Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

At give slip...

fredag 15. september 2017
skov

Jeg spurgte på min Facebook side, hvad jeg skulle skrive om på bloggen i dag. Jeg har selv masser af gode ideer og temaer, men i dag spurgte jeg jer. Jeg fik forskellige beskeder på Facebook og på mailen, og jeg kunne bare mærke at "Give slip" var temaet for i dag. Så tak for den, Ditte.

At give slip er stort. Og hvordan gør man?

Allerførst, så skal du finde ud af, hvad du holder på. Fordi du kan kun slippe noget, du holder fast i.

Så.... Hvad holder du fast i?

  • Er det en negativ historie?
  • Er det et destruktivt mønster?
  • Er det en idé om noget, som måske ikke er sandt?
  • Er det en mand, som ikke passer på dig?
  • Er det måske frygten for at være alene, frygten for at fejle eller frygten for ikke at være god nok?
  • Er det et arbejde, som ikke giver dig noget længere?

.... Svarerne kan virkelig være mange.

Så det er step 1: Hvad holder du på?

Prøv at spørg dig selv, sådan helt ærligt, dette spørgsmål. Skriv det ned, helt konkret:

"Jeg holder på....."

Dernæst, så er det vigtigt at gå ind i det med nysgerrighed. Gad vide, hvad du har fået det til at betyde om dig? At du er sådan én, der .... Stil dig et nysgerrigt sted, hvor du virkelig giver plads til følelserne og mærker indeni dig, hvad der sker.

Når man går ind i dette arbejde, så kan man komme i kontakt med en sorg, vrede, frustration eller en irritation. Fordi, du måske mærker at det ikke er sandt længere. Måske har det været sandt engang, og du har holdt fast i det at mange årsager. MEN du har måske flyttet dig? Du er måske blevet klogere eller mere moden? Du har måske lært noget siden dengang?

Når du har gransket, vendt og drejet så skal du videre.

Step 2: Accept.

Det er, som det er. Du skal ikke jage fortidens spøgelse. Du kan kigge fremad og være med det, som der er lige nu. Acceptér, at du havde brug for at gemme dig bag en historie eller at du havde brug for det dysfuntionelle mønster for at passe på dig selv, fordi at du var bange for konsekvenserne ved ikke at have mønstret.

 
Acceptér det, som du ikke kan ændre på. 

Mange mennesker hænger fast i fortiden. Fortiden skal du lære af. Altid - så du ikke gentager det, som du ikke vil have mere af. Men du har kun dette øjeblik og dette åndedrag, dybest set. Fremtiden venter lige rundt om hjørnet. Og den er din.

Accept er ikke nemt. Faktisk er det noget, som vi mennesker har ekstremt svært ved. Fordi vi går op i hovedet og analyserer og tænker ting til ende og i en uendelighed. Vi tror, at hvis vi tænker nok, og længe nok, så kan vi forandre tingenes tilstand. Det er bare sådan indrettet, at det ikke er sandt. Kun, og kun, ved hjælp af handlinger og nærvær kan vi ændre noget som helst i vores liv. 

 

Step 3: Tålmodighed.

Hvordan har du det egentlig med tålmodighed? Hvis du er et menneske, som er vant til at handle dig ud af enhver situation eller som lynhurtigt er videre, videre, videre så er det måske et ord som udfordrer dig: Tålmodighed. Tålmodighed med dig selv og dine relationer. Tålmodighed med, at ting tager den tid, som det tager.

Når et mønster er grundlagt i dig, så er det typisk grundlagt for mange år siden. Måske allerede helt tilbage i barndommen. Derfor kræver det en enorm portion tålmodighed at ændre et mønster. Det tager tid. Drag omsorg for dig selv i den proces, fordi det kan godt gøre ondt. Måske skal du til at gøre noget andet, end du plejer, og det er ikke nødvendigvis nemt. 

 

Step 4: Træk vejret og hav tillid.

Det er OK, at du er her. Det er OK, at du kæmper med det, som du gør. Det er OK, at du gerne vil ændre noget i dit liv. Det er OK, at du gerne vil have mere balance. Det er OK, at du gerne vil komme hjem til dig selv. Det er OK, at du gerne vil give slip. Det er er OK, at du er DIG!

Træk vejret. Prøv at læg dig på sengen, læg hænderne på maven og mærk, hvordan åndedrættet vandrer ud og ind af din krop. Træk vejret dybt 10 gange. Og så gå tilbage til din egen helt almindelige vejrtrækning igen og læg mærke til, hvordan vejret vandrer ud og ind af din krop. Konstant og så igen.

 

Step 5: Al udvikling starter med nærvær.

Hvis du ikke er nærværende med dig selv, dine tanker eller følelser så ved du ikke, hvad du skal slippe. Så nærværet er helt ekstremt vigtigt for, at du kan rykke dig. Så hver gang du skal sige noget, så mærk efter om du virkelig mener det, du siger. Hver gang du skal noget, så tjek ind med dig selv - er det egentlig noget, du har lyst til. Hver gang du tager et bad, så læg mærke til om du er i badet. Hver gang du skal spise, så læg mærke til om du er sulten eller er du egentlig mere træt?

Osv.... I den dur.

Mange lever et liv udenfor deres eget nærvær. Og derfor ved de heller ikke, hvor de gerne vil hen. De ved ikke, hvad der nærer dem eller, hvad de har lyst til. Så kom ind og MÆRK din lyst, dine drømme, dine længsler og mærk dine følelser og mavefornemmelser. Leg med det og se, hvad der sker.

 

Step 6: Drag omsorg for dig selv i denne proces. 

Det er ikke altid nemt at give slip. Det er ikke altid nemt at finde rundt i, hvorfor det er vigtigt. Det er ikke altid nemt at se vejen, fordi der kan være ret så mørkt. Så opsøg hjælp til processen, hvis den virker uoverskuelig for dig. Vi kan ikke se os selv. Vi har brug for spejle at kigge i, og vi har brug for ærlige mennesker omkring os. Især, når vi skal slippe noget, som er svært.

Jeg har også skulle slippe en masse igennem mit liv. Et meget nærværende eksempel er: Jeg har især, på det sidste, skulle slippe ideen om, at jeg "er sådan én, som ikke kan tage tiden til at dyrke motion". Jeg har en tendens til at gøre alt muligt mere vigtigt. Andre mennesker er vigtigere, arbejdet er vigtigere eller min familie er vigtigere. Men faktum er, at det handler om, at jeg skal skabe plads og tage tiden til MIG.

Jeg har skullet foretrække mig selv fremfor andre. Fordi det er MIN tid. Så jeg har skullet arbejde med et mønster af, at kun være noget for andre. Nu skal jeg være noget for mig selv, og jeg skal gøre det vigtigt. 

Kan du se, hvad jeg mener?

Og sådan skal vi slippe alt muligt...

Så en lang historie kort: Gå på opdagelse i forhold til, hvad du holder på. Acceptér, at det er der. Hav tålmodighed, træk vejret og hav tillid til at alt er godt. HUSK dit nærvær og drag omsorg for dig selv i processen. 

Står du i noget specifikt lige nu, som du skal slippe? 

Er der noget specifikt, som er svært?

Er det lykkedes dig at slippe noget i dit liv og har du lyst til at dele?

Kærlig hilsen

Camilla.

 

 

 

 

 

 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked