der et uddrag af et digt af Tove Ditlevsen. Det lyder:

"Med ingen kan man dele de inderste tanker.

Det vigtigste i verden er man alene med."

Disse linjer har "hængt lidt på mig" siden jeg læste dem. Er det sådan, det er? Er vi dybest set alene med det inderste og måske det mest dystre? Jeg tror det. Det kan være svært at fortælle andre mennesker, hvordan det i virkeligheden hænger sammen, indeni os. Når vi prøver kan det indimellem være noget værre volapyk, vi får fremstammet. Men måske skal alt heller ikke deles. Måske er det okay, at der er noget, der bare er vores eget.

Når tankerne fx handler om døden, sygdom eller andre svære ting, så vil vi ofte gerne skåne andre mennesker for vores tanker. Fordi, vi ikke vil gøre dem kede af det. Det kan også være svært for andre at sætte sig ind i, hvad vi mener og gerne vil med vores ord og tanker. Derfor kan det være nemmere at tie stille. Det hjalp Tove Ditlevsen mig til at reflektere over igen. Tak for det!

Digtet i sin fulde form her. Jeg synes, det er smukt:

 

Med ingen kan man dele de inderste tanker.

Det vigtigste i verden er man alene med.

Det er en varig byrde

det er en sagte glæde

at her kan ingen nå dig

og ingen lukkes ind.

 

Jeg har lige lagt røret på...

En journalist skulle have et interview i kassen omkring dét at række ud, når man har fået konstatereret alvorlig sygdom. Mange føler sig alene, og kan ikke forstå, hvorfor det er så svært at bede om hjælp. Mange oplever at ensomheden kommer snigende, som en tyv i natten. Vi snakkede om, hvorfor det kan være så svært. Det er der mange grunde til.

Jeg vil prøve at liste lidt gode grunde op her:

1. Hvor god var du til at bede om hjælp, inden du blev syg? Hvis du, før, heller ikke var så god til at række ud, så kan det føles som en endnu større ting at gøre nu, hvor du ikke har det godt.

2. Har du tillid til at du vil blive hørt? Hvis du er i tvivl om, om dine nærmeste rent faktisk vil gøre det, som du har brug for, så kan du holde tilbage med at bede om hjælpen - fordi, du er bange for at blive afvist.

3. Du har svært ved at sætte ord på, hvad du rent faktisk har brug for.

4. Du vil ikke være til besvær.

 

Det var nogle af dem...

Det er virkelig ikke det nemmeste i verden at række ud. Men det kan være en KÆMPE lindring for dig, at opdage at der faktisk er mennesker omkring dig, som gerne vil hjælpe dig. Det kan give en fantastisk følelse af samhøringhed! Husk, at du også hjælper andre ved at bede om hjælp. Mange står lidt ved siden af og aner ikke, hvad de skal gøre. Dét at få af vide: "Det vil hjælpe mig, hvis du henter en pose kaffe i Netto" er vildt fedt!

Igen kan jeg ikke understrege nok: 

Er du pårørende til én, som er syg så bare kom igang. Husk, at når du intet gør - så gør du rigtig meget også...

Hav en fantastisk fredag - nyd den og kram de mennesker, som du elsker.

Kærlig hilsen

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked