Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Boganbefaling - læs med her.

mandag 24. maj 2021
Næstehjælp

Mine varmeste anbefalinger.

 

Som du, hvis du har været læser hos mig længe, ved så mistede jeg min far for halvandet år siden. Det har forandret noget grundlæggende inde i mig, som fortsat er i gang med at lægge sig til rette. I den proces har jeg ofte følt mig lidt ensom eller til besvær, fordi der ret hurtigt ikke blev talt om min far. Det var ligesom om, at ordene hurtigt slap op, og folk glemte, at jeg stod midt i mit livs krise. ”Livet går jo videre” som man siger… Og det gør det jo også, heldigvis – men det betyder ikke, at den forandring, der sker, når vi mister vigtige mennesker i vores liv, ikke er vild og til tider knap så pæn og indimellem meget trist.

 

Jeg har savnet, at der var flere, som havde et sprog for sorg og som ikke var så bange for at spørge mig om, hvordan jeg havde det. Også nu. Men jeg forstår godt, hvorfor det forholder sig sådan, da vi i Danmark ikke har en speciel udviklet sorgkultur. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre.

 

Da jeg så læste bogen ”Næstehjælp”, så tænkte jeg: ”Denne bog skal alle mennesker i Danmark læse.” Grunden er blandt andet, at den tager fat i sorgen på et let (dog stadig med en faglig tyngde) og håndgribelig måde. Der er masser af konkrete råd, som er nænsomme i deres udtryk – så de ikke bliver den eneste endegyldige sandhed. For der er ingen sandheder i sorgarbejdet. 

 

På side 68 står der til min store glæde, så jeg ikke føler mig så forkert:

 

”Sorg er alt det, der ikke er moderne. Vi skal være hurtige, tjekkede og effektive og have styr på tingene. Når man er  i sorg, er vi alt det modsatte – langsomme, ineffektive, grimme, utjekkede. Mennesker, der ikke hurtigt kommer over deres sorg, minder i ubehagelig grad andre om, hvor risikabel en affære tilværelsen grundlæggende er. Det bryder vi os ikke om, vi, der mener at vi har styr på det hele. Andre har så travlt med, at de, der sørger, skal videre, men sorg tager den tid den tager. Måske resten af livet. Den er jo et udtryk for kærlighed, og hvem vil kureres for det”

Citat: Lise Trap.

 

For vi skal nemlig ikke kureres for sorg. Vi skal leve med den.

 

De sidste tre afsnit afsnit er især gode, hvis du interessere dig for sorg og for hvordan vores syn på sorg har forandret sig igennem tiden. Der kommer en ny diagnose indenfor sorg, som hedder: ”Vedvarende sorglidelse.” En sådan diagnose giver anledning til refleksion fordi er sorg en diagnose og hvad betyder det, når vi begynder at tale om det som sådan?

 

Hvordan lever vi med sorg i en helt almindelig hverdag? Vi går, efter nogen tid, ind og ud af sorgen. Den kan være intens og fylde meget én dag for så at være helt væk den næste. Når vi bevæger imellem to spor, så har vi en sund proces og det er så fint beskrevet i bogen, hvad det betyder. 

 

I det hele taget, så er det en letlæselig bog som sætter spot på et vigtigt og relevant emne i vores tid, hvor mange oplever stor ensomhed, når de mister. I en tid, hvor mange lever livet online – men et tab sker i den virkeligheden – imellem os.

 

En varm anbefaling – bogen koster 120 kr., og kan bestilles lige her: Næstehjælp.

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked