Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Folkemødet på Bornholm.

    søndag 17. juni 2018
    blog billede (2)

    Er lige landet hjemme...

    Weekenden er blevet brugt på fantastiske Bornholm. Jeg har ikke været på Bornholm i en menneskealder, så jeg glædede mig helt vildt til et gensyn med Solskinsøen. Det hele flaskede sig bare fredag, hvor vi drog afsted. Vi havde masser af højt humør og energi kl. 05.14 fredag morgen.  

    Lidt mere om baggrunden om vores tur.

    For nogen tid siden blev jeg kontaktet af Egmont Højskolen. De skrev til mig, men de troede, jeg var Hella Joof. Det blev jeg jo egentlig ret så beæret over:) Jeg ringede straks tilbage og sagde, at hvis ikke de kunne få hende til at komme, så stillede jeg hjertens gerne op. Jeg hørte ikke mere, og jeg glemte alt om det. Men så lige pludselig en dag, så ringede de igen, og de ville gerne invitere mig og hele min familie til Bornholm. Jeg skulle tale om LYKKE og LIVSKVALITET. Jamen altså... Det er jo emner, som jeg arbejder med hver dag, så det gjorde mig glad. Jeg sagde straks ja. 

    Det er lidt sjovt, fordi...

    jeg sagde sidste år til min mand, at jeg drømte om at komme til Folkemødet en dag. Nu var det lige pludselig virkeligt. Og så med mig som taler. Jeg var meget beæret og glad. Så vi drog afsted i fredags. Vores sommerhus var i Svaneke. Det er bestemt ikke en stor by, men en rigtig skøn by. Vi spiste dejlig mad og drak iskolde Svaneke øl. Solen bragede ned over os, og lige dér kom følelsen af lykke på besøg. Kender du de der ubevogtede øjeblikke, hvor lykken banker på? Sådanne øjeblikke kom mange gange i løbet af denne weekend.

    Lørdag drog vi mod Allinge, hvor Folkemødet finder sted.

    Jeg ved ikke, hvad vi havde regnet med. Men, hvor er det et fedt event. Virkelig. Masser af taler og interviews fandt sted rundt omkring i de mange, mange telte. Havnen i Allinge var fyldt med store, flotte skibe som også blev brugt som forskellige camps for forskellige organisationer. Vi gik bare og sugede det hele til os. Drengene synes virkelig også bare, at det var fedt. Vi overværede blandt andet et langt og inspirerende interview med Daniel Agger. Det var jo lidt sjovt, når nu vi har fået os sådan et par fodboldglade drenge. 

    Solen skinnede fra en skyfri himmel, og humøret var bare dejligt højt. Der var virkelig mange, mange inspirerende mennesker. Folk fra TV, Mads & Monopolet var igang med at sende, politiske debatter m.m. I det hele taget kunne vi have brugt meget mere tid på pladsen. Men noglegange så må man gribe det, man kan. Og det var tilfældet for os denne gang. 

    Vi fandt Egmont Højskolens telt. 

    Du kan læse lidt om Egmont Højskolen her - ja tak! Det var det et arrangement i teltet, hvor flere taler skulle finde sted, i løbet af hele dagen, og som forskellige højskoler havde arrangeret. Egmont havde så arrangeret én time omkring LYKKE, hvor jeg havde fået en del af taletiden. Læs mere om højskolerne her - ja tak! 

    Men Egmont havde hyret mig til at tale om LYKKE. Jeg havde fået 15 min. ikke lang tid, men lang tid til at fortælle det, jeg havde på hjertet. Jeg fortalte om en kæmpe stor undersøgelse fra USA omkring lykke og så rundede jeg den kære Freud. Han siger bl.a.om lykke: Mest mulig nydelse og mindst mulig smerte. Jeg nåede også at komme med mit eget bud på, hvad lykke er. De 15 min. gik så stærkt. Jeg fik sagt det, som jeg gerne ville.

    Dét at Thyge og drengene sad på bænken og lyttede med var bare så fedt. Drengene har aldrig set mig arbejde før, så det var også lidt skønt.

    Det er sådan, på Folkemødet, at folk kommer og går til de forskellige arrangementer. Og det er aldrig rigtig til at vide, hvor mange mennesker, som kommer. Hjalte talte: Det var 72 mennesker. Det var flere end forventet. Fedt!

    Jeg var glad, stolt og lettet bagefter. 

    Jeg håber, at jeg fik sået nogle gode frø. Jeg vil SÅ gerne holde flere taler, foredrag, oplæg (Ja, kært barn har mange navne), og det her var virkelig en drøm, som gik i opfyldelse, for mig. 

    Resten af tiden på Bornholm gik med at udforske Folkemødet endnu mere, og derefter besøgte vi Gudhjem, spiste is og hørte 2 musikere på havnen, som spillede skøn musik imens vi spiste lidt tapas og hyggede os. Lørdag aften skulle vi Danmark spille fodbold kamp, og derefter gik jeg helt i brædderne af træthed. Jeg tænker, at min krop alligevel har været på overarbejde. Men jeg var også bare SÅ glad. Det der paradoks: En følelse siger noget, og en anden følelse siger noget helt andet. Kender du det?

    Nu er vi hjemme igen.

    En ny uge venter i klinikken. Masser af samtaler i Mejlgade, og SÅ på torsdag kører jeg Modul 3 på MBM-uddannelsen. Denne gang er det stilhedsmodulet. Det plejer bare at være SÅ godt, og jeg glæder mig som et lille barn til at tage alle de dejlige deltagere med ud på en rejse ind i stilhedens væsen. Det hører du mere om på fredag, når jeg er hjemme igen.

    Tak for din tid og en lille reminder:

    Så altså! Selvom de egentlig gerne ville have haft Hella Joof, så er det et godt eksempel på, at mulighederne ofte opstår spontant, og hvis vi er åbne og venlige overfor de mennesker, som vi møder på vores vej, så kan magien opstå. Jeg havde ALDRIG fået denne chance, hvis jeg ikke havde grebet chancen, og meldt mig på banen - hvis altså ikke de kunne få fat på Hella Joof ;) Men hvem ved? Måske havde de også vurderet, at de hellere ville have mig? Hvem ved - jeg ved det ikke, og det er egentlig også fuldstændig ligegyldigt. Jeg var der - en drøm gik i opfyldelse.

    Så hermed en opfordring fra mig til dig: Grib nuet og mulighederne - mange af dem ligger foran dig.

    Hav dig en fantastisk søndag aften. Jeg vil kravle ind i seng og læse i min nye krimi.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Er angst hos børn et større problem i dag, end det var for 20 år siden?

    fredag 1. juni 2018
    angst hos børn

    Børn, som har angst, er et stigende problem i vores samfund.

    Man anslår, at over 350.000 mennesker i Danmark er berørt af angst. Her er der så både om børn og voksne. Det er et ekstremt stort tal, og derfor et emne, som berører mange, og som er meget relevant at sætte spot på. Det vil jeg gøre i dag. Mange har efterspurgt et indlæg om det, so here goes:

    Jeg møder mange børn, unge og voksne med angst.

    Men især er børn i aldersgruppen 8-13 år stærkt repræsenteret. Mange forældre spørger mig, om børn har mere angst i dag end dengang, hvor jeg fx var barn. Det tror jeg ikke på, men vi er i dag blev langt dygtigere til at hjælpe børn, og unge mennesker, som har angst. Det er også i dag kendt, at angst ikke er noget, som man skal finde sig i. Det kan afhjælpes. Relativt hurtigt.

    For 20 år siden.

    Jeg møder børn, som forventes at kunne en masse. Børnene tænker på dem selv (ret tidligt i livet) som mennesker, som skal nå noget - på en bestemt måde. De skal frem mod noget, et mål. Et mål som typisk er udefineret for dem selv, men noget som ligger i luften. Her tænker jeg ikke nødvendigvis på krav fra samfundets side, omkring skolemæssige præstationer, men i højere grad på de sociale krav. Det er min opfattelse, at de her søger at leve op til noget. De skal kunne og gøre noget bestemt, sige de rigtige ting, de skal kunne være alene hjemme, de skal kunne sove hos kammerater tidligt osv. Der er mange ting i dag, på den måde, som virker anderledes end for 20 år siden. Der er i hvert fald mere spot på de ting. Det kan, ufravigeligt, betyde at nogle børn bliver presset, da det jo ikke er alle som trives lige godt med det.

    For 20 år siden blev man som barn ikke stillet så mange spørgsmål, som det er tilfældet i dag. Det var mere: "God tur på lejr, vi ses om 3 dage". Der var ikke noget med om man kunne blive hjemme eller blive hentet hjem. Forældre hvilede på en måde mere i, at det var sådan, det var. 

    Det virker anderledes i dag...

    For 20 år siden talte man ikke om angst hos børn og unge mennesker på samme måde heller. Derfor anede man jo heller ikke, hvad man skulle gøre dengang, når et barn oplevedes som bange eller frygtsom - man tog det måske ikke så tungt? Jeg kan selv huske at blive puttet om aftenen og være bange for mørket. Men døren blev lukket, og der blev sagt godnat! Uden så mange dikkedarer. Jeg lever stadig.

    Verden ER stor.

    Det er min erfaring, at verden i dag hurtig bliver stor for børn og unge mennesker. De bliver fx. udstyret med en Iphone tidligt i livet. Den gør dem det muligt at få et verdens - udsyn. Det kan på mange måder være godt, men det betyder samtidig også, at de ekstremt hurtigt skal forholde sig til mange ting. Hvordan skal man fx svare på en sms? Skal man ringe tilbage, når der er blevet ringet til én? Hvad med Instagram og Snapchat? Hvilke billeder må de putte ud på det store internet? Hvad får de surfet ind på af nyheder, som kan give tanker omkring død og ødelæggelse? JA! Der er dælme meget, som børn helt ned til 6-7 års alderen skal forholde sig til.

    Jeg tror på, at vi skal hjælpe børns verden til at blive mindre. Når børn bliver bange, så kan det handle om mange ting, men vi skal måske hjælpe dem til at få verden til blive mindre, inden vi kaster ordet ”angst” efter dem?

    Angst er virkelig et stort problem.

    Når trivslen påvirkes i en sådan grad, at barnet ikke længere kan/gør de samme ting, som det tidligere har gjort, eller når noget bliver så pinefuldt, at barnet trækker sig eller på anden måde, så er der brug for hjælp.

    Jeg møder børn, som trækker sig fra det sociale fællesskab, fordi de føler sig forkerte. Jeg møder også børn, som ikke kommer i skole på grund af angst. Jeg møder børn, som har uforklarligt ondt i maven, og som er presset i så høj grad, at de græder hver dag. Så altså, jeg møder dem alle sammen. Både dér, hvor det er konkret angst for noget og mere ukonkret angst for noget.

    Jeg arbejder, som du måske ved, med Mindfulness sammen med børnene. Det bevidste nærvær, som kan være ekstremt relevant, når vi taler om børn (ja, i det hele taget), men børn har især har en helt unik adgang til deres medfødte nærvær. De er ikke så langt væk fra det, som vi voksne kan være. Derfor giver det god mening for mig, at lave Mindfulnessøvelser med børnene. Vi taler også om, hvordan psyken og kroppen hænger sammen, og jeg indfører dem i deres egen håndteringsmuligheder, når angsten melder sig på banen. De kan godt. Mange børn og unge mennesker har mistet troen på deres egen kunnen, og den skal vi have gravet frem igen. Jeg arbejder også med deres selvværd og deres selvtillid, hvilke ofte har lidt stor nød, når angsten har sat ind.

    Jeg kan ikke skrive her, HVAD jeg gør. Grunden til, at jeg ikke kan det er, at det er så individuelt. Fra barn til barn. Fra ung til ung. Men jeg tegner, fortæller, taler, skaber et nærværende rum, vi laver øvelser, og de får små opgaver for fra gang til gang.

    Det virker!

    Deres nervesystem bliver beroliget. Mange af børnene og de unge menneskers alarmberedskab har været mere eller mindre ALERT længe. Derfor er det, i sig selv, vigtigt at få nedbragt. Jeg hjælper dem med at få integreret mere nærvær og mere ro i deres liv. Og ja… Det virker! (som overskriften på dette afsnit også antyder).

    Så, for at svare på om angst er et større problem i dag end for 20 år siden (som overskriften antyder, at jeg har en mening om), så er det min erfaring, at det er det ikke. Vi er bare blevet klogere, og vi ved meget mere i dag, end vi nogensinde har gjort før. Det kommer vores dejlige børn og unge mennesker til gode.

    Til jer forældre derude.

    Inden I tænker angst, så prøv at se hvad I kan gøre for at gøre verden mindre for jeres barn. Er der nogle krav, som er blevet for store – måske uden I har lagt mærke til det. Trænger jeres barn til at få mere søvn, måske bedre kost og mere frisk luft? Som bekendt så hader dæmoner frisk luft, og frisk luft er altid godt. Prøv at se om du kan berolige nervesystemet så meget som muligt. Blide tryk på kroppen, anskaf nogle gode meditationer (fx Mariehønen, som du kan købe her), og se om det virker. Hvis ikke, så er hjælpen nær, og vid at det ikke behøver at tage lang tid at få skovlen under en begyndende angst. Jo før, jo bedre.

    Efterlad endelig en kommentar, hvis der er noget af dette, som du kan genkende. Et opløftende fællesskab er altid godt, hvis du står et svært sted med dit barn eller dit unge menneske. Er du blevet nysgerrig på mit mindfulnessforløb for børn og unge, så finder du det her: JA TAK! Lad mig læse mere.

     

    God fredag til dig.

    De kærligste hilsner fra

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Har du glemt, hvad der gør dig glad?

    fredag 25. maj 2018
    langsom

    Har du glemt, hvad der gør dig glad?

    Denne overskrift så jeg på Facebook den anden dag. Jeg fik ikke læst artiklen, men jeg hæftede mig ved ordlyden. Prøv at smag på det: ”Har jeg glemt, hvad der gør mig glad?”

    Hvad mærker du i din mave, når jeg skriver dette?

    Jeg mærkede en masse, faktisk. Både en masse spirende, dejlige følelser, som giver sommerfugle i maven - på den helt gode måde. Jeg mærkede også noget modsat. En flig af noget, som jeg ikke havde taget mig af. Noget, jeg har overhørt længe. Selvom det har banket på.

    Lad mig prøve at komme det lidt nærmere.

    Over de sidste år har jeg og min mand truffet en masse helt fantastiske valg for vores familie. Overskriften har hele tiden været: Simpel living. Vi har skåret ind til benet, og vi har sorteret fra i alt det, som har fyldt unødigt. Vi har insisteret på mere tid sammen som familie. Vi er hele tiden nysgerrige på, hvad der sker, når vi gå efter dét, som mærkes rigtigt (altså dér, hvor hjernen bliver sat på pause og rationalerne udebliver). Vi sætter pris på små hverdagseventyr, og på at ”less is more”. Vi har, for 3 år siden, haft en stresssygemelding indenfor døren, og det kan bestemt ikke anbefales. Derfor har det også været meget givende at opleve, hvordan vi trives i højere og højere grad, alle fire, når enkeltheden dyrkes og når samværet, nærværet og familietiden ikke skal skemalægges. Det er en kæmpe gave. Vi kan i høj grad netop mere følge lysten og gå med det, som lige opstår i øjeblikke, og så gribe dem.  Vi er ikke i mål (det tror jeg aldrig vi kommer eller at vi skal komme), men vi er et helt andet sted i dag end vi var for 3-5 år siden. Det gør godt. Sådan helt ind i mine celler.

    I går blev Felix 14 år.

    Han er en stor og dejlig dreng, som virkelig er i en rivende udvikling, og som stille og roligt er i gang med at stå på helt egne ben. Jeg kan se i horisonten, at tingene forandrer sig helt enormt meget om ganske kort tid. Derfor er jeg så inderligt lykkelig for, at vi fik stoppet op i tide, og kan kigge på hinanden, og med ærlighed sige, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at være der. Sammen med ham. Det giver en følelse af stolthed. Nogle af vores valg er kontroversielle, men de er meningsfulde for os. Blandt andet at min mand sagde sit job op for at være mere hjemme er noget, som ikke alle er forundt, eller har lyst til, men for os har det været en uendelig stor gave. Derudover, så har vi ingen bil, fordi vi hellere har villet rejse i længere tid med drengene, og det er nu blevet til to lange rejser á 2-3 måneders varighed. Det er et givende valg for os. Ikke for alle, men for os.

    Især har de sidste 2 år været forandrende i vores liv. Både med rejser, opsigelse af job, solgt hus og flytning.

    Jeg kan på alle måder anbefale, at du kaster et blik på dit liv. Prøv at spørg dig selv: ”Hvis nu jeg står om 10 år, og kigger ind på mit nuværende liv, er det så et liv, som jeg er stolt af?”. Svaret er guld værd for dig.

    Det kræver mod at gøre noget andet. Det kan også kræve hjælp. Men det er OK. Det vigtigste er bare, at du kommer et sted hen, hvor du oplever mere og mere balance, glæde og stolthed over dine valg. Jeg kan på det varmeste anbefale det.

    Nu vil jeg fortælle om dét, som jeg har overhørt, selvom det har banket på.

    I vores bestræbelser på at vi, som familie, skulle flytte os et bedre sted hen, har jeg indimellem glemt mig selv. Jeg har haft nogle ældgamle overbevisninger omkring dét at gå på arbejde. Jeg har en enorm ihærdig knokler til at stå på mine skuldre, og derfor har det altid været nemt for mig at drøne derudaf.  Dét at tjene penge har faktisk aldrig været et problem for mig, fordi jeg ALTID er trukket i arbejdstøjet. Det er nemt for mig. Jeg har bestemt justeret over de seneste år, men jeg trænger til at gøre mere. Det har banket på længe, men jeg har ikke kunnet finde formen på det. Det har krævet tid at lande det, og det tror jeg det har fordi, at jeg ikke har kunnet rumme at arbejdslivet OGSÅ gerne må være så nemt for mig.

    Men nu er beslutningen truffet.

    Efter sommerferien går jeg ned i tid i klinikken. Jeg har prioriteret flere faste fridage. Sådan helt fast, og som ikke kan rokkes ved. Lissa, vores tilknyttede psykolog, får derfor mere tid i klinikken. Det gjorde både hende og jeg glade og lettede. Jeg vil derfor over efteråret have endnu mere fordybelsestid. Tid til at udvikle. Tid til at skrive. Tid til at få endnu flere på MBM uddannelsen, som er mit helt store hjertebarn, ved siden af klinikken. Men alt dette kræver mere tid, og ikke kun nogle få timer hist og pist.

    Denne beslutning har kaldt på mig længe. Men jeg har ikke turde. Jeg har ikke været klar til at kigge, sådan helt ægte, på det. Men det er jeg nu. Jeg tænker også, at det er et resultat af alle de gode forandringer min mand og jeg har lavet i livet, på det seneste. Så det kan have mange sideeffekts at lave justeringer. 

    Jeg glæder mig til efteråret.

    Jeg forestiller mig, at jeg bliver en endnu mere fast stamkunde på DOKK1 eller, at jeg skal i et sommerhus, hvor jeg bliver omringet af bøger, dampende kaffe og det brusende hav. Jo jo – drømmene lever, og det SKAL de også.

    Lever dine drømme? Husker du på, hvad der gør dig glad - eller har du glemt det? 

    Skriv gerne en kommentar til dette indlæg. DEL det og del dine drømme med mig. Jeg vil elske at høre, hvad du pusler med.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når taknemmeligheden flyder over...

    onsdag 25. april 2018
    konfi (1)

    Der sker mange gode ting i disse uger. Og i kølvandet på det er der også en masse eftertænksomhed. Jeg har SÅ mange forskellige overskrifter til jer, så mange emner jeg har lyst til at skrive om, men tiden sætter her en kæp i hjulet. Det er egentlig ikke fordi, at jeg har MEGA travlt, men jeg har et stort fokus på det nære og det kære og på min egen trivsel, og derfor kommer ordene i anden række. For en stund. Det er vist også helt OK. At spise sin egen medicin, som man siger...

    Jeg kan mærke, at jeg er lidt stille.

    Jeg har mange tanker. Tanker om nutiden og fremtiden. Tanker, som skal have lov til at være der, og som skal fordøjes. Jeg har på fornemmelsen, at der er forandringer på vej. I min forretning. Der er ting, som skal justeres, fordi at jeg forandrer mig. Jeg bliver mere og mere klar på, hvordan mit liv skal være (eller, hvordan jeg drømmer om at det skal være), og det betyder jo ufravigeligt også, at noget skal forandre sig i min business, fordi den er en KÆMPE del af mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvornår jeg holder fri, og hvornår jeg arbejder, og det gør mig ikke spor. Jeg har ikke brug for klare linjer på dette område. Fordi jeg lever af min passion. Det er et kæmpe privilegium. I know. Men det er sådan det er... 

    Jeg er ikke sådan helt spids på, hvori forandringerne skal bestå. Men det kommer lige så stille dryssende, som fornemmelser i kroppen og som jeg så forholder mig til. Spørgsmål som: "Passer formen på uddannelsen stadig til dig...?" rumsterer fx. i min krop, kan jeg mærke. Måske skal der laves om her. Jeg ved det ikke endnu, men jeg bliver ikke bange for spørgsmålet. Jeg tager det dybt seriøst, når det kommer - fordi, at det er tegn til mig. Tegn på, at der er noget, som er i bevægelse. Og sådan synes jeg bare, at der er mange ting, som popper op lige nu - og derfor er jeg noget stille og indadvendt. 

    Måske kender du det?

    Små signaler, små fornemmelser, små erkendelser som du bliver nødt til at give lidt opmærksomhed? Leg lidt med det og se, hvad der sker.

    Hvorfor var overskriften taknemmelighed?

    Jo, siden sidst så er vores ældste søn Felix blevet konfirmeret. Jeg har aldrig rigtig været den store konformationsfan, men jeg må sige at det tog røven på mig. Det overraskede mig, hvor meget det betød for os som familie, at Felix skulle konfirmeres. Den første sådan rigtig store fest for ham, hvor alting var planlagt, der var lavet bordkort, valgt god mad og købt fine gaver til ham osv. Ja, det hele var betydningsfuldt.

    Det var sådan en overvældende dag, og det tog faktisk en del dage bagefter at fordøje det hele. Der var så mange gode indslag, FANTASTISK mad og alle gæsterne kom med højt humør og glæde. Dagen gik sindsygt stærkt, og vi har nu minderne tilbage. Min mand og jeg havde skrevet en tale, som jeg skulle holde. Hver gang jeg læste den højt, så græd jeg, men ikke på selve dage - jeg kom igennem uden de helt store udfald. Jeg har på nogle områder en udfordring med at forholde mig til, at han nu er blevet SÅ stor :) Nå, men jeg vil lige dele lidt af talen med her:

    "Den længste rejse, du kommer på er, når du skal have din hjerne ned i dit hjertet.  Det lyder måske lidt underligt, men det er den vigtigste rejse, du overhovedet kommer på her i livet. Alt kan ikke gøres ”oppe i hovedet”. Vi kan ikke tænke os til alting. Indimellem skal du handle på det, som du mærker i maven eller i kroppen. Vi kan ikke altid træffe beslutninger med hjernen og fornuften. Derfor skal du virkelig lære dit hjerte og mavefornemmelse at kende. Det gør du ved at reflektere over tilværelsen, over dine beslutninger og over hvad du har lyst til – sådan mere: Hvordan mærkes dét eller dér, og så indimellem prøve at gå med det som mærkes sandt for dig. Det er ikke sikkert at alle kommer til at være enige i dine beslutninger eller dine ideer, men din intuition er dit indre kompas – og det skal følges."

    Store ord til en stor knægt.

    Men det er virkelig noget af det, som jeg arbejder på som mor til mine drenge: At lære dem, at livet ikke altid skal leves fra hovedet. Det skal ned i kroppen og MÆRKES. Jeg håber, at jeg lykkes med min mission. Nu må vi se.

    Lige nu ligger han i sengen med høj feber, og jeg har derfor taget en rolig formiddag herhjemme, inden klienterne venter fra kl. 13 i klinikken.

    Det var de eftertænksomme ord fra mig til dig, i dag. Der venter en lille helligdagsferie rundt om hjørnet, så derfor går der lige nogle dage inden du hører fra mig igen.

    Pas godt på dig og dine.

    Kærligst,
    Camilla. 

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Nej, det er IKKE synd for dig.

    fredag 13. april 2018
    blogbillede (1)

    Jeg har ikke ondt af folk.

    Jeg synes meget sjældent, at det er synd for nogle mennesker. Jeg kan få medfølelse, græde sammen med, støtte og bakke op - men jeg går ikke ned af "offer-stien". 

    Det lyder måske hårdt. Men helt ærligt, hvornår har du sidst kunne bruge til noget, at nogen andre synes at noget er "synd" for dig? Det kan måske i selve øjeblikket lindre lidt - men det er ligesom at tisse i bukserne, det kan føles rart lige flygtigt og så bliver det koldt igen. 

    Nu må du ikke misforstå mig. Jeg føler med mange mennesker - det gør jeg virkelig. Jeg kan få ondt i maven på andre menneskers vegne, og da min egen mor fik kræft, var det rigtig rart at vores venner og familie rykkede tættere på, og var der for os. Men dét jeg havde allermest brug for var nogle ører. Et kram. Et glas vin. En god kop kaffe. At blive sat fri for dagligdagsansvar for en stund og ikke mindst: At drage en masse omsorg for mig selv. 

    Når livet sker for dig, hvad gør du så? Hvad tænker du? Er det synd for dig? 

    Prøv at spørg dig selv: Hvad har jeg egentlig brug for? Sådan helt grundlæggende. Mærk efter, hvad kroppen fortæller dig. Den vil rigtig gerne hjælpe dig. Måske skal du sove lidt, måske skal du ud og gå en tur, måske skal du skrive noget ned.  

    Livet sker. Det gør det for os allesammen. Vi rammes af kriser, vi bliver syge, fortvivlet, vrede og forvirret. Og i de situationer, så er det min grundlæggende overbevisning, at det vi allermindst har brug for er medlidenhed eller offermentalitet. Derimod, så har vi brug for støtte og opbakning til at se ud i verden igen eller til at komme op af et mørkt hul. 

    "Hvordan gør jeg så det?" Tænker du måske...

    Det kan have mange former eller udtryk. Det ser forskelligt ud for alle mennesker. Men noget af det, som virker rigtig godt for mange er, at få de her berømte ører. Der er en grund til, at vi har én mund og to ører - vi skal lytte. Vi skal ikke tale så meget. Vi skal ikke komme med masser af gode råd eller noget i den dur. 

    Hvis du lige nu er nede i et hul af medlidenhed eller i en offermentalitet, så handler det i første omgang om, at blive bevidst om det. Og eje det - altså, at nu er du her. Og så prøv at spørg dig selv, hvor du gerne vil være henne inden du skal sove i aften. Hvad kunne du tænke dig lidt mere af eller lidt mindre af?

    Små skridt i en retning, som bliver mere meningsfuld for dig. Som giver dig håb og fortrøstning. 

     

    Kender du hullet, som du kan være nede i? 

    Hvad gjorde du, da du var der?

    Er du kommet op af det? Hvis ja, hvordan?

     

    DEL endelig gerne dine erfaringer med verden her. Det er SÅ værdifuldt, så vi ikke står alene:) Sammen kan vi meget.

     

    God fredag og kærlig hilsen 

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når maskerne falder, så kan det have afgørende betydning at...

    torsdag 5. april 2018
    falder maskerne? (1)

    Det er brydningstid. Det gamle skal væk. Det nye skal ind. Det er tid til at gøre op med, hvad der ikke længere nærer dig. 

    Flere mennesker er på overarbejde i disse tider. Det er som om, at energien er indstillet på oprydning. Lysten til at omgive os med mennesker, som giver os noget, vokser i øjeblikket. Flere og flere orker bare ikke mere pis. Ja, undskyld mit sprog, men lige her er jeg ikke så god til at pakke tingene ind. Ja, det er jeg nok i det hele taget ikke så god til. 

    Oplever du også at meget er i en form for oprydningsfase lige nu?

    Så vil du måske også opleve, at nogle mennesker ikke længere kan beholde deres masker på længere. Måske kan du heller ikke selv? Det bliver sværere og sværere at lade som om noget er godt, hvis det ikke er? Du vil måske opleve, at du ikke længere kan holde dine meninger tilbage eller at du lige pludselig godt tør at sige din mening? Det er altsammen et udtryk for, at du udvikler dig som menneske, og at du flytter dig. Og det er godt. 

    Det er bare ikke alle som skal med videre på din rejse. 

    Jeg er pt. igang med at skrive en masse. Fx. på 2 forskellige bøger, plus al mit materiale til uddannelsen, og i den forbindelse læser jeg utrolig meget fagligt stof. Noget jeg stødte på igår, vil jeg lige dele med dig. Det er fra en bog af Jon Kabat-Zinn som hedder Hverdagens små mirakler:

    "Som voksne opdager vi nogle gange, at vi slæber rundt på en tung følelsesmæssig rygsæk. Denne rygsæk indeholder alle mulige ting, der måske slet ikke tilhører os, men som vi i årernes løb er blevet vant til at bære rundt på - vores forældres smerte, deres forventninger, deres skuffelser, deres hemmeligheder, deres vrede, deres sår. Bare tanken om at sætte denne rygsæk fra os, kan fylde os med følelser som utilstrækkelighed og skyld i en grad, at vi bliver lammet følelsesmæssigt og ikke kan røre os ud af stedet. Hvis vi sætter denne byrde fra os, er vi en "dårlig" søn eller datter. Så hvordan skulle vi kunne gøre det?

    Når vi omsider bætter byrden fra os, når vi gør et forsøg på at træde ud af den rolle, der for så længe siden er blevet påtvunget os, og som vi først og fremmest har spillet på grund af vanens, skyldfølelsens og frygtens magt, når vi til sidst nægter at følge familiens gamle uskrevne, uudtalte følelsesmæssige regler, kan helvede bryde løs"

     

     

    Dette citat rammer hovedet på sømmet for mig.

    Nu handler dette meget om de familiemæssige mønstre, men det er så sandelig også noget, som gælder i mange og andre sammenhænge også. Vi bærer på en masse for hinanden. Ubevidst. Meget tit går det fuldstændigt smertefrit, men andre gange, så bryder helvede løs. Når det så gør det - det kan være i en relation til en kær veninde, kollega eller din mand/kone, så tror jeg på, at det er vigtigt at kigge lidt på, hvilken bagage vi er kommet til at bære for hinanden. Måske hører den bagage, du bærer på, ikke til hos dig? Måske kan den anden have den tilbage igen?

    Vælger vi derimod at bærer videre på noget, som ikke tilhører os, så er det at bitterheden, misforståelserne og modstanden kan opstå. Det kan i sidste ende ende betyde en splittelse. Altså at relationen må brydes. 

    Sådan behøver det bare ikke være. Det kan faktisk også betyde, at der er nogle relationer, som bliver tættere og mere betydningsfulde, fordi vi lige pludselig tør vise, hvem vi er. Vi tør stå ved vores meninger og vores drømme og længsler. Vi pakker os ikke længere væk. 

    Det er en KÆMPE befrielse. 

    Men der kan være lang vej hjem for mange mennesker, fordi at vi ikke har lært dette fra barnsben. Det er virkelig noget som ligger mig meget på sinde i forhold til vores børn. De skal kunne være dem selv, uagtet hvad. Vi skal kunne tale om det nære, det kære og det svære. Hvis det lykkes, så vil jeg nærmest mene at min mission for forælder er lykkes. 

     

    Kan du være dig selv i dine relationer?

    Har du brudt med en relation, fordi at der ikke rigtig var plads til dig?

    Er en relation blevet bedre efter at I har talt om noget ala ovenstående?

     

    Jeg vil elske at høre fra dig.

    Kærligst, 

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Alenehed fucker hjernen op...

    onsdag 4. april 2018
    alenehed

    Jeg har trukket stikket ud. Jeg er stukket af. Alene. Bare mig.

    I skrivende stund sidder jeg på mit hotelværelse i København. Bare mig, uden min familie. Det er en tur som er planlagt længe, og jeg har glædet mig helt vildt meget. Det er skønt. Det er også vildt, som hjernen konstant kværner. Når der ikke er andres behov end mine egne, og der ikke er nogen som stjæler taletiden, så er det ret vildt, hvordan tankerne bare kommer styrtende som køer, der skal på græs efter en lang vinter. Mere om det lidt længere nede i dette blogpost.

    Turen herover er en blanding af forretning, fordybelse og fornøjelse.

    Forretning fordi...

    at jeg blandt andet skal interviewes til Birgitte Sølvsteins podcast . Det glæder jeg bare helt vildt meget til. Birgitte har virkelig inspireret mig helt utroligt meget i forhold til at lave en sådan podcast. Det vil jeg jo vildt gerne selv lave, så blev meget beæret over, at hun havde lyst til at interviewe mig. Hun kommer her om en halv times tid. 

    Fordybelse fordi....

    Min Mindfulness for Børn - Mentoruddannelse starter om godt 14 dage. Derfor er der nu brug for, at fordybelsesprocessen i materialet skal igang igen. Jeg skal sidde med snuden i det hele igen. Og det glæder jeg mig til. Jeg elsker jo mit materiale (hvilket jo er ret så heldigt).  Det skal videre til grafikeren, inden jeg vender snuden hjem igen har jeg besluttet, derfor kræver det lidt fokus. For mig er det rart at have nogle deadlines for disse ting, for så kommer det ud af verden. 

    Piiiist - der er fortsat 2 ledige pladser. Skal én af dem være din? Det er en UNIK mulighed for at komme ind og lære Mindfulness at kende, sådan helt fundamentalt.

    Fornøjelse fordi...

    Jeg er så heldig, at jeg har min kære bror i København, så i går aftes gik med snak og god vin - helt fantastisk. Det er så skønt, når tingene kan forenes på den måde.

    Når tankerne kværner.

    Når hverdagen kører hjemme med børn, daglige gøremål, arbejde og familieliv, så er det for mit vedkommende nogengange udfordrende at få prioriteret "stille-tid". Så når jeg så kommer herover og er HELT alene, så kommer tankerne væltende. Følelserne kommer også i spil, fordi det ligesom vil op til overfladen. Ikke noget sådan vildt og voldsomt, men der er lige ting, som skal rundes og tænkes igennem, og mærkes efter.

    Det er fristende at fjerne ‘stilheden’ med musik, underholdning og sociale medier, men jeg skal også minde mig selv om, at jeg er her fordi, det er er sundt for mig at være i mit eget selskab (jeg er meget priviligeret over at kunne tage denne slags ture - I know), og det behøver ikke blive dulmet med alt muligt, når rastløsheden melder sin ankomst. Så det er en kæmpe gave at læse, at skrive og om lidt så vandrer jeg ud i byen og finder et frokoststed. Det er sgu da fedt.

    At mærke rastløsheden og kedsomheden er en del af livet som mange af os slet ikke når at mærke, fordi så hapser vi lige telefonen eller tænder for TV´et. Eller vi tager et glas vin mere. 

    Indimellem så er det sundt at slukke. At være alene. At trække vejret HELT ned i maven. 

    Hvornår har du sidst givet dig selv den gave at være alene? I dit eget selskab? Uden TV og uden de sociale medier? Skete der noget særligt eller blev du skræmt?

    Jeg vil rigtig gerne høre fra dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Fylder du for meget? Så kan det være, at.....

    tirsdag 3. april 2018
    Psykolog Camilla Holmgaard (1)

    Jeg fylder. Jeg er ærlig. Jeg er omsorgsfuld. Jeg prøver at gøre tingene så godt, som jeg kan. 

    ...men indimellem kan jeg få følelsen af, at jeg fylder for meget. Jeg kan sidde med denne følelse i dagevis efter en fest, en sammenkomst eller noget helt tredje. En følelse af at være for meget. For højtragende eller for direkte.

    Det kan faktisk være en ganske lammende følelse. Jeg har, før i tiden, virkelig slået mig selv i hovedet med denne måde at være i verden på. Jeg mærkede en stor grad af forkerthed.

    Efterhånden, som jeg har arbejdet med mig selv, er det blevet mere og mere klart for mig, at når jeg får denne følelse, så handler det dybest set om, at de mennesker, som jeg er sammen med fylder for lidt. De har uld i munden eller jeg kan mærke, at de ikke er i kontakt med dem selv - og dermed heller ikke i kontakt med mig. De holder noget tilbage. De er ikke ærlige. Så får jeg en tendens til at "overtage" og sørge for, at "hullerne bliver fyldt ud." Fordi, at jeg dybest set bliver mega usikker på deres intentioner, og jeg er skruet sådan sammen, at når mennesker ikke er i overensstemmelse med, hvem de er eller er uærlige, så kan jeg mærke det. Jeg kan også mærke, hvis nogen ikke bryder sig om mig. Jeg kan mærke, hvis nogen har et horn i siden på mig og jeg notere mig det og bliver altid så forundret over, at de ikke siger noget. For sådan er jeg opdraget - at det er godt at få "ren luft  i rummet" uanset om det så betyder en større samhørighed eller en direkte polarisering. 

    Er det forkert at have det sådan?

    ... Altså, at kunne mærke alt dette? 

    NEJ! Det er OK - du skal bare blive bevidst om det. Du skal tage en bevidst beslutning om, hvorvidt du putter dig selv i disse situationer. Det er OK at sige fra. Det er OK, at du ikke kommer til en given fest, hvis det giver dig for mange " sociale tømmermænd". Så skal du tage en beslutning om, at prisen er for høj - og om du er villig til at betale den pris. 

    Husk - at når du ikke kommer og "fylder hullerne ud", så må de andre selv tage ansvar for at fylde med deres egen energi.

    Jeg har, i løbet af den seneste tid, lært en del omkring dette emne. Jeg forsøger mit bedste, når jeg bevæger mig ud i verden. Det er f..... ikke altid nemt. Det skal du vide. Det kræver noget, og mest af alt kræver det faktisk, at du kan stå ved dig selv. For det er ikke alle, som er enige med dig. Sådan må det være. Men når der sker en polarisering, så kan det også betyde, at du rykker tættere på nogle andre mennesker end dem, som du troede ville være der i første omgang. Til sidst står du så med de mennesker, som betyder noget - og det må da for søren være det, som det handler om? 

    Har du mærket noget af dette på egen krop? Og hvad gjorde du ved det?

    Jeg vil rigtig gerne høre fra dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked