Stilheden

søndag 24. marts 2013
Stilheden

Så er det gået en uge siden, jeg sagde farvel til alle de skønne deltagere. Det har været en uge med en masse erkendelser og rigtig fine indsigter. For mig var det min første gang, hvor jeg skulle afholde Silent Retreat, så det var med en vis nervøsitet, jeg bød velkommen fredag aften. Men det gik så fint. Jeg startede med lidt undervisning i, hvad Mindfulness er, og herefter en introduktion til stilheden. Stilheden blev sat igang kl. 19.15 fredag aften. 

Dagene gik med masser af Mindfulness øvelser og meditation. Lange gåture og hvile. Vi blev forkælet med skøn skøn mad, og Hotel Koldingfjord havde simpelthen gjort det SÅ lækkert for os alle. Vi fik de skønneste værelser med udsigt over fjorden. Du kan se udsigten fra mit værelse på billedet. Så fint.

Når der lukkes ned for “snakke-kanalen”, så skærpes de andre sanser. Trætheden melder sig, hørelsen bliver skarp, duftesansen bliver forstærket m.m. Trangen til at være alene kan også mærkes. Altsammen SÅ tiltrængt i en tid, hvor mange af os har rigtig travlt. 

Jeg guidede dem igennem mange forskellige øvelser indenfor Mindfulness og Meditation. Der var øvelser indenfor den rene form for Mindfulness og indenfor den radikale Meditationsteknik. Efterhånden som tiden gik, blev det tydeligt, at mange af deltagerne kom på et indre stykke arbejde. De skulle blandt andet holde den rastløshed ud, som også meldte sig. Alt var præcis, som det skulle være.

Der opstod også uro! Sådan er det, for som sagt: Når vi bliver stille, så mærker vi os selv. Og måske kommer man i kontakt med noget, som man havde glemt eller fortrængt. Et par stykker fortalte bagefter, at de ikke rigtig synes, at de kom i kontakt med noget ubehageligt - det er jo også bare som, det skal være. Det behøver bestemt ikke være ubehageligt at være stille. Det kan også bare være rart.

Stilheden blev brudt søndag kl. 12. Her blev deltagerne forkælet med en lille Goodiebag med små lækkerier i. Her var ting i, som altid vil minde dem om deres debut ind i stilheden. De var bare så super seje allesammen. De var med til at skabe weekenden, som endte med at være en stor succes. Dagene efter tikkede der flere mails ind i min indbakke, hvor der primært blev sagt: Tak for en skøn weekend. Jeg bliver altid så rørt, når der sættes pris på mit arbejde. 

Jeg var super glad og super stolt, da jeg kom hjem. Og jeg har vildt meget lyst til at arrangere endnu en Silent weekend. Jeg skal kigge på nogle andre omgivelser inden længe. Så hører I nærmere, hvis det har vækket interessen. 

God søndag til dig.

Kærlig hilsen
Camilla. 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked