Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Nyt kapitel i mit (arbejds) liv...

    onsdag 20. maj 2020
    Ørnes (1)

    Skål i morgenkaffen herfra fra min lille altan. Oppe i det høje nord. 

    Forleden lagde jeg en video op på min Facebookside, hvor jeg sagde, at jeg ville skrive noget om, hvorfor jeg er her i Norge. Det bliver en lang fortælling (så er du advaret!) Det kan derfor godt være, at jeg deler fortællingen op i mindre bidder. Så du må nok kigge ind her på denne side af flere omgange, de næste dage. 

    Kaffen er brygget, Mads og Monopolet kører i baggrunden, Norges fjelde rejser sig som kæmpemæssige støtter omkring min lille, ydmyge og enkle bolig, som skal danne rammen omkring det, vi kunne kalde "hjem" for mig, resten af året.

    Tiden går, livet sker!

    Det føles som meget, meget længe siden at jeg har skrevet her på bloggen. Det er der mange gode grunde til, og jeg er stadig igang med at finde ud af, hvordan det kan være, at det er sådan. At skrive har altid været ét af mine åndehuller. Jeg har altid ELSKET at skrive. Jeg har sågar to bøger igang her på min computer, som en dag skal se dagens lys (tror jeg). Men ordene har ikke kunnet finde vej til mine fingre, og de dokumenter ligger lige nu og hviler sig rigtig meget. Jeg har, på en måde, haft behov for at være mere offline, tilbagetrukket og eftertænksom. Det har jeg stadig, men lysten til at skrive er så småt ved at komme tilbage.

    Jeg kan mærke, at jeg er færdig med at skrive/sige noget, fordi det skal have et markedsføringmæssigt sigte. Jeg er done med skulle have omsætning med i mine tanker, når jeg skriver blogindlæg. Så langt er jeg ihvertfald kommet. Jeg tror også, at det kan være en del af forklaringen på stilheden, nemlig at jeg har følt mig blokeret af, at der måske liiiiige skulle være et sigte med et indlæg - enten iform af nye klienter eller andet.

    Jeg har ikke orket at sælge noget som helst. Jeg har simpelthen ikke kunnet mestre den energi meget, meget længe. Jeg har bare lyst til at dele. Fra hjertet. Fra mig. 

    Allerførst.

    Så vil jeg komme med en lidt corny overskrift, men den er ikke desto mindre sand og nærværende. Jeg får lyst til at skrive noget om begyndelsen. Noget om, hvorfor vi gør, som vi gør. Det handler blandt andet om: At have forskellige drømme, forskellige længsler og ikke mindst så handler det om at blive mødt, og set, i kraft af de mennesker, som vi nu engang er.

    Here goes: 

    TAK til min mand.

    Hvis det ikke var for ham, så ville jeg ikke være her, hvor jeg er i dag. Han har ikke de samme karrieremål, som jeg. Han har altid sagt: "Camilla, du skal ikke proppe dine karrieremål ned i halsen på mig". Han har behov for at arbejde meget mindre, end jeg, og være mere hjemme. Hans livsmål er, at være den bedste, og mest nærværende far, han kan mestre. Det lykkes han i dén grad med. Han arbejder ikke meget, men han er til gengæld ham, som har styr på ALT i vores hjem. Han rocker kalender, vasketøj, forældreintra, tager drengene med ned på fodboldbanen og tager op og spiller fodboldgolf og meget, meget mere - fordi han ELSKER det.

    I virkeligheden har min mand ikke behov for særlig meget andet end, at vi har en god familiebalance, og at vi gør vores bedste i vores forældreskab. Hvis det havde været en kvinde, som havde disse mål, i livet, så havde ingen løftet øjenbrynene. Men, fordi det er en mand, som har det sådan, så løfter mange øjenbrynene. Så må der da være noget galt med ham? (Det er der ikke, kan jeg dele).

    Det kan indimellem undre mig, i dette århundrede, at det kan være sådan - men det er OK. Han kommer jo til at sætte et spejl op for andre, og det er ikke altid, at det er så dejligt at kigge ind i det spejl, for andre mennesker. Ting som: Livsværdier, drømme og længsler bliver jo udfordret i dette spejl. Det er vigtige tanker, at gøre sig, og jeg tror på, at det er vigtigt at spørge sig selv: "Er jeg den forælder, som jeg ønsker at være?" - hvis svaret er JA, så er alt jo godt. Men er svaret et andet, så er det bidende nødvendigt at stoppe op, og måske justere kursen lidt. Nogengange skal der små ting til - andre gange må det hele kastes op til revision.

    Jeg tror bare, at det vigtigste er, at vi kigger på det og ikke lukker øjnene for det. Ellers kan vi dø ulykkelige, og det må, og skal, ikke være meningen med livet.

    Vi er meget åbne omkring, hvordan tingene er hjemme hos os.

    Jeg er meget taknemmelig over den balance, og det mod, vi har mestret, til at leve (i andres øjne) måske et lidt anderledes liv - med omvendt fortegn - men, for os kunne det ikke være anderledes, bedre eller lykkeligere. Hvad der kommer til at ske, når drengene er flyttet hjemmefra, vil vise sig. Lige nu er vi her. Faktisk med et liv, hvor stress er mere eller mindre elimineret, og unødvendige konflikter nærmest er ikke-eksisterende. Dét er fandme skønt, og i tråd ved vores livsværdier. Vi har prøvet at have en meget konkret stresssygemelding indenfor hjemmet, for mange år siden, og dét var ikke kønt, kan jeg afsløre. Men det har bragt os tættere på det meningsfulde liv. For os.

    Når jeg skriver det her, så kan det lyde både lyserødt og meget nemt - det har det ikke været hele tiden.

    Vi har mange år bag os nu - med denne livsstil. Men jeg kan stadig huske dagen, hvor min mand sagde sit job op (samme sted, hvor han pt. arbejder som vikar, når han har lyst). Det var med masser af  sommerfugle i maven. Jeg var da også nervøs og usikker. Vi havde heller ikke særlig mange mennesker at spejle os i. Vi havde mange snakke om, hvad der var vigtigt, og vi var villige til at lave de justereringer i fx vores økonomi, så det kunne lade sig gøre. Blot for at skrive, at intet kommer nødvendigvis let, og det kræver noget af dig. Det kræver, at du ikke bare bliver i "hamsterhjulet" fordi alle andre gør det. Det kræver en opbremsning.

    Noget godt at gøre er, at spørge andre ind til deres livsrejse, hvis du inspireres af dem, og har lyst til at rykke på noget, som de allerede har rykket på. Det er altid en god idé at spørge: "Hvordan har I gjort det?", hvis du trænger til at blive konkret inspireret til at foretage forandringer i dit eget liv. Indimellem kan andre have præcis de guldkorn, som du har brug for til at komme videre med dine egne drømme. 

    Jeg tror på, at når vi inspirerer hinanden, rækker ud efter hjælp - så kommer vi længst. Jeg tror også på, at der er nok til alle. Der går ikke noget af mig, fordi du får det, som du gerne vil have det.

    Der er nok til alle. 

    Husk det...

    Hvorfor sidder du i Norge, Camilla?

    Allerførst, så er det blandt andet i kraft af ovenstående. Hvis ikke min mand havde puffet til mig, eller vi ikke levede i tråd med vores værdier, så havde jeg nok ikke turde tage afsted.

    Men når det så er skrevet, så handler det også om alt muligt andet. Og når jeg så har skrevet dét, så er vi alle forskellige, og har forskellige ønsker og drømmer. Derfor er det så vigtigt, at du mærker efter i din mave, når du læser min tekst her. Hvad rører sig indeni dig? Jeg synes altid, det er så spændende, når nogen gør noget andet - bryder med rammerne. Så jeg håber, at jeg kan inspirere dig til at handle på noget, som kalder. Det kan være stort som småt. 

    Jeg er født med eventyrlyst i maven.

    Det tror jeg, at jeg har fra min mor. Hun er en stor inspiration i forhold til at leve et meningsfuldt liv, og have så få fortrydelser som muligt med sig, når døden banker på. Det har klart påvirket mig igennem mit liv. 

    Som 15 årig drog jeg ud i verden, og bosatte mig et år i Panama - uden at jeg kunne sproget eller anede noget om noget. Her gik jeg i skole, og jeg boede hos en lokal familie. Jeg havde ikke, på daværende tidspunkt, nogen idé om hvad sådan et år ville komme til at betyde for mig.

    Det forandrede mit liv, sådan helt grundlæggende. Siden har jeg ikke kigget mig tilbage, og der har ikke været meget, som jeg ikke har kunnet håndtere. Det er en grundlæggende, og afgørende evne, som har bragt mange eventyr med sig igennem mit, nu 40-årige, liv. Og det her med, at der skal meget til at slå mig ud, betyder også, at jeg typisk finder en løsning, hvis der opstår udfordringer. Det er jo forskelligt fra menneske til menneske. Men jeg har fået den styrke med hjemmefra. 

    Noget andet som mine forældre har puttet i min bagage, er det blandt andet:

    "Lær at forsørg dig selv - vær aldrig afhængig af andre økonomisk. Vær aldrig næring med noget. Hverken din tid, dit væsen, dine ideer, dine drømme - og giv altid den første omgang kolde øller".

    Det er, for mig, meget værdifulde ting at have fået med i bagagen. Jeg har virkelig store ører, når det kommer til mine kæres udfordringer. Jeg stiller gerne op - dag og nat (det har også kostet noget - men mere om det en anden gang). Jeg har meget åbne arme, og hos mig/os kan man få lov at lande ret så blødt. Jeg har lært at forsørge mig selv, jeg har mange ideer og jeg har handlet på mange af dem - og jeg (eller min mand) giver næsten altid den første omgang kolde øller :) For, hvis der er noget, som jeg også har med hjemmefra, så er det, at det er værdifuldt at slippe tøjlerne indimellem, og ikke tænke så meget på dagen i morgen, hvis vi sidder i hyggeligt samvær med dejlige mennesker.

    Den ene kolde øl må gerne afløse den næste, indimellem, fordi det også ofte er lige præcis dér, de gode snakke kommer igang. Vi sænker paraderne og skuldrene lidt, når vi bare ér i det, vi er i - og ikke hele tiden bekymrer os om dagen i morgen. Og alting går jo, som du ved, alligevel.

    Så alt i alt: Hos os er der ret højt til loftet. Og når der er noget, som den ene måske gerne vil, eller drømmer om, så bliver det meget sjældent skudt ned. Det samme gælder for vores drenge.

    Det var mange ord.

    Men jeg tænker, at det er vigtigt for at forstå den større sammenhæng. Der er jo altid gode grunde til, at vi gør, som vi gør. Årsagen/bevæggrunden for vores handlinger er ofte grundlagt tidligt i livet. Vores forældre er jo vores tætteste rollemodeller. Så når vi bremses eller handler på drømme, så er der ofte brikker i denne proces, som er grundlagt meget tidligt i vores liv. Hvem snakker fx til dig, måske som en hvisken i dit øre, når du skal træffe en beslutning?

    For mange år siden var jeg til jobsamtale i Nordnorge, og fik jobbet.

    Dengang havde vi en drøm om, at vi alle fire skulle rykke teltpælene op, og prøve flytte til det høje nord, for en periode. Men i løbet af ret kort tid, så fik vi kolde fødder, og vi droppede det hele igen. Jeg blev i Aarhus med klinikken, og livet er siden gået slag i slag. Livet er gået godt. Jeg har fået stor succes med de ting, som jeg har rørt ved. Jeg har udlevet min drøm omkring at skabe en velfungerende klinik, lave en uddannelse, afholde retreats m.m. Det hele er lykkes. Jeg er meget, meget stolt af min ihærdige arbejdsindsats og af de projekter, som jeg igennem tiden har sat i søen. 

    Jeg skriver det jobtilbuddet fordi, du skal vide, at det er en drøm, som har levet længe. Det her med at prøve at bo og arbejde i et andet land end Danmark. Enten i en kort eller længere periode i løbet af mit/vores liv.

    Når noget bare ikke er i balance...

    Igennem det sidste år, måske halvandet år, har jeg mærket, at noget ikke var helt i vatter. Der har været "noget" undervejs, som jeg ikke helt har kunnet få greb om. Jeg har flere gange sagt til min mand: "Jeg tror snart, at der sker noget nyt - jeg ved bare ikke, hvad det er"... 

    Sådan er det ofte for mig. Jeg mærker ting, som jeg ikke har ord for. Det er bare sådan en fornemmelse indeni. Ofte kan jeg også iagttage mit energiniveau, humør og overskud - hvis det ikke er i balance, så ved jeg, at der skal justeres et sted. Men det er ikke altid, jeg ved, hvordan og hvorledes - og nogengange, så er der jo bare ting, som skal gøres, uanset hvordan jeg har det/ikke har det. Det kender du sikkert godt fra dit eget liv.

    Èn af de større ting, rent forretningsmæssigt, som jeg justerede på sidste år var, at jeg lukkede ned for min Mindfulness for Børn & Unge - Mentoruddannelse. Måske ville mange synes, at det var skørt, når nu jeg havde fyldt 5 hold, og det rent økonomisk virkelig var en god forretning.  Men jeg havde udlevet min drøm med præcis dét projekt. En ny uddannelse skulle til at forme sig. Jeg havde lært en masse nyt på den 2-årige lange efteruddannelse, som jeg selv gik på. Jeg havde lyst til at få flere faglige brikker i spil. Jeg søstatte faktisk også en ny uddannelse, som lå mit hjerte meget nært (og stadig gør), men bedst som jeg skulle til at lave al PR arbejdet, og jeg skulle til at få gang med en større markedsføringsmaskine, så blev alt stille.

    Èn af de mest livsforandrende ting skete for mig i 2019.

    Alt imens jeg kunne mærke, at noget nyt var på vej - uden at jeg kunne sætte ord på det, så skete livet. Min far døde d. 2. november 2019. Den kendsgerning sendte mig ud i afkroge af mit følelsesliv, som jeg aldrig havde besøgt før. Total ukendt land. Et både smukt, men også meget sorgfuldt landskab.

    Alt stoppede ligesom bare op, og jeg er fortsat i dyb proces med at få brikkerne til at samle sig på en anden måde. Det har påvirket mig, og mine følelser, i en grad, som jeg ikke havde kunnet forudse. Det er gået op for mig, at vi er overladt til os selv med døden og sorgen i Danmark. Vi har ikke et sprog, eller særlige stærke pejlemærker, når vi oplever et stort tab. Hverken som samfund eller kultur. Det skal vi selv skabe, og det er ikke let.

    Vi er heldigvis velsignet med gode, nærværende og lyttende mennesker i vores liv. Og vores familie er rykket tættere sammen i kraft af vores store tab. Jeg tænker ofte på dem, som ikke er det eller er alene med deres sorg. Og selvom jeg har gode mennesker i mit liv, så virker det som om at livet hurtigt skal/går videre. Jeg føler fortsat, at livet er gået lidt i stå. Forstået på den måde, at jeg i høj grad har brug for at dvæle og vende opmærksomheden indad.

    Der har selvfølgelig også været relationer, som har stukket hovedet ned i jorden. Nok fordi de ikke har vidst, hvad de skulle gøre eller sige. Men den største misforståelse er, at stilhed hjælper. Det kan jeg afsløre lige her. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige, så sig dét til et menneske i sorg: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men jeg lytter gerne til din historie - fortæl". Så kan det virkelig aldrig gå helt galt. 

    Det er, i min optik, en stor misforståelse, at det er nemmere at miste, når en højere alder (i mit tilfælde, så var min far 70 år) eller når sygdom spiller en rolle i forløbet (min far havde ikke haft det godt længe). Det gør ondt uanset hvad. Sorg kan ikke gradbøjes eller sammenlignes. Den er, som den er. Den er individuel, men skal forståes i et bredere perspektiv, i en større sammenhæng. For når en familie mister én af sine vigtige, og betydningsfulde, brikker så skal familien lægge sig til rette på en ny måde. Og det tager tid og kræver tålmodighed. 

    Døden betød, at vi kiggede på livet og de drømme, som lå og ulmede.

    Død og liv står som modpoler til hinanden. Konstant. Mange af os tror, at vi lever for evigt og, at vi liiiiige kan vente til i morgen med at gøre noget ved det, som vi gerne vil. Eller måske kender du sætningen: "Jeg skal bare lige have overstået det her, SÅ kan jeg begynde at gøre det, som reelt gør mig glad".... Måske kender du nogle arvarter af disse sætninger?

    I bund og grund, så handler det om, at når vi udsætter livet og tror, at vi har for evigt til at gøre noget af det, som vi drømmer om, så lyver vi for os selv. Vi snyder faktisk os selv for reel livskvalitet og ikke mindst livstrivsel.

    Livet er nu. Nu er nu. Det lyder SÅ floskel-agtigt: Men livet er ikke en generalprøve.

    I oktober 2019 startede det, som skulle ende med et stort skifte i mit arbejdsliv.

    Norge kom i spil. Kunne jeg tænke mig at komme herop, og starte den psykologfaglige del op i Meløy kommune? De har ikke haft en psykolog i 10 år. Hele deres børne - og ungdomsdel er forsømt, set de psykologiske briller, og tænger i dén grad til at blive defineret på ny. Et uhyre spændende projekt, som jeg virkelig tændte på lige med det samme. Jeg mærkede de blafrende sommerfugle i min mave.

    Jeg gik straks hjem og sagde til min mand: "Det skal vi jo ikke, vi har det jo så godt i vores liv. Vi bor et dejligt sted, drengene trives og jeg har en velfungerende klinik - så det skal vi ikke, vel...?" 

    Hvortil min mand svarede: "Nej, det skal vi ikke. Men måske skal du alene afsted? Det lyder jo helt fantastisk...."

     

    To be continued....

     

    Ps. Det nåede nu at blive søndag. Dette blogindlæg, som du lige har læst, er ét af de længste, jeg har skrevet. Jeg har gennemlæst det mange gange, da det er et meget vigtigt et af sin slags. Jeg har så mange ting på hjertet i forhold til at træffe store beslutninger. Det er nemlig ikke noget, jeg bare lige sådan gør. Det kan hurtigt se sådan ud på den anden side af skærmen. 

    Jeg vil gå ud i det norske fjeld. Få sol på næsen, med en podcast i ørerne. Og så lade dette indlæg leve sit liv på det kære internet.

    Jeg vil SÅ gerne høre fra dig, hvis du har noget at spørge mig om i forhold til det, jeg har skrevet. Der kommer mere - don´t worry. Du skal nok få fortsættelsen - der er meget mere at dele. Men for nu sætter jeg lige et punktum, da indlægget VIRKELIG er blevet meget, meget længere end jeg regnede med. Der var lige flere vinkler, som jeg havde brug for at skrive mig lidt ind i.

     

    Har du læst med? Hvad synes du om det, du har læst? Kan du spejle dig i noget af det?

     

    Skriv meget gerne en kommentar. Det er så fedt, når der er "hul" igennem til jer derude og jeg ved, at I læser med.

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Eftertanker efter et skønt retreat...

    tirsdag 14. april 2020
    Retreat på fyn, 2021

    Eftertanker fra en tid, som var helt magisk. 

    Jeg sidder her d. 14/4 2020, og tænker på retreatet, som jeg afholdte på Fyn for nylig. Datoen for næste år er på plads, og du kan se lidt mere her nedenfor. Hvis du også vil med på onlineforløbet, så skriv endelig. Du kan stadig nå det.

    Sådan her skrev jeg.... :

    Sidder lige her og lander... Ovenpå de skønne dage, som ligger bag mig.

    Jeg kom hjem lidt tidligt fra klinikken i dag, fordi vores ældste søn er blevet så frygteligt syg, så nu sidder jeg med en god frokost foran mig, og så vil jeg nedfælde nogle tanker, som har ramt mig i forbindelse med det retreat, som jeg lige har afholdt. 

    Allerførst, så kan jeg trække vejret heeeeelt ned i lungerne. For første gang i meget lang tid. Jeg er i en sorgproces, og jeg har observeret omkring mig selv, at jeg ofte mister kontakten til mit åndedræt. Det er uvant for mig. Selvom jeg har min daglige meditationspraksis, så har jeg været udfordret på mit åndedræt, siden november. Sådan er det bare, men ikke desto mindre er det dejligt at mærke, at jeg kan trække vejret frit igen. Det er resultatet af 3 dages intensiv egenomsorg. Selvom det er mig, som leder disse retreats, og jeg er træt bagefter, så kan det ikke undgåes, at jeg også kommer i proces. Andet ville næsten være mærkeligt - måske endda uladesiggørligt.

    Hvad er det, der sker på mine retreats?

    Jeg har efterhånden mange retreats i baglommen. De er alle forskellige, fordi deltagerne er forskellige. Men omdrejningspunktet for dette retreat, som jeg lige af afholdt, var: Mindfulness, værdier i livet og dét at få retreatet til at leve i hverdagen. 

    Dagene var præget af:

     

    • Oplæg fra mig om Mindfulness, værdier og andre psykologiske temaer.
    • Fordybelse
    • Mindfulnessøvelser
    • Delinger (helt frivilligt, man kan også være med uden at sige noget overhovedet)
    • Hvile
    • Stilletid
    • Restitution
    • Samtaler
    • Fantastisk lækker, økologisk mad.

     

    Jeg delte også bidder fra mit eget liv. Jeg knokler også rundt i livet, og jeg kan også blive forvirret og tabe orienteringen. Det kan vi alle. Når jeg deler får andre også lyst til det, så det bliver meget intenst, sårbart, modigt og ikke mindst personligt udviklende. 

     

    Der er SÅ meget omsorg tilstede i det rum, som vi skaber sammen. Det er så berigende og vidunderligt at være vidne til.

     

    Uden at bryde min tavshedspligt, så kan jeg afsløre at deltagerne oplevede: 

    Mere fred med dem selv. De oplevede, at "noget faldt på plads". De oplevede, at Mindfulness ikke er hokus pokus, men en måde at være i verden på, sådan helt lavpraktisk og nede på jorden. De blev udfordret af stilheden, men fandt også ro i den. De oplevede, at deres livsvej blev klarere og klarere for dem. De oplevede, hvilke værdier, der er vigtige for dem. De oplevede, hvad det vil sige at prioritere sig selv. De oplevede at være en del af et omsorgsfuldt fællesskab.

     

    Det var blot nogle af de ting, som deltagerne delte med mig. 

     

    Jeg er så evigt taknemmelig for, at jeg kan lykkes med at fylde holdene igen og igen.

    Det er ikke noget, jeg tager for givet. Så tusind tak til dig, som var med til at berige mine dage og mit liv, i en lille flække på Fyn.

     

    Retreatet til næste år er allerede arrangeret.

    Du kan læse om det her:

     

    Mindfulnessretreat 2021. Der er 12 pladser ledige - haps din plads nu!

     

    Indtil da, så vil jeg lige slå et slag for mit nye onlineforløb. Det handler om at træffe beslutninger, værdier og komme dét sted hen i livet, som du ønsker at være. Det er en nem og billig måde at udvikle dig på og ikke mindst blive inspireret til at gribe livet an på en ny måde, hvis det er det, du ønsker dig. Læs om det hele her nedenfor. Vi går igang til 1. april (selvom vi nu skriver d. 14/4, så kan du fortsat være med - bare skriv til mig) Feedbacken er allerede mega god. Så jeg håber på at jeg må inspirere dig.

    Sådan træffer du beslutninger.

     

    Jeg vil nu ønske dig en god tirsdag - herefter en underlig påske.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det her sucks!

    mandag 6. april 2020
    afmagt

    Virkelig...

    Jeg er god til at holde humøret højt. Jeg har typisk glasset halvt fyldt, og jeg ser muligheder fremfor begrænsninger. Men... Luften er ved at gå lidt ud af ballonen, kan jeg mærke. Lige i dag ihvertfald...

    Når jeg surfer på Instagram og Facebook, så ser jeg næsten udelukkende: Hjemmetræning, surdej, kreative mennesker, som laver påskepynt og som kommer med "look on the bright side" citater. Og her sidder jeg i det samme tøj, som jeg også havde på i går, i forgårs og hov... Også for 3 dage siden. Det er ligesom om, at dagene flyder ud for mig... Om det er fredag eller mandag er lidt ligegyldigt.

    I starten var jeg med. Jeg kom igang med at bage cookies, og masser af langtidshævede boller. Jeg gik mange dejlige, nærende ture og overgav mig til nuet og til det nuværende øjeblik. Jeg syntes, det var helt OK at få mere tid med familien, og i det hele taget tænkte jeg bare: "Jamen, der er ikke noget at gøre, så jeg kan lige så godt nyde det"... 

    MEN, nu...

    Kan jeg mærke, at det bliver svært at blive ved med at mønstre den taknemmelighed, og det overskud, som det faktisk kræver at være lukket ned på denne måde. Fordi, der er faktisk meget, jeg er bekymret for, træt af og har ondt i maven over. Jeg er også sur indimellem, og har kort lunte.

    Der er SÅ meget jeg savner, og der er så mange gode planer, som vi har lagt i skuffen. Jeg er ked af, at min store efterskoledreng render rundt herhjemme, når hans fedeste år faktisk skulle leves på Hald Ege efterskole. Jeg er træt af, at jeg ikke er i Nordnorge lige nu. Jeg er ked af, at min yngste ikke skal lave musical i Musikhuset i Aarhus til maj. Jeg bliver træt helt ind i knoglerne, hvis vi ikke kommer på vores planlagte sommerferie. I det hele taget taget skulle år 2020 være et bedre år end 2019.

    2020 skulle være et år fyldt med fede oplevelser for os alle.

    År 2020 skulle også være et år hvor vi alle, i min familie, skulle finde en måde at være med vores sorg på, set i lyset af, at vi mistede min dejlige far i november. Lige nu skal vi være med det hele selv, alene. Vi kommer ikke til at give en påskekrammer. Det gør ondt i hjertet. Vi gør, hvad vi kan. Ringer, skriver m.m., men det føles ikke længere som nok. Slet ikke. Lysten til en kæmpe krammer er stor.

    Ja, ja - det er luksusproblemer, vil nogen måske sige, men det gør dem ikke mindre for mig. Det er det, som fylder her i min hverdag. 

     

    Vi behøver ikke elske denne lockdown, hele tiden.

    Når folk siger: "Der er ikke andet at gøre end at være i det, og gøre mere af det, som vi ikke kan i hverdagen", så er jeg jo SÅ meget enig. Og det har jeg også gjort, her i de første 3 uger. Men nu trækker det tænder ud, synes jeg. Den følelsesmæssige konto er ved at være brugt op. Jeg får helt ondt i maven, når jeg ser ud i tiden - hvad ender det hele mon med, og hvornår?

    Og så er der hele den økonomiske situation. Den bliver jeg helt træt af at tænke på, så den skubber jeg lidt endnu. Bare tanken om hjælpepakker og ansøgninger giver mig voldsom søvn i øjnene. 

    Det er faktisk OK, at du ikke er glad og overskudsagtig.

    Det vil jeg altså bare lige sige. Jeg er med på, at vi alle får mere af det, som vi måske savner i vores helt almindelige hverdag lige nu. Men det er også SÅ meget OK, at have dage, hvor du er ked af det, vred, frustreret og ikke aner dit levende råd. Det er bestemt ikke alle, som er polstret til denne situation, hvor meget er vendt på hovedet. Det er OK, hvis det skaber stress og angst. Jeg føler med dig, og du skal vide, at du ikke er alene. Jeg har skrevet et indlæg omkring, hvad du kan gøre, når fællesskabet udfordres:

    Alene i fællesskabet.

     

    Måske du kan finde noget lindring i det?

    Jeg arbejder med alle punkterne, hver dag. Og lige i dag er punkt 4 altså det, som jeg mærker. Derfor læser du dette indlæg. Jeg havde brug for at komme ud med nogle frustrationer. Jeg håber, at det er tanker, som du kan bruge til noget.

    Jeg ved, at vi alle kæmper med hvert vores tema/temaer i disse tider. Der er ikke noget, der er mere rigtigt eller forkert. Du må så meget gerne være med de følelser, som du har. Også selvom det er langt fra langtidshævede boller og kreativt påskepynt.

    I dag er jeg frustreret, ked af det og har ondt i maven over fremtidsudsigterne. Jeg prøver at omfavne det, og være OK med det. For vi er ikke kun noget, vi er også noget andet. Vi har alt i os. Både det fede og det mindre fede.

     

    Det var egentlig bare lige det, jeg ville i dag. 

    Skriv endelig en kommentar, hvis det vækker noget i dig. Jeg håber sådan, at vi kan støtte og bakke hinanden op, uanset dagsform. 

     

    De allerkærligste hilsner

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når kreativiteten dør, og blomstrende ideer visner...

    mandag 30. marts 2020
    angst hos børn

    Jeg møder mange unge mennesker, som har geniale ideer og masser af gode intentioner. De har et drive, og et overskud, som mange andre misunder dem. De vil noget med livet. De vil fremad. De vil ud og slå sig lidt på livet, og få de erfaringer, som kan dirigere dem i den rette eller måske de rette retninger.

    Set herfra, så ser det ret godt ud med den danske ungdom. De drikker ikke hjernen ud, hver weekend, og de er ikke dovne mennesker, som ikke er til at drive til noget. 

    Så møder de et system.

    Et system, som blandt andet er presset af at skulle have så mange som muligt igennem en ungdomsuddannelse. De møder et system, hvor underviserne ikke har den fornødne tid til at gå i dybden med bunken af opgaver eller som har roen til at se de unge mennesker for dem, de er, eller tid til at bakke dem op i deres ideer, som måske falder lidt udenfor det almindelige.

    Det er også et system, som ikke opfordrer til iværksætteri eller nytænkning. Vi skal helst allesammen gøre det samme, på den samme måde, for at passe ind i kassen. Det giver næsten sig selv, at der er nogen, som bliver så klemt i dette, at de næsten ikke kan trække vejret.

    Det er sådan i dag, at næsten alle unge mennesker skal i gymnasiet, og videre på universitet. Det er noget ”man” skal. Spørger du den helt almindelige teenager, så vil han/hun sige, at de enten skal på gymnasiet eller handelsgymnasiet. Kan det virkelig være rigtigt, at vi kun har 2 typer mennesker? Det er efterhånden ikke ofte, at der er nogen, som skal noget andet. Jeg hører ikke så tit om det, ihvertfald. 

    Jeg kender flere undervisere, både i folkeskolen og på de videregående uddannelser, som ikke har den fornødne tid til at undervise i den kvalitet, som de ønsker sig. Det hele skal gå så hurtigt, og det er brandærgerligt. Jeg har ikke løsningen på dette problem, men jeg tænker, at det er vigtigt at vi forældre kommer mere på banen. Nedenfor har jeg nogle konkrete bud på hvordan.

    Hvad gjorde vi før?

    Vi skal ikke mange år tilbage i historien for at opdage, at sådan har det bestemt ikke altid været. Før i tiden var der flere, som gik til hånde eller var udfoldede deres kreative sider. En kreativitet, som der var plads til. Fordi, den betød noget, og den gjorde en forskel, både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

    Jeg selv gik på dagshøjskole, hvor vi tegnede, malede og arbejdede med fotografi. Jeg mødte en masse forskellige typer af mennesker, som jeg ikke anede eksisterede. Det var et mega sjovt halvt år. Det var der plads til. Fordi, jeg skulle skrabe en masse points sammen til at komme ind på psykologi, på kvote 2. En kvote 2, som nærmest ikke er til at få øje på i dag.

    Jeg skulle ud og have en masse livserfaring, ellers kunne jeg simpelthen ikke komme ind på drømmestudiet. Faktisk havde jeg, i sin tid, en studievejleder som sagde, at jeg aldrig kunne blive psykolog med mit gennemsnit. Så drømmen blev dengang lagt på hylden, og jeg gik i gang med at læse på Handelshøjskolen i Aarhus. Det var den største fejl i verden. Jeg følte mig utilpas, og jeg var meget lidt glad. Så jeg droppede ud, uden plan, efter det første år. Derefter havde jeg 4 år, hvor jeg prøvede en masse forskelligt. Blandt andet den føromtalte daghøjskole.

    Hvis nu, jeg havde lyttet til min studievejleder, så havde jeg højst sandsynligt stået med en kandidat i spansk og kommunikation i dag. Og været ulykkelig. Jeg havde nok højst sandsynligt også oplevet en stor utilstrækkelighed fordi, at jeg ikke ville have fået mit talent i spil. 

    Lige netop denne problematik ser jeg ofte. De unge mennesker får ikke stoppet op, eller spurgt dem selv: "Passer det her til mig?", fordi hvad skal de gøre, hvis svaret er nej? Er der noget sted, hvor de kan gå hen med det? Nej, fordi systemet er så ufleksibelt, at de ikke kan gøre noget uden, at det har store konsekvenser for deres økonomi eller deres muligheder for at færdiggøre noget, fordi vi har fået en fremdriftsreform. 

    Jeg ser mange unge, som oplever denne utilstrækkelighed.

    De har ingen indre retning. De gør det, som forventes af dem. Uden at stille spørgsmålstegn ved noget. Stille og roligt slukkes kreativiteten, gejst og energi. For at passe ned i en kasse. Sammen med alle de andre. 

    Det er grundlæggende forkert.

    Vi får en masse ulykkelige mennesker ud af det.

    Vi bliver nødt til at starte et helt andet sted. Vi skal ned og støtte vores børn i, at de er OK – bare fordi, at de er her på denne jord. Vi skal ind og støtte dem i, at deres beslutninger er OK. Det er fint, at prøve lidt forskelligt, og så deraf finde ud af, hvad de gerne vil.

    Hvad så med systemet?

    Jamen, et system virker jo kun, så længe vi fodrer det. Når vi ikke gør oprør mod det eksisterende, så sker der heller ikke noget andet, end det nuværende.  Sådan er det for i øvrigt med alting: Når vi gør som vi plejer, så får vi det samme, som vi plejer.

    Hvad vil jeg så have, at vi skal gøre?

     

     Jeg vil gerne komme med 5 budskaber til alle forældre derude:

    • Værn om kreativiteten og nysgerrigheden. Lad være med at dræbe ideer og skøre tanker. Lad være med at presse på for at børnene skal gå en bestemt vej. Alle mennesker er født med en motor til at ville noget. Vi er ikke født dovne eller ugidelige. Men det kan være, at der skal lidt mere tid til. Tid til at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil. (Man = børnene).

     

    • Spørg nysgerrigt ind til deres liv. Få øje på deres interesser, og dyrk det sammen med dem. Vores ældste søns drøm er stadig at blive professionel fodboldspiller. Han er snart 16 år. Den drøm skal jeg da være den sidste til at tage fra ham. Han har også et talent for fodbold, og han kan muligvis drive det til noget. Men det skal komme indefra ham. Ikke fra mig eller os.

     

    • Dyrk fællesskabet sammen med dem. Opfordre dem til at være noget for andre, og være tilstede for andre mennesker. Igennem andre bliver vi spejlet på vores talenter, og det kunne være at der var nogen, som sagde noget meningsfuldt og værdifuldt til dit barn. Noget, som de får øje på og som du ikke ser.

     

    • Tålmodighed. Bare fordi man er 17 år gammel, så er det ikke givet, at ”man har regnet den ud”. Overhovedet ikke faktisk. Måske er forvirringen endnu mere komplet, end den før har været. Det er OK. Sæt dig ned sammen med din 17-årige og tal om det. Bring dig selv i spil, hvis du selv har oplevet noget af det samme.

     

    • Giv dem en krammer, når de har dummet sig. En klog dame sagde engang til mig: ”Vil du have ret eller vil du have fortrolighed?”. Den sidder fast.

     

    Det er nogle af mine bud på, hvad vi kan gøre for at styrke vores børn. Indefra. Det er altid derfra, at forandringerne skal ske.

    Nyd din mandag. 

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Ps. Mange læste med her: De unge vælter rundt i stress. Det skabte en masse tanker og tilbagemeldinger - måske kan du også bruge mine ord til noget?

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det nye normalt...

    fredag 27. marts 2020
    Corona (1)

    Sikke hurtigt skal omstille os til en ny virkelighed.

    Alt er vendt på hovedet, og alt er andeledes. 

    Vi må ikke se de mennesker, som vi holder så meget af. Vi må ikke give en krammer. Vi må i det hele taget ikke så meget. Det, vi må, kan alligevel for mange være for uoverskueligt og svært. Flere står tæt i Føtex, og i skoven går mange mennesker fortsat sammen i flok. 

    Det strider imod vores instinkter, at vi ikke må færdes sammen mange mennesker. Vi er så vant til det. Det er det, vi kender. Når nye vaner skal implementeres, så kan det godt tage lidt tid. Det er OK. Jeg er ikke ude på at skælde ud. Blot en venlig reminder om, at vi gør dette for hinanden. Synes du, at det er rigtig svært at være mere alene, så læs med her nedenfor, hvor jeg kommer med nogle tips til dig:

    Alene i fællesskabet.

    Jeg vil gerne bruge min stemme til netop dette, hvis den kan høres i flokken af mennesker, som råber.

    Hold op, hvor er der mange, som mener noget om denne situation. Hvor er der mange nyheder at læse. Jeg har været nødt til at begrænse mig. Lukker op for nyhedsstrømmen to gange om dagen. Morgen og aften. Her får jeg så lige et overblik, og det er det. 

    Hvad går mine dage med?

    Ja, det spørger jeg også mig selv om. Jeg har svært ved at hitte rundt i om det er mandag eller onsdag. Min døgnrytme er forstyrret, og jeg spiser meget mere end jeg plejer. De berømte Coronakilo finder nok også vej til mig. 

    Derudover, så skriver jeg mere end jeg plejer. Læser mere end jeg plejer. Går mange flere ture end jeg plejer. Er mere bekymret end jeg plejer. Tja... I det hele taget er der mere af alt det, der plejer. Det eneste, som der ikke er så meget af, som der er plejer er: Arbejde. Og netop det faktum er faktisk en udfordring for mig. Jeg er vant til at have en masse at rive i, og det kan jeg godt lide. Men denne uge har været OK. Jeg har haft 2 dage med klienter, online, og så bruger jeg tid på at blive klogere på psykologien i det at træffe beslutninger. Lige præcis det tema er omdrejningspunktet for mit næste onlineforløb. Vi starter på onsdag, og jeg storglæder mig. Vil du ikke med? Tjek det ud her:

    Sådan træffer du beslutninger.

     

    Hvordan har du det? Hvad fylder for dig? 

    Måske er der kommet nye temaer til, som du gerne vil have, at jeg skriver noget om? Jeg har weekenden foran mig, og jeg vil gerne angribe et emne. Temaet med ægteskab og Coronavirus har en af mine kollegaer, Heidi, behandlet så fint. Derfor linker jeg lige til hendes blogindlæg her:

    10 tips til karantæne og parforhold.

     

    Det var et lille "HEJ" fra mig. Jeg håber, at du får en dejlig fredag. Her skal jeg vist ud og nyde solen og bare være tilstede med min dejlige familie.

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Mange får lige netop nu, det de higer efter...

    søndag 22. marts 2020
    stress (1)

    Mange er hjemme.

    Børnene er hjemme.

    Der er tid.

    Der er en ny ro omkring os.

    Der er faktisk ikke så meget, som vi skal nå....

     

    Mange af os hjemme, enten alene eller sammen med vores familie, stort set hele tiden.

    Det er en alletiders chance for at se på, hvad du er taknemmelig for. Måske både indenfor din egen lille familie, men også hvad du sætter pris på i den hverdag, som vi alle har måttet kysse farvel for en uge siden.

    Hvis du læste med på mit forrige indlæg: Alene i fællesskabet, så vil du vide, at jeg bestemt var udfordret de første dage, da verden blev helt anderledes. Jeg blev både urolig, irriteret, vred og ked af det. Som dagene nu er gået, så har der indfundet sig mere og mere ro. Lige i går blev jeg trist igen, og måtte ud i skoven og gå en lang tur. Sådanne timer er der naturligvis også i mit liv. Men mest af alt lige nu, så har jeg affundet mig med situationen, og jeg prøver at få det bedste ud af dagene. Jeg skulle slet ikke have været i Danmark lige nu, så jeg nyder også tiden med min mand og drengene. 

    I går, i skoven, mødte jeg Linda. Linda har været med på min uddannelse. Linda er pædagog. Vi kom til at tale om det med, at vi forældre måske kan komme til sætte mere pris på skolen/SFO´en, nu hvor der er lukket. Det fik mig til at tænke over at alt det, som vi kan gå og småbrokke os lidt over i hverdagen, måske alligevel ikke er så ringe endda? Måske kunne netop nu være en tid, hvor vi alle minder os selv om, at vi faktisk lever i et godt og trygt samfund - hvor de fleste gør det bedste, de kan. Der er altid noget, som kunne optimeres (det er for for iøvrigt alle steder), men på bundlinjen, så lever vi faktisk i et rart samfund, hvor vi trygt kan sove om natten. 

    Jeg læste at flere, som er sygemeldt med stress, oplever en signifikant nedgang i deres symptomer i øjeblikket.

    Der er ikke noget, som de skal. Der er en ro omkring dem, som de ikke har oplevet før. Alle dem, som er omkring dem som er sygemeldt, har også fået mindre travlt. Jeg tænker, at det måske er godt nok, at vi har tabt pusten lidt, og at vi tvinges til at kigge lidt indad. Ind i vores kerne, ind i vores værdier, drømme og længsler. Kravene er sænket, og omsorgen for hinanden er blomstret. Det er tankevækkende.

    Tænk på, hvad denne tid tvinger os til, og hvad vi faktisk kan tage med os ud på den anden side, når det bliver helt almindelig hverdag igen. Hvad er det, vi har så travlt med? Og er det vigtigt, det vi har så travlt med? Næstekærligheden er i øjeblikket meget tydelig i vores samfund. Vi udviser samfundssind, og passer på hinanden. Dyder, som jeg tænker at godt at huske, på den anden side. 

    Jeg ved det ikke, men måske trængte vi alle til et kollektivt "wake-up call"?

    Hvad løber vi efter, hvad er det, vi skal nå? Hvor er vi på vej hen, og er der mening og kvalitet på den vej, vi løber ud af i den almindelige hverdag? Flere af de deltagere, som var med på mit seneste Retreat, har skrevet til mig. De er så taknemmelige for det, de lærte af mig. Det passer bare så godt sammen med det, som sker lige nu. Evnerne til blandt andet at være nærværende, og til at finde roen, har aldrig været mere aktuelle. Mange af dem oplever, at det arbejde vi lavede omkring værdier, virkelig kommer til sin ret, lige nu. Sådan virkelig til sin ret. Der er ingen vej udenom i disse dage. Det er virkelig et godt tidspunkt at kigge indad. Lever du i tråd med dine værdier? Kunne du tænke dig at jeg lavede et lille mini-forløb omkring værdier? Det går jeg og summer lidt på nemlig, så hvis ja - SÅ skriv endelig "JA til værdier" i kommentarfeltet.

    Gad vide, hvad du sætter pris på lige nu?

    Nå, men for at vende tilbage til overskriften: Hvad får du lige nu, som du faktisk har higet efter - måske endda længe? Hvis det fx er mere tid med børnene, så prøv at se på, hvordan du bruger tiden. Taler du med dem? Spiller du et spil med dem? Er du optaget af, hvad de er optaget af? Altsammen noget, som der lige nu er stor mulighed for. Det er en gave.

    Måske er du alene? Så kunne det være, at du lige nu er glad for, at du kan læse din bog færdig. Fordybe dit i et emne, som du har været interesseret i længe? Måske kan du begynde på at lave risotto fra bunden? Lige nu kunne det være en alletiders mulighed at få en meditationspraksis. Husk, at du hos mig kan købe meditationer, til en billig penge: Camillas webshop. Det synes jeg, selvsagt, at alle skulle blive optaget af. Det hjælper virkelig i denne tid.

    Min liste:

    • Jeg sætter pris på, at vi kan sove lidt længere end vi plejer.
    • Jeg sætter pris på, at mine klienter har været omstillingsparate, og er gået med over til online så hurtigt.
    • Jeg sætter pris på, at jeg er i Danmark.
    • Jeg sætter pris på, at jeg lever i et samfund, hvor vi i dén grad bliver passet på.
    • Jeg sætter pris på, at vores drenge er så cool. De har virkelig taget alt dette med en passende portion ro og alvor. 
    • Jeg sætter pris på, at vi rykker sammen som familie. Jeg oplever, at vi passer på hinanden. Både os fire, men også at vi er opmærksomme på min øvrige familie. 
    • Jeg sætter pris på, at solen skinner.
    • Jeg sætter pris på, at jeg bor så tæt på skoven, som virkelig får mange besøg i denne tid.
    • Jeg sætter pris på, at jeg idag skal bage de der lækre gulerodsbrud fra Meyers bagebog.

     

    Som du kan læse, så er det små og store ting, der fylder for mig lige nu. Jeg tror på, at det er vigtigt at tage det hele med i puljen, i denne tid. Huske os selv på, at vi faktisk har meget godt i Danmark. Måske kunne det netop også være i denne tid, at du rækker ud efter din familie og venner, hvis du har brug for en snak eller en hjælpende hånd. Hjælpsomheden er stor i Danmark lige nu. Husk det!

     

    Nå, det var lidt søndagstanker herfra Aarhus Ø. Hvad er du optaget af i dag?

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når stressen sætter ind, sætter empatien ud.

    fredag 20. marts 2020
    ensomhed

    Mærker du stress i denne tid og at din lunte er kort? Så har jeg et par ord til dig:

    Når stress er en realitet, så betyder det blandt andet, at de kognitive evner sættes ud af kraft. De kognitive evner er de evner, vi skal bruge, når vi bl.a. skal bruge: Logikken, forudsigeligheden, matematikken og strukturen. Mange oplever, at de glemmer ting eller ikke kan koncentrere sig om en tekst eller en samtale, når de er stressramt. 

    Men... Noget af det, som overrasker mange mennesker er, at den empatiske evne også sætter ud. Mange oplever, at deres lunte er utrolig kort eller at de skælder mere ud, end de plejer. Faktisk kan nogle mennesker opleve, at kærligheden til deres partner også sættes under pres. 

    Det er helt normalt... 

    Mange siger til mig: "Ej, Camilla - gid jeg havde vidst det noget før. Jeg troede, at jeg var ved at gå i opløsning, og jeg har haft lyst til at blive skilt"

    Dét du, primært, skal vide omkring stress og empati er, at vi ikke har brug for empatien for at overleve en stresstilstand. Stress er en overlevelsestilstand, og derfor lukker mange af vores følelser ned sammen med vores kognitive evner. Dét, som kroppen gør, når det handler om stress, er at kroppen bare skal overleve/komme sig igen. Derfor har den ikke overskud/tid til at føle sig alt for meget ind i andre mennesker. 

    Det er den ultrakorte version... 

    Så... Hvis du er ramt af stress og oplever forandring i dit følelsesliv og bliver bange, så vær helt rolig... Du er i en såkaldt "helt almindelig stresstilstand", og dét din krop har gang i er bare at passe på sig selv.

    Vid at, hvis du får hjælp til at komme igennem en stresstilstand, så varer den typisk meget kortere tid end hvis du tænker, at du selv kan klare det. Mange tænker, at det går over af sig selv, hvilket det også kan. Men det er vigtigt med de rette guidelines, og den helt rette støtte i processen. Så vent ikke i 100 år med at få hjælp.

    Hav dig selv en dejlig fredag.

    Kærligst,

    Camilla.

     

    Vil du med på retreat i 2021? Mit populære retreat kan nu købes og jeg véd bare, at det bliver en fantastisk rejse. Tjek det ud her:

    Mindfulness Retreat d. 7.-9. marts 2021.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når fællesskabet udfordres, hvad kan du så gøre?

    torsdag 19. marts 2020
    stamme

    Jeg vil lave en lille kavalkade af blogindlæg, som handler om de temaer, som I har skrevet til mig omkring. 

    For et par dage siden skrev jeg på Facebook og Instragram for at spørge, hvad I gerne ville læse om i disse Corona tider. Marianne skrev, at hun gerne ville læse noget om dét at være alene og om, hvordan man kan finde roen og trygheden i det. 

    Det synes jeg er et brandgodt tema.

    Og relevant. For mange os. I denne tid, hvor mange af os er afskåret fra at have fysisk kontakt med dem vi elsker, og holder af. Mange er jo pludelig også væk fra kollegaflokke, som måske har stor betydning i den hverdag, som plejer at være helt normal. Lige nu er der intet, som er normalt. Intet er som det plejer. Kunsten lige nu er at bevare roen i det unormale, også selvom det kalder på en masse uro, utryghed, og der mangler den daglige struktur og orden. Der er ikke andet at gøre. Alle arbejder på højtryk for at mildne de slag vores samfund og økonomi står overfor. Så det bedste du kan gøre lige nu er at acceptere situationen og rette ind. Sammen står vi stærkere. Men hver for sig. 

    At være alene vs. fællesskabet.

    Det er interessant med de to temaer.

    Vi fødes alene, og vi dør alene.

    Lige præcis de to afgørende rejser er der ingen, der kan tage sammen med os. Det er det eksistentielle grundvilkår, som vi lever med. Dér er vi alene.

    Men i vores levet liv, lever mange af os i stærke fællesskaber. I den spæde start er vi dybt afhængige af fællesskabet med vores mor, da hun får stor betydning for, at vi kan holde os selv i live. Dernæst blomstrer fællesskaber hen af vejen i vores liv. Både med familie, venner, i skolelivet, ungdomslivet og senere i et kollegialt på arbejdspladsen. I det hele taget betyder fællesskaber meget for os, som mennesker. Vi blomstrer i fællesskaber, vi lærer i fællesskaber, vi slår os på fællesskaber, vi skal gå på kompromisser i fællesskabets tegn osv. Der er SÅ utrolig mange ting, vi foretager os i fællesskaber. Fællesskabet er udviklende for os alle. Fællesskabet er en god ting for os som mennesker.

    Vi er individer i fællesskabet.

    Vi er alene, som mennesker. Vi er alene med vores inderste tanker og følelser. Du har garanteret prøvet det med, at det er svært at sætte præcis dé ord på som beskriver, hvordan du har det indeni. Det er ikke altid nemt at beskrive en indre tilstand, og indimellem så rammer det helt ved siden af. Måske har du prøvet af gå fra en venindeaftale og følt dig misforstået? Eller med en følelse af, at du ikke rigtig kunne forklare, hvad du mente. Det handler om flere ting. Blandt andet at det ikke altid kan lade sig gøre at sætte de rette ord på, fordi kun DU ved, hvordan DU har det. Vi kan have svært ved at komme overens med lige præcis det faktum, fordi vi vil så gerne have at andre forstår, hvad vi mener, tænker og siger. Men det er sådan, det er, nemlig at: Kun du ved, hvordan du har det. Kun du ved, hvad dine tanker vil dig. Kun du ved, hvordan der er i din krop - hvordan det hele mærkes. Og det er det, jeg gerne vil fortælle dig: Det er helt OK. Det er sådan, det er. Lad være med at tro, at det kan være anderledes, for det kan det ikke. Du er dig, de andre er sig.

    Vi er ikke så trænet i at være alene.

    Alene med egne tanker, vores eget selskab, egne følelser. Vi er ikke trænet i, at det er værdifuldt at være alene. Prøv at tænk på, hvor meget du er blevet opfordret til at være alene igennem dit liv? Er det meget eller lidt? 

    Det er berigende at kende dig selv indefra og ud - ikke udefra og ind. Når nu jeg skriver, at kun DU ved, hvordan du selv har det, så kan det jo være meget godt at vide, hvordan det egentlig så står til indeni dig - uden at du lader dig definere af andres meninger og holdinger til, hvad du skal/ikke skal, mene/ikke mene eller gøre/ikke gøre. Derfor er denne tid på den måde kærkommen. En tid til eftertænksomhed, refleksion og indre arbejde. 

    At være alene kræver en masse af dig.

    Både fordi, at du ikke er trænet i det, men også fordi, at du måske ikke ved, hvordan du skal forholde dig til alt det, som dukker på. Læs mine ord: RO PÅ. Alt, hvad du ikke er trænet i, skal starte et sted. Alt starter med ét skridt. Det ene ben foran det andet. Den ene tanke efter den anden. Den ene følelse efter den anden. Når du er alene, så kan du ikke løbe fra noget. Du kan ikke dulme dine følelser eller tanker i kraft af andre mennesker. Du bliver nødt til at tage dig af det hele. Selv. Alene. Det kan være skræmmende. MEN det er også en mulighed for at udvikle dig. Udvikle et forhold til dit indre. Dine følelser og dine tanker. Dine længsler og drømme. Måske er denne karantæne en lomme af tid, som du har sukket efter længe? Måske trænger dit hoved og krop til en omgang forårrengøring?

    Mærker du uro, tristhed, tvivl, vrede og utryghed?

    Prøv at træk vejret! Vid, at du har alle følelser i dig. Altid. Du er måske bare ikke så trænet i at mærke modpolerne til alt det postive, glade og festlige? Det er lige nu alletiders chance, for dig, til at lære ALLE dine følelser at kende. Så når du fx. mærker vrede eller tristhed, så prøv at spørg dig selv, hvorfor netop disse følelser melder sin ankomst lige nu. Er der måske noget, som du har gået og undertrykt igennem længere tid? 

    Mærker du tvivl? Så skal du vide, at tvivl er et eksistentielt grundvilkår for os allesammen. Tvivlen går ved siden af os alle hele tiden. Tvivlen er en kæmpe hjælp for os alle, når vi snakker lidt med den. Så når tvivlen melder sin ankomst, så forhold dig til den. Hvad vil tvivlen dig lige nu? Har tvivlen et budskab? Jeg har faktisk skrevet lidt mere om tvivl her, og det har mange gavnet af at læse. Tjek det ud her: Når du er i tvivl, er du ikke i tvivl.

    Helt konkret, hvad mener du, Camilla?

     

    Allerførst, så er min ærinde at minde dig om, at det er OK, hvis du lige nu synes, at det er svært at være med alt det, som dukker op. Du skal blot vide, at det altid er der. Lige nu har du bare masser af tid, stilhed og ro til at mærke det, som ligger indeni dig. Og det er faktisk ikke så dårligt endda. Nu kan du få dealet lidt med det, som der er.

    Her er nogle tip, som jeg selv benytter mig af:

    Meditér: Hav en praksis, hver dag. I 5, 10 eller 30 min. Det er ikke så vigtigt, men start dagen med en Mindfulnessøvelse. Du kan finde nogle enkle øvelser her: Ja tak, lad mig se.

    Skriv ned: Find en notesbog. Skriv dine tanker ned. Lav nogle lommer af tid, hver dag, hvor du skriver alt det ned, som dukker op i dit sind. 

    Gå ud: Sørg for, hver dag, at komme ud i naturen. Naturen er den vildeste healer i øjeblikket. Kig på træerne, blomsterne og vandet: Uanset, hvilke kriser der er i verden, så går naturen sin gang. Så det er den bedste mulighed for at grounde. 

    Ud med det, du mærker: Mærker du tristhed, så græd. Mærker du vrede, så få det UD. Mærker du glæde, så spred den til andre. Mærker du tvivl, så snak med den. Du skal ikke holde det inde.

    Ring til en ven: Det er godt at række ud, hvis du brug for det. Det kan være en ven, det kan også være at booke en tid ved din psykolog. Alle de psykologer, jeg kender, har nu mulighed for at tale online/i telefon med deres klienter. Så ræk ud.

    Du er ikke alene: Mange oplever de følelser, du har lige nu. Husk at vi kollektivt ikke er trænet i vores eget selskab, og derfor udfordres mange af os lige nu. Men det er en alletiders mulighed til at træne kontakten til dig selv. Dine tanker og følelser. Det er faktisk, mest af alt, godt og udviklende. Så omfavn muligheden for dette i øjeblikket. Du aner ikke, hvornår du igen kommer til at blive tvunget til det på denne måde.

    Kære du.

    Jeg håber, at du kunne bruge mine ord til noget? Del og kommentér gerne. Sharing is caring. Det hjælper mig i dén grad, når du gør det.

     

    Er du én af dem, som sidder alene og kan bruge mine ord til noget, så vil jeg vildt gerne høre fra dig. Ja, uanset. Måske føler du dig alene, selvom du er sammen med mange mennesker. Så håber jeg også, at du kan bruge mine ord til noget. 

    Nu vil jeg tage punkt 3 i brug: UD I SKOVEN. Trække luften, helt ned i lungerne i tillid til at det hele nok skal gå.

     

    De allerkærligste hilsner fra

    Camilla.

    Er du, som mange af os, blevet "tvunget" til at være sammen med din familie 24/7?

    Det kan også fremkalde følelser af uro, tristhed, vrede og alene-hed. Meget er jo vendt på hovedet lige nu, og med et slag er samfundets vigtigste brik: Familien, blevet omdrejningspunktet for det levet liv derhjemme. Det er fantantasisk for nogle, og for andre er det meget, meget krævende og måske endda stressende. Kunne du tænke dig, at jeg skriver lidt om de dilemmaer, som opstår i det?

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked