Sårbarheden

fredag 11. april 2014
skov

Kender du det med at være lidt hudløs og stå frem i spotlightet, vise dig selv frem og turde stå ved det, du siger og mener omkring ting? Når vi gør det, så kan der ske mange ting med os. Vi kan blive sendt tilbage i 2. Klasse, hvor klassekammeraterne fniste af det, vi sagde. Eller vi kan, følelsesmæssigt, komme tilbage i skolegården, hvor de andre ikke ville lege med os. Eller vi kan registrere en ubehagelig følelse af, at andre ikke heeeelt forstår det, som vi prøver at fortælle. Ja, du kan selv prøve at sætte dine ord på, hvad der sker hos dig, når du skal stå frem. I dag. Som voksen. Med et budskab.

Når vi står frem og mener noget om en sag, så risikerer vi også, at nogle mennesker frasortere os. Enten fordi de ikke er enige, ikke kan lide det, vi siger – eller simpelthen bare synes, at det er uinteressant. Men måske er det egentlig helt fint? For så behøver vi ikke kæmpe for at opnå netop deres anerkendelse af os. Det fine er, at jo mere vi står frem med vores meninger, jo tydeligere bliver det også for vores omverden, hvad VI står for. Så er det jo helt op til dem, om de gider blive ved med at lytte. Mit gæt er, at de lige så stille går væk, og vi står så tilbage med netop dem, som GERNE vil høre, hvad vi siger, og som møder os i vores budskaber.

Jeg mener ikke, at der ikke må være modstand. Det må der gerne. Fordi det kan netop betyde, at vi lige bliver en tand skarpere på, hvad det egentlig er, vi prøver at sige. Men hvis du gang på gang skal forsvare dine meninger, holdninger, din faglighed eller noget helt fjerde. Så er det måske tid til at vurdere om du står på den rette scene og taler til dit helt rigtige publikum?

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked