Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Besøger du din sårbarhed?

    fredag 6. september 2019
    web (2)

    Din sårbarhed...

    Er det noget, som du ikke viser andre? Når du fx. kommer i tvivl, er bange eller trist? Pakkes det væk og tører du tårerne bort, og viser verden et smil i stedet? Hvis du har lyst, så læs mit indlæg om tvivl her: "Er du i tvivl, er du ikke i tvivl"

     

    Sårbarhed er noget, vi alle bærer med os. Vi kan være mere eller mindre skolet i at vise omverden, at vi er sårbare. Men det lever derinde og er en naturlig del af det at være menneske. 

     

    I går genså jeg denne helt fantastiske video omkring sårbarhed. Lavet af Brene Brown, og jeg vil gerne dele den med dig. Lav en god kop kaffe og sæt dig til rette i de 20 min., som den tager. Du vil tage en masse med derfra:

    "Styrken ved sårbarhed."

     

    Tag noter samtidig - der er virkelig mange fine pointer.

     

    Sårbarhed er, for mig, en ret naturlig del af at være i verden.

    Måske er det i kraft af mit job, eller i kraft af det menneske jeg er, men jeg besøger sårbarheden hver dag. Jeg arbejder med den hver dag. Både andres sårbarhed, men også min egen. Jeg er ikke så bange for vise mine nærmeste, hvordan jeg har det. Jeg kan sagtens græde i andres selskab eller dele min tvivl. Jeg kan blive i tvivl om mange ting.

    For eksempel i denne tid, hvor en ny uddannelse er  i gang med at skabe en helt ny uddannelse, så er jeg meget sårbar omkring den del. Tanker som: "Det er nok bare mig, der synes, at det er en god idé" eller... "Det er der da ingen, som har lyst til at komme med på" eller... "Kan jeg, det jeg skal kunne?"...

    Jeg hilser det hele velkommen. Fordi det skal være der. Det er en del af det at være menneske. Tvivlen, frygten og sårbarheden i det viser sit ansigt. Andet ville være usandsynligt, da kroppen og sindet reagerer på nye ting. I virkeligheden kan hjernen ikke så godt lide, at der skal ske noget nyt. Så hele alarmberedskabet bliver igangsat. 

     

    Jeg minder mig om, at det er helt OK. Alt er, som det skal være. 

     

    Det var morgentankerne for i dag. På en dag, hvor alt materialet til uddannelsen nu er gennemlæst af grafiker også, og nu begynder hun at drysse magi henover det hele, så det står smukt og skarpt til jer allesammen - lige om SNART.

     

    Hav en dejlig fredag.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Er jeg altid den klogeste, fordi jeg er psykolog?

    fredag 30. august 2019
    web (8)

    Når jeg sidder til fester, eller i andre sociale sammenhænge, så er det ikke sjældent, at folk kan finde på at sige: ”Er du psykolog? Så har du sikkert styr på alt eller du kan se igennem mig”… Noget i den dur. Nogle gange, så siger jeg: ”Ja, det kan jeg faktisk – altså kigge lige igennem dig”, og så griner vi lidt af det.

    Vi ved ikke alt. Overhovedet. Indimellem, så ved vi ingenting. Overhovedet.

    Det er sådan med os psykologer, at vi indimellem bliver puttet op på en piedestal, og bliver betegnet som orakler. Det er ikke klogt. Fordi, vi er også bare mennesker med alt, hvad det nu indebærer.

    Det er heller ikke klogt at sætte mig, os psykologer, op på piedestalen, fordi du på den måde frasiger dig dit eget ansvar. Et ansvar, som jeg er stor tilhænger af forbliver hos dig.

    Vi har gået på universitet. I maaaaaaange år. Vi har læst en masse teorier i laaaaaaaange baner. Vi er ofte gode til at stille kritiske spørgsmål, og sætte ting ind i sammenhænge. Forståelsen af, at vi (mennesker) hænger sammen i et bredere perspektiv; både samfundsmæssigt, familiært og strukturelt er en forståelse, som vi har med os, fra teorierne.

    Det gør os ofte til nogle gode sparringspartnere. Nogle gode lyttere.

    Vi er ofte gode til at stille nogle andre spørgsmål end vennerne og familien gør. Det kan både gøre os irriterende, men også relevante at tale med.

    Nu er jeg selvstændig, og jeg har min egen klinik. Mit eget rum, hvor jeg laver terapi. Det har jeg gjort i mange år. Det betyder, at jeg konstant er nysgerrig overfor det menneske, som sidder overfor mig. Det kræver enormt meget mod, og sårbarhed, at sætte sig overfor mig. Det er et arbejde, som jeg tager alvorligt. Men det skal heller ikke være så alvorligt, at vi ikke kan grine. Grine af mig, når jeg glemmer ord eller kludrer i sætningerne. Eller grine af noget sjovt, som er sket dagen før. At grine midt i alt det mørke, fordi det forløser noget.

    Men jeg ved ikke alt.

    Der er dog ikke noget, som jeg ikke tør gå ind i. Der er ikke noget, som jeg ikke tør spørge om. Der er ikke noget, som er for mørkt, dystert eller for farligt for mig. Der er ikke noget, som du ikke må spørge mig om. Det er ikke alt, jeg ved. Men der er ikke det, som jeg ikke vil undersøge eller få hjælp til at blive klogere på.

    Først og fremmest er jeg et menneske. Et menneske, som har valgt en bestemt uddannelse, som sætter mig i stand til at have det job, jeg har. Jeg har også brug for dig, når jeg skal gøre mit arbejde godt. Du skal fordre mig med materialet - altså med det, som er svært i dit liv. Ellers kan jeg ikke gøre mit job godt. Sådan er det i øvrigt tit, ikke? Vi skal selv handle og tage ansvar, når forandringerne skal ske. Det er ikke anderledes inde i mit rum. Det er ikke et quick fix at befinde dig i mit rum. Det er først, når du træder ud i DIN hverdag igen, at forandringerne og arbejdet sådan rigtigt skal manifestere sig.

    ”Det har min psykolog sagt, jeg skal” eller "min psykolog siger, så derfor gør jeg…

    Når jeg hører sådanne sætninger med ordlyde i disse retninger, så stritter alt på mig. Fordi, så har du netop IKKE selv taget stilling og ansvar. Sætningen vidner om, at psykologen ikke har gjort sit arbejde godt nok - i min optik. Du må aldrig lade det være op til andre, hvordan dit liv skal være. Men du læne dig op af mig/en anden psykolog for en stund, i dit liv, men det må aldrig blive en sovepude. Det er aldrig mig, som bestemmer. Jeg kan hjælpe dig med at se, hvordan dine handlinger er uhensigtsmæssige, og hvorfor det vil være en god idé at gøre noget andet. Men jeg kan aldrig bestemme. Men jeg kan puffe nænsomt til dig, så dit eget verdensbillede bliver tydligere for dig selv.

    Sådan skal det også være.

    Jeg kan ikke tage min magiske tryllestav frem, og trylle dig  det perfekte liv frem.

    For det perfekte liv findes ikke.

    Det gode liv findes.

    Indimellem er det gemt godt væk, men det findes.

    Det gode liv må vi alle gerne gøre krav på.

    Det tror jeg virkelig på.

     

    Spørgsmål som: "Hvad gør mig glad?" eller "Har jeg lyst til det her?" er fx. nogle spørgsmål, som kan hjælpe dig, når du skal beslutte dig for ting - er det i tråd med din indre kerne? Indeni dig. Glæde skabes og udleves forskelligt i alles liv. Hvad der giver mig glæde, kan du måske ikke forstå - om omvendt. Sådan skal det også være, fordi vi er forskellige. Allesammen.

    Jeg tror på, at vi altid skal finde ud af, hvorfor tingene er, som de er, lige nu. Vi skal prøve at få dit livsmønster til at stå klart for dig. Hvad har du med dig, og hvilken betydning har det haft for dig. 

    Hvilke mønstre er grundlagt tidligt i dig dit liv, og hvad har du lært omkring verden fra de mennesker, som har opdraget dig? Dernæst skal vi videre. Videre ud i livet, og du skal leve det liv, som er meningsfyldt for dig.

    Jeg har ikke de magiske redskaber.

    Dem, som alle taler om. Men i fællesskab finder vi nye udviklingsmuligheder for dig. Midt i al virvaret og måske midt i al kaos er der altid en ledestjerne. Der er altid uanede muligheder. Jeg holder den råde tråd igennem vores samtaler. Indimellem stikker det af, men jeg holder styr på det. 

    Jeg tror på, at altings forbundenthed. Jeg tror på, at du er noget i kraft af det fællesskab, du er en del af. Derfor skal vi have kigget på de fællesskaber, som du bevæger dig rundt i  - er de frugtbare og nærende for dig? Hvad er din rolle og hvad er andres påvirkning? Sådanne spørgsmål skal vi have fat i. Det er interessant, hvad der kan dukke op.

     

    Men JA! Jeg er psykolog, og jeg elsker mit job. Jeg drager omsorg, er opmærksom og nysgerrig.

    Det ligger til mig. Både på arbejdet og i mit privatliv. Men jeg kan ikke se igennem dig. Jeg har ikke de magiske og eller de magiske redskaber. Men ved hjælp af samtalen og betydningen af denne kan du rykke dig et andet sted hen. Indeni dig, som kan give den lindring, du søger. Det er lige præcis dér magien opstår.

     

    Har du lyst til at få en fornemmelse af, hvem jeg er og hvordan jeg arbejder?

    Så kom med på mit næste onlineforløb. Det hele starter her d. 20. september. Det kører over hele efteråret, og det bliver en skøn udviklingsrejse. Prisen er god, og indholdet er vanvittig godt. Tjek det hele ud her:

     

    NYT ONLINEFORLØB: "Vil du gerne hvile mere i dig selv?"...

     

    Jeg håber, at vi høres ved der. Ellers så vil jeg blot ønske dig en dejlig weekend. Jeg håber, at dette skriv satte gang i nogle tanker og HUSK, at du altid er velkommen til at dele dem med mig - og alle de andre, som læser med.

     

    De kærligste hilsner fra

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Nej, jeg er ikke optaget af diagnoser...

    fredag 23. august 2019
    Ny uddannelse

    Fordi...

    Bogstaver er ikke vigtige for mig. Jeg er derimod optaget af, at børn og unge skal trives i vores samfund, og i særdeleshed i vores folkeskole. Vi skal danne dem til være en del af dette fantastiske samfund, som vi har. Vi skal danne nogle nysgerrige, dedikerede og ikke mindst omsorgsfulde unge mennesker. De er vores fremtid. 

    Jeg synes ikke, at vi lykkes så godt med det, som vi kunne gøre. Vi har alle muligheder, vi er et rigt samfund og vi kan gøre det bedre. Det har skrevet om det på bloggen, og du kan læse med her, hvis du lyster:

     

    Danske børn skal trives i skolen, andet er ikke rimeligt.

     

     

    Måske har du lyst til at kommentere på blogindlægget, hvis det vækker noget i dig. Det er blevet delt masser af gange. Det var fedt at se, at det blev læst og taget stilling til. Det er jo et sårbart emne.

    Jeg er ikke ude på at pege fingre, men jeg vil gerne understege alvoren i det, som jeg ser lige nu hos vores børn. Vores fremtidige generation. De skal have de bedste betingelser, og faktisk kan det gøres med relativt få midler. Jeg har skitset også nogle forslag i mit indlæg, som du kan læse her forneden.

     

    Det er jo lidt som at stikke en hånd ned i en hvepserede. Fordi, jeg har ikke det gyldne svar, men jeg vil prøve at se på noget af det, som jeg har set virke:

     

    • Lærerne får supervision. Det burde indgå som en naturlig del af dét, at arbejde med mennesker. Jeg supervisere på skoler. Det virker! Det virker både som en ventil, men også som opkvalificering af deres faglige arbejde.

     

    • Der er en tydelighed fra ledelsen omkring værdier. Ikke kun på et papir, men at det udleves i den virkelige verden. Det man siger, man gør er også det, man gør. Både i hverdagen, men også når lokummet brænder.

     

    • At forældre taler sammen. Som i: Ringer til hinanden, når der er en kurre på tråden. Ikke skrive sms´er eller på forældreintra.

     

    • At forældre sætter nogle børn i skolen, som er klar til det. Både hvad angår søvn og kost.

     

    • At vi har tillid til en hel gruppe af mennesker her, som faktisk varetager den mest vigtige opgave i vores samfund: Nemlig at danne vores børn & unge mennesker. Jeg mener lærerne. Jeg stiller mig undrende overfor deres forberedelsestid, ja.... TID i det hele taget. Skal vi ikke bare alle give håndslag på, at vi har tillid til at de ikke snyder os med deres tid?

     

    • At der sker en ændring i den måde vi anskuer lærerjobbet på. Jeg tror faktisk, at mange ville løbe skrigende væk fra jobbet. I stedet se det som en ENORM vigtig grundsten i vores dannelse: At gå i skole. At blive undervist af nogle passionerede lærer, som har tid, ro og ikke mindst vores tillid til, at de laver den bedst mulige undervisning. Men det skal de have noget fordybelsestid til.

     

    • At vi IKKE drejer hovedet, og kigger den anden vej, når der er et barn, som ikke trives. Det må og skal vi tage hånd om. Det kan ikke være rimeligt andet. Det er koster kassen, når vi ikke tager hånd om det. 

     

    • At alle tager deres ansvar alvorligt, når der sker en krise. Det er helt OK, at man kan stå i situationer, hvor man bliver udfordret - måske kan det være første gang, man prøver lige netop det. Men der er ikke noget, som skal tysses ned eller på anden måde ikke italesættes, hvis der sker noget, som kan være traumatisk. Det kan være både stort og småt. 

     

    • Vi er alle forskellige. Hvad du synes er en lille ting kan være stort for en anden. Netop derfor er det så vigtigt, at der tages hånd om det, som kan fylde.

     

    Aldrig har flere børn og unge fået diagnoser.

     

    Det kan man jo være mere eller mindre enig i, om er rimeligt. Jeg er bestemt IKKE diagnoseforskrækket. Der er bare andet, og mere, som er vigtigt for mig. 

     

    Dét, der er vigtigt for mig, det er blandt andet:

    Hvad inviterer barnet til via sin adfærd? 

    Altings betydning - hvilket system er barnet/den unge en del af?

    Hvad fortæller barnet med alt det måske ikke italesætter direkte? 

    Hvad er det, vi voksne skal forstå? 

    Hvad er det barnet/den unge er en del af? 

    Hvilke modpoler er der til stede i livet hos barnet?

    Dét at have øje på noget andet, giver mulighed for bevægelse.

    Hvor er der noget, vi ikke ved endnu? Vi skal på udkig efter det uanede.

    Hvordan er denne adfærd blevet den bedste, lige nu.

    Alting er øjebliksbilleder, derfor er jeg optaget af håb og drømme for fremtiden.

     

    ... Blandt andre ting...

     

    Personlig udviklingsarbejde er ikke et individuelt anliggende.

     

    Det er et anliggende, som ligger i konteksten. Det vil også sige, at familien altid spiller en stor rolle i mit arbejde. Familien er meget med inde over mine undersøgelser. Vi har fælles samtaler flere gange i løbet af forløbet. Jeg ser også barnet/den unge selv. Men jeg har altid respekt for, at forældrene jo trods alt er dem, som ved en hel masse vigtigt - og dem som kender deres børn aller, allerbedst. 

    Jeg er ikke ekspert. Jeg ved bare noget om noget, som kan blive afgørende og få vigtig betydning.

    Al adfærd og alle symptomer er kommunikation, og ligeledes invitationer til omgivelserne til at forstå, hvad der sker i barnets liv, som gør noget besværligt, lige nu. Symptomer må altid forståes som udtryk for bedst mulige overlevelsesstrategier. 

    Den største alvor inviterer til de mest omfattende forandrings-og udviklingsprocesser på tværs. Derfor deltager jeg også ofte i møder på skoler og i institutioner. Alle aktører er vigtige i et barns liv, og der er intet, som kan stå alene.

     

    Mindfulness som en del af løsningen.

    Jeg får ofte henvendelser på emnet: Mindfulness og Mindfulness for børn & unge. 

    Jeg har, dags dato, 5 foredrag i kalenderen, bare på denne side af sommer. Det er foredrag forskellige steder i landet, indenfor forskellige brancher, men interessen for emnet nu er blevet så stort, at de gerne vil inspireres til mere nærvær, ro og fordybelse. Det gælder både offentlige institutioner og private virksomheder.

    Det gør mig glad og forhåbningsfuld for fremtiden.

     

    Jeg oplever en stigende interesse i klinikken også.

    Jeg har nu lavet Mindfulness med børn og unge mennesker i over 8 år. Jeg har haft over 140 familier igennem mit unikke mindfulnessforløb - og.... Det virker! Ganske få gange har jeg måtte henvise videre på grund af mistanke om om der kunne ligge en diagnose bag. Det kan tælles på én hånd. 

    Mindfulness betyder i sin enkelthed: Bevidst nærvær. No more, no less. Vi skal ikke gøre det mere kompliceret end som så. Men der er en masse, som man skal vide omkring det, og hvad man sætter gang i, når man laver det med børn & unge. Derfor bliver jeg også meget glad og taknemmelig, når jeg oplever en stigende interesse for min viden i forhold til, at lave Mindfulness med børn & unge.  

    Jeg har nu i 5 år uddannet fagpersonale, og andre interesserede, i at lave Mindfulness med børn & unge. Det er sidste år, i år, at uddannelsen har den form, som den har haft i 5 år. Næste år skifter det hele karakter, og bliver til noget helt nyt. Grunden er, at jeg har udviklet mig og rykket mig. Den viden, og de indsigter, jeg har fået, vil jeg gerne give videre i en ny form. Så det hele er i gang, og jeg er meget koncereret i at skrive om det hele. Det tager bare længere tid, end jeg havde regnet med. Sådan er det bare altid med denne slags. Jeg håber, at du vil hænge i lidt endnu og hvis du er interesseret i min nye uddannelse, som får noget ala denne overskrift: 

     

    ”Nærvær, empati & relationsforståelse i praksis”

     - en uddannelse med fokus på børn & unges trivsel og udvikling.

     

    Jeg er SÅ glad for at du læser med. Efterlad gerne en kommentar, giv et like eller del artiklen her. Det når bredere ud, når vi står sammen - i en intention omkring mere trivsel hos børn og unge. Tjaaaaa.... Mere trivsel i samfundet, sådan helt overordnet.

     

    God weekend.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • (Mis) bruger du dine relationer? Det har en pris...

    tirsdag 16. juli 2019
    web (5)

    Hvilke relationer har du i dit liv?

     

    Hvad er en relation? En relation er noget, som du skaber med et andet menneske. Det vil sige, at du er lige så ansvarlig for relationen, som det andet menneske er. Det er det, som står imellem jer – som en usynlig linje.

     

    Relationer er livsnødvendige for os. Hvis ikke vi var en del af en relation, så ville vi dø. Tænk på det lille spædbarn, som er livsafhængig af, at der er nogle relationer, som tager sig af det.

     

    Selvom du er voksen i dag, og måske ikke føler at du på den måde er afhængig af relationer, så vil jeg alligevel gerne udfordre dig lidt på denne tankegang. 

     

    Mange mennesker bruger/misbruger deres relationer i svære livssituationer...

    ...og glemmer så helt, at holde relationen ved lige, når det svære er drevet over. Mange mennesker tør aldrig åbne op i relationer på grund af frygten for afvisning/at blive forladt. Mange mennesker er aldrig helt dem selv i selskab med andre mennesker, fordi de er bange for, at de er gode nok eller har frygten for at ”blive afsløret” i forhold til at de udgiver sig for at være en anden end de i virkeligheden er. Det kan være svært bare at være…. Bare at være. Mange oplever et præstationspres, når der er andre mennesker, fordi de tror, at de andre mennesker forventer/forlanger noget bestemt – måske som et resultat af en historik eller en forventning om at relationen er på en bestemt måde.

     

    Hvad mærker du, når du læser ovenstående? 

     

    Du ER afhængig af dit netværk omkring dig.

    Det skal plejes. Med netværk mener jeg at, der omkring dig, er et finmasket net af mange forskellige mennesker, som har forskellige positioner i dit liv. Hver og én af disse er vigtige brikker. Indimellem skal der skiftes ud på brikkerne – ja, nogen skal måske helt ud af puslespillet, men du kan ikke stå alene. Aldrig.

     

    Hvis du, i en periode af dit liv, har brugt en relation rigtig meget. Til støtte, trøst, rådgivning eller andet, som har været nødvendigt i den periode, så vil jeg virkelig anbefale dig, at du husker det. Også når det hele kører på skinner igen. Det handler ikke om, at du skal være evigt taknemmelig eller komme med gaver hver gang, I skal ses. Men husk på den forskel, som det menneske gjorde for dig i en given tid. Den forskel betyder noget. Det betyder, at du står et andet sted i dag med noget, som du har kæmpet med. Så indimellem skal du minde dig selv om det, og mærke en taknemmelighed – som enten skal italesættes eller ej, men husk lige at mind dig selv om det.

     

    Relationer er livsnødvendige for din overlevelse og livskvalitet.

    Forstil dig et liv uden de mennesker, som er en del af dit liv nu – hvordan ville det være? Måske er der nogle relationer, som skal have en mindre plads eller omvendt. Men relationerne er vigtige. De betyder noget.

     

     

    Igennem mit liv har relationer fået forskellige pladser og tyngder.

    Jeg er konstant i bevægelse, hvilket ufravigeligt betyder, at nogle relationer får mere plads end andre, på forskellige tidspunkter i mit liv. Kun én gang har jeg brudt med en relation. Det var nødvendigt. Men derudover, så tror jeg på, at vores livsvidner er afgørende for vores historie her på jorden og vores egen fortælling ind i, hvem vi er. Forskellige mennesker skal lære mig noget forskelligt. Nogle skal lære mig noget om mere rummelighed. Andre skal lære mig noget om, at tage flere chancer. Og nogle tredje skal lære mig noget om at sætte grænser osv. 

     

    Hvis vi tør kigge på, hvad relationerne kan give os, så kan vi virkelig udvikle os som mennesker, i en retning som giver os mere og mere mening. 

     

    Hvordan ser det ud hos dig hvad angår relationer?

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • God sommer til dig...

    fredag 28. juni 2019
    sommer

    Rigtig god sommer til dig.

    I år har jeg gjort noget usædvanligt. Jeg holder 6 ugers ferie, minus 1 dag. Det er skønt, tiltrængt og eventyrligt. 

    Jeg glæder mig rigtig meget til at bare være. Lige her. 

     

    I år skal vi, blandt andet...

    Vi starter ud i dag med vores helt egne "nu starter sommerferien traditioner". Det går ud på, at vi er sammen og laver noget sammen, for at lige markere at nu er der total frihed i mange, mange uger. I år skal vi spille pool i byen og bagefter på burgerbar. Men inden da, så skal der bades i havnebadet og drikkes en kold øl på altanen. Ahhh....

     

    Vi tager til Budapest på mandag.

    Med tog. I 22 timer. Med natvogn, restaurantvogn og hele svineriet. Det bliver VILDT spændende. Et lille eventyr, som vi alle glæder os til at prøve. Det er særligt drengenes ønske, at vi kører med tog. Jeg er helt sikker på, at det handler om den tæthed og det nærvær, som opstår i den slags situationer. De er guld værd. Vi har booket hotel, og ellers tager vi det hele som det kommer. Lige efter vores hoved.

     

    Hjalte og jeg tager en tur til London, bare os to...

    Han bliver 12 i år. Når man bliver 12 år hjemme ved os, så må man vælge en storbyferie med én af os forældre. Hjalte har valgt at han og jeg skal til London. Dét glæder vi os vildt meget til. Det er i 3 dage midt på sommeren. Jeg er blevet tippet os et spisested, som er booket ellers så er alt åbent, så hvis du har et godt tip, så skriv endelig.

     

    Ellers ligger tiden bare foran os.

    Vi har planer om Grøn Koncert og et besøg ved Vesterhavet - ellers så er alt åbnet, og vi skal bare gå med det, som vi lyster. Jeg har købt bøger og har et par opskrifter eller to, som jeg gerne vil prøve af. Det er ferie for mig. Uden et tætpakket program, men bare gå med det, som mærkes godt.

     

    I år er særlig, fordi...

    Det er sidste sommerferie, hvor vi er samlet. Os fire. Næste skoleår tager Felix afsted på efterskole, og hvem ved, hvor meget vi får ham at se? Og hvem ved, hvad han har lyst til næste sommerferie?Derfor føles denne sommer som særlig, for mig/os. Derfor har jeg også prioriteret masser af TID og RO til være sammen - og samtidig til at være sammen, hver for sig. Vi behøver ikke sidde lårerne af hinanden, men jeg har brug for at stå til rådighed. Vores drenge er nemlig typerne, som gerne vil lave noget med os. De finder på ting, og så er det bare om at koble sig på. Det vil jeg gerne have tid til.

     

    Jeg trækker også stikket længere tid, fordi...

    Jeg har brug for ro og tid til at tænke nye tanker omkring min næste uddannelse. Den former sig stille og roligt. Det kommer til at være om børn, unge, trivsel, selvværd, angst, forbindelser, systemer og invitationer. Jeg har selve formen og datoerne på plads. Jeg skal blot have indhold på. Alt ligger klart til at gå ombord i, jeg skal bare liiiiiige..... Have tid. Derfor har jeg også afsat tid i uge 29 til at skrive lidt på det. Måske lykkes det - måske ikke. Det må vi se på. Uge 40 er nemlig også afsat til selvsamme projekt, så må vi se, hvad der dukker frem.

     

    Pas godt på dig og dine.

    Tiden er nu. Det er den knappe ressource, som vi alle har tilfælles. Så vælg med omhu, hvad du brugeer den på. Livet er nu. Det er også på lånt tid, så hvad skal du putte ind i det kære liv?

    Jeg glæder mig over, at du læser med. Tak for det. Det betyder en masse for mig - nok mere end du ved. 

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Står du midt i en krise? Dette skal du IKKE gøre...

    torsdag 20. juni 2019
    stress (1)

    Et lidt ældre indlæg har jeg lyst til at poste igen, fordi det holder stadig. God fornøjelse...

    .....

    Står du midt i noget lort (ja, undskyld sproget), men nogengange findes der bare ikke et bedre ord.

    I løbet af dette forår er der sket ting og sager i min ende af verden. Sygdom, drømme som brast og skilsmisse (ikke mig!). Det er ikke småting, og selvom det ikke er direkte MIG, der hverken er syg eller skal skilles, så påvirker det mit liv. Det påvirker på den måde, at jeg bekymrer mig, jeg drager mere omsorg, jeg afsætter tid. Jeg er der bare. No questions asked. Jeg er ikke så bange for at tage fat i tabuerne, og jeg er ikke så bange for at spørge ind til smerten og det svære. Det er vist noget, jeg har med hjemmefra. 

    Når du så står der: Midt i lort og krisen virkelig kradser, så er det SÅ svært. 

    Måske stopper du med at spise, har ondt i maven, din koncentration og hukommelse er røget sig en tur og du gør dét, som ligger allermest naturligt for os mennesker, nemlig: Du handler, ordner, søger nye græsgange, du ringer, du sms´er, du tager beslutninger, du er hård i retorikken, du gør, du tænker, du vender og drejer ALT og i det hele taget, så er du ret meget oppe i dit hoved. Du forsøger, helt naturligt, at finde hoved og hale i det hele, og du prøver at forstå dit nye verdensbillede.

    Det er helt almindeligt, men der sker ikke nogle nye ting deroppe fra (altså dit hoved!)...

    Ovenstående er helt typisk og klassisk, når krisen slår ned i livet. Jeg tror også på, at sådanne ting skal du igennem... Langsomt vil du opdage, at det ikke nytter en skid. Jo, det hjælper at få praktiske ting på plads, og det er fedt at tale hele natten med en god ven, fordi det forløser, men du kan ikke tænke dig til, hvordan brikkerne i dit nye puslespil skal lægges. 

    Du skal og må ned og have kroppen med. Der er ingen vej udenom. 

    Når jeg skriver, at du skal have kroppen med, så mener jeg ikke, at du skal træne hårdt i fitnesscentret. Jeg mener, at du skal UD og gå en langsom tur. Du skal ned på yogamåtten og sidde stille i 10 min. Du skal svømme en langsom tur i 10-15 min. Du skal sidde i en sauna og svede. Du skal løbe en stille og rolig tur, hvis det er dét, der gør dig godt. 

    Langsomt, meget langsomt, så vil din krop begynde at fortælle dig ting og sager. Langsomt kan du lytte til, hvad det er der sker. Hvad fortæller din mave dig, hvad vil din krop? 

    Til stille!

    Prøv at udnytte stilhedens kræft! Vær stille med dig selv, blot nogle få lommer af tid, om dagen. Opdag, at du ikke behøver at analysere alting - noget også løses i stilhed. Helt af sig selv. Det tager tid, men det er muligt. 

    Don´t fix. Be!

    Når vi er rådvilde og udmattede, så holder vi typisk os selv igang, fordi vi er bange for at mærke smerten ved at være. Vi bliver bange for vores egne tanker og følelser. Vi vil bare gerne fixes. Fordi det, vi mærker, er smertefuldt. Så dulmer vi med: Nye relationer, mad, rødvin, smøger m.m. Det er selvfølgelig ikke fordi, at du ikke må noget af ovenstående. Det løser bare ikke din krise. Jeg napper selv et gals rødvin mere, når jeg er ked af det eller stikker hånden i chokoladen. Det er menneskeligt! Trust me. Men det løser ikke noget! 

    Jeg lå i min seng, i går aftes, her på Kreta og surfede lidt rundt på nettet. Jeg faldt over et digt, eller en passage, fra Pernille Aalund. Jeg synes, at det er så smukt og det sætter lige netop spot på dét, der også er så fint ved en krise. Nemlig, at vi ikke skal/behøver at bestemme os for noget som helst, når krisen er slået ned. Istedet skal vi være med det nye, på en sårbar og anderledes måde. Jeg vil gerne dele det med dig: 

    Og vi gentager os selv. Som chefen, der mister sit job og nu græder af frygt for aldrig, at blive den samme igen, at miste format, at miste sin ære, at miste sit ry. Han ønsker det tabte tilbage. 

    Som hende, der blev forladt af ham hun elskede og ikke kan glemme, men stadig holder fast i noget der ikke 'er' længere. I forestillingen om det, det kunne have været blevet til, hvis bare... Det der var. Eller noget identisk. Det tæppe der rykkes væk efterlader dig på en helt ny flade. Du mærkede suset, mistede fodfæste og årevis af samlet skidt ligger nu som en dyne af støv i rummet. Du havde 'bare' været der - uden at tænke. Tankeløs. Nu forsvandt alt det, du kendte og du gribes af frygt . Du kan kun se det fortabte. Du er blind. Men dyrk din nye ø. Når støvet har lagt sig - træder grunden frem. 

    Lad fødderne liste henover plankerne, du behøver ikke at bestemme dig for hverken kvalitet eller udtryk lige nu Dit nye land - lad det vente. Roligt. Måske skal du gå ad helt andre veje. Sætte dine ben helt andre steder eller sagt med andre ord: Måske er tiden kommet til at pløje på ny i nye furer, for en ny høst på et nyt sted. Brug smerten og angsten som løftestang til din kommende scene. Scenen for et helt nyt og meget bedre liv. Spørg dig selv: Hvor godt var det egentlig, det jeg kom fra var? 

    Her er 'jeg' - nu - og indtil andet er bevist: kun i denne ene udgave. Så hvorfor ikke gøre noget andet? Hvorfor ikke stoppe denne strøm af gentagelser? Hvorfor ikke bruge denne fyring, denne forkastelse, dette fravalg til at flytte mig. Pløje om, 'så' nyt på nyt. Baseret på den sidste hændelse, mere erfaren, mere rig på viden. Om et år - ved samme tid står du på din nye jord, som et nyt menneske. Ingen udsigt er foræret.

    Kan du kende det?

    Jeg ved, hvor udmattende kriser er. Vi går ikke igennem livet uden at opleve smerte. Jeg har haft smerte og kriser helt tæt på livet, og jeg ser, hvor mange af mine klienter, der kæmper. Det er SÅ smertefuldt. Krisen. Livet. Smerten. Sorgen.

    Lad dig inspirere af Pernilles ord. Kan du være i uvisheden UDEN at handle, lige nu? Græsset er ikke grønnere på den anden side af plankeværket, og det vigtigste er, at du finder dig selv. Midt i alt det tunge. 

     

    Jeg ønsker dig det bedste.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Relationer eksisterer ikke som noget i sig selv.

    fredag 14. juni 2019
    Fællesskaber

    Det er ikke kun individet, som skal lære noget. Det skal vi alle sammen.

    Jeg møder mennesker i lidelse, hver dag. Mennesker, som banker sig selv i hovedet, fordi de ikke har det godt. Der er noget, som burde være anderledes. Noget, som de ikke gør godt nok. Det fodrer de negative tanker og medfører et lavt selvværd. Tankerne kan blive dystre og angsten kan banke på.

    Det gælder børn som voksne.

    Når mennesker ikke trives, så kalder det på at vi tager det alvorligt. Den største alvor kalder på de mest omfattende forandringer. 

    Og lige præcis hér, du ikke står alene. Uanset om du er 5 år eller 78 år.

    Du, i dig selv, eksisterer ikke som noget i dig selv. Du er altid en del af noget, som er større end det. Du er en del af andre menneskers liv. Du er en del af et samfund. Du er en del af en verden. 

    Så selvom det måske er et barn, et ungt menneske eller en voksen, som ikke trives, så skal det aldrig forståes som noget isoleret. Det kan det ikke.

    Aldrig mere skal en historie fortælles, som om den var den eneste.

    Så når jeg møder et menneske, som har brug for min hjælp, så skal vi have foldet historien ud. Den skal altid forståes i en sammenhæng. 

    Det er her, at sætningen:"Mennesket er ikke problemet, men mennesket viser problemet" virkelig kommer til sin ret. Jeg er stor, stor fan at denne måde at tænke om mistrivsel på.

     

    Hvad vækker det i dig, når jeg skriver sådanne linjer?

     

    Skriv endelig dine tanker i kommentarfeltet - jeg elsker, når vi er i kontakt.

    Bedste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det er ikke et spørgsmål om normeringer.

    fredag 31. maj 2019
    strong children

    Hver dag vinker omkring 225.000 børn mellem 0 og 6 år farvel til mor eller far. I de næste op til 7 timer har en vuggestue eller en børnehave ansvaret for deres børn. Sådan er det for ni ud af ti danske børn.

    Danmark er det land i verden, hvor børn bliver sendt tidligst i institution. I gennemsnit er børnene 10 måneder gamle, når de begynder i vuggestue eller dagpleje. 

     

    Det er et spørgmål om børnesyn, empati og relationsforståelse. 

    Jeg bliver så trist over, at børn i Danmark anno 2019 kan behandles på en sådan måde. At helt basale ting som: Øjenkontakt, fysisk kontakt og oprigtig interesse ikke er en helt naturlig måde at forholde sig til børn på i ALLE danske institutioner i Danmark. 

    Jeg bliver så uendelig frustrerert, når jeg ser, at voksne mennesker ikke formår at tage deres opgave alvorligt. Jeg tænker faktisk, at de ikke er deres løncheck værdig. De skulle betale alle deres lønpenge tilbage igen. Fordi de har fejlet. Big time!

    Det er så nemt at pege fingre, og det kan vi hurtigt komme til. Men jeg har lyst til at folde det endnu mere ud i dette skriv.

     

    Dette indlæg er et resultat af, at jeg i sidste uge så den omtalte dokumentar på TV2 "Institutionerne bag facaden - kritiske forhold i København".

    Jeg véd heldigvis, at der er MANGE gode institutioner i Danmark. Jeg møder mange pædagoger, som arbejder nogle helt fantastiske steder. Mange af disse pædagoger er/har været uddannelsesdeltagere hos mig og de har nogle ledere, som bakker dem op og udfordre dem tilpas. Der er samtidig en tydelig ledelsesmæssig tillid til, at de gør deres arbejde godt. Jeg hører, hver dag, om HELT andre forhold, end dem de viste på TV2. Det vil jeg lige understrege.

    Men nogengange, så må vi ud i modpolerne for at tage stilling. Det er nogle at de ting, og tanker, som jeg gerne vil gerne folde det lidt ud her.

     

    Denne dokumentar rækker langt udover det, som blev vist i TV. Den rækker ind i noget, som er langt større, end den time vi så på TV. Den rammer ind i vores helt centrale kerne, nemlig ind i temaet: Børnetrivsel i Danmark, som jeg er så uendelig meget optaget af. Jeg håber, at flere af jer vil skrive jeres kommentarer til temaet, så det kan få lov at få en plads. En stemme. En stemme, som børnene ikke nødvendogvis har. De følger bare med i de beslutninger, som vi voksne tager for dem, hver eneste dag.

     

    Når nu vi ved...

    At den bedste investering, vi kan gøre, er i børnetrivsel - hvorfor sker det så ikke? De bedste penge vi kan bruge, er når børn er i alderen 0-6 år. Her grundlægges en stor del af deres tillid til verden og de mennesker, som er en del af deres liv. Hvorfor er det ikke en selvfølge, i et så rigt land som Danmark, at børn gives de bedst mulige vilkår for udvikling, trivsel, ro og fordybelse? Et rigt børnefællesskab burde være lige så naturligt som "amen" i kirken. 

    Jeg ser flere og flere mindre børn, og deres familier, i min klinik. Børnene viser tegn på mistrivsel, fordi de er i noget hver dag, som ikke er udviklende og hvor fokus er på de børn, som tager al opmærksomheden med fx. skældud og irettesættelser. Det betyder, at overskuddet til positiv kontakt og udviklende pædagogik udebliver. Men det er ikke børnene, som er forkerte. Det handler i højere grad om, at de rammer, som de bliver puttet ind i hver dag, er ALT for udfordrende for de mindre børn (ja, i virkeligheden også i skolen mange steder). Børnene viser os bare, at der er noget, vi skal have langt større greb om. Der er noget, som skal være anderledes. 

    Derfor er det også kun godt, at dokumentaren blev vist. Metoden skal jeg ikke gøre mig til dommer for, men den åbne sandhed om børns trivsel i institutioner, hvor "survival of the fittest - tanken" lever ofte er den, som bliver dominerende, er kun godt at se. Også selvom aftenkaffen kom galt i halsen.

    Jeg er glad for, at flere og flere tager bladet fra munden, og det betyder, at vi kan have en debat. Vi kan få snakken igang. Det er KUN godt.

     

    Det offentlige omsorgssvigt.

    Når nu vi er "institutionernes land", som vi jo er i Danmark, så er det vel også rimeligt at kalde det, vi så i dokumentaren, for offentlig omsorgssvigt? Det kan være et voldsomt ord at tage i brug, men jeg synes faktisk, efter flere overvejelser, at det er meget rammende. Jeg har ihvertfald ikke kunnet finde et ord, som passer meget bedre.

    For mig at se rækker omsorgssvigtet uendeligt meget udover det, som vi så i TV. Det rækker helt ind i kernen af vores kultur, systemer og menneskesyn. Når vi forældre fortæller os selv, at det er OK, at vores børn græder meget, eller viser tegn på mistrivsel, og samtidig fortæller os selv "at vi ikke har noget valg" og at "når alle gør det, så er det normalt, og derfor skal mit barn nok også lære at tilpasse sig", så er det, at vi skal stoppe og og spørge os selv, om det kan være rimeligt, at det er sådan. 

    Jeg følger en stærk kvinde, som hedder Maj My. Jeg har før linket til hende, og hun har skrevet sådan her, som følge af dokumentaren:

    "Der er så mange niveauer af svigt og sorg og konflikt i den her fortælling. Lige fra forældrenes fremmedgjorthed overfor deres egne følelser til barnets traumer på baggrund af den kulturelle virkelighed, som det bliver overladt til - i en alder af ét år.
    Ja, jeg synes, der skal fyres og løftes tæpper ude i institutionerne. Men jeg mener samtidig, at den nødvendige revolution først kommer til at ske, når vi forældre begynder at lytte til vores hjerter, og siger fra overfor den adskillelseskultur, som alt det her ganske enkelt er et symptom på."

    Jeg har taget citatet med, fordi jeg synes, at det er rammende for, hvad dette (også) handler om. Nemlig os, som forældre. 

    Vi skal tage et ansvar for vores eget liv og vores børns liv. Vi bliver nødt til at beslutte os for om det "alle andre gør" også er noget, vi selv vil gøre. Hvis vi oplever, at de rammer, som kan tilbydes vores børn ikke ikke er gode eller udviklende rammer, så skal vi gøre noget. Vi skal ikke vente til "noget går over". 

    Mange fortæller mig, at "sådan har det været længe". Det er ikke rimeligt. Det må og skal du handle på. Èn måde at handle på er, at tale med ledelsen omkring det, du er optaget af. Notér fx. ned hvad du oplever som problematisk, så I har noget konkret at tale om. 

     

    Hvem bestemmer?

    Indimellem så tænker jeg, at vi bilder os selv ind, at der er én eller anden person over os alle, som bestemmer. Èn, som har en eller anden sort bog, der bliver skrevet i, hvis ikke vi gør "som der bliver dikteret". Men helt ærligt: Det er OS SELV, der bestemmer. Vi bestemmer selv over vores eget liv. Vi bestemmer selv over vores egne børn. Det er helt op til os selv, hvad vi gør med vores børn. De første 5-6 leveår er det faktisk udelukkende dig, som bestemmer over, hvor og hvad dit barn skal bruge sin tid på. Når vi så rammer skolealderen, så er det en anden snak. Men faktisk her bestemmer du også selv. Dine børn må hjemmeskoles i Danmark, hvis det er det, du vil. Bare lige for at få det på det rene. Altså: DU BESTEMMER. 

    Så er jeg med på, at alt handler om valg. Men sådan er livet. Vi kan ikke vælge noget, uden at fravælge noget andet. Alt har en pris. Det kan være, at prisen er: Dit hus, din bil, din fulde løn i en periode eller din sommerferie. Alt koster noget. Men DU bestemmer, hvad prisen og omkostningerne skal være for DINE valg.

    Her kunne man også med fordel diskutere, hvorvidt det ville være rimeligt, at pengene skulle følge børnene. Måske kunne det være en god ting, at der blev kompenseret økonomisk for de forældre, som tog en beslutning for at have deres børn hjemme i de første leveår. Det var en mulighed, som kunne have en positiv indvirkning på en beslutning, som også kan have nogle økonomiske konsekvenser for familier. 

     

    Min pointe er, at din stemme er STÆRK, og måske er den meget stærkere, end du tror. 

    Nogle vil måske skrive, at det ikke er alle der har et valg. Mange er tvunget til at gå på arbejde for at tjene til dagen og vejen. Det kan jeg ikke være uenig i, selvfølgelig skal der penge på kontoen hver måned. Men du har altid et valg i forhold til at vælge noget nyt til dit barn, hvis ikke det er godt der, hvor du afleverer dit barn hver dag. Der er heldigvis MANGE, gode institutioner i Danmark. Det er et stærkt signal at sende, når du tager stilling.

     

     

    Det handler ikke kun om normeringer.

    Som overskriften antyder, så har jeg en holdning til dette meget snævre fokus. I disse valgkamptider, så virker det indimellem som om, at den eneste løsning er, at der skal være flere voksne. Uden tvivl, så skal der flere voksne blandt vores børn. Men vi skal ikke kun have flere, vi skal have bedre og veluddannet voksne på banen. Kvalitet hænger ikke sammen med kvantitet. Den oprindelige lyst til at arbejde med børn og unge mennesker, som for mange pædagoger har været drivkraften for at læse til pædagog, skal styrkes på uddannelsen og kun fremelskes endnu mere. Der MÅ og SKAL være moduler, som handler om: Empati, relationsforståelse og fordybelse. 

    Derudover, så skal de styrkes i deres løncheck. Jeg har aldrig forstået, hvordan det kan være at dem som arbejder med det, vi alle elsker allermest, samtidig er nogle dem, som får mindst i løn i Danmark. Det er mig ubegribeligt. Det skal være mere attraktivt at arbejde som pædagog. Det bliver det (også), hvis de får mere i løn.

     

    Efteruddannelse.

    Dét at arbejde med børn & unge mennesker flytter sig hele tiden nye steder hen. Det er, for mig, vigtigt at pædagoger styrkes i deres faglige og personlige udvikling. Det er mig ubegribeligt, hvordan det kan være, at supervision fx. ikke er en fast del af deres arbejde. Det burde være sådan, at dét at modtage supervison blev fast del ind i en arbejdsrutine. Akkurat på linje med at smøre madpakkerne til skovturen. Når det ligger mig sådan på sinde, så er det fordi, at det flytter noget. Vi, der arbejder med andre mennesker, har blinde pletter, som vi har brug for spejle på. Vi har brug for hjælp til at kigge på noget, som kan virke fastlåst. Det har vi brug for andres hjælp til. 

    Der er supervision et meget stærkt værktøj at tage i brug. Når jeg selv kommer rundt som supervisor,  så ser jeg, hvor hjælpsomt det er at have et rum, hvor den faglige og personlige udvkling er i fokus. Det rykker noget.

     

    Respekt og nærvær.

    Vi skal have en langt højere grad af respekt ind i vores samfund omkring dét at arbejde med børn og unge mennesker. Det er altså ikke bare noget "man gør". Jeg er helt med på, at man kun går ned af den pædagogiske vej, hvis der er en interesse for emnet, men der er også tung teori, som skal læses. Fordi der er SÅ meget forskning på området. Forskning, som fortæller en masse om, hvad der er vigtigt. Det skal man vide, hvis man gerne vil arbejde med børn & unge mennesker. 

    Nærvær er, for mig, fuldstændig synonymt med udvikling. Hvis ikke der er nærvær tilstede, så kan fundamentet ikke skabes. Og kan fundamentet ikke skabes, så udebliver udviklingen. Det går lige så meget hånd i hånd, som mælk på havregryn. Derfor er det også vigtigt, at pædagoger og lærere ved noget om, hvad de kan gøre for at træne den nærværende muskel i en hverdag som, for mange, kan være fyldt af gøremål. Det er vigtigt. 

    Min interesse for Mindfulness, nærvær, fordybelse og ro startede da jeg selv havde allermest brug for det. Det vidste jeg bare ikke dengang. Det kan jeg se nu. Som jeg skriver flere steder, så er det min drøm, at der på enhver institution i Danmark er uddannet fagpersonale, som kan lave Mindfulnessøvelser med børnene, og ikke mindst træne deres egen kontakt til deres egen kerne og indre. Fordi det virker. Jeg har set det 1000 gange, og mine uddannelsesdeltagere fortæller mig det samme.

    Det er ikke svært eller indviklet, men fagpersoner skal vide, hvad de laver. Det vil gavne både børnene og de voksne i en hverdag, hvor der kan være knald på. Vi kan ikke forlange noget af børn & unge, som vi ikke er villige til at gøre selv. Så hvis vi ønsker os mere RO på, så kræver det, at de voksne også er ROlige. 

    Jeg tror vitterligt på, at ro, nærvær og fordybelse kunne være nogle helt centrale og vigtige nøgler ind i en god og udviklende børnepædagogik. 

     

    Respekt omkring dem, som vælger anderledes. De er blot et spejl til dig og dine valg.

    Når jeg møder et menneske, som har truffet helt andre livsvalg end jeg selv, så bliver jeg altid nysgerrig på, hvorfor og hvordan. Når nogle vælger at gå hjemme med deres børn, så er det næsten som om, at de bor på en anden planet, eller er lidt underlige, og de nemmeste sætninger at fyre af er noget i retningen af: "Jamen, det er også kun muligt for dem, fordi X,Y eller Z" eller "Hendes mand tjener også pengene" eller noget i den retning. Det kunne jo også være, at de har truffet et bevidst valg med nøje øje for hvilke omkostninger, det måtte have, og øje for hvor meget, det giver i den anden ende.

    Flere og flere mærker et stik i maven, når de kigger ned over deres arbejdskalender, fordi det jo ufravigeligt er lig med at børnene er afsted lige så meget tid. Når så disse forældre stopper op, og vælger fra/til, så fortjener de faktisk, at vi respektere dem og spørger mere ind til, hvordan det er muligt. Så er dialogen igang - og dialog er afgørende for forandring.

    Vi skal tale mere og højere om vores valg. Vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved, hvordan alle vores skattekroner forvaltes. Vi skal op på barrikaderne, når noget skurrer i vores øjne eller rammer i vores hjerte. De bevægelser som er igang lige nu, i Danmark, er så værdifulde. Vi må aldrig stoppe med at stille spørgsmålstegn ved vores børns trivsel eller stoppe med at kræve positive muligheder for udvikling. De har fortjent det bedste.

     

    Pas på dit guld.

    Vid, at dybest set, så er der kun DIG til at vide, hvad der er bedst for dit barn. Ingen andre. Uanset om du vælger, at sætte dit barn i institution eller ej, så er det okay. Men det er også, som i HELT okay, at forlange noget kvalitet der, hvor du sætter dit barn hen hver dag. Det gælder nu, og senere i livet. Jeg har skrevet et indlæg omkring den danske skole - lidt i samme boldgade, og du kan læse det her:

     

    Hvordan går det med den danske folkeskole?

     

    Nu vil jeg slutte mit skriv.

    Lad mig vide, hvad det vækker i dig. Jeg vil elske at snakken fortsætter i kommentarsporet.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked