Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Nej, det er IKKE synd for dig.

    fredag 13. april 2018
    blogbillede (1)

    Jeg har ikke ondt af folk.

    Jeg synes meget sjældent, at det er synd for nogle mennesker. Jeg kan få medfølelse, græde sammen med, støtte og bakke op - men jeg går ikke ned af "offer-stien". 

    Det lyder måske hårdt. Men helt ærligt, hvornår har du sidst kunne bruge til noget, at nogen andre synes at noget er "synd" for dig? Det kan måske i selve øjeblikket lindre lidt - men det er ligesom at tisse i bukserne, det kan føles rart lige flygtigt og så bliver det koldt igen. 

    Nu må du ikke misforstå mig. Jeg føler med mange mennesker - det gør jeg virkelig. Jeg kan få ondt i maven på andre menneskers vegne, og da min egen mor fik kræft, var det rigtig rart at vores venner og familie rykkede tættere på, og var der for os. Men dét jeg havde allermest brug for var nogle ører. Et kram. Et glas vin. En god kop kaffe. At blive sat fri for dagligdagsansvar for en stund og ikke mindst: At drage en masse omsorg for mig selv. 

    Når livet sker for dig, hvad gør du så? Hvad tænker du? Er det synd for dig? 

    Prøv at spørg dig selv: Hvad har jeg egentlig brug for? Sådan helt grundlæggende. Mærk efter, hvad kroppen fortæller dig. Den vil rigtig gerne hjælpe dig. Måske skal du sove lidt, måske skal du ud og gå en tur, måske skal du skrive noget ned.  

    Livet sker. Det gør det for os allesammen. Vi rammes af kriser, vi bliver syge, fortvivlet, vrede og forvirret. Og i de situationer, så er det min grundlæggende overbevisning, at det vi allermindst har brug for er medlidenhed eller offermentalitet. Derimod, så har vi brug for støtte og opbakning til at se ud i verden igen eller til at komme op af et mørkt hul. 

    "Hvordan gør jeg så det?" Tænker du måske...

    Det kan have mange former eller udtryk. Det ser forskelligt ud for alle mennesker. Men noget af det, som virker rigtig godt for mange er, at få de her berømte ører. Der er en grund til, at vi har én mund og to ører - vi skal lytte. Vi skal ikke tale så meget. Vi skal ikke komme med masser af gode råd eller noget i den dur. 

    Hvis du lige nu er nede i et hul af medlidenhed eller i en offermentalitet, så handler det i første omgang om, at blive bevidst om det. Og eje det - altså, at nu er du her. Og så prøv at spørg dig selv, hvor du gerne vil være henne inden du skal sove i aften. Hvad kunne du tænke dig lidt mere af eller lidt mindre af?

    Små skridt i en retning, som bliver mere meningsfuld for dig. Som giver dig håb og fortrøstning. 

     

    Kender du hullet, som du kan være nede i? 

    Hvad gjorde du, da du var der?

    Er du kommet op af det? Hvis ja, hvordan?

     

    DEL endelig gerne dine erfaringer med verden her. Det er SÅ værdifuldt, så vi ikke står alene:) Sammen kan vi meget.

     

    God fredag og kærlig hilsen 

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når maskerne falder, så kan det have afgørende betydning at...

    torsdag 5. april 2018
    falder maskerne? (1)

    Det er brydningstid. Det gamle skal væk. Det nye skal ind. Det er tid til at gøre op med, hvad der ikke længere nærer dig. 

    Flere mennesker er på overarbejde i disse tider. Det er som om, at energien er indstillet på oprydning. Lysten til at omgive os med mennesker, som giver os noget, vokser i øjeblikket. Flere og flere orker bare ikke mere pis. Ja, undskyld mit sprog, men lige her er jeg ikke så god til at pakke tingene ind. Ja, det er jeg nok i det hele taget ikke så god til. 

    Oplever du også at meget er i en form for oprydningsfase lige nu?

    Så vil du måske også opleve, at nogle mennesker ikke længere kan beholde deres masker på længere. Måske kan du heller ikke selv? Det bliver sværere og sværere at lade som om noget er godt, hvis det ikke er? Du vil måske opleve, at du ikke længere kan holde dine meninger tilbage eller at du lige pludselig godt tør at sige din mening? Det er altsammen et udtryk for, at du udvikler dig som menneske, og at du flytter dig. Og det er godt. 

    Det er bare ikke alle som skal med videre på din rejse. 

    Jeg er pt. igang med at skrive en masse. Fx. på 2 forskellige bøger, plus al mit materiale til uddannelsen, og i den forbindelse læser jeg utrolig meget fagligt stof. Noget jeg stødte på igår, vil jeg lige dele med dig. Det er fra en bog af Jon Kabat-Zinn som hedder Hverdagens små mirakler:

    "Som voksne opdager vi nogle gange, at vi slæber rundt på en tung følelsesmæssig rygsæk. Denne rygsæk indeholder alle mulige ting, der måske slet ikke tilhører os, men som vi i årernes løb er blevet vant til at bære rundt på - vores forældres smerte, deres forventninger, deres skuffelser, deres hemmeligheder, deres vrede, deres sår. Bare tanken om at sætte denne rygsæk fra os, kan fylde os med følelser som utilstrækkelighed og skyld i en grad, at vi bliver lammet følelsesmæssigt og ikke kan røre os ud af stedet. Hvis vi sætter denne byrde fra os, er vi en "dårlig" søn eller datter. Så hvordan skulle vi kunne gøre det?

    Når vi omsider bætter byrden fra os, når vi gør et forsøg på at træde ud af den rolle, der for så længe siden er blevet påtvunget os, og som vi først og fremmest har spillet på grund af vanens, skyldfølelsens og frygtens magt, når vi til sidst nægter at følge familiens gamle uskrevne, uudtalte følelsesmæssige regler, kan helvede bryde løs"

     

     

    Dette citat rammer hovedet på sømmet for mig.

    Nu handler dette meget om de familiemæssige mønstre, men det er så sandelig også noget, som gælder i mange og andre sammenhænge også. Vi bærer på en masse for hinanden. Ubevidst. Meget tit går det fuldstændigt smertefrit, men andre gange, så bryder helvede løs. Når det så gør det - det kan være i en relation til en kær veninde, kollega eller din mand/kone, så tror jeg på, at det er vigtigt at kigge lidt på, hvilken bagage vi er kommet til at bære for hinanden. Måske hører den bagage, du bærer på, ikke til hos dig? Måske kan den anden have den tilbage igen?

    Vælger vi derimod at bærer videre på noget, som ikke tilhører os, så er det at bitterheden, misforståelserne og modstanden kan opstå. Det kan i sidste ende ende betyde en splittelse. Altså at relationen må brydes. 

    Sådan behøver det bare ikke være. Det kan faktisk også betyde, at der er nogle relationer, som bliver tættere og mere betydningsfulde, fordi vi lige pludselig tør vise, hvem vi er. Vi tør stå ved vores meninger og vores drømme og længsler. Vi pakker os ikke længere væk. 

    Det er en KÆMPE befrielse. 

    Men der kan være lang vej hjem for mange mennesker, fordi at vi ikke har lært dette fra barnsben. Det er virkelig noget som ligger mig meget på sinde i forhold til vores børn. De skal kunne være dem selv, uagtet hvad. Vi skal kunne tale om det nære, det kære og det svære. Hvis det lykkes, så vil jeg nærmest mene at min mission for forælder er lykkes. 

     

    Kan du være dig selv i dine relationer?

    Har du brudt med en relation, fordi at der ikke rigtig var plads til dig?

    Er en relation blevet bedre efter at I har talt om noget ala ovenstående?

     

    Jeg vil elske at høre fra dig.

    Kærligst, 

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Alenehed fucker hjernen op...

    onsdag 4. april 2018
    alenehed

    Jeg har trukket stikket ud. Jeg er stukket af. Alene. Bare mig.

    I skrivende stund sidder jeg på mit hotelværelse i København. Bare mig, uden min familie. Det er en tur som er planlagt længe, og jeg har glædet mig helt vildt meget. Det er skønt. Det er også vildt, som hjernen konstant kværner. Når der ikke er andres behov end mine egne, og der ikke er nogen som stjæler taletiden, så er det ret vildt, hvordan tankerne bare kommer styrtende som køer, der skal på græs efter en lang vinter. Mere om det lidt længere nede i dette blogpost.

    Turen herover er en blanding af forretning, fordybelse og fornøjelse.

    Forretning fordi...

    at jeg blandt andet skal interviewes til Birgitte Sølvsteins podcast . Det glæder jeg bare helt vildt meget til. Birgitte har virkelig inspireret mig helt utroligt meget i forhold til at lave en sådan podcast. Det vil jeg jo vildt gerne selv lave, så blev meget beæret over, at hun havde lyst til at interviewe mig. Hun kommer her om en halv times tid. 

    Fordybelse fordi....

    Min Mindfulness for Børn - Mentoruddannelse starter om godt 14 dage. Derfor er der nu brug for, at fordybelsesprocessen i materialet skal igang igen. Jeg skal sidde med snuden i det hele igen. Og det glæder jeg mig til. Jeg elsker jo mit materiale (hvilket jo er ret så heldigt).  Det skal videre til grafikeren, inden jeg vender snuden hjem igen har jeg besluttet, derfor kræver det lidt fokus. For mig er det rart at have nogle deadlines for disse ting, for så kommer det ud af verden. 

    Piiiist - der er fortsat 2 ledige pladser. Skal én af dem være din? Det er en UNIK mulighed for at komme ind og lære Mindfulness at kende, sådan helt fundamentalt.

    Fornøjelse fordi...

    Jeg er så heldig, at jeg har min kære bror i København, så i går aftes gik med snak og god vin - helt fantastisk. Det er så skønt, når tingene kan forenes på den måde.

    Når tankerne kværner.

    Når hverdagen kører hjemme med børn, daglige gøremål, arbejde og familieliv, så er det for mit vedkommende nogengange udfordrende at få prioriteret "stille-tid". Så når jeg så kommer herover og er HELT alene, så kommer tankerne væltende. Følelserne kommer også i spil, fordi det ligesom vil op til overfladen. Ikke noget sådan vildt og voldsomt, men der er lige ting, som skal rundes og tænkes igennem, og mærkes efter.

    Det er fristende at fjerne ‘stilheden’ med musik, underholdning og sociale medier, men jeg skal også minde mig selv om, at jeg er her fordi, det er er sundt for mig at være i mit eget selskab (jeg er meget priviligeret over at kunne tage denne slags ture - I know), og det behøver ikke blive dulmet med alt muligt, når rastløsheden melder sin ankomst. Så det er en kæmpe gave at læse, at skrive og om lidt så vandrer jeg ud i byen og finder et frokoststed. Det er sgu da fedt.

    At mærke rastløsheden og kedsomheden er en del af livet som mange af os slet ikke når at mærke, fordi så hapser vi lige telefonen eller tænder for TV´et. Eller vi tager et glas vin mere. 

    Indimellem så er det sundt at slukke. At være alene. At trække vejret HELT ned i maven. 

    Hvornår har du sidst givet dig selv den gave at være alene? I dit eget selskab? Uden TV og uden de sociale medier? Skete der noget særligt eller blev du skræmt?

    Jeg vil rigtig gerne høre fra dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Fylder du for meget? Så kan det være, at.....

    tirsdag 3. april 2018
    Psykolog Camilla Holmgaard (1)

    Jeg fylder. Jeg er ærlig. Jeg er omsorgsfuld. Jeg prøver at gøre tingene så godt, som jeg kan. 

    ...men indimellem kan jeg få følelsen af, at jeg fylder for meget. Jeg kan sidde med denne følelse i dagevis efter en fest, en sammenkomst eller noget helt tredje. En følelse af at være for meget. For højtragende eller for direkte.

    Det kan faktisk være en ganske lammende følelse. Jeg har, før i tiden, virkelig slået mig selv i hovedet med denne måde at være i verden på. Jeg mærkede en stor grad af forkerthed.

    Efterhånden, som jeg har arbejdet med mig selv, er det blevet mere og mere klart for mig, at når jeg får denne følelse, så handler det dybest set om, at de mennesker, som jeg er sammen med fylder for lidt. De har uld i munden eller jeg kan mærke, at de ikke er i kontakt med dem selv - og dermed heller ikke i kontakt med mig. De holder noget tilbage. De er ikke ærlige. Så får jeg en tendens til at "overtage" og sørge for, at "hullerne bliver fyldt ud." Fordi, at jeg dybest set bliver mega usikker på deres intentioner, og jeg er skruet sådan sammen, at når mennesker ikke er i overensstemmelse med, hvem de er eller er uærlige, så kan jeg mærke det. Jeg kan også mærke, hvis nogen ikke bryder sig om mig. Jeg kan mærke, hvis nogen har et horn i siden på mig og jeg notere mig det og bliver altid så forundret over, at de ikke siger noget. For sådan er jeg opdraget - at det er godt at få "ren luft  i rummet" uanset om det så betyder en større samhørighed eller en direkte polarisering. 

    Er det forkert at have det sådan?

    ... Altså, at kunne mærke alt dette? 

    NEJ! Det er OK - du skal bare blive bevidst om det. Du skal tage en bevidst beslutning om, hvorvidt du putter dig selv i disse situationer. Det er OK at sige fra. Det er OK, at du ikke kommer til en given fest, hvis det giver dig for mange " sociale tømmermænd". Så skal du tage en beslutning om, at prisen er for høj - og om du er villig til at betale den pris. 

    Husk - at når du ikke kommer og "fylder hullerne ud", så må de andre selv tage ansvar for at fylde med deres egen energi.

    Jeg har, i løbet af den seneste tid, lært en del omkring dette emne. Jeg forsøger mit bedste, når jeg bevæger mig ud i verden. Det er f..... ikke altid nemt. Det skal du vide. Det kræver noget, og mest af alt kræver det faktisk, at du kan stå ved dig selv. For det er ikke alle, som er enige med dig. Sådan må det være. Men når der sker en polarisering, så kan det også betyde, at du rykker tættere på nogle andre mennesker end dem, som du troede ville være der i første omgang. Til sidst står du så med de mennesker, som betyder noget - og det må da for søren være det, som det handler om? 

    Har du mærket noget af dette på egen krop? Og hvad gjorde du ved det?

    Jeg vil rigtig gerne høre fra dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det, der tager røven på mig hver gang er, at...

    fredag 16. marts 2018
    profiler

    Det er ikke altid nemt at sælge en uddannelse.

    Den er kostbar, og den kræver nøje overvejelse. Det er jeg klar over. Jeg skal altid selv rundt om samme temaer, som du skal, når jeg skal investere i noget, som koster liiiiidt mere end en kop kaffe.

    Jeg tænker altid på følgende:

    • Kan det gøre en forskel i mit liv/arbejde?
    • Er det pengene værd?
    • Trænger jeg til ny viden?
    • Trænger jeg til ny inspiration, ro og selvforkælelse?
    • Hvordan kan jeg bruge den viden i min hverdag?
    • Har jeg tiden til det?

     

    Og der er sikkert mange flere spørgsmål, som kan melde sig. Jeg kender selv hele rumlen - trust me!

    Jeg står med 2 pladser tilbage på mit kommende hold 4. I stedet for at komme med en kæmpemæssig salgstale, så vil jeg i stedet for lade tidligere deltager tale for sig selv. Prøv at læs videre, hvis du er i overvejelse omkring min uddannelsen. Danmarks eneste, og helt unikke uddannelse, hvis du drømmer om at lave Mindfulness med børn & unge med en psykologiske tyngde og dybde, som du ikke ser andre steder.

    OG - så kan jeg afsløre, at du selv vil komme i proces. Du vil ikke stå samme sted i dig selv, når uddannelsen er slut. Du bliver SÅ indsigtsfuld omkring dig selv, dit liv og dine egne drømme & længsler.

    Gang på gang får jeg nogle tilbagemeldinger, som bare gør mig sådan helt grundstolt og MEGA glad. 

    Som selvstændig psykolog, så er jeg dagligt i intens og nærværende kontakt med mennesker. Vi arbejder i dybden, bliver klogere og der bliver rykket på en masse. Det er et job, hvor jeg er meget alene. Der er ikke lige kollegaer, som jeg kan læne mig op af - jo, når jeg får supervision, men ellers er jobbet som klinisk selvstændig psykolog et meget alene-job. Det passer mig grundlæggende meget godt. Jeg savner ikke som sådan kollegaer, og jeg kan godt finde ud af at være i mit eget selskab.  

    Jeg kan godt lide at træde ind i de sårbare rum og tale om det svære. Jeg er vant til at tage fat, der hvor det gør ondt, og jeg er ikke bange for at bringe noget svært i spil. Det er jo ofte det, der skal til, hvis vi skal rykke os som mennesker. Vi skal mærke det svære, det sårbare, det der roder og det som tager energi. 

    Den del af mit job kræver en masse energi, og det kræver at jeg passer på mig selv. Så det gør jeg. Jeg forsøger ihvertfald. 

    Når jeg underviser, så er sagen en anden...

    MBM-uddannelsen er vi flere. Vi er en gruppe. Vi løfter hinanden. Jeg er selvfølgelig uddannelsesleder, men vi løfter i flok. 

    Når jeg får tilbagemeldinger på uddannelsen, så falder jeg altid bagover af stolthed. Jeg sad lige og kiggede nogle af dem igennem, og jeg fremhæver nogle af deres fine ord til mig her - læs med:

    "Camilla du har været en super formidler - du har været så autentisk og seriøs. Du har haft en masse på hjerte og du har kælet for os - sørget for os - villet os det bedste. Du har været meget levende i din undervisning og godt at du har været en god rollemodel i at udføre mindfullness - fedt og skønt." 

    "Jeg synes helt klart det har været en fantastisk tid med denne uddannelse. Personligt har det sat så meget i gang - en fantastisk rejse er begyndt. Vi har fået så mange fine input, og der har været et meget fint sammenhold/ forståelse for hinanden på holdet." 

    "Camilla, du er engageret, rolig, inde i dit stof, en god formidler".

    "Camilla er afslappet, praktisk orienteret - god til at gøre tung teori jordnært."

    Så bliver jeg sgu bare så glad her på en fredag. Derudover, så vil jeg lige vise jer, hvordan mange har brugt uddannelsen i deres arbejde:

    "Jeg bruger den på mig selv. Jeg tager de pauser jeg har brug for i løbet af dagen. Jeg er blevet bedre til, at fokusere mere på nuet. Jeg bruger det begge steder, sådan i små bider – Det tager tid at skabe et helt nyt livsperspektiv med nærvær og indhold, når der har været fuld fart over hele linjen i mange år."

    "Jeg bruger mindfulness hver eneste dag også på mit arbejde - meget i mit samvær med børnene hvor jeg rollemodel - hvor jeg er tilstede i nuet, ikke dømmende, ser med nye briller, bruger vejrtrækning, er nysgerrig, undersøgende, er bevidst om spejling. Jeg bruger det også i forhold til mit personale - eksempelvis samtaler, hvor jeg er med det der er og ser hvad bringer det op og fører med sig."

    "Det der med at turde at slippe kontrollen og en dagsorden og ikke altid være forberedt på hvad kan der ske - men turde være med det der er - og være med det med alt hvad jeg er."

    "Vi har haft mindfulness på til flere personalemøder både teori og praksis og på forældremøde.Jeg har en drøm om at der skal blive mere af det - men også mere vidensdeling til forældre og andre personalegrupper."

    Jeg bliver bare så glad.

    Det, jeg drømte om, dengang jeg udviklede uddannelsen, er også det, som sker i praksis. Det gør mig sgu stolt. Ja, undskyld jeg bander - men det gør det. 

    Jeg håber, at dette har været indsigtsfuldt for dig, hvis du drømmer om at komme med? Hvis du bare kan mærke i maven, at det er en "hell yes!", så kom med. Lad være med at skyde det hele tiden. Noglegange må vi bare handle på det, som vi mærker i maven. Læs meget mere om det hele her:

    Mindfulness for børn & Unge - hold, 4.

    Skab en god fredag for dig selv. 

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Om at slippe kontrollen og hive stikket...

    torsdag 8. marts 2018
    Hive stikket...

    Det er VIRKELIG uvant for mig at hive stikket, sådan fuldstændigt!

    Jeg tænker altid, at jeg selvfølgelig liiiige kan skrive lidt, læse lidt, svare mails, ringe tilbage, udvikle noget eller blive endnu bedre. Det ligger til mig, og er en central del af mit DNA. Det er en god ting i mange tilfælde. Det har betydet, at jeg er her, hvor jeg er i dag. I et liv, hvor jeg har en god forretning, et velfungerede familieliv og vi rejser ud i verden. Præcis, som jeg drømte om for år tilbage. 

    Vi landede i onsdags efter en 3 ugers ferie til Thailand. Det var en underskøn tur, som fyldte kontoen godt op, når det kommer til sol, sjov, nærvær, spil, hygge og oplevelser. Det kan virkelig anbefales at hive stikket til hverdagen, og bare være med det, som der er.

    Typisk, når vi rejser, så sker der dét at jeg bliver spængfyldt med masser af ideer, og jeg får lyst til at udvikle en masse. 

    ...Det skete ikke denne gang... Min hjerne var ligesom bare helt tom. Jeg kunne ikke få de kreative tanker til at udfolde sig, og jeg blev på et tidspunkt helt forskrækket over mig selv. Indtil min mand sagde: "Er det ikke også OK, at DU holder helt fri, og bare nyder det hele UDEN at skulle andet end det?" Lige dér kunne jeg slippe den modstand, som jeg oplevede. Indimellem, så skal jeg lige have lidt hjælp til at acceptere en tilstand. 

    Måske kender du til det her med at være kreativ, og at hjernen ikke rigtig holder fri?

    Nu er jeg så heldig, at jeg er passioneret omkring mit arbejde. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet. Derfor er denne kreativitet, som opstår, altid velkommen og jeg kan blive helt spændt, når den kommer, fordi så ved jeg, at der er noget under opsejling, som kunne være spændende. For mig er der ikke en skarp linje imellem arbejde og fritid. Jeg elsker jo at læse og skrive, og det er faktisk næsten altid omkring fagligt arbejde, og det ser jeg aldrig som en tung byrde. Eller som noget, der er træls. 

    Derfor var det også uvant for mig, at der ligesom bare var tomt oppe på første etage. Men hold da op, hvor var det også fedt. Jeg kunne slippe det hele. Det var OK, at det var det, som min krop trængte til. Jeg skældte ikke mig selv ud eller blev træt af det. Det er også det, som kaldes for flow. At gå med det, som er. Så sker der magiske ting. 

    Kreativitet kan ikke forceres.

    Nu er vi jo alle kreative mennesker. Vi skaber hver dag. Alt fra madpakker til de tanker, som vi tænker. Prøv at tænk på, hvor meget du laver hver dag. Du skaber hver eneste ting, som du er en del af. 

    Hvis du IKKE tænder på at skrive eller på at få skøre ideer og føre dem ud i livet, så er det nok fordi, at det ikke er for dig. Du behøver ikke at gøre som mange andre gør. Det er OK, at du gør tingene på DIN måde, og at du går med det, som bare føles godt for dig. Er der perioder, hvor der ligesom bare er "tomt", så gå med det også. Vær med det, og se hvad der sker. 

    For mig skete der det, da jeg gav helt slip, at jeg mærkede en ny følelse af accept. Jeg behøver ikke tonse afsted for at sikre mig, at min forretning kører. Fordi det gør den. Jeg skal ikke være bange for at verden glemmer mig, bare fordi, at jeg ikke er på de sociale medier. Hvis de gør, så var det nok meningen. Jeg behøver heller ikke være så nervøs for om klienterne nu synes, at jeg var væk for længe. Fordi alle synes jo egentlig bare, at det er skønt med ferie. 

    Så... Det jeg vil sige er:

    Acccept af de følelser, som måtte dukke op, er vigtigt. Har du brug for at italesætte dem, så gør det. Det kan klart hjælpe indimellem.

    Gå med det, som mærkes sandt for dig. Mærker du at skriveriet (eller andet kreativt) kalder på dig, så klø på. Mærker du, at det modsatte gør sig gældende, så gå med det. Der er ikke nogen "rigtig" måde at være i denne verden på. Der er DIN måde at være her på. Den er sand, fordi den er din. Du må gerne lave ting om, og ikke gøre som du plejer. Det er OK. Du er OK.

    Det er meget, meget tidlig morgen her. Jeg er ramt af det dersens jetlag. Men det er OK, fordi at jeg så i ro og mag her kan skrive til dig. Jeg vågnede med en kriblen i fingrene, og havde sådan lyst til at skrive og være i kontakt igen. Senere i dag skal jeg i klinikken. Jeg glæder mig. Sådan helt ind i maven. Yay!

    Skab dig selv en dejlig fredag og skøn weekend.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Jeg har været lagt ned, sådan for alvor.

    søndag 11. februar 2018
    syg

    En ekstrem hoste, ondt i leddene og feber...

    Det hele kom trillede sidste søndag, og først nu kan jeg kigge ind i en skærm igen - sådan i længere tid end 5 minutter. Altså næsten 7 hele dage med en ekstremt sejlivet influenza.

    Jeg tror ikke, at jeg har været så syg som voksen. Jeg føler med ALLE jer, som har/skal have denne irriterende sygdom. Det er virkelig en hård omgang. 

    Det er også derfor, at der har været så stille fra mig. Jeg har bare trukket stikket og lukket øjnene. 

    Når man så er selvstændig, som jeg er, med en konstant fuld kalender, så er det altså en anelse pres at åbne computeren igen og få omdirigeret alle de klienter, som ikke kunne få deres tid i sidste uge. Oveni det, tager vi jo til Thailand på tirsdag i 3 uger, så det er lidt af et puslespil. 

    Men jeg tror, at det hele nok skal gå. Det er faktisk en lille (okay, stor) øvelse i at slippe kontrollen, og lade tingene gå. 

    Det var et lille pip fra mig. Jeg lever endnu :)

    Du kommer til at få en hilsen eller to fra de sydligere himmelstrøg. Og når jeg kigger ud af vinduerne i dag, så kan jeg da virkelig kun sige: Vi storglæder os til at lande i Smilets land igen. Vi glæder os til masser af tid, sol, varme, farvestrålende drinks og strand. Ahhh..... 

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Prisen er høj, når vi ikke følger vores drømme.

    fredag 2. februar 2018
    penge

    Kender du det med, at der er noget, du gerne vil, men så er den første tanke:

     

    ”Jamen, det kan jeg ikke nu, fordi at det er for dyrt eller børnene er for små endnu...” 

    ”Vi har regninger, som skal betales, så jeg må lige droppe min fridag og knokle på i stedet...”

    ”Jeg er monster træt af mit arbejde, men jeg skal jo knokle for at få penge til husleje...”

     

    En lille øvelse til dig - prøv det!

     

    Øvelsen går ud på følgende. Du skal fylde dine undskyldninger ind i en denne sætning:

     

    Jeg drømmer om X, men det kan jeg ikke fordi X.

    Jeg vil gerne X, men det gør jeg ikke fordi X.

    Jeg ved, at det er X, som dræner mig for energi, men jeg gør ikke noget ved det fordi X.

    Jeg længes efter X, men det må vente fordi X.

     

    Mine næste spørgsmål til dig er så følgende:

     

    Hvad koster det at lade være?

    Hvad koster det dig, at du ikke er glad for dit job?

    Hvad koster det dig, at du ikke tager den uddannelse, som du drømmer om?

    Hvad koster det dig, at du ikke har en ugentlig fridag, som du gerne vil?

    Hvad koster det dig, at du ikke er glad?

    Hvad koster det dig, at veje de 10-15 kilo for meget?

    Hvad koster det dig, at du ikke har den energi, som du har brug for?

    Hvad koster det dig, at du måske mærker stresssymptomer?

     

    Det er så dyrt, når vi ikke går med det, som føles godt for os.

    Det er så dyrt, når vi lukker øjnene for det, som føles godt for os og for vores omgivelser. Det er dyrt, når vi venter og tænker, at denne tilstand nok snart går over igen eller at det bliver bedre i morgen. Du ved, efterhånden med din erfaring, at det gør det ikke. Der er ikke noget, som bliver bedre i morgen. Det fikser ikke sig selv. Det forandrer sig først, når du tager nogle andre skridt. Når du handler og tager ansvar.

    Det kan være SÅ svært at gøre noget andet, end det, som du plejer. Eller noget andet end det, som samfundet dikterer, at vi skal gøre.

     

    Hvorfor er det så svært for os? Det har jeg nogle bud på.

     

    For det første, så er Danmark gennemsyret af en ”knokleri-kultur”. Vi skal yde, før vi kan nyde. Hårdt arbejde betaler sig, og vi har først rigtig fortjent vores ferie eller vores nye tøj, hvis vi har slået os selv til blods undervejs.

    For det andet, så har vores egne pengehistorier meget at sige ind i dette emne også. Hvilke historier har vi koblet op på penge? Er der nok penge? Eller skal der gemmes til dårlige tider? Hvordan tjente vores forældre penge? Havde de det sjovt undervejs? Var det let? Var det nydelsesfuldt? Eller var de aldrig rigtig helt glade? Kunne de lide at gå på arbejde? 

    For det tredje, så er du din egen værste fjende her. Dine tanker er så eminent gode til at spænde ben for dig. De er så gode til at holde dig fast i nogle gamle overbevisninger eller nogle fastlåste mønstre omkring penges betydning for dig. Du kan spørge dig selv: Må det her med penge godt være let? Må det være rart, at have penge eller forsvinder de lynhurtigt ud af din bankkonto igen?

    Skal pengene være hårdttjente, før at de er reelle penge og "gode nok"?

     

    Jeg tror på, at det godt må være nemt.

     

    Men det har jeg ikke altid troet. Jeg er vokset op med knokleri, og med at det hårde arbejde var vejen frem. Det var også den måde, jeg startede ud i mit eget arbejdsliv – med hårdt arbejde. Knoklende. Nu er jeg typen, som elsker mit job, så det var jo et stort plus. Men ikke desto mindre, så var det ikke godt for min balance, at jeg knoklede så meget, som jeg gjorde. Jeg fik en kort lunte, og var ikke en mor med det overskud, som jeg gerne ville. Men jeg troede, at det var sådan at arbejdslivet skulle være.

    Sådan gik der nogle år, indtil jeg lærte Mindfulness at kende. Lige dér skete der en kæmpe forandring i mit liv. Jeg lærte, at nærværet i livet er det vigtigste for mig. Nærværet med mig selv og med mine vigtigste relationer er det, som betyder mest for mig. Hver gang, jeg misser mit nærvær, så ryger jeg ud i knokleriet. Når det sker, så kommer tanker som:"Du skal også knokle lidt på nu, for at tillade dig selv at holde fri i næste uge."  Eller, så kan jeg have svært ved at tillade mig selv at slappe af en helt almindelig mandag formiddag, fordi der drager alle afsted på job, og så bliver det lidt skamfuldt, at jeg skal tage en rolig dag med Morgen TV og kaffe.

    Det er et gammelt velkendt mønster, som er så nemt at falde i. Jeg nævner det, fordi mønstre er nogle, som der skal rundes indimellem, og det er OK. Det er der ikke noget i vejen med. Det handler så om at blive bevidst om det, så du kan gøre noget andet, end du plejer.

    Hver gang jeg bevarer nærværet, så bliver mit liv mere let, sjovt og nydelsesfuldt. Jeg er mere i tråd med den mor og kæreste, som jeg gerne ville være. Og det er så sjovt at opleve, at hver gang så bliver det også nemmere at tjene penge fx. Så er der en, der melder sig til min uddannelse eller der er noget andet, som falder i hak og som giver en økonomisk gevinst. Det er så interessant at være vidne til. 

     

    Var det nemt at udfordre knokleriet?

     

    Nej… Det krævede noget. Det krævede mod. Det krævede ansvar. Det krævede, at jeg skulle træffe nogle andre valg end dem, som jeg havde truffet. Det krævede virkelig et ærligt blik indad.

     

    Mest af alt, så fik jeg øje på, hvor DYRT det var, når jeg ikke levede efter dét, som gav mening i min mave.  Når jeg ikke fulgte mine drømme, så blev jeg så ekstremt træt. Nogengange ked af det. Andre gange sur. Det kostede dyrt. I tid, i penge og i overskud. Det er det, jeg mener. Det behøver ikke altid være en økonomisk efterregning. Det kan også være en regning i form af: Lav energi, dårligt humør, manglende overskud eller manglede lyst til at være sammen med andre mennesker. Blot for at nævne nogle eksempler. Det er også efterregninger, som er dyre og som dræner. Meget mere end du egentlig er klar over måske?

     

    Hvordan er det for dig? Hvad koster det dig? Er det dyrt, at du ikke går efter det, som giver mening for dig?

     

    Hvis nu, at du skulle gøre én ting anderledes i denne weekend, hvad skulle det så være? Hvor kan du se, at prisen er meget høj? Og ikke mindst: Hvad kan du tage ansvar for at forandre? Små skridt ud af den samme vej danner til sidst et mønster. En ny rille, en ny vej. Prøv at følg den. Se, hvad der sker. 

    Har du en drøm om noget? Stort som småt? Prøv at skriv den ned. Kig lidt på den. Forestil dig, at det var muligt at følge drømmen. Hvordan får du det så inde i maven? Mærkes det rart? Så er der noget information til dig, som du skal lytte til.

     

    Hav dig en skøn weekend.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked