Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Det er ikke et spørgsmål om normeringer.

fredag 31. maj 2019
strong children

Hver dag vinker omkring 225.000 børn mellem 0 og 6 år farvel til mor eller far. I de næste op til 7 timer har en vuggestue eller en børnehave ansvaret for deres børn. Sådan er det for ni ud af ti danske børn.

Danmark er det land i verden, hvor børn bliver sendt tidligst i institution. I gennemsnit er børnene 10 måneder gamle, når de begynder i vuggestue eller dagpleje. 

 

Det er et spørgmål om børnesyn, empati og relationsforståelse. 

Jeg bliver så trist over, at børn i Danmark anno 2019 kan behandles på en sådan måde. At helt basale ting som: Øjenkontakt, fysisk kontakt og oprigtig interesse ikke er en helt naturlig måde at forholde sig til børn på i ALLE danske institutioner i Danmark. 

Jeg bliver så uendelig frustrerert, når jeg ser, at voksne mennesker ikke formår at tage deres opgave alvorligt. Jeg tænker faktisk, at de ikke er deres løncheck værdig. De skulle betale alle deres lønpenge tilbage igen. Fordi de har fejlet. Big time!

Det er så nemt at pege fingre, og det kan vi hurtigt komme til. Men jeg har lyst til at folde det endnu mere ud i dette skriv.

 

Dette indlæg er et resultat af, at jeg i sidste uge så den omtalte dokumentar på TV2 "Institutionerne bag facaden - kritiske forhold i København".

Jeg véd heldigvis, at der er MANGE gode institutioner i Danmark. Jeg møder mange pædagoger, som arbejder nogle helt fantastiske steder. Mange af disse pædagoger er/har været uddannelsesdeltagere hos mig og de har nogle ledere, som bakker dem op og udfordre dem tilpas. Der er samtidig en tydelig ledelsesmæssig tillid til, at de gør deres arbejde godt. Jeg hører, hver dag, om HELT andre forhold, end dem de viste på TV2. Det vil jeg lige understrege.

Men nogengange, så må vi ud i modpolerne for at tage stilling. Det er nogle at de ting, og tanker, som jeg gerne vil gerne folde det lidt ud her.

 

Denne dokumentar rækker langt udover det, som blev vist i TV. Den rækker ind i noget, som er langt større, end den time vi så på TV. Den rammer ind i vores helt centrale kerne, nemlig ind i temaet: Børnetrivsel i Danmark, som jeg er så uendelig meget optaget af. Jeg håber, at flere af jer vil skrive jeres kommentarer til temaet, så det kan få lov at få en plads. En stemme. En stemme, som børnene ikke nødvendogvis har. De følger bare med i de beslutninger, som vi voksne tager for dem, hver eneste dag.

 

Når nu vi ved...

At den bedste investering, vi kan gøre, er i børnetrivsel - hvorfor sker det så ikke? De bedste penge vi kan bruge, er når børn er i alderen 0-6 år. Her grundlægges en stor del af deres tillid til verden og de mennesker, som er en del af deres liv. Hvorfor er det ikke en selvfølge, i et så rigt land som Danmark, at børn gives de bedst mulige vilkår for udvikling, trivsel, ro og fordybelse? Et rigt børnefællesskab burde være lige så naturligt som "amen" i kirken. 

Jeg ser flere og flere mindre børn, og deres familier, i min klinik. Børnene viser tegn på mistrivsel, fordi de er i noget hver dag, som ikke er udviklende og hvor fokus er på de børn, som tager al opmærksomheden med fx. skældud og irettesættelser. Det betyder, at overskuddet til positiv kontakt og udviklende pædagogik udebliver. Men det er ikke børnene, som er forkerte. Det handler i højere grad om, at de rammer, som de bliver puttet ind i hver dag, er ALT for udfordrende for de mindre børn (ja, i virkeligheden også i skolen mange steder). Børnene viser os bare, at der er noget, vi skal have langt større greb om. Der er noget, som skal være anderledes. 

Derfor er det også kun godt, at dokumentaren blev vist. Metoden skal jeg ikke gøre mig til dommer for, men den åbne sandhed om børns trivsel i institutioner, hvor "survival of the fittest - tanken" lever ofte er den, som bliver dominerende, er kun godt at se. Også selvom aftenkaffen kom galt i halsen.

Jeg er glad for, at flere og flere tager bladet fra munden, og det betyder, at vi kan have en debat. Vi kan få snakken igang. Det er KUN godt.

 

Det offentlige omsorgssvigt.

Når nu vi er "institutionernes land", som vi jo er i Danmark, så er det vel også rimeligt at kalde det, vi så i dokumentaren, for offentlig omsorgssvigt? Det kan være et voldsomt ord at tage i brug, men jeg synes faktisk, efter flere overvejelser, at det er meget rammende. Jeg har ihvertfald ikke kunnet finde et ord, som passer meget bedre.

For mig at se rækker omsorgssvigtet uendeligt meget udover det, som vi så i TV. Det rækker helt ind i kernen af vores kultur, systemer og menneskesyn. Når vi forældre fortæller os selv, at det er OK, at vores børn græder meget, eller viser tegn på mistrivsel, og samtidig fortæller os selv "at vi ikke har noget valg" og at "når alle gør det, så er det normalt, og derfor skal mit barn nok også lære at tilpasse sig", så er det, at vi skal stoppe og og spørge os selv, om det kan være rimeligt, at det er sådan. 

Jeg følger en stærk kvinde, som hedder Maj My. Jeg har før linket til hende, og hun har skrevet sådan her, som følge af dokumentaren:

"Der er så mange niveauer af svigt og sorg og konflikt i den her fortælling. Lige fra forældrenes fremmedgjorthed overfor deres egne følelser til barnets traumer på baggrund af den kulturelle virkelighed, som det bliver overladt til - i en alder af ét år.
Ja, jeg synes, der skal fyres og løftes tæpper ude i institutionerne. Men jeg mener samtidig, at den nødvendige revolution først kommer til at ske, når vi forældre begynder at lytte til vores hjerter, og siger fra overfor den adskillelseskultur, som alt det her ganske enkelt er et symptom på."

Jeg har taget citatet med, fordi jeg synes, at det er rammende for, hvad dette (også) handler om. Nemlig os, som forældre. 

Vi skal tage et ansvar for vores eget liv og vores børns liv. Vi bliver nødt til at beslutte os for om det "alle andre gør" også er noget, vi selv vil gøre. Hvis vi oplever, at de rammer, som kan tilbydes vores børn ikke ikke er gode eller udviklende rammer, så skal vi gøre noget. Vi skal ikke vente til "noget går over". 

Mange fortæller mig, at "sådan har det været længe". Det er ikke rimeligt. Det må og skal du handle på. Èn måde at handle på er, at tale med ledelsen omkring det, du er optaget af. Notér fx. ned hvad du oplever som problematisk, så I har noget konkret at tale om. 

 

Hvem bestemmer?

Indimellem så tænker jeg, at vi bilder os selv ind, at der er én eller anden person over os alle, som bestemmer. Èn, som har en eller anden sort bog, der bliver skrevet i, hvis ikke vi gør "som der bliver dikteret". Men helt ærligt: Det er OS SELV, der bestemmer. Vi bestemmer selv over vores eget liv. Vi bestemmer selv over vores egne børn. Det er helt op til os selv, hvad vi gør med vores børn. De første 5-6 leveår er det faktisk udelukkende dig, som bestemmer over, hvor og hvad dit barn skal bruge sin tid på. Når vi så rammer skolealderen, så er det en anden snak. Men faktisk her bestemmer du også selv. Dine børn må hjemmeskoles i Danmark, hvis det er det, du vil. Bare lige for at få det på det rene. Altså: DU BESTEMMER. 

Så er jeg med på, at alt handler om valg. Men sådan er livet. Vi kan ikke vælge noget, uden at fravælge noget andet. Alt har en pris. Det kan være, at prisen er: Dit hus, din bil, din fulde løn i en periode eller din sommerferie. Alt koster noget. Men DU bestemmer, hvad prisen og omkostningerne skal være for DINE valg.

Her kunne man også med fordel diskutere, hvorvidt det ville være rimeligt, at pengene skulle følge børnene. Måske kunne det være en god ting, at der blev kompenseret økonomisk for de forældre, som tog en beslutning for at have deres børn hjemme i de første leveår. Det var en mulighed, som kunne have en positiv indvirkning på en beslutning, som også kan have nogle økonomiske konsekvenser for familier. 

 

Min pointe er, at din stemme er STÆRK, og måske er den meget stærkere, end du tror. 

Nogle vil måske skrive, at det ikke er alle der har et valg. Mange er tvunget til at gå på arbejde for at tjene til dagen og vejen. Det kan jeg ikke være uenig i, selvfølgelig skal der penge på kontoen hver måned. Men du har altid et valg i forhold til at vælge noget nyt til dit barn, hvis ikke det er godt der, hvor du afleverer dit barn hver dag. Der er heldigvis MANGE, gode institutioner i Danmark. Det er et stærkt signal at sende, når du tager stilling.

 

 

Det handler ikke kun om normeringer.

Som overskriften antyder, så har jeg en holdning til dette meget snævre fokus. I disse valgkamptider, så virker det indimellem som om, at den eneste løsning er, at der skal være flere voksne. Uden tvivl, så skal der flere voksne blandt vores børn. Men vi skal ikke kun have flere, vi skal have bedre og veluddannet voksne på banen. Kvalitet hænger ikke sammen med kvantitet. Den oprindelige lyst til at arbejde med børn og unge mennesker, som for mange pædagoger har været drivkraften for at læse til pædagog, skal styrkes på uddannelsen og kun fremelskes endnu mere. Der MÅ og SKAL være moduler, som handler om: Empati, relationsforståelse og fordybelse. 

Derudover, så skal de styrkes i deres løncheck. Jeg har aldrig forstået, hvordan det kan være at dem som arbejder med det, vi alle elsker allermest, samtidig er nogle dem, som får mindst i løn i Danmark. Det er mig ubegribeligt. Det skal være mere attraktivt at arbejde som pædagog. Det bliver det (også), hvis de får mere i løn.

 

Efteruddannelse.

Dét at arbejde med børn & unge mennesker flytter sig hele tiden nye steder hen. Det er, for mig, vigtigt at pædagoger styrkes i deres faglige og personlige udvikling. Det er mig ubegribeligt, hvordan det kan være, at supervision fx. ikke er en fast del af deres arbejde. Det burde være sådan, at dét at modtage supervison blev fast del ind i en arbejdsrutine. Akkurat på linje med at smøre madpakkerne til skovturen. Når det ligger mig sådan på sinde, så er det fordi, at det flytter noget. Vi, der arbejder med andre mennesker, har blinde pletter, som vi har brug for spejle på. Vi har brug for hjælp til at kigge på noget, som kan virke fastlåst. Det har vi brug for andres hjælp til. 

Der er supervision et meget stærkt værktøj at tage i brug. Når jeg selv kommer rundt som supervisor,  så ser jeg, hvor hjælpsomt det er at have et rum, hvor den faglige og personlige udvkling er i fokus. Det rykker noget.

 

Respekt og nærvær.

Vi skal have en langt højere grad af respekt ind i vores samfund omkring dét at arbejde med børn og unge mennesker. Det er altså ikke bare noget "man gør". Jeg er helt med på, at man kun går ned af den pædagogiske vej, hvis der er en interesse for emnet, men der er også tung teori, som skal læses. Fordi der er SÅ meget forskning på området. Forskning, som fortæller en masse om, hvad der er vigtigt. Det skal man vide, hvis man gerne vil arbejde med børn & unge mennesker. 

Nærvær er, for mig, fuldstændig synonymt med udvikling. Hvis ikke der er nærvær tilstede, så kan fundamentet ikke skabes. Og kan fundamentet ikke skabes, så udebliver udviklingen. Det går lige så meget hånd i hånd, som mælk på havregryn. Derfor er det også vigtigt, at pædagoger og lærere ved noget om, hvad de kan gøre for at træne den nærværende muskel i en hverdag som, for mange, kan være fyldt af gøremål. Det er vigtigt. 

Min interesse for Mindfulness, nærvær, fordybelse og ro startede da jeg selv havde allermest brug for det. Det vidste jeg bare ikke dengang. Det kan jeg se nu. Som jeg skriver flere steder, så er det min drøm, at der på enhver institution i Danmark er uddannet fagpersonale, som kan lave Mindfulnessøvelser med børnene, og ikke mindst træne deres egen kontakt til deres egen kerne og indre. Fordi det virker. Jeg har set det 1000 gange, og mine uddannelsesdeltagere fortæller mig det samme.

Det er ikke svært eller indviklet, men fagpersoner skal vide, hvad de laver. Det vil gavne både børnene og de voksne i en hverdag, hvor der kan være knald på. Vi kan ikke forlange noget af børn & unge, som vi ikke er villige til at gøre selv. Så hvis vi ønsker os mere RO på, så kræver det, at de voksne også er ROlige. 

Jeg tror vitterligt på, at ro, nærvær og fordybelse kunne være nogle helt centrale og vigtige nøgler ind i en god og udviklende børnepædagogik. 

 

Respekt omkring dem, som vælger anderledes. De er blot et spejl til dig og dine valg.

Når jeg møder et menneske, som har truffet helt andre livsvalg end jeg selv, så bliver jeg altid nysgerrig på, hvorfor og hvordan. Når nogle vælger at gå hjemme med deres børn, så er det næsten som om, at de bor på en anden planet, eller er lidt underlige, og de nemmeste sætninger at fyre af er noget i retningen af: "Jamen, det er også kun muligt for dem, fordi X,Y eller Z" eller "Hendes mand tjener også pengene" eller noget i den retning. Det kunne jo også være, at de har truffet et bevidst valg med nøje øje for hvilke omkostninger, det måtte have, og øje for hvor meget, det giver i den anden ende.

Flere og flere mærker et stik i maven, når de kigger ned over deres arbejdskalender, fordi det jo ufravigeligt er lig med at børnene er afsted lige så meget tid. Når så disse forældre stopper op, og vælger fra/til, så fortjener de faktisk, at vi respektere dem og spørger mere ind til, hvordan det er muligt. Så er dialogen igang - og dialog er afgørende for forandring.

Vi skal tale mere og højere om vores valg. Vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved, hvordan alle vores skattekroner forvaltes. Vi skal op på barrikaderne, når noget skurrer i vores øjne eller rammer i vores hjerte. De bevægelser som er igang lige nu, i Danmark, er så værdifulde. Vi må aldrig stoppe med at stille spørgsmålstegn ved vores børns trivsel eller stoppe med at kræve positive muligheder for udvikling. De har fortjent det bedste.

 

Pas på dit guld.

Vid, at dybest set, så er der kun DIG til at vide, hvad der er bedst for dit barn. Ingen andre. Uanset om du vælger, at sætte dit barn i institution eller ej, så er det okay. Men det er også, som i HELT okay, at forlange noget kvalitet der, hvor du sætter dit barn hen hver dag. Det gælder nu, og senere i livet. Jeg har skrevet et indlæg omkring den danske skole - lidt i samme boldgade, og du kan læse det her:

 

Hvordan går det med den danske folkeskole?

 

Nu vil jeg slutte mit skriv.

Lad mig vide, hvad det vækker i dig. Jeg vil elske at snakken fortsætter i kommentarsporet.

Kærlig hilsen

Camilla.

 

 

 

 

 

 

 

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked