Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Jeg er hjemme igen, og hvad så nu?

    mandag 11. januar 2021
    hjemme igen

     

    Kære du!

    Tak for tålmodigheden. Det er godt nok længe siden, at jeg har tjekket ind her på bloggen. I det hele taget er mit online-liv blevet reduceret ret så meget den seneste måned. Jeg lettede fra Norge d. 17/12 2020. Jeg glædede mig bare helt vildt til at komme hjem, men jeg må også indrømme at det var med en stor portion vemod, at jeg sagde "på gensyn". Jeg har simpelthen bare haft det så godt i nord. Jeg har nydt hver dag på jobbet, med min dejlige kollega og ikke mindst så sparkede tiden i Norge gang i en personlig udvikling, som jeg ikke havde forudset hjemmefra. Så jeg føler, på en måde, at det er en ny form for Camilla, der er kommet hjem. Med mange flere indsigter, mere indre ro og fornyet energi. 

     

    Det skal ingen hemmelighed være, at jeg var noget slidt, da jeg tog afsted til Norge.

    Min fars død, sorgen og riiiiiigelige mængder arbejde havde sat sine spor i mit sind og i min krop, så arbejdsopholdet i nord kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt for mig. Det har været så spændende. Jeg ville have elsket at dele nogle af mine skønne naturoplevelser med de mennesker, som jeg elsker og holder af, men det satte Corona en stopper for, desværre. Men det er jo bare en undskyldning for at komme afsted igen, måske til sommer? Hvis Corona vil have det. Jeg vil elske at vise familien min arbejdsplads, vandre sammen med dem på fjeldet og sejle på fjorden. Det vil være en anden slags ferie, end vi er vant til, men det kan også være meget sundt at prøve noget nyt, tænker jeg. 

     

    Jeg kom hjem torsdag, og om fredagen kom der en utrolig dygtig fotojournalist.

    Han skulle tage billeder til min lange kronik, som jeg skrev imens jeg var i Norge. Jeg havde sådan brug for at fælde nogle ord ned på papir. Jeg havde så mange tanker og følelser, som jeg ikke kunne være ene om at have, tænkte jeg. Min "go to" er ofte ord, når jeg bøvler med noget eller er optaget af mit sind. Derfor skrev jeg. Skrev og skrev. Da jeg var færdig sendte jeg den til Berlingske. Og de ringede med det samme og kunne meddele, at de gerne ville udgive den. "WOW", tænkte jeg. "SHIT", tænkte jeg. Berlingske er en stor avis og mange læser med. Inden udgivelsen godkendte min nærmeste familie min tekst. Den går nemlig tæt på min far, og ikke mindst vores relation, og det var vigtigt for mig, at alle kunne se sig selv i min tekst. 

     

    Så det var med bævrende hjerte og rystende hånd, jeg læste avisen d. 26/12.

    Det var jeg altså noget spændt på. Det er en sårbar tekst, som går tæt på mig. Men jeg er virkelig af den holdning, at vi skal turde tale om de temaer, som ofte kan dukke op i forbindelse med et tab: Sorg, skam, skyld, død, liv, fortvivlelse m.fl. Jeg synes, at jeg lykkedes godt med min intention.

    Mine blafrende sommerfugle kunne straks lægge sig til rette. D. 26/12 var ikke særlig gammel, før den første besked tikkede ind i min indboks. Og siden strømmede de ind. Jeg har læst mange personlige fortællinger, hvor mennesker har delt deres oplevelser med døden. Mange har skrevet til mig, at mine ord har rørt dem dybt og flere ønskede flere ord fra min hånd. Det var helt vildt, og jeg blev SÅ berørt. Virkelig. Tårerne strømmede flere gange ned af mine kinder, og en stor taknemmelighed ramte mig. Jeg blev stolt og glad på mine egne vegne. Tænk, at jeg turde. Det vidner om, at nogle af de temaer vi bakser med er universelle. Vi er ikke så unikke. Alle kender til de følelser, som kan dukke op i en sorgproces - vi skal simpelthen skal turde tale mere om det hele. Det er min mission. 

     

     

    Jeg landede også i en ny base.

    Første halvdel af 2020 begyndte vi at lede efter ny bolig. Vi mærkede, at vi var vokset ud af lejligheden, der var meget larm på Aarhus Ø og plantegningen begyndte at være et irritationsmoment i hverdagen. Så vi var ude og kigge på meget forskelligt. Og faldt simpelthen pladask på dette rækkehus i Risskov. Så vi skrev under på det hele i sommerferien, og min mand og børn flyttede hele molevitten d. 30/11, i mit fravær. De har bare været superseje. Det eneste jeg skal tage stilling til er de små og hyggelige ting, som: Belysning, reoler, hylder og blomster. Det kan jeg lige klare. Vores nye nabo er Mollerup skov og Engsøen - der har vi allerede gået stierne tynde. Vi har hentet kød og æg ved gården inde i skoven. Det er simpelthen så hyggeligt. Jeg mærker en ro her. Her er stille og ingen hård byggelarm. Jeg kan simplethen slappe af i en grad, som jeg ikke vidste jeg manglede. Vi har elsket alt ved Aarhus Ø i de år vi boede der, men den sidste tid med larm var ikke speciel rar. Nu er vi her, og det er bare SÅ dejligt. 

     

    At komme hjem til Corona.

    I Norge, i den lomme jeg boede, var der ingen smittede. Vi gik ikke med mundbind - vi skulle selvfølgelig tage vores forholdsregler, men ja - situationen var bare en anden end i DK. Nu raser det hele jo igen for fuld styrke. Det føles SÅ underligt at være tæt på alle dem, jeg elsker og holder af, men vi kan ikke ses. Vi ser ikke vores familie og venner i denne tid. Højst til en gåtur ved vandet. Vi har ingen gæster indendørs. Jeg har jo savnet min nærmeste familie helt vildt og alle var i Vestjylland i denne jul, men jeg måtte nøjes med at bytte julegaver, på afstand, med dem allesammen. Nøj, hvor var det frustrerende. Men ikke desto mindre nødvendigt. 

    Hvis vi alle gør, hvad regeringen siger og faktisk overholder de retningslinjer, så kan vi alle komme til bage til vores hverdag hurtigere. Hermed en stærk opfordring til at vi alle holder sammen og holder i, på trods af alle de afsavn det giver os. 

     

    Jeg er i fuld gang med arbejdet igen.

    Jeg kører jo, som de fleste andre, alt online. Via min sikret platform. Denne form har jeg praktiseret det meste af 2020. Det fungerer helt fint for mig og mine klienter. Sådan fortsætter mit arbejde en stor del af 2021. Jeg har nemlig nye arbejdsplaner for 2021 - dem må du få et indblik i en anden dag. Jeg føler allerede nu, at jeg har skrevet tonsvis af ord, som du skal forholde dig til. 

    Samtidig med at jeg arbejder, så er begge drenge jo også hjemme og det nyder jeg. Vi hygger os i vores nye base, og jeg kommer med et indspark eller to til deres skolearbejde. De er ret så selvkørende, begge to, så det er ikke fordi, at de har brug for min hjælp specielt meget. Og når behovet for at være alene melder sin ankomst, så går jeg ud i naturen med podcast i ørerne. Der er så mange informative og lærerige podcast derude, og jeg nyder i dén grad at lære nyt på den måde. Lige nu er jeg meget optaget af investeringer. Så det er jeg i fuld gang med at blive klogere på.

     

    Hvordan har du det? 

    Jeg vil slutte for nu. Jeg tror, at jeg vil tage mit gode tøj på og komme ud i solen, som titter lidt frem i dag, kan jeg se. Åh, den livgivende sol har jeg i dén grad savnet, og skal ud og suge til mig. Hvis du har lyst til at dele lidt om, hvordan du har det, så må du gerne det. Det er så hyggeligt, når vi har en dialog.

     

    Kærligst,

    Camilla

     

    Ps. Her er et link til artikelen i Berlingske: Værs´go.

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når mørket kommer, forsvinder forsvaret.

    fredag 11. december 2020
    Når børn begår selvmord

    Tankemylder, uro og bekymringer!

    Klokken er død nat. Du ligger og vender og drejer dig. Du ser hvad klokken er, du vender dig igen og kigger på klokken igen. Det er mørkt udenfor, og det hele føles håbløst og som om, at katestoferne venter lige om 3 sekunder.

     

    Genkendeligt?

     

    Så er du bare et menneske!

    Om natten fordufter de psykiske forsvar, og det hele kan gå mere "rent ind" - alle har prøvet det. Nogen plages mere af det end andre. 

    Det er SÅ hårdt, når det er sådan. Jeg kender bestemt til dét med at sove meget let. Jeg vågner typisk ved mindste lyd eller bevægelse. Det betyder også, at jeg i mange år har "døjet" med afbrudt søvn, og levet med det som et fakta i mit iiv. I perioder kan jeg sove rigtig godt, og andre perioder virkelig dårligt. Der er ikke altid et mønster i hverken det ene eller det andet.

    Jeg har accepteret det som et livsvikår, og så indimellem så bliver jeg SÅ frustreret. Måske kan du kende det?

     

    Det her gør jeg.

    Jeg tager Melatonin i perioder. Forhør dig med din egen læge, hvis du har lyst til at prøve det. For mig er det en stor hjælp. Her i Norge kan det købes på apoteket, uden recept. Det er ikke muligt i Danmark, endnu (hvilket jeg for iøvrigt ikke helt forstår)... Nå, men anyways - heroppe tager jeg det som et depot, som bliver udløst henover natten, og det er virkelig en god støtte.

    Jeg står op, hvis jeg oplever, at jeg vender og drejer mig mange gange. Så gør jeg noget (går på toilettet, tager et glas vand, tager noget frisk luft) og så prøver jeg at gå i seng igen.

     

    Jeg forsøger at have god søvnhygiejne. Med søvn hygieje mener jeg:

    • Lukke ned for skærm i god tid inden sengetid.
    • Læse i en bog, når jeg kommer i seng (fremfor skærm)
    • Hvis der er tanker, som fylder meget, så tænker jeg dem enten til ende eller skriver dem ned. Hvis der kommer en katestrofetanke før sengetid (ja, i det hele taget!), så prøver jeg at spørge mig selv: Hvad kunne være en alternativ tanke til denne katestrofetanke?

     

    Hvis du lytter til podcasts, så kan jeg anbefale:

    "Brinkmanns briks" og finde episoden, som hedder "Søvn" - den er virkelig god, synes jeg. Den giver nogle fine indsigter i søvnens anatomi og afliver nogle myter, som jeg ihvertfald blev overrasket over. Fx.: Er sammenhængende søvn bidende nødvendigt?

     

    Hav dig en skøn lørdag.

    Her er det sidste weekend i nord. Himlen er helt krystalblå, og luften er frostklar, så når Mads & Monopolet er slut, så skal der vandres i fjeldet.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Vil du gerne forandre dit liv?

    søndag 22. november 2020
    forandring fryder

    Jeg læser i øjeblikket bogen "Kunsten at være fucking ligeglad."

     

    "Vi bør ikke stræbe efter at finde det ultimativt "sande" svar for os selv, men derimod gradvist at ændre de ting, hvor vi tager fejl i dag, så vi kan tage en anelse mindre fejl i morgen." stod der lige pludselig foran mine øjne. Jeg véd det jo godt. Jeg er ikke dum. Jeg véd godt, at forandring ikke sker i løbet af 5 minutter, selvom utålmodigheden indimellem kan være stor. Jeg gad godt, indimellem, at jeg kunne knipse med fingrene, og vupti: Så havde jeg det liv, som jeg længes efter. Men sådan fungerer det jo ikke - jeg ved det godt. Jeg gad det bare godt. 

     

    Måske kender du det - gad du også godt, at den magiske knap fandtes?

     

    Hvor ville det bare være nemmere, hvis alle de ting vi ønsker os for vores liv forandrede sig med et snuptag. Men sådan er virkeligheden ikke, for nogen af os. 

    MEN, forandring kan godt ske. 

    Det kan de virkelig godt.

    Det er jeg et levende bevis på. 

     

    Det er du også fordi, at du er et skabende væsen. Du skaber alt det, du har i din dag, hver dag. Jeg ved godt, at vi bliver præsenteret for forskellige skæbner, men vi bestemmer selv, hvordan vi forholder os til den skæbne/det liv, vi lever. Vi bestemmer selv, hvordan vi "spiller vores kort" så at sige.

     

    Livet skal indimellem have et eftersyn.

    Akkurat lige som din bil, din krop og din økonomi. Allesammen er elementer i det liv, som du lever. Alle er de små af det, som danner det liv, du lever. Så, når du tager de store briller på og kigger på dit liv lidt udefra - hvad ser du så? Hvad mærker du, når jeg fx. skriver disse punkter:

     

    • Er du tilfreds?
    • Er du glad?
    • Sover du godt om natten?
    • Smiler du dagligt?
    • Omgiver du dig med mennesker, som vil dig det godt?
    • Drikker du for meget alkohol?
    • Har du nogle længsler?
    • Har du nogle drømme, som du ikke tør sige højt?
    • Har du angst hver dag?
    • Græder du mere end du plejer?
    • Lever du efter de værdier, du har i dit liv?
    • Er du led og ked af det arbejde, du får løn for?
    • Er din krop tilfreds?
    • Er du ofte ked af det?
    • Oplever du i stigende grad utilfredshed?

     

    Så når jeg spørger dig, hvordan livet mærkes for dig, så er det fordi, at det er vigtigt. Og dit liv kan splittes op i de mindre dele, som punkterne ovenfor - men det kan også være, at du evner at kigge bredt udover dit liv og enten er meget godt tilfreds eller ej. Hvad mærker du?

    Vi er, som art, ikke skabt til at leve i ubalance. Vi er ikke skabt til IKKE at have det godt. Det er faktisk en menneskeret. Vi må og skal have det godt. Vi må gerne kræve af livet, at det skal være rart. 

    Hermed ikke sagt, at livet ikke kan være hårdt og smertefuldt - for dét kan det bestemt. Jeg er selv i en stor forandringsproces lige nu, og det bider indimellem. Det skal jeg love dig for. MEN, jeg må gerne kræve, at jeg oplever mere og mere i balance igen. Jeg skal ikke bare lade stå til. Jeg skal arbejde med mig selv, mit mindset, træffe nye valg, turde stå ved mig selv og mine egne værdier. Det kræver mod at være i. Men processen er nødvendig. Der er en masse, jeg skal lære og det er jo faktisk sindsygt spændende.

     

    Jeg er et søgende og et reflekterende væsen.

    Jeg er sulten på livet. Jeg tager virkelig en stor luns af det, som jeg synes giver mig livsglæde og energi. Det har jeg lært hjemmefra - især, har min mor vist mig, at det er OK at være egoistisk. Lige her skal egoisme forståes således: At når jeg har det godt, så får mennesker omkring mig det også godt (eller... jeg bliver nemmere at være sammen med). Når jeg ikke rykker på mine drømme og længler, så mister jeg energi, bliver mere ked af det, hurtigere træt, mere ugidelig og dét er ingen tjent med. Især ikke min familie.


    Så jeg har lært at det er OK, at fylde min egen kop inden jeg kan være noget for andre. Dén livslektie er der mange, som først skal lære, når de er voksne. Det er OK. Det er dog vigtigt, at det bliver lært. For, hvis du hele tiden giver og giver uden selv at blive fyldt op - så ender du som en fladmast pandekage - som ikke er særlig lækker.

     

    Udvikling er en uendelig proces, der gentages igen og igen.

    Når vi lærer noget nyt, går vi ikke fra at tage fejl til at have ret. Vi går fra at tage fejl til at tage en anelse mindre fejl. Og når vi lærer noget nyt igen, går vi fra at tage en anelse mindre fejl til at tage endnu en anelse mindre fejl, og så videre. Vi er konstant i bevægelse, og der er aldrig noget, som bliver perfekt. 

    Når jeg læser i den førnævnte bog, så sænkes mine skuldre mere og mere. Ikke fordi, at jeg jo ikke godt vidste det. Men, jeg kæmper lidt med nogle tanker og følelser omkring specifikke begivenheder i mit liv, som jeg gerne ville have gjort anderledes. MEN, jeg skal stoppe med at kladre mig selv, men derimod fortælle mig selv, at jeg er et menneske i en livsproces - akkurat ligesom dig. Jeg lærer hele tiden, og det er ikke altid kønt - eller nemt. Indimellem begår vi fejl, siger dumme ting eller opfører os tåbet. Ingen kommer igennem livet uden. Vi kan så banke os selv i hovedet med det, eller vi kan lære af det - og tage mindre fejl næste gang. Indimellem skal vi begå samme fejl mange gange, inden det går op for os selv, at der rent faktisk kun er os selv til at justere kurs. Men sådan er det!

    Jeg øver mig i en større mildhed overfor mig selv.

    Når vi så laver fejl eller træder ved siden af, så har mange mennesker tendens til at slå sig selv i hovedet med disse fejl. MEN, lige dét er jeg i proces med. Jeg øver mig i at være mere mild overfor mig selv. Jeg øver mig i at give slip på nogle ting. Jeg synes ikke, at det er vildt nemt - men, med mildheden i baghovedet, så bliver det lidt mindre tungt. Og når noget er mindre tungt, så bliver det nemmere at praktisere mildhed overfor mig selv.

     

    Skal du med? På rejsen imod mere mildhed imod dig selv? Lad os gøre det sammen.

     

    Jeg er i fuld gang. Der sker mange, mange gode ting i min krop og i mit sind i denne forandrende tid. Det er så godt. Det letter og giver mig mere plads til at være mig. Det betyder mere frihed. 

     

    Er der noget, du skal slippe? Er der et område, hvor du kunne praktisere mere mildhed overfor dig selv? DEL endelig, hvis du har lyst. Lad os inspirere hinanden.

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvad skal jeg leve af? Små og store tanker om livet...

    tirsdag 20. oktober 2020
    Magi i Norge

    Der er cirka to måneder til at jeg rammer dansk jord igen. 

    Det her norske eventyr kan ikke rigtig beskrives med ord. Det er/har været helt den vildeste tid.

    Jeg har lært meget omkring at begå mig i en anderledes arbejdskultur, jeg har lært nye og dygtige kollegaer at kende og så har jeg lært, at børn og unge mennesker simpelthen ikke er så forskellige på tværs af lande. Det betyder, at mange at de ting, jeg før har arbejdet med, har jeg kunnet overføre direkte hertil. Det har været rart, fordi at jeg så har "bare" brugt min energi på at være her. Midt i al den skønhed, ro og stilhed. Altså misforstå mig ikke, det er en faglig udfordring, som virkelig har udviklet mig - men jeg har også mærket at de 13 års erfaring jeg har oparbejdet efterhånden, lønner sig. Det er sgu fedt.

    Det kræver en del at være alene, hele tiden.

    Det er i en overvejende del af tiden gået over al forventning, men der har også været dage, hvor det ikke har været sjovt, og hvor savnet har været enormt stort. COVID-19 har en kæmpe indflydelse på dette eventyr. Jeg skulle have haft en masse besøg, både af familie og venner. Vi skulle have oplevet nye steder sammen, her i Norge. Vi skulle have besøgt: Tromsø, Lofoten og Oslo - steder, som vi skulle udforske sammen. Samtidig, så havde jeg jo glædet mig helt enormt til at vise min lille lomme af verden frem til andre mennesker. Her er så smukt, og det ville jeg jo have elsket at vise til de mennesker, som jeg elsker.

    I torsdags skulle min mand være landet, og han skulle have været her i 10 dage. Alt var klappet og klart, og så bum: 12 timer før afgang besluttede Corona, at det ikke skulle være. Det var noget af en mavepumper. Derfor har jeg ikke længere forventninger til at jeg kommer til at få besøg. Jeg har lige skulle sunde mig, og nu kigger jeg fremad.

    Hvad gør jeg, når denne uforudsigelighed er en del af min virkelighed?

    Det påvirker jo mig i høj grad. Der var én, som spurgte i går: "Camilla, hvordan håndterer du, når denne uforudsigelighed bare gang på gang ødelægger dine planer?"

    Det vil jeg gerne dele lidt omkring. Det er jo os alle - vi skal alle forholde os til en verden i voldsom forandring. Nok især i denne tid er det vigtigt, at vi tager vare på os selv, vores følelser og tanker. Vi skal i dén grad praktisere egenomsorg. Det er et vigtigt våben imod denne konstante forandringsproces, som vi alle er i. Især lige nu, og måske endnu mere efter gårdsdagens pressemøde med Mette F. Der mistede jeg lige den sidste snert at tro på, at dette snart går væk.

     

    Så, hvad gør jeg?

    • Jeg øver mig i, at have fokus på det, som jeg har - og ikke det, som jeg har mistet/ikke får.
    • Jeg siger højt til andre mennesker, hvordan jeg har det.
    • Jeg sørger for at lave noget mad, som jeg har godt af.
    • Jeg drikker meget vand.
    • Jeg bevæger mig hver dag. Jeg går laaaaaange ture i naturen. Det renser min hjerne.
    • Jeg læser i bøger. Både krimier og fagbøger. 
    • Jeg ser serier på Netflix.
    • Jeg fordyber mig i mit arbejde. 
    • Jeg lytter til god musik for fuld skrue.
    • Jeg sørger for at ringe til ekstra til min kæreste familie, og tjekke ind i forhold til, hvordan denne situation påvirker dem.
    • Jeg ser frem til vi skal ses.
    • Jeg mærker stærke indsigter i mit liv, som jeg sætter pris på. 
    • Jeg SAVNER min mand og børn, helt ind i knoglerne, og det er jo egentlig en gave at mærke det, tænker jeg.
    • Jeg sørger for at minde mig selv om, at det også er godt for mig at være alene.
    • Jeg sætter stor pris på, at jeg kan fordybe mig i at skrive. 
    • Jeg glæææææææder mig sådan til at se alle mennesker igen.
    • Jeg er glad for, at jeg er rask, og det samme gælder for den mennesker, jeg elsker.
    • Jeg giver også mig selv tilladelse til at være frustreret. Lukke lort ud af min mund. Der er ikke noget, der er forkert i denne situation, som hele verden er i. Det er faktisk helt OK at være i dine følelsers vold indmellem.

     

    Det var lidt af det, jeg gør. Måske kan du spejle dig i noget af det. Det er jo sådan en syret situation, som vi alle er i, lige nu. Jeg holder fortsat fat i håbet om, at det kommer til at forandre sig. Det hele bliver godt igen.

     

    Sneen falder udenfor mit vindue.

    Frosten er kommet, og i dag skinner solen oveni puljen. Det er så storslået og så smukt. Derfor vil jeg ty til mit mest selvkærlige våben imod de dystre tanker lige nu: UD i den friske luft, en god podcast i ørerne og så bare derudaf. Mine ture ud i det blå er sjældent under 10 kilometer i øjeblikket, og det føles så godt for min krop og min sjæl. 

    Sne, sol, fjeld og frost er et godt mix. Det er SÅ vidunderligt, når den helt klare luft bare renser ud i kroppen. Ahhh.....

     

    Ups!

     

    Jeg kan se, at overskriften til dette blogindlæg ikke stemmer overens med det, som står i brødteksten. Jeg har nemlig gjort mig en masse tanker omkring, hvad fremtiden skal bruges på. Men nu synes jeg, at jeg har taget nok af din læsetid. Så jeg vil hellere vente med at give fremtidstankerne plads i et andet indlæg, på et senere tidspunkt.

     

    Spørgsmål som:

     

    Hvad skal jeg lave, når jeg rammer Danmark igen?

    Spørgsmålet banker naturligvis på nu her, hvor der ikke er længe til, at jeg er retur i DK igen (17/12 2020) og den proces vil jeg gerne dele lidt af. Vi kan jo alle komme i den situation, at vi er forvirrede omkring vores arbejdsliv og ikke lige ved, hvordan det skal forme sig. Sådan går jeg rundt lige nu. Smager lidt på det hele, og er spændt på, hvordan det hele lander.

     

    Har du lyst til at læse mere om det i et blogindlæg?

     

    Nå... Nu vil jeg lige rydde lidt op, tage mit skitøj på og så ud og vandre. Når jeg så kommer hjem, så er solen ved at gå nedover fjeldet og så tror jeg, at jeg skal finde mig en ny serie eller en god film. Måske har du nogen, du kan anbefale?

     

    Jeg ønsker dig den bedste lørdag af dem alle.

     

    Kærligst,

    Camilla.

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Kender du til ensomhed?

    lørdag 5. september 2020
    ensom

    Ensomhed – eller hvad? 

     

    Jeg er alene. Hver dag. Med mig selv, mine tanker, mine følelser, grin og indimellem tårer. 

    Mange spørger mig om ikke, at jeg føler mig ensom? Jeg kan ærligt sige, at jeg har det fremragende i mit eget selskab. Jeg har en ret stærk introvert side, og jeg nyder, når der er ro omkring mig. Hvordan rimer det med at have familie, børn og gode venner? Det rimer fint, fordi jeg elsker også, når der er gang i den og sker en masse. Jeg elsker sammenkomster og fester. Jeg har intet imod at drikke mit tipsy i rosé eller gin & tonics flere gange i løbet af en lang og god sommerferie (i livet ellers, faktisk!)

     

    Alt eksisterer i modpoler. Så der er både brug for ro og fest. Der er brug for danskvand og rosé. Der er brug for lange snakke og stilhed. Der er brug for at dybe snakke og overfladiske samtaler. Der er brug for broccoli og nachos – der er brug for det hele. For os alle sammen.

     

    Jeg kender mig selv ret godt. 

    Jeg har også brugt meget tid alene, hele mit liv. Jeg har ofte haft følelsen af, at tænke og mærke meget intenst i forhold til, hvad andre mennesker gjorde. Jeg har en krøllet hjerne med både festfyrværkeri og et mørke, som jeg har lært ret godt at kende –  både i kraft af mit eget selskab og i kraft af dybe og udviklende samtaler, især med min kære mand. Jeg har, igennem mit liv, haft en følelse af at jeg har levet en stor del af mit liv indeni mit hoved. Alene.

    Efterhånden, som årerne er gået, og jeg blevet klogere, har jeg lært en masse om livet, relationer og om mit fag, som jeg jo nørder rundt i på daglig basis. Så, nu hvor jeg cirka er halvvejs livet, kommer der en del mere UD af mit hoved (det føles tungt at gå med alt muligt inde på første etage), og ned igennem mine fingre. Det er blandt andet et sådant resultat, du læser lige nu. Når jeg underviser og laver terapi bruger jeg også den erfaring, jeg har høstet på dette område, igennem mine nu 41 år.

    Mange fortæller mig, hvor dejligt det er, at nogen tør sætte ord på det, som ikke kun er lyserødt og fantastisk. Men også på det, som er mørkt, tungt og sorgfuldt. Det er relativt nemt for mig, da jeg er ret afklaret med, hvor jeg selv er i min egen personlige udvikling, og jeg er ikke bange for at række ud efter hjælp, hvis jeg føler mig fortabt. Det er en stor hjælp - og hermed et lille tip til dig, hvis du kæmper med noget lige nu.

     

    Ensomhed? Hvad er det egentlig?

    Ensomhed handler ikke kun om, at du ikke er alene. Men ensomhed kan i dén grad også mærkes, når vi omgiver os med mennesker, som vi ikke forbinder os med, på et dybere plan, og som vi ikke kan åbne os op overfor, og som vi ikke kan være sårbare sammen med eller ikke har tillid til. I den sidste ende er det, det vi søger, nemlig: Tillid og et bånd imellem os selv og det menneske, som du er sammen med. Men dette bånd bliver kun skabt, når vi har tillid til os selv. Og vi lærer, at have tillid til os selv, når vi kender os selv. 

    Så, selvkærlighed eller kærlighed til et andet menneske starter med tillid. Du kan ikke elske et menneske, som du ikke har tillid til, og du har ikke tillid til et menneske, som du ikke kender. Så roden til selvkærlighed, og tillid til dig selv - eller kærlighed og tillid til et andet menneske begynder med, at du lærer dig selv at kende. Og måden du lærer dig selv at kende på, og dit eget sind at kende, er ved, at bruge tid med dig selv. Alene. Det kan være en gåtur alene, det kan være en weekend alene eller noget helt andet. Det er helt op til dig. 

     

    Når du er alene, er det værdifuldt fordi, når du bruger tid med dig selv, så lærer du en masse omkring dig selv at kende. Du mærker, hvad du har brug for, og hvad dine tanker fortæller dig. Du mærker også, hvad der nærer dig, og hvad der stjæler din energi. 

    Denne øvelse med at mærke efter kan du også prøve, når du tager afsked med andre mennesker, som du har tilbragt tid med - er du fyldt op eller er du drænet?

     

    Jeg ved godt, at ensomhed kan være voldsomt. 

    Især, hvis du ikke har andre mennesker i dit liv, som kan hjælpe dig med at spejle dig på dine tanker og følelser. Hvis du ALTID er alene, så er det måske svært at tage mine ord ind. Prøv alligevel at læs dem igen. Hvordan kan du bruge din ensomhed til at komme tættere på dig selv? Når du lærer dig selv at kende, så bliver det også meget nemmere at mærke efter, hvilke mennesker, du skal række ud efter. Måske er det ikke dem, du lige troede – måske findes der andre i dit liv, som du havde ”glemt” kunne være kilde til forbindelse. Forbindelse imellem mennesker er nemlig dét, som danner grundlag for udvikling, tryghed, tillid, glæde og fordybelse – ja, til det som i min optik er kilden til et liv, som er meningsfuldt. 

     

    Forbindelser, imellem mennesker, kan være som en elastik om håndleddet:

    Nogle gange sidder elastikken stramt og godt, og andre gange sidder den lidt løsere. Men elastikken er der, og når vi ved det, så kan vi måske komme overens med, at i nogle perioder i livet, så er der tættere forbindelse end andre gange?

     

    Hvis du mærker ensomhed, hvad gør du så?

    Er du OK med det? Handler du på noget? Hvordan passer du på sig selv?

    Hvis du har lyst til at dele, så kan andre måske føle sig mindre forkerte, da ensomhed jo er en eksistentiel grundfølelse, som lever i os alle, men det er sjældent noget, vi taler om. Så lad os sammen bryde tabuet. 

     

    Jeg ønsker dig en eftertænksom lørdag.

    Kærligst, Camilla.

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Tror du (også), at livet skal være ekstraordinært?

    fredag 4. september 2020
    Det simple

    Så er du ikke alene.

    Vi får blæst ørerne fulde af, at livet skal være noget særligt før, at det er godt. Men hvad betyder det egentlig – det med at være noget særligt?

    Nu sidder jeg heroppe i det høje nord. Langt væk fra Danmarks andenstørste by. Her i min lille bygd, som hedder Ørnes, holder de stadig søndagslukket for, som de siger: ”Vi har alle brug for ro en dag om ugen.”

    Sådan var det også engang i Danmark – kan du huske det? Jeg kan godt huske, da vi havde søndagslukket i Danmark. Jeg kan også huske, da jeg var barn, og når det blev december måned, så glædede vi os til den sidste weekend inden juleaften, fordi der havde butikkerne ekstraordinært åbne. Det blev altid en helt særlig dag, hvor vi alle fem tog ind i Ringkøbing by, købte julegaver og spiste hotdogs på torvet. Det var helt særligt, men på en måde ret simpelt og nært. Det findes jo ikke i dag. I dag kan alt lade sig gøre 24/7. Så behovet for at være noget særligt, gøre noget særligt skal efterhånden findes i ekstremerne. Det helt, helt særlige. 

     

    Det kan efterhånden være helt nødvendig med en forklaring, når man bare holder af hverdagens sysler, ro, eget selskab og naturen. Når der ikke behøver at være "gang i den" hver weekend, så kan mange føle en behov for at forsvare og forklare, hvorfor det er sådan. Sådan synes jeg slet ikke, at det behøver være. 

     

    Det særlige findes bare kun i øjeblikke, kortere perioder. Det er en illusion, når vi bilder os selv andet ind. 

     

    Det er derfor, om noget, endnu mere vigtigt, at vi formår at finde det særlige i det helt almindelige. 

    For det tyder mere og mere på, at det er det, som gør os glade og lykkelige. Når du finder værdien i enkle venskaber, nærende og simpel mad, naturen, en god bog en dyb samtale, så er det lige før, at det er ekstraordinært i dag. Det er de helt almindelige ting, som bliver vigtige fordi, at de betyder noget. De sætter spor. 

     

    Hvis du lige nu lukker øjnene og trækker vejret og spørger dig selv: 

     

    • Hvad giver mig glæde? 
    • Hvornår har jeg sidst mærket taknemmelighed?
    • Hvad nyder jeg til fulde i mit liv? 
    • Hvilke mennesker fylder og så min energikonto, og ikke kun tager og dræner mig?
    • Hvilken mad elsker jeg at spise? 
    • Hvornår har jeg sidst følt mig helt afslappet?

     

     

    Lykken findes ikke kun i det ekstraordinære. Det findes lige nu. Lige her. 

     

    Jeg har gået og tænkt...

    Jeg er jo er her i Nordnorge, som er noget ekstraordinært, og et eventyr jeg/vi søgte, at få afprøvet.

    Nu har jeg har været  heroppe et godt stykke tid efter sommerferien, og 7 uger før sommerferien. Her er tingene ret simple: Storslået natur, enkel mad, ingen travlhed, mit eget selskab og ingen mulighed for at handle om søndagen :)

    Nogen ville måske kede sig, hvilket jeg godt kan forstå. Andre, som mig, bliver mindet om, hvad livet egentlig handler om: Det simple, og at jeg kan klare mig med ret lidt. Det er ret så fint at blive mindet om. 

    Du skal ikke tage på sådan et eventyr her, hvis ikke du kan lide dit eget selskab.

    Det har jeg aldrig haft problemer med. Jeg er hele tiden alene, når jeg ikke lige er på arbejde. Men det er OK. Det betyder ikke, at jeg ikke savner – fordi, det gør jeg også hele tiden. Men det er også OK. Livet er fuld af modsætninger og modpoler, og det er, som det skal være. Så fint. Lige her og lige nu.

     

    Jeg har tænkt på at skrive mere om det med at være alene. Kunne du tænke dig det? Måske er du selv udfordret på temaet?

     

    Jeg ønsker dig en kærlig og ærlig fredag aften.

     

    Kærligst, 
    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Jeg er gået kold!

    søndag 23. august 2020
    Doven

    Klokken er 14.35, søndag d. 23/8 2020.

    Jeg sidder stadig i sofaen, har ikke været i bad og kigger bare ud i en silende regn, som forhindrer mig i at komme ud og få rystet kroppen lidt igennem. Ja, jeg gider ikke lige nu, når det regner sådan. Måske også lidt dovenskab herfra (indrømmet!)

    Det er sjovt, som det nærmest virker forbudt ikke at have udrettet noget, endnu, denne weekend. Det eneste, jeg har lavet er: Sove, læse, hvilet, set serier, spist mad og arbejdet 2 (!) timer. That´s it. Jeg kan mærke, at en form for dårlig samvittighed kommer snigende. Jeg kunne jo have skrevet sider på den bog, der ligger på min computer eller færdiggjort den artikel, jeg har skrevet omkring sorg. Men ingenting kan åbenbart lade sig gøre. Der er tomt på 1. sal.

    Jeg er totalt gået kold!

    Jeg kan simpelthen ikke være produktiv, lige nu. Jeg har altid været god til at balancere det produktive med det dovne (ikke det rigtige ord, men i mangel af bedre). Men i denne weekend er balancen total væk, og jeg ligger bare og stener for vildt. Jeg er dog blevet færdig med min (en krimi ved navnet: Satans sommer) - MEGA god, i øvrigt. Det er den anden bog, jeg har læst, imens jeg har været her i Norge. Det er vist det!

    Jeg har skrevet et enkelt indlæg, udenover dette, på bloggen og lavet et par opslag på instagram - i løbet af to uger. That´s it! Behovet for at gå mere og mere offline er bestemt til stede - det har jeg mærket længe. Jeg har ikke længere samme behov for at dele en masse og vise verden en masse billeder af mig og min familie/venner. Jeg synes faktisk, det er så fint, at vi må ringe hinanden op og spørge, hvordan det går eller hvad vi laver, i stedet for at se det hele på Instagram. Den bevægelse er god, synes jeg. 

    Meeeeeen, at jeg ikke har skrevet mere - dét er underligt. Så, derfor: Hjælp mig! Jeg tror, at jeg trænger til et spark over skinnebenet.

    Se her:

     

    Har du et emne, som du gerne vil have at jeg belyser?

    Er der noget, som du gerne vil vide mere om?

    Har du nogle gode indputs til bloggen her?

     

    Hit me! Jeg er total åben, og vil gerne mere i dialog med jer, læsere. Lad mig vide, hvad DU kunne tænke dig mere viden, information eller indsigt i.

     

    Det vil gøre mig SÅ glad.

     

    Nu vil jeg bevæge mig i bad. Prøve at se om skyerne kan lette lidt og så komme ud og suge den friske efterårsluft HELT ned i lungerne. 

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Går du indimellem ned af en ukendt sti?

    mandag 17. august 2020
    glimt

    Kender du det?

    Så blev det fredag igen og igen og igen. Pludselig er det jul igen. Tiden går, ungernes fødder er vokset endnu en størrelse og pludselig så skal de et klassetrin højere op? Ja, og din fødselsattenst viser også, at det er rigtig nok at tallet bliver højere og højere?

    Måske føler du, at du befinder dig i en zombie-agtig tilstand i det, som vi kalder livet?

    Sådan er der mange, der har det! Så du er ihvertfald ikke alene. Det er sgu altid rart at vide, at man ikke er alene med ting. Sådan har jeg det. Da jeg mistede min far snakkede jeg med de mennesker, som også kendte til alle de hvirvlende følelsesmæssige tilstande, jeg befandt mig i. Jeg læste også i bøger, som overbeviste mig om, at jeg var helt normal og ikke var ved at blive sindsyg (for sådan havde jeg det lige en overgang - jeg troede ikke, at jeg skulle blive "mig selv" igen) . Det hjælper altid at række ud efter mennesker, som har gået noget af vejen før mig (og dig), og være sårbar og ærlig. På den måde kan vi forbinde os med hinanden og hjælpe hinanden. 

    Det er ikke alting, der er nemt at italesætte - eller KAN italesættes.

    Derfor skriver jeg dagbog. Hver morgen. Det har jeg gjort i en del år efterhånden. Nogengange er det bare kort og godt omkring, hvordan jeg er vågnet, og hvordan jeg har det. Andre gange, så er der mange ord, som presser sig på. Det er sådan en dejlig stund med kaffe i den ene hånd og blyant i den anden. Jeg går  engang imellem tilbage og ser, hvad fyldte for 2 uger siden eller 2 måneder siden. Noglegange efterlader det mig med et smil på læben, og andre gange med en konstatering af, at ikke alt er nemt. Sådan er livet. Ikke altid nemt. Og ikke altid svært. Det er både og. 

    Nå, det var det med at gå ned af en ukendt sti.

    Gør du egentlig det imellem? Prøver du indimellem noget nyt? Jeg sidder fx. her i Norge, som er resultatet af en gammel drøm om, at prøve at arbejde i udlandet. Vi bor på Aarhus Ø, fordi vi ønskede at prøve noget nyt. Der er lidt store ting, jeg her beskriver. Men det kunne også være de mindre, hverdagsting. Men hele humlen er, at du bliver nødt til at blive bevidst om, hvad der fylder i dit hoved og i dine følelser. 

    Derfor: 

    Må jeg udfordre dig? Prøv at skab en stille stund, i løbet af din morgen. Stå 10 min. før op, end du plejer. Lav en kop kaffe/the. Og...... Skriv! Se, hvad der sker. Læg mærke til, hvordan du har det med, at du prioriterer en stund til dig, og læg mærke til, hvad der fylder indeni DIG. Tænk, om du har nogle drømme, som ligger og ulmer. Små som store ting. 

    Du kan ikke ændre noget, som du ikke er bevidst om. 

     

    Jeg vil elske at høre, hvad der dukker op i din ende af verden. 

     

    Med ønsket om en dejlig mandag aften i din ende.

     

    Kærlig hilsen
    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked