Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • På fredag skal jeg hjem på sommerferie...

    lørdag 27. juni 2020
    ferie (3)

    Altså, sikke ugerne bare er gået...

    Det er en sand fornøjelse at sidde her midt i den smukke natur og leve et meget, meget stille liv. Hvis ikke det var fordi, at jeg er godt gift og har 2 drenge hjemme, som jeg savner allesammen, så tror jeg såmænd godt, at jeg kunne blive heroppe. Her er plads, ro og en sublim skønhed, så gør mig helt varm om hjertet, hver dag. Kan man mon blive træt af det? Jeg tvivler. 

    Det er skønt, at jeg har det sådan, når nu det er her, jeg er. Så kan jeg jo lige så godt suge til mig, få en masse mindeværdige oplevelser og være i det med hele mig. Der er ikke noget værre end at ønske sig væk fra det liv, der leves. Det har jeg prøvet. Det er ikke rart.

    Det er ikke alle forundt at leve det liv, som de ønsker sig.

    Det er jeg meget klar over. Derfor er min taknemmelighed også stor. Især i disse dage, hvor jeg går mange ture for sidste gang, i denne omgang. Når jeg er retur igen, så har årstiden forandret sig, og det hele har skiftet ham igen. Naturen skifter, energien skifter og det hele får nye farver. Mine kollegaer har fortalt mig, at efteråret skulle være usandsynligt smukt. Jeg glæder mig til at komme tilbage.

    Om lidt er der gået 7 uger.

    7 uger i mit eget selskab. Hver dag. Jeg har naturligvis arbejdet hver dag, og har skullet vænne mig til mange nye ting og forholde mig til nye mennesker, men jeg har været alene i det. Hver morgen, hver aften og hver weekend. Jeg har skullet mærke ind i, hvad JEG havde lyst til. Der har ikke været andre, som jeg har skullet tage hensyn til. Det har været en stor gave for mig. Det sidste år har været et forandrende år, og derfor har det været alletiders mulighed for at stoppe op og mærke efter. 

     

    Spørgsmål som:

    • Hvordan skal det hele lande på ny?
    • Hvad er vigtigt?
    • Hvem er vigtige?
    • Hvad skal have fokus?
    • Hvordan skal fremtiden forme sig?
    • Hvorfor gør jeg/vi som, vi gør?

     

    Det har jeg uforstyrret tid til at tænke på og mærke ind i. Det er skønt. Jeg er blevet klogere på nogle ting, og endnu mere uforløst på andre ting. Det er fint. Livet er jo ikke nogen jævn, opadgående kurve - den kurve svinger, bliver krøllet og er ikke altid opadgående - den går også nedad. Sådan er livet Men dét at have tid til at mærke efter, alene, er virkelig noget jeg værdsætter meget højt.

    Jeg glæder mig til at komme hjem.

    Sådan helt ind i kernen i mit hjerte. Tæller ned nu. Vores sommerferieplaner er vendt totalt på hovedet (ligesom mange andres, forestiller jeg mig?) Vi skulle have været til Thailand i 3 uger, bare os fire. Men det lavede Corona jo om på. Nu skal vi i stedet nyde den dejlige danske sommer. Og ved du hvad? Der er ikke noget, jeg glæder mig mere til. Måske også fordi, jeg har været væk så længe, så glæder jeg mig bare til at have 5 uger, uden de store planer. Bare være med mine vigtigste mennesker. Vi skal se en del familie, og så glæder mig til at give min dejlige mor en varm krammer også. 

    Har du læst med i løbet af min tid her?

    Hvis ikke, så kan du klikke her:

    Nyt kapitel i mit arbejdsliv.

    Hvad skal jeg så lave i Norge?

    Ud i det blå.

     

    Jeg håber, at du har læst mine mange ord i løbet af de sidste uger.

    Indlæggene har været noget længere end de plejer. Hvis du har læst med, og har lyst, så skriv endelig en kommentar. Jeg elsker, når vi har to-vejs kontakt. Jeg vender stærkt tilbage, når jeg lander i det norske igen, til august. Indtil da går jeg på ferie herfra.

    NYD din ferie. Pas på dig selv og husk: Din ferie er DIN ferie, og du er lige så vigtig i denne ferie, ligesom alle andre er.

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

    Ps. Drømmer du om et mellemrum med masser af tid til refleksion, ro og nærvær?

    Så er mit retreat helt oplagt, og du kan nu sikre dig din plads.

    1/3 del af pladserne er hapset. Det forstår jeg godt, fordi det er ALTID så skønt at tage på retreat. Så hvis du har lyst til at komme med, så kig her:

    Mindfulness Retreat på Fyn d. 7.-9. marts 2021.

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • En tur ud i det blå...

    søndag 7. juni 2020
    Ud i det blå....

    Jeg går og går og går...

    At blive alene, hver dag, er jo en helt ny ting for mig. Jeg har besluttet mig for at opleve så meget, jeg kan, imens jeg er her. Det er jo så relativt kort tid, jeg er her, og jeg vil bare gerne presse så meget juice ud af det, som muligt. Jeg synes, at jeg er blevet god til at balancere det her med at bare være hjemme, her i lejligheden og hygge mig med at læse, meditere, se Netflix, sove og skrive - og så komme ud og opleve landet - nærmere betegnet min lille lomme i dette fjeld, som jeg bor på.

    Jeg er jo landet i det flotteste postkort.

    Det er sådan helt mindblowing smukt. Der er fuldstændig stille - det eneste, der "larmer", når jeg sidder på altanen, er børn i det fjerne, som hopper på trampolin og så er der naturen, som udfolder sig lige udenfor min matrikel. Det er en stor gave, som jeg får lige nu. Den er jeg meget taknemmelig for, og nyder hver dag. Jeg savner også hver eneste dag. Især kan weekenderne være lidt lange, og derfor er det, for mig vigtigt, at jeg har lidt, jeg skal. Derfor havde jeg planlagt en lang vandretur i lørdags. 

    Ligesom forrige weekend besluttede jeg mig for, at udforske en ny dal, og det var SÅ smukt. Jeg måtte flere gange knibe mig i armen, og trække vejret dybt og sende en kærlig tanke til alle dem (især mine 3 drenge derhjemme), som muliggør dette eventyr for mig. Billedet er fra en lille pause på en bænk ved den fineste sø.

    Jeg tager intet af dette for givet! 

    Jeg elsker at vandre.

    Jeg har ofte podcast i ørerne, når jeg vandrer, og i lørdags lyttede jeg til: "Brinkmanns Brinks", og episoden hed: "Sorgen ændrer dig for altid". Det var SÅ god. Den kan jeg virkelig anbefale. Det er jo nok ikke gået manges næser forbi, at jeg selv er i en sorgproces, og jeg SUGER til mig, når nogle kloge hovedet oplyser mig omkring emner som: Død, tab, sorg og den nye orientering i livet (fordi sorg forandrer dig for altid. Punktum. Det står ikke til forhandling.) Så når jeg lytter ti kloge ord, så føler jeg mig ikke så alene med det hele. Jeg har på den ene side lyst til at dele mange af mine tanker omkring denne proces, og lige ved siden af det, så er det så sårbart og privat. Jeg ved dog også, at det hjælper andre, når nogen sætter ord på noget svært. Så måske jeg gør det? 

    I podcasten spurgte Brinkmann sine gæster: "Hvilke dårlige råd vil I give pårørende, til mennesker, i sorg?".... Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig forfølge og gå lidt tættere på, her på bloggen. Der er SÅ meget, som du kan gøre, hvis du kender én i sorg, men der er dælme også meget, som du skal gå en stor bue udenom... Kunne du tænke dig, at jeg forsøger, at sætte lidt flere ord på lige netop dette?

     

    Tilbage til dét at vandre...

    Jeg synes virkelig, at hovedet bliver tømt, tankerne flyver og der er sådan en dejlig ro, når jeg vandrer afsted. Heroppe, så er alle områder jo meget nye, og jeg aner ikke, hvad der venter omkring det næste hjørne. Hjemme i Aarhus har vi vores faste ruter, og rutiner, men her er alt nyt, og det er dejligt. Jeg glæder mig meget til, at min kære mand skal med på en vandretur heroppe - han vil elske det.

    Når jeg vandrer, så popper der SÅ tit mange ideer op. Ideer til mit arbejde, mit liv, mine drømme eller andet. Derfor har jeg næsten altid lige en lille notesbog med, som jeg kan skrive mine tanker ned i. De guldkorn er så fine. De udmunder sig ofte i nogle skriverier, et onlineforløb eller andet. 

     

    Har du været på disse kanter? Altså i Meløy kommune?

    Så må du meget gerne tippe mig om gode steder for mig at gå hen/tage til/opleve. Jeg ELSKER at udforske, blive beriget og jeg finder helt klart ro og glæde i den helt igennem storslåede natur heroppe. Det er helt vildt (og faktisk lidt overraskende for mig, at det gør mig SÅ godt - som i helt vildt godt!) Jeg har altid elsket naturen. Her er det hele bare så stort, og luften kommer bare helt automatisk, helt friskt, ned i i det yderste af mine lunger. Det er som at være i himlen. 

     

    Læser du med?

    De sidste to indlæg er virkelig blevet læst igennem. Tusind tak. Hvis du ikke helt ved, hvad jeg tænker på, så kan du læse dem her:

    Et nyt kapitel i arbejdsliv.

     

    Hvad skal jeg så lave i Norge?

     

    Jeg håber, at du bliver inspireret og får endnu mere lyst til at hænge ud her, sammen med mig. Det gør mig så glad. 

    Her er det nu blevet tirsdag aften. Solen har endelig opløst tågen, og regnen har tabt kampen til alle de varme stråler. Det er meget, meget skønt. De næste tre dage skulle byde på strålende sol - så det kan blive til nogle dejlige aftenture ved fjeldet. Kan du forresten anbefale en god podcast?

    Nu vil jeg lande i sofaen, og se min nye serie på Netflix. Jeg kan mærke, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde. Der er fortsat mange indtryk, og mange nye mennesker, jeg skal forholde mig til. Så mit lille hoved bliver træt. Men det er OK. Jeg har jo kun mig selv at stå til ansvar for, når jeg kommer hjem hver dag. 

     

    Hav dig en skøn aften.

    Masser af tanker fra mig til dig.

     

    Kærligst, 

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvad skal jeg så lave i Norge? Plus, svar på nogle af alle jeres fine kommentarer.

    tirsdag 26. maj 2020
    Tanker fra Norge

    Tak for alle de dejlige kommentarer, I har skrevet på mit forrige indlæg.

    Jeg tror faktisk, at det er første gang i mit liv, som skribent her på bloggen, at jeg har oplevet SÅ stor interesse for et indlæg. Både når jeg læser jeres kommentarer, direkte her på bloggen, men også i forhold til alle de mails, jeg har modtaget med søde beskeder og spørgsmål. Derudover så skrev flere faktisk: "Camilla, hvor er det befriende, at du ikke vil sælge mig noget". Det er nemlig noget, jeg længe har vidst, at jeg har skullet lave om på. Men jeg har bare ikke har haft energien til at gøre noget ved det. Så det er vildt dejligt, at mine ord mærkes ude bag skærmen. Så igen: Tak for det.

    I perioder med svære ting på privatfronten, så kan det være svært at skrive her på bloggen. Der er jo ting, som jeg hverken kan eller har lyst til at dele verden. Så har det været lidt nemmere at indsætte et ældre indlæg - det kan bestemt også noget, fordi jeg skriver jo altid om vigtige og nærværende emner. Men det har været svært at få noget til at "flyde" ud fra mine fingre, og hvis der noget, som jeg ikke kan, så er det at tvinge mig selv til at skrive. Den går ikke, da resultatet altid bliver i så mega dårlig kvalitet (trust me - jeg har prøvet!).

    Der er altså hul igennem nu - og det er skønt.

    Det vidner også om, at jeg nok rammer noget i mange mennesker.

    Dét, at GØRE noget andet engang imellem, er noget som du måske drømmer om? Måske kunne du også tænke dig, at ryste posen og se, hvordan det hele kunne lande på en ny måde? Måske kæmper du med at finde noget mod frem fra gemmestedet, indeni dig, og turde træde lidt ved siden af den ellers brolagte livs-landevej? Måske kender du det, og derfor rammer mine ord dig også lidt ekstra? Uanset, hvorfor du læser med og uanset, hvorfor du skrev en kommentar eller sendte mig en mail, så skal du bare vide, at det gjorde mig rigtig glad. 

    Du må gerne ændre kurs, også selvom det du laver, er succesfuldt.

    Det må du altså gerne! Der er ikke en naturlov, som siger, at du skal blive i noget for evigt, selvom det går godt med det, du har kastet dig over. Det er vigtigt for mig at skrive til dig. Intet behøver at være for altid. Heller ikke selvom du har fået STOR succes med det, du laver.

    Jeg har igennem de sidste 12 år skabt en super velfungerende klinik. Jeg har oplevet en stor grad af frihed, og jeg har aldrig tjent flere penge. Så nogen vil måske ryste lidt på hovedet, og tænke: Hvorfor slippe alt det og tage til Norge?  

    "Fordi, at jeg har lyst til at prøve noget nyt, udfordre mig selv OG timingen kunne ikke være bedre for os"... Er mit svar til dette spørgsmål.

    Jeg er, som menneske, meget søgende og jeg kan godt lide udfordringer, og her slår jeg to fluer med ét smæk: Den faglige udfordring og den personlige udvikling i ét og samme slag. Dét kan jeg godt lide, og jeg har altid søgt mulighederne, og ikke haft så meget fokus på begrænsningerne. 

    Jeg har LYST til at prøve kræfter med noget nyt - jeg har ikke BRUG for det. 

    Der er stor forskel, synes jeg. Jeg vil gerne tilføje, at der faktisk overhovedet ikke har været særlig mange undrende spørgsmål i forhold til denne beslutning. Alle har heppet og klappet af mig, af os, undervejs. Jeg har virkelig kun oplevet opbakning, kærlighed og stærke hænder i ryggen. Det hjælper jo altid rigtig meget. På den måde har jeg virkelig gode mennesker i mit netværk. 

    Èt spørgsmål, som er gået igen:

    Hvad med drengene?

    Og, det spørgsmål kan jeg bare SÅ godt forstå... Det er også klart det, som klart har fyldt mest i os, når vi igennem efteråret 2019, har talt om Norge. Spørgsmål, som har fyldt for mig, er:

     

    Kan man godt være sådan en familie, som splitter op for en stund? 

    Må jeg godt være sådan en mor? 

    En mor, som ikke er hjemme - hvad er hun for én?

     

    Vi kom frem til, at timingen er god.

    Men... igen: Hvornår er der det HELT rette øjeblik? Jeg tænker ikke findes. Men, Felix går på efterskole (og er optaget af dette), og Hjalte går i 6. klasse, og han nyder SÅ meget, at ham og hans dejlige far, har noget tid sammen alene. Men klart - det er en STOR forandring i deres liv (og i vores liv). Vi har, som familie, altid prioriteret meget tid sammen, og har faktisk altid brugt rigtig meget tid sammen. Så.... Det ér en forandring, og vi er da også spændte på, hvad det hele fører med sig. Indtil videre går det godt. 

    Drengenes første reaktion, da vi fortalte dem om Norge, var: "Vi skal ikke med, vel??" Hvilket vidner om, at de er rigtig glade for deres hverdag og deres liv i Aarhus. Derudover, så havde de brug for at få nogle fakta på plads omkring sommerferie osv. Men udover det, så var ikke mere at spørge om! Dér lærte jeg lige, at nogengange kommer jeg til at gøre noget STORT indeni mit hoved. Jeg kan virkelig tage mange omveje, og have mange bekymringer, på forhånd. De blev gjort til skamme her i hvertfald. 

    Jeg savner familien, hver dag.

    De er det første, jeg tænker på om morgenen og de sidste, jeg tænker på, når jeg går i seng. Hver dag. For selvom, at jeg skrev i forrige indlæg, at min mand er optaget af være den bedste version af en far, som han kan være - så er jeg naturligvis også optaget af, at være en god og nærværende mor, og jeg vil naturligvis også gerne gøre det rigtige her i livet.

    Men... hvad er det rigtige?...

    Det er der jo ingen svar på. Lige nu viser vi drengene, at det er OK at ryste livsposen indimellem, og gøre noget godt for os selv. Vi lærer dem, at de ikke behøver at gentage mønstre, som vores samfund har lagt ud for dem. De behøver ikke gå af samme spor, som andre gør - hvis ikke de har lyst. Selvom det er usædvanligt, at tage væk, så må man gerne - hvis hjertet kalder på det. Det viser vi dem. Alt behøver ikke gå efter den samme arbejdssnor, hele livet. Dét tror jeg alligevel vejer godt i livsrygsækken, når de engang skal ud og stå på egne ben. De må gerne træffe selvstændige og ansvarlige beslutninger. 

    Jeg tror grundlæggende på, at det er godt at savne hinanden.

    I et liv, og i en hverdag, hvor det hele går slag i slag, og vi er meget sammen, hele tiden, så tror jeg på, at det er værdifuldt savne hinanden indimellem. Jeg mærker lige nu, at jeg simpelthen bare er i det helt rette ægteskab, og er mor til to vidunderlige drenge. Det er jo godt at mærke (og er ikke alle forundt. Det er jeg godt bevidst om!) Det er ikke altid, vi sætter pris på det, når vi er igang med det her kære liv, i den kære hverdag. Hvor ofte mærker du, at du savner - eller, hvor ofte mærker du, om du er det rette sted, eller måske er du ikke det rette sted? Jeg tror på, at det godt indimellem at zoome lidt ud - tage sig selv ud af ligningen, og så kigge på det hele lidt udefra og ind.

    Vi har gjort det før, når vi har rejst ud i verden i længere tid, alle fire. Der har vi også zoomet ud fra vores hverdag, og kigget på den udefra - og justeret en hel del efter det, vi så fik øje på, faktisk. Men vi havde ikke mærket behovet for forandring, hvis vi blot var gået videre i den samme form for hverdag, som vi nu engang havde, før vi rejste. 

    En anden kommentar, som er gået igen, er:

    "Camilla, du er altid så modig. Det er jeg ikke, jeg holder mig tilbage fordi, at jeg ikke tør!"

    Nu er mod ikke noget, som er kommet helt specielt til mig, da jeg blev født. Mod er en muskel, som der kan trænes. Akkurat, som alt muligt andet her i livet. Modig er ikke noget jeg er. Det er noget, jeg vælger at være. Jeg har, som du læste i mit forrige indlæg, trænet min modige muskel. Jeg har, ret tidligt i livet, valgt at jeg ikke vil lade mig bremse af specielt meget, her på vej ud af livets vej. Jeg har ofte bare kastet mig ud i ting, og så haft tillid til at vingerne kan bære mig undervejs. Jeg ved udemærket godt, at det ikke er alle forundt, at have sådan en tilgang til livet. MEN, du kan altid starte på at træne din modige muskel. Det er aldrig for sent. Det kan være, at du skal være modig i forhold til andre mennesker, til at gøre noget du drømmer om, til at begynde at sætte grænser, til at kaste dig ud i et eventyr eller noget helt, helt andet. 

    Men faktisk: Så er der kun dig selv, som holder dig selv tilbage. Dig selv, og så dine overbevisninger. Det kan være nødvendigt at få kigget lidt nærmere på dem, de kære overbevisninger. De er ret så ofte super begrænsende, hvilket naturligvis ikke tjener dig.

    Et lille spørgsmål til dig:

    Hvornår har du sidst gjort noget for første gang?

    Jeg tror på, at vi holder os skarpe i krop og hjerne, når vi indimellem udfordrer os selv - og, når vi indmellem prøver noget nyt. Det er godt for krop og sjæl. Og her: Anything goes... Det kan være ALT muligt, som du kunne godt gad gøre noget ved. 

    Kan jeg det her med at være i Norge alene?

    Det er jo det store spørgsmål. Det vil jo vise sig, som vi kommer fremad i det. Lige nu går det godt. Jeg er i karantæne fortsat - jeg må møde ind på arbejdet på tirsdag, og dét glæder jeg mig BIGTIME til. Jeg har fået min egen lille dagsrytme her i fjeldet. Jeg vågner op (efter en dårlig nattesøvn, desværre - jeg sover rigtig dårligt heroppe indtil videre), skriver dagens tanker og følelser ned i min notesbog, altimens P4 kører i baggrunden, og kaffen damper i koppen. Så går dagen ellers med at svare mails og have møder på Teams. Jeg læser faglitteratur og skønlitteratur i stor stil. Jeg har allerede slugt to serier på Netflix, og så har jeg gået mange, mange kilometer i den helt vidunderlig smukke natur.

    Jeg er alene for første gang i 17 år - altså sådan ægte alene.

    Siden jeg blev gravid med vores ældste, så har jeg været på kurser, og mindre ferier, uden børn. Men dét her er alligevel noget fuldstændig andet. Mine behov er de vigtigste, lige nu. Mit hoved behøver ikke hele tiden være fremme i tid. Fremme ved næste, næste, næste ting på agandaen - eller over i andres behov. Jeg kan spise, når jeg har lyst - jeg behøver heller ikke tale med nogen i løbet af en hel dag. Der kan bare være RO. Lige nu jeg spørge mig selv: "Hvad vil jeg gerne eller hvad har jeg lyst til?".... Vildt nok, altså. Jeg tror, det er sundt. Jeg tror også, at det er en god investering, at mine drenge har far lidt for sig selv. Om investeringen så ER god, det vil jo vise sig. Sådan er det jo med ting. Vi ved ikke, om noget er en god idé, før vi er igang med at gå vejen. Så kan vi kigge lidt bagud og så lave en evaluering af, om det så VAR en god idé. Sådan er det for mig, sådan er det for dig. Jeg er ikke anderledes på dette punkt.

     

    Mit nye arbejde, her i Norge.

    Hvad skal jeg så heroppe. Jo, ser du - det er jeg stadig igang med at finde ud af. Når man, som jeg, havner på stol, som ingen har siddet i over 10 år, så kan jeg i dén grad selv være med til at forme, hvordan den stol skal tilpasses. Jeg skal blandt andet arbejde i det forebyggende team og bringe mine psykologfaglige kompetencer i spil. Jeg skal supervisere fagpersonle, jeg skal være i forskellige arbejdsgrupper, jeg skal arbejde i familier og så skal jeg muligvis også undervise mine kollegaer i kommunen i forskellige psykologiske emner. Jeg har ret så frie rammer til at gøre det. Så det føles meget godt, indtil videre, og som en opgave, jeg kan gå til.

    I det hele taget skal jeg drysse psykologien ud i det arbejde, som de allerede gør, helt fantastisk, heroppe. Jeg kan forme det, som jeg vil. Jeg har ret så stor indflydelse på det hele. Så det er et meget, meget spændende projekt, som jeg bare ikke kunne sige NEJ TAK til. Jeg tror virkelig på, at det gavner mit arbejde som psykolog - også på længere sigt, at være lige her lige nu.

    Sprogligt går det faktisk også helt OK. Indimellem skal jeg lige have noget gentaget eller også så slår vi over i engelsk. 

    Jeg bor i en tjenestebolig, hvor andre af mine kollegaer også holder til. Helt heroppe kan det være svært at rekruttere fagpersonale, hvilket også betyder, at nogle af mine kollegaer er fra andre lande. Min nabokollega fx fra Finland. Så det er vildt spændende, for mig, at skulle arbejde mig ind i en ny kultur med respekt for, at her er tingene anderledes (eller måske ikke?) end i Danmark. 

    Jeg går ind til arbejdet med en stor ydmyghed, respekt og samtidig en ophøjet ro, da jeg mærker, at denne opgave kan jeg godt løse. 

     

    Min egen forretning kører ufortrødent videre... 

    Jeg har vidst, at jeg skulle til Norge, længe. Derfor er alle mine klienter også blevet orienteret om dette løbende. Og alle er hoppet med online. Jeg har en sikret online platform, hvor vi har samtaler på - og det fungerer fint. I starten var jeg måske lidt skeptisk, men det er blevet gjort til skamme. Formatet fungerer godt for mig og mine klienter. Dét at tiden er min egen heroppe, betyder også, at jeg har typisk samtaler på lidt skæve tidspunkter, hvilket er kommet mange af mine klienter tilgode, da de så ikke har skullet holde fri fra arbejde. Så indtil videre er det faktisk win-win. En del nye er også kommet til. Jeg er faktisk ret så glad, og taknemmelig, for denne mulighed. Tænk, at det kan lade sig gøre? Jeg påtænker jo bestemt, at starte min fysiske forretning op igen i 2021, så det er godt at den kører i baggrunden, imens jeg er her.

     

    Det blev nu lørdag.

    Jeg håber at du, med interesse, har læst med. Lad mig endelig vide, hvis du har spørgsmål eller efterlad en kommentar. Det er SÅ hyggeligt. 

    I denne pinse er hele min familie samlet i sommerhuset i Søndervig. Det river lidt i hjertet, kan jeg godt afsløre. Derfor har jeg planlagt en vandretur, og oplevelser, i denne weekend. Lige om lidt pakker jeg tasken, og tager ud på en 20 km. lang vandretur ud til: Hornneset. Det skulle være et smukt sted, og jeg glæder mig til at se det. Derudover, så er det første gang i mit liv, at jeg skal afsted på en sådan tur. Dét glæder jeg mig til. 

    Nu vil jeg lade dette indlæg leve her på siden. TAK fordi, at du læste med.

    Pas på dig selv.

     

    Kærligst,

    Camilla.

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Nyt kapitel i mit (arbejds) liv...

    onsdag 20. maj 2020
    Ørnes (1)

    Skål i morgenkaffen herfra fra min lille altan. Oppe i det høje nord. 

    Forleden lagde jeg en video op på min Facebookside, hvor jeg sagde, at jeg ville skrive noget om, hvorfor jeg er her i Norge. Det bliver en lang fortælling (så er du advaret!) Det kan derfor godt være, at jeg deler fortællingen op i mindre bidder. Så du må nok kigge ind her på denne side af flere omgange, de næste dage. 

    Kaffen er brygget, Mads og Monopolet kører i baggrunden, Norges fjelde rejser sig som kæmpemæssige støtter omkring min lille, ydmyge og enkle bolig, som skal danne rammen omkring det, vi kunne kalde "hjem" for mig, resten af året.

    Tiden går, livet sker!

    Det føles som meget, meget længe siden at jeg har skrevet her på bloggen. Det er der mange gode grunde til, og jeg er stadig igang med at finde ud af, hvordan det kan være, at det er sådan. At skrive har altid været ét af mine åndehuller. Jeg har altid ELSKET at skrive. Jeg har sågar to bøger igang her på min computer, som en dag skal se dagens lys (tror jeg). Men ordene har ikke kunnet finde vej til mine fingre, og de dokumenter ligger lige nu og hviler sig rigtig meget. Jeg har, på en måde, haft behov for at være mere offline, tilbagetrukket og eftertænksom. Det har jeg stadig, men lysten til at skrive er så småt ved at komme tilbage.

    Jeg kan mærke, at jeg er færdig med at skrive/sige noget, fordi det skal have et markedsføringmæssigt sigte. Jeg er done med skulle have omsætning med i mine tanker, når jeg skriver blogindlæg. Så langt er jeg ihvertfald kommet. Jeg tror også, at det kan være en del af forklaringen på stilheden, nemlig at jeg har følt mig blokeret af, at der måske liiiiige skulle være et sigte med et indlæg - enten iform af nye klienter eller andet.

    Jeg har ikke orket at sælge noget som helst. Jeg har simpelthen ikke kunnet mestre den energi meget, meget længe. Jeg har bare lyst til at dele. Fra hjertet. Fra mig. 

    Allerførst.

    Så vil jeg komme med en lidt corny overskrift, men den er ikke desto mindre sand og nærværende. Jeg får lyst til at skrive noget om begyndelsen. Noget om, hvorfor vi gør, som vi gør. Det handler blandt andet om: At have forskellige drømme, forskellige længsler og ikke mindst så handler det om at blive mødt, og set, i kraft af de mennesker, som vi nu engang er.

    Here goes: 

    TAK til min mand.

    Hvis det ikke var for ham, så ville jeg ikke være her, hvor jeg er i dag. Han har ikke de samme karrieremål, som jeg. Han har altid sagt: "Camilla, du skal ikke proppe dine karrieremål ned i halsen på mig". Han har behov for at arbejde meget mindre, end jeg, og være mere hjemme. Hans livsmål er, at være den bedste, og mest nærværende far, han kan mestre. Det lykkes han i dén grad med. Han arbejder ikke meget, men han er til gengæld ham, som har styr på ALT i vores hjem. Han rocker kalender, vasketøj, forældreintra, tager drengene med ned på fodboldbanen og tager op og spiller fodboldgolf og meget, meget mere - fordi han ELSKER det.

    I virkeligheden har min mand ikke behov for særlig meget andet end, at vi har en god familiebalance, og at vi gør vores bedste i vores forældreskab. Hvis det havde været en kvinde, som havde disse mål, i livet, så havde ingen løftet øjenbrynene. Men, fordi det er en mand, som har det sådan, så løfter mange øjenbrynene. Så må der da være noget galt med ham? (Det er der ikke, kan jeg dele).

    Det kan indimellem undre mig, i dette århundrede, at det kan være sådan - men det er OK. Han kommer jo til at sætte et spejl op for andre, og det er ikke altid, at det er så dejligt at kigge ind i det spejl, for andre mennesker. Ting som: Livsværdier, drømme og længsler bliver jo udfordret i dette spejl. Det er vigtige tanker, at gøre sig, og jeg tror på, at det er vigtigt at spørge sig selv: "Er jeg den forælder, som jeg ønsker at være?" - hvis svaret er JA, så er alt jo godt. Men er svaret et andet, så er det bidende nødvendigt at stoppe op, og måske justere kursen lidt. Nogengange skal der små ting til - andre gange må det hele kastes op til revision.

    Jeg tror bare, at det vigtigste er, at vi kigger på det og ikke lukker øjnene for det. Ellers kan vi dø ulykkelige, og det må, og skal, ikke være meningen med livet.

    Vi er meget åbne omkring, hvordan tingene er hjemme hos os.

    Jeg er meget taknemmelig over den balance, og det mod, vi har mestret, til at leve (i andres øjne) måske et lidt anderledes liv - med omvendt fortegn - men, for os kunne det ikke være anderledes, bedre eller lykkeligere. Hvad der kommer til at ske, når drengene er flyttet hjemmefra, vil vise sig. Lige nu er vi her. Faktisk med et liv, hvor stress er mere eller mindre elimineret, og unødvendige konflikter nærmest er ikke-eksisterende. Dét er fandme skønt, og i tråd ved vores livsværdier. Vi har prøvet at have en meget konkret stresssygemelding indenfor hjemmet, for mange år siden, og dét var ikke kønt, kan jeg afsløre. Men det har bragt os tættere på det meningsfulde liv. For os.

    Når jeg skriver det her, så kan det lyde både lyserødt og meget nemt - det har det ikke været hele tiden.

    Vi har mange år bag os nu - med denne livsstil. Men jeg kan stadig huske dagen, hvor min mand sagde sit job op (samme sted, hvor han pt. arbejder som vikar, når han har lyst). Det var med masser af  sommerfugle i maven. Jeg var da også nervøs og usikker. Vi havde heller ikke særlig mange mennesker at spejle os i. Vi havde mange snakke om, hvad der var vigtigt, og vi var villige til at lave de justereringer i fx vores økonomi, så det kunne lade sig gøre. Blot for at skrive, at intet kommer nødvendigvis let, og det kræver noget af dig. Det kræver, at du ikke bare bliver i "hamsterhjulet" fordi alle andre gør det. Det kræver en opbremsning.

    Noget godt at gøre er, at spørge andre ind til deres livsrejse, hvis du inspireres af dem, og har lyst til at rykke på noget, som de allerede har rykket på. Det er altid en god idé at spørge: "Hvordan har I gjort det?", hvis du trænger til at blive konkret inspireret til at foretage forandringer i dit eget liv. Indimellem kan andre have præcis de guldkorn, som du har brug for til at komme videre med dine egne drømme. 

    Jeg tror på, at når vi inspirerer hinanden, rækker ud efter hjælp - så kommer vi længst. Jeg tror også på, at der er nok til alle. Der går ikke noget af mig, fordi du får det, som du gerne vil have det.

    Der er nok til alle. 

    Husk det...

    Hvorfor sidder du i Norge, Camilla?

    Allerførst, så er det blandt andet i kraft af ovenstående. Hvis ikke min mand havde puffet til mig, eller vi ikke levede i tråd med vores værdier, så havde jeg nok ikke turde tage afsted.

    Men når det så er skrevet, så handler det også om alt muligt andet. Og når jeg så har skrevet dét, så er vi alle forskellige, og har forskellige ønsker og drømmer. Derfor er det så vigtigt, at du mærker efter i din mave, når du læser min tekst her. Hvad rører sig indeni dig? Jeg synes altid, det er så spændende, når nogen gør noget andet - bryder med rammerne. Så jeg håber, at jeg kan inspirere dig til at handle på noget, som kalder. Det kan være stort som småt. 

    Jeg er født med eventyrlyst i maven.

    Det tror jeg, at jeg har fra min mor. Hun er en stor inspiration i forhold til at leve et meningsfuldt liv, og have så få fortrydelser som muligt med sig, når døden banker på. Det har klart påvirket mig igennem mit liv. 

    Som 15 årig drog jeg ud i verden, og bosatte mig et år i Panama - uden at jeg kunne sproget eller anede noget om noget. Her gik jeg i skole, og jeg boede hos en lokal familie. Jeg havde ikke, på daværende tidspunkt, nogen idé om hvad sådan et år ville komme til at betyde for mig.

    Det forandrede mit liv, sådan helt grundlæggende. Siden har jeg ikke kigget mig tilbage, og der har ikke været meget, som jeg ikke har kunnet håndtere. Det er en grundlæggende, og afgørende evne, som har bragt mange eventyr med sig igennem mit, nu 40-årige, liv. Og det her med, at der skal meget til at slå mig ud, betyder også, at jeg typisk finder en løsning, hvis der opstår udfordringer. Det er jo forskelligt fra menneske til menneske. Men jeg har fået den styrke med hjemmefra. 

    Noget andet som mine forældre har puttet i min bagage, er det blandt andet:

    "Lær at forsørg dig selv - vær aldrig afhængig af andre økonomisk. Vær aldrig næring med noget. Hverken din tid, dit væsen, dine ideer, dine drømme - og giv altid den første omgang kolde øller".

    Det er, for mig, meget værdifulde ting at have fået med i bagagen. Jeg har virkelig store ører, når det kommer til mine kæres udfordringer. Jeg stiller gerne op - dag og nat (det har også kostet noget - men mere om det en anden gang). Jeg har meget åbne arme, og hos mig/os kan man få lov at lande ret så blødt. Jeg har lært at forsørge mig selv, jeg har mange ideer og jeg har handlet på mange af dem - og jeg (eller min mand) giver næsten altid den første omgang kolde øller :) For, hvis der er noget, som jeg også har med hjemmefra, så er det, at det er værdifuldt at slippe tøjlerne indimellem, og ikke tænke så meget på dagen i morgen, hvis vi sidder i hyggeligt samvær med dejlige mennesker.

    Den ene kolde øl må gerne afløse den næste, indimellem, fordi det også ofte er lige præcis dér, de gode snakke kommer igang. Vi sænker paraderne og skuldrene lidt, når vi bare ér i det, vi er i - og ikke hele tiden bekymrer os om dagen i morgen. Og alting går jo, som du ved, alligevel.

    Så alt i alt: Hos os er der ret højt til loftet. Og når der er noget, som den ene måske gerne vil, eller drømmer om, så bliver det meget sjældent skudt ned. Det samme gælder for vores drenge.

    Det var mange ord.

    Men jeg tænker, at det er vigtigt for at forstå den større sammenhæng. Der er jo altid gode grunde til, at vi gør, som vi gør. Årsagen/bevæggrunden for vores handlinger er ofte grundlagt tidligt i livet. Vores forældre er jo vores tætteste rollemodeller. Så når vi bremses eller handler på drømme, så er der ofte brikker i denne proces, som er grundlagt meget tidligt i vores liv. Hvem snakker fx til dig, måske som en hvisken i dit øre, når du skal træffe en beslutning?

    For mange år siden var jeg til jobsamtale i Nordnorge, og fik jobbet.

    Dengang havde vi en drøm om, at vi alle fire skulle rykke teltpælene op, og prøve flytte til det høje nord, for en periode. Men i løbet af ret kort tid, så fik vi kolde fødder, og vi droppede det hele igen. Jeg blev i Aarhus med klinikken, og livet er siden gået slag i slag. Livet er gået godt. Jeg har fået stor succes med de ting, som jeg har rørt ved. Jeg har udlevet min drøm omkring at skabe en velfungerende klinik, lave en uddannelse, afholde retreats m.m. Det hele er lykkes. Jeg er meget, meget stolt af min ihærdige arbejdsindsats og af de projekter, som jeg igennem tiden har sat i søen. 

    Jeg skriver det jobtilbuddet fordi, du skal vide, at det er en drøm, som har levet længe. Det her med at prøve at bo og arbejde i et andet land end Danmark. Enten i en kort eller længere periode i løbet af mit/vores liv.

    Når noget bare ikke er i balance...

    Igennem det sidste år, måske halvandet år, har jeg mærket, at noget ikke var helt i vatter. Der har været "noget" undervejs, som jeg ikke helt har kunnet få greb om. Jeg har flere gange sagt til min mand: "Jeg tror snart, at der sker noget nyt - jeg ved bare ikke, hvad det er"... 

    Sådan er det ofte for mig. Jeg mærker ting, som jeg ikke har ord for. Det er bare sådan en fornemmelse indeni. Ofte kan jeg også iagttage mit energiniveau, humør og overskud - hvis det ikke er i balance, så ved jeg, at der skal justeres et sted. Men det er ikke altid, jeg ved, hvordan og hvorledes - og nogengange, så er der jo bare ting, som skal gøres, uanset hvordan jeg har det/ikke har det. Det kender du sikkert godt fra dit eget liv.

    Èn af de større ting, rent forretningsmæssigt, som jeg justerede på sidste år var, at jeg lukkede ned for min Mindfulness for Børn & Unge - Mentoruddannelse. Måske ville mange synes, at det var skørt, når nu jeg havde fyldt 5 hold, og det rent økonomisk virkelig var en god forretning.  Men jeg havde udlevet min drøm med præcis dét projekt. En ny uddannelse skulle til at forme sig. Jeg havde lært en masse nyt på den 2-årige lange efteruddannelse, som jeg selv gik på. Jeg havde lyst til at få flere faglige brikker i spil. Jeg søstatte faktisk også en ny uddannelse, som lå mit hjerte meget nært (og stadig gør), men bedst som jeg skulle til at lave al PR arbejdet, og jeg skulle til at få gang med en større markedsføringsmaskine, så blev alt stille.

    Èn af de mest livsforandrende ting skete for mig i 2019.

    Alt imens jeg kunne mærke, at noget nyt var på vej - uden at jeg kunne sætte ord på det, så skete livet. Min far døde d. 2. november 2019. Den kendsgerning sendte mig ud i afkroge af mit følelsesliv, som jeg aldrig havde besøgt før. Total ukendt land. Et både smukt, men også meget sorgfuldt landskab.

    Alt stoppede ligesom bare op, og jeg er fortsat i dyb proces med at få brikkerne til at samle sig på en anden måde. Det har påvirket mig, og mine følelser, i en grad, som jeg ikke havde kunnet forudse. Det er gået op for mig, at vi er overladt til os selv med døden og sorgen i Danmark. Vi har ikke et sprog, eller særlige stærke pejlemærker, når vi oplever et stort tab. Hverken som samfund eller kultur. Det skal vi selv skabe, og det er ikke let.

    Vi er heldigvis velsignet med gode, nærværende og lyttende mennesker i vores liv. Og vores familie er rykket tættere sammen i kraft af vores store tab. Jeg tænker ofte på dem, som ikke er det eller er alene med deres sorg. Og selvom jeg har gode mennesker i mit liv, så virker det som om at livet hurtigt skal/går videre. Jeg føler fortsat, at livet er gået lidt i stå. Forstået på den måde, at jeg i høj grad har brug for at dvæle og vende opmærksomheden indad.

    Der har selvfølgelig også været relationer, som har stukket hovedet ned i jorden. Nok fordi de ikke har vidst, hvad de skulle gøre eller sige. Men den største misforståelse er, at stilhed hjælper. Det kan jeg afsløre lige her. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige, så sig dét til et menneske i sorg: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men jeg lytter gerne til din historie - fortæl". Så kan det virkelig aldrig gå helt galt. 

    Det er, i min optik, en stor misforståelse, at det er nemmere at miste, når en højere alder (i mit tilfælde, så var min far 70 år) eller når sygdom spiller en rolle i forløbet (min far havde ikke haft det godt længe). Det gør ondt uanset hvad. Sorg kan ikke gradbøjes eller sammenlignes. Den er, som den er. Den er individuel, men skal forståes i et bredere perspektiv, i en større sammenhæng. For når en familie mister én af sine vigtige, og betydningsfulde, brikker så skal familien lægge sig til rette på en ny måde. Og det tager tid og kræver tålmodighed. 

    Døden betød, at vi kiggede på livet og de drømme, som lå og ulmede.

    Død og liv står som modpoler til hinanden. Konstant. Mange af os tror, at vi lever for evigt og, at vi liiiiige kan vente til i morgen med at gøre noget ved det, som vi gerne vil. Eller måske kender du sætningen: "Jeg skal bare lige have overstået det her, SÅ kan jeg begynde at gøre det, som reelt gør mig glad".... Måske kender du nogle arvarter af disse sætninger?

    I bund og grund, så handler det om, at når vi udsætter livet og tror, at vi har for evigt til at gøre noget af det, som vi drømmer om, så lyver vi for os selv. Vi snyder faktisk os selv for reel livskvalitet og ikke mindst livstrivsel.

    Livet er nu. Nu er nu. Det lyder SÅ floskel-agtigt: Men livet er ikke en generalprøve.

    I oktober 2019 startede det, som skulle ende med et stort skifte i mit arbejdsliv.

    Norge kom i spil. Kunne jeg tænke mig at komme herop, og starte den psykologfaglige del op i Meløy kommune? De har ikke haft en psykolog i 10 år. Hele deres børne - og ungdomsdel er forsømt, set de psykologiske briller, og tænger i dén grad til at blive defineret på ny. Et uhyre spændende projekt, som jeg virkelig tændte på lige med det samme. Jeg mærkede de blafrende sommerfugle i min mave.

    Jeg gik straks hjem og sagde til min mand: "Det skal vi jo ikke, vi har det jo så godt i vores liv. Vi bor et dejligt sted, drengene trives og jeg har en velfungerende klinik - så det skal vi ikke, vel...?" 

    Hvortil min mand svarede: "Nej, det skal vi ikke. Men måske skal du alene afsted? Det lyder jo helt fantastisk...."

     

    To be continued....

     

    Ps. Det nåede nu at blive søndag. Dette blogindlæg, som du lige har læst, er ét af de længste, jeg har skrevet. Jeg har gennemlæst det mange gange, da det er et meget vigtigt et af sin slags. Jeg har så mange ting på hjertet i forhold til at træffe store beslutninger. Det er nemlig ikke noget, jeg bare lige sådan gør. Det kan hurtigt se sådan ud på den anden side af skærmen. 

    Jeg vil gå ud i det norske fjeld. Få sol på næsen, med en podcast i ørerne. Og så lade dette indlæg leve sit liv på det kære internet.

    Jeg vil SÅ gerne høre fra dig, hvis du har noget at spørge mig om i forhold til det, jeg har skrevet. Der kommer mere - don´t worry. Du skal nok få fortsættelsen - der er meget mere at dele. Men for nu sætter jeg lige et punktum, da indlægget VIRKELIG er blevet meget, meget længere end jeg regnede med. Der var lige flere vinkler, som jeg havde brug for at skrive mig lidt ind i.

     

    Har du læst med? Hvad synes du om det, du har læst? Kan du spejle dig i noget af det?

     

    Skriv meget gerne en kommentar. Det er så fedt, når der er "hul" igennem til jer derude og jeg ved, at I læser med.

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Eftertanker efter et skønt retreat...

    tirsdag 14. april 2020
    Retreat på fyn, 2021

    Eftertanker fra en tid, som var helt magisk. 

    Jeg sidder her d. 14/4 2020, og tænker på retreatet, som jeg afholdte på Fyn for nylig. Datoen for næste år er på plads, og du kan se lidt mere her nedenfor. Hvis du også vil med på onlineforløbet, så skriv endelig. Du kan stadig nå det.

    Sådan her skrev jeg.... :

    Sidder lige her og lander... Ovenpå de skønne dage, som ligger bag mig.

    Jeg kom hjem lidt tidligt fra klinikken i dag, fordi vores ældste søn er blevet så frygteligt syg, så nu sidder jeg med en god frokost foran mig, og så vil jeg nedfælde nogle tanker, som har ramt mig i forbindelse med det retreat, som jeg lige har afholdt. 

    Allerførst, så kan jeg trække vejret heeeeelt ned i lungerne. For første gang i meget lang tid. Jeg er i en sorgproces, og jeg har observeret omkring mig selv, at jeg ofte mister kontakten til mit åndedræt. Det er uvant for mig. Selvom jeg har min daglige meditationspraksis, så har jeg været udfordret på mit åndedræt, siden november. Sådan er det bare, men ikke desto mindre er det dejligt at mærke, at jeg kan trække vejret frit igen. Det er resultatet af 3 dages intensiv egenomsorg. Selvom det er mig, som leder disse retreats, og jeg er træt bagefter, så kan det ikke undgåes, at jeg også kommer i proces. Andet ville næsten være mærkeligt - måske endda uladesiggørligt.

    Hvad er det, der sker på mine retreats?

    Jeg har efterhånden mange retreats i baglommen. De er alle forskellige, fordi deltagerne er forskellige. Men omdrejningspunktet for dette retreat, som jeg lige af afholdt, var: Mindfulness, værdier i livet og dét at få retreatet til at leve i hverdagen. 

    Dagene var præget af:

     

    • Oplæg fra mig om Mindfulness, værdier og andre psykologiske temaer.
    • Fordybelse
    • Mindfulnessøvelser
    • Delinger (helt frivilligt, man kan også være med uden at sige noget overhovedet)
    • Hvile
    • Stilletid
    • Restitution
    • Samtaler
    • Fantastisk lækker, økologisk mad.

     

    Jeg delte også bidder fra mit eget liv. Jeg knokler også rundt i livet, og jeg kan også blive forvirret og tabe orienteringen. Det kan vi alle. Når jeg deler får andre også lyst til det, så det bliver meget intenst, sårbart, modigt og ikke mindst personligt udviklende. 

     

    Der er SÅ meget omsorg tilstede i det rum, som vi skaber sammen. Det er så berigende og vidunderligt at være vidne til.

     

    Uden at bryde min tavshedspligt, så kan jeg afsløre at deltagerne oplevede: 

    Mere fred med dem selv. De oplevede, at "noget faldt på plads". De oplevede, at Mindfulness ikke er hokus pokus, men en måde at være i verden på, sådan helt lavpraktisk og nede på jorden. De blev udfordret af stilheden, men fandt også ro i den. De oplevede, at deres livsvej blev klarere og klarere for dem. De oplevede, hvilke værdier, der er vigtige for dem. De oplevede, hvad det vil sige at prioritere sig selv. De oplevede at være en del af et omsorgsfuldt fællesskab.

     

    Det var blot nogle af de ting, som deltagerne delte med mig. 

     

    Jeg er så evigt taknemmelig for, at jeg kan lykkes med at fylde holdene igen og igen.

    Det er ikke noget, jeg tager for givet. Så tusind tak til dig, som var med til at berige mine dage og mit liv, i en lille flække på Fyn.

     

    Retreatet til næste år er allerede arrangeret.

    Du kan læse om det her:

     

    Mindfulnessretreat 2021. Der er 12 pladser ledige - haps din plads nu!

     

    Indtil da, så vil jeg lige slå et slag for mit nye onlineforløb. Det handler om at træffe beslutninger, værdier og komme dét sted hen i livet, som du ønsker at være. Det er en nem og billig måde at udvikle dig på og ikke mindst blive inspireret til at gribe livet an på en ny måde, hvis det er det, du ønsker dig. Læs om det hele her nedenfor. Vi går igang til 1. april (selvom vi nu skriver d. 14/4, så kan du fortsat være med - bare skriv til mig) Feedbacken er allerede mega god. Så jeg håber på at jeg må inspirere dig.

    Sådan træffer du beslutninger.

     

    Jeg vil nu ønske dig en god tirsdag - herefter en underlig påske.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det her sucks!

    mandag 6. april 2020
    afmagt

    Virkelig...

    Jeg er god til at holde humøret højt. Jeg har typisk glasset halvt fyldt, og jeg ser muligheder fremfor begrænsninger. Men... Luften er ved at gå lidt ud af ballonen, kan jeg mærke. Lige i dag ihvertfald...

    Når jeg surfer på Instagram og Facebook, så ser jeg næsten udelukkende: Hjemmetræning, surdej, kreative mennesker, som laver påskepynt og som kommer med "look on the bright side" citater. Og her sidder jeg i det samme tøj, som jeg også havde på i går, i forgårs og hov... Også for 3 dage siden. Det er ligesom om, at dagene flyder ud for mig... Om det er fredag eller mandag er lidt ligegyldigt.

    I starten var jeg med. Jeg kom igang med at bage cookies, og masser af langtidshævede boller. Jeg gik mange dejlige, nærende ture og overgav mig til nuet og til det nuværende øjeblik. Jeg syntes, det var helt OK at få mere tid med familien, og i det hele taget tænkte jeg bare: "Jamen, der er ikke noget at gøre, så jeg kan lige så godt nyde det"... 

    MEN, nu...

    Kan jeg mærke, at det bliver svært at blive ved med at mønstre den taknemmelighed, og det overskud, som det faktisk kræver at være lukket ned på denne måde. Fordi, der er faktisk meget, jeg er bekymret for, træt af og har ondt i maven over. Jeg er også sur indimellem, og har kort lunte.

    Der er SÅ meget jeg savner, og der er så mange gode planer, som vi har lagt i skuffen. Jeg er ked af, at min store efterskoledreng render rundt herhjemme, når hans fedeste år faktisk skulle leves på Hald Ege efterskole. Jeg er træt af, at jeg ikke er i Nordnorge lige nu. Jeg er ked af, at min yngste ikke skal lave musical i Musikhuset i Aarhus til maj. Jeg bliver træt helt ind i knoglerne, hvis vi ikke kommer på vores planlagte sommerferie. I det hele taget taget skulle år 2020 være et bedre år end 2019.

    2020 skulle være et år fyldt med fede oplevelser for os alle.

    År 2020 skulle også være et år hvor vi alle, i min familie, skulle finde en måde at være med vores sorg på, set i lyset af, at vi mistede min dejlige far i november. Lige nu skal vi være med det hele selv, alene. Vi kommer ikke til at give en påskekrammer. Det gør ondt i hjertet. Vi gør, hvad vi kan. Ringer, skriver m.m., men det føles ikke længere som nok. Slet ikke. Lysten til en kæmpe krammer er stor.

    Ja, ja - det er luksusproblemer, vil nogen måske sige, men det gør dem ikke mindre for mig. Det er det, som fylder her i min hverdag. 

     

    Vi behøver ikke elske denne lockdown, hele tiden.

    Når folk siger: "Der er ikke andet at gøre end at være i det, og gøre mere af det, som vi ikke kan i hverdagen", så er jeg jo SÅ meget enig. Og det har jeg også gjort, her i de første 3 uger. Men nu trækker det tænder ud, synes jeg. Den følelsesmæssige konto er ved at være brugt op. Jeg får helt ondt i maven, når jeg ser ud i tiden - hvad ender det hele mon med, og hvornår?

    Og så er der hele den økonomiske situation. Den bliver jeg helt træt af at tænke på, så den skubber jeg lidt endnu. Bare tanken om hjælpepakker og ansøgninger giver mig voldsom søvn i øjnene. 

    Det er faktisk OK, at du ikke er glad og overskudsagtig.

    Det vil jeg altså bare lige sige. Jeg er med på, at vi alle får mere af det, som vi måske savner i vores helt almindelige hverdag lige nu. Men det er også SÅ meget OK, at have dage, hvor du er ked af det, vred, frustreret og ikke aner dit levende råd. Det er bestemt ikke alle, som er polstret til denne situation, hvor meget er vendt på hovedet. Det er OK, hvis det skaber stress og angst. Jeg føler med dig, og du skal vide, at du ikke er alene. Jeg har skrevet et indlæg omkring, hvad du kan gøre, når fællesskabet udfordres:

    Alene i fællesskabet.

     

    Måske du kan finde noget lindring i det?

    Jeg arbejder med alle punkterne, hver dag. Og lige i dag er punkt 4 altså det, som jeg mærker. Derfor læser du dette indlæg. Jeg havde brug for at komme ud med nogle frustrationer. Jeg håber, at det er tanker, som du kan bruge til noget.

    Jeg ved, at vi alle kæmper med hvert vores tema/temaer i disse tider. Der er ikke noget, der er mere rigtigt eller forkert. Du må så meget gerne være med de følelser, som du har. Også selvom det er langt fra langtidshævede boller og kreativt påskepynt.

    I dag er jeg frustreret, ked af det og har ondt i maven over fremtidsudsigterne. Jeg prøver at omfavne det, og være OK med det. For vi er ikke kun noget, vi er også noget andet. Vi har alt i os. Både det fede og det mindre fede.

     

    Det var egentlig bare lige det, jeg ville i dag. 

    Skriv endelig en kommentar, hvis det vækker noget i dig. Jeg håber sådan, at vi kan støtte og bakke hinanden op, uanset dagsform. 

     

    De allerkærligste hilsner

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når kreativiteten dør, og blomstrende ideer visner...

    mandag 30. marts 2020
    angst hos børn

    Jeg møder mange unge mennesker, som har geniale ideer og masser af gode intentioner. De har et drive, og et overskud, som mange andre misunder dem. De vil noget med livet. De vil fremad. De vil ud og slå sig lidt på livet, og få de erfaringer, som kan dirigere dem i den rette eller måske de rette retninger.

    Set herfra, så ser det ret godt ud med den danske ungdom. De drikker ikke hjernen ud, hver weekend, og de er ikke dovne mennesker, som ikke er til at drive til noget. 

    Så møder de et system.

    Et system, som blandt andet er presset af at skulle have så mange som muligt igennem en ungdomsuddannelse. De møder et system, hvor underviserne ikke har den fornødne tid til at gå i dybden med bunken af opgaver eller som har roen til at se de unge mennesker for dem, de er, eller tid til at bakke dem op i deres ideer, som måske falder lidt udenfor det almindelige.

    Det er også et system, som ikke opfordrer til iværksætteri eller nytænkning. Vi skal helst allesammen gøre det samme, på den samme måde, for at passe ind i kassen. Det giver næsten sig selv, at der er nogen, som bliver så klemt i dette, at de næsten ikke kan trække vejret.

    Det er sådan i dag, at næsten alle unge mennesker skal i gymnasiet, og videre på universitet. Det er noget ”man” skal. Spørger du den helt almindelige teenager, så vil han/hun sige, at de enten skal på gymnasiet eller handelsgymnasiet. Kan det virkelig være rigtigt, at vi kun har 2 typer mennesker? Det er efterhånden ikke ofte, at der er nogen, som skal noget andet. Jeg hører ikke så tit om det, ihvertfald. 

    Jeg kender flere undervisere, både i folkeskolen og på de videregående uddannelser, som ikke har den fornødne tid til at undervise i den kvalitet, som de ønsker sig. Det hele skal gå så hurtigt, og det er brandærgerligt. Jeg har ikke løsningen på dette problem, men jeg tænker, at det er vigtigt at vi forældre kommer mere på banen. Nedenfor har jeg nogle konkrete bud på hvordan.

    Hvad gjorde vi før?

    Vi skal ikke mange år tilbage i historien for at opdage, at sådan har det bestemt ikke altid været. Før i tiden var der flere, som gik til hånde eller var udfoldede deres kreative sider. En kreativitet, som der var plads til. Fordi, den betød noget, og den gjorde en forskel, både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

    Jeg selv gik på dagshøjskole, hvor vi tegnede, malede og arbejdede med fotografi. Jeg mødte en masse forskellige typer af mennesker, som jeg ikke anede eksisterede. Det var et mega sjovt halvt år. Det var der plads til. Fordi, jeg skulle skrabe en masse points sammen til at komme ind på psykologi, på kvote 2. En kvote 2, som nærmest ikke er til at få øje på i dag.

    Jeg skulle ud og have en masse livserfaring, ellers kunne jeg simpelthen ikke komme ind på drømmestudiet. Faktisk havde jeg, i sin tid, en studievejleder som sagde, at jeg aldrig kunne blive psykolog med mit gennemsnit. Så drømmen blev dengang lagt på hylden, og jeg gik i gang med at læse på Handelshøjskolen i Aarhus. Det var den største fejl i verden. Jeg følte mig utilpas, og jeg var meget lidt glad. Så jeg droppede ud, uden plan, efter det første år. Derefter havde jeg 4 år, hvor jeg prøvede en masse forskelligt. Blandt andet den føromtalte daghøjskole.

    Hvis nu, jeg havde lyttet til min studievejleder, så havde jeg højst sandsynligt stået med en kandidat i spansk og kommunikation i dag. Og været ulykkelig. Jeg havde nok højst sandsynligt også oplevet en stor utilstrækkelighed fordi, at jeg ikke ville have fået mit talent i spil. 

    Lige netop denne problematik ser jeg ofte. De unge mennesker får ikke stoppet op, eller spurgt dem selv: "Passer det her til mig?", fordi hvad skal de gøre, hvis svaret er nej? Er der noget sted, hvor de kan gå hen med det? Nej, fordi systemet er så ufleksibelt, at de ikke kan gøre noget uden, at det har store konsekvenser for deres økonomi eller deres muligheder for at færdiggøre noget, fordi vi har fået en fremdriftsreform. 

    Jeg ser mange unge, som oplever denne utilstrækkelighed.

    De har ingen indre retning. De gør det, som forventes af dem. Uden at stille spørgsmålstegn ved noget. Stille og roligt slukkes kreativiteten, gejst og energi. For at passe ned i en kasse. Sammen med alle de andre. 

    Det er grundlæggende forkert.

    Vi får en masse ulykkelige mennesker ud af det.

    Vi bliver nødt til at starte et helt andet sted. Vi skal ned og støtte vores børn i, at de er OK – bare fordi, at de er her på denne jord. Vi skal ind og støtte dem i, at deres beslutninger er OK. Det er fint, at prøve lidt forskelligt, og så deraf finde ud af, hvad de gerne vil.

    Hvad så med systemet?

    Jamen, et system virker jo kun, så længe vi fodrer det. Når vi ikke gør oprør mod det eksisterende, så sker der heller ikke noget andet, end det nuværende.  Sådan er det for i øvrigt med alting: Når vi gør som vi plejer, så får vi det samme, som vi plejer.

    Hvad vil jeg så have, at vi skal gøre?

     

     Jeg vil gerne komme med 5 budskaber til alle forældre derude:

    • Værn om kreativiteten og nysgerrigheden. Lad være med at dræbe ideer og skøre tanker. Lad være med at presse på for at børnene skal gå en bestemt vej. Alle mennesker er født med en motor til at ville noget. Vi er ikke født dovne eller ugidelige. Men det kan være, at der skal lidt mere tid til. Tid til at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil. (Man = børnene).

     

    • Spørg nysgerrigt ind til deres liv. Få øje på deres interesser, og dyrk det sammen med dem. Vores ældste søns drøm er stadig at blive professionel fodboldspiller. Han er snart 16 år. Den drøm skal jeg da være den sidste til at tage fra ham. Han har også et talent for fodbold, og han kan muligvis drive det til noget. Men det skal komme indefra ham. Ikke fra mig eller os.

     

    • Dyrk fællesskabet sammen med dem. Opfordre dem til at være noget for andre, og være tilstede for andre mennesker. Igennem andre bliver vi spejlet på vores talenter, og det kunne være at der var nogen, som sagde noget meningsfuldt og værdifuldt til dit barn. Noget, som de får øje på og som du ikke ser.

     

    • Tålmodighed. Bare fordi man er 17 år gammel, så er det ikke givet, at ”man har regnet den ud”. Overhovedet ikke faktisk. Måske er forvirringen endnu mere komplet, end den før har været. Det er OK. Sæt dig ned sammen med din 17-årige og tal om det. Bring dig selv i spil, hvis du selv har oplevet noget af det samme.

     

    • Giv dem en krammer, når de har dummet sig. En klog dame sagde engang til mig: ”Vil du have ret eller vil du have fortrolighed?”. Den sidder fast.

     

    Det er nogle af mine bud på, hvad vi kan gøre for at styrke vores børn. Indefra. Det er altid derfra, at forandringerne skal ske.

    Nyd din mandag. 

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Ps. Mange læste med her: De unge vælter rundt i stress. Det skabte en masse tanker og tilbagemeldinger - måske kan du også bruge mine ord til noget?

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det nye normalt...

    fredag 27. marts 2020
    Corona (1)

    Sikke hurtigt skal omstille os til en ny virkelighed.

    Alt er vendt på hovedet, og alt er andeledes. 

    Vi må ikke se de mennesker, som vi holder så meget af. Vi må ikke give en krammer. Vi må i det hele taget ikke så meget. Det, vi må, kan alligevel for mange være for uoverskueligt og svært. Flere står tæt i Føtex, og i skoven går mange mennesker fortsat sammen i flok. 

    Det strider imod vores instinkter, at vi ikke må færdes sammen mange mennesker. Vi er så vant til det. Det er det, vi kender. Når nye vaner skal implementeres, så kan det godt tage lidt tid. Det er OK. Jeg er ikke ude på at skælde ud. Blot en venlig reminder om, at vi gør dette for hinanden. Synes du, at det er rigtig svært at være mere alene, så læs med her nedenfor, hvor jeg kommer med nogle tips til dig:

    Alene i fællesskabet.

    Jeg vil gerne bruge min stemme til netop dette, hvis den kan høres i flokken af mennesker, som råber.

    Hold op, hvor er der mange, som mener noget om denne situation. Hvor er der mange nyheder at læse. Jeg har været nødt til at begrænse mig. Lukker op for nyhedsstrømmen to gange om dagen. Morgen og aften. Her får jeg så lige et overblik, og det er det. 

    Hvad går mine dage med?

    Ja, det spørger jeg også mig selv om. Jeg har svært ved at hitte rundt i om det er mandag eller onsdag. Min døgnrytme er forstyrret, og jeg spiser meget mere end jeg plejer. De berømte Coronakilo finder nok også vej til mig. 

    Derudover, så skriver jeg mere end jeg plejer. Læser mere end jeg plejer. Går mange flere ture end jeg plejer. Er mere bekymret end jeg plejer. Tja... I det hele taget er der mere af alt det, der plejer. Det eneste, som der ikke er så meget af, som der er plejer er: Arbejde. Og netop det faktum er faktisk en udfordring for mig. Jeg er vant til at have en masse at rive i, og det kan jeg godt lide. Men denne uge har været OK. Jeg har haft 2 dage med klienter, online, og så bruger jeg tid på at blive klogere på psykologien i det at træffe beslutninger. Lige præcis det tema er omdrejningspunktet for mit næste onlineforløb. Vi starter på onsdag, og jeg storglæder mig. Vil du ikke med? Tjek det ud her:

    Sådan træffer du beslutninger.

     

    Hvordan har du det? Hvad fylder for dig? 

    Måske er der kommet nye temaer til, som du gerne vil have, at jeg skriver noget om? Jeg har weekenden foran mig, og jeg vil gerne angribe et emne. Temaet med ægteskab og Coronavirus har en af mine kollegaer, Heidi, behandlet så fint. Derfor linker jeg lige til hendes blogindlæg her:

    10 tips til karantæne og parforhold.

     

    Det var et lille "HEJ" fra mig. Jeg håber, at du får en dejlig fredag. Her skal jeg vist ud og nyde solen og bare være tilstede med min dejlige familie.

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked