Er børn med en stærk indadvendt opmærksomhed underlige?

fredag 15. januar 2016
indadvendt

Jeg så denne TED TALK for nogle år siden, den holder stadig max. På mange måder er det ligesom om, at hun taler om mig. Jeg har altid været udadvendt. Jeg har ikke haft de store udfordringer med at tale foran folk,  jeg har altid været spontan og gjort ting som børn/unge på samme alder som mig, ikke gjorde. Som f.eks. at tage 1 år til Panama i en alder af 15 år. Det var der ikke mange der gjorde.

Men jeg kunne mærke, at der manglede noget. Jeg vidste bare ikke, hvad det var. Der gik mange år før det gik op for mig, hvad jeg manglede. Egentlig sådan rigtig først for 6 år siden fandt jeg ud af, hvad det drejede sig om. Nemlig, da jeg tog på mit første Mindfulness Retreat i USA. Der blev jeg stille og mærkede mig selv. Ligeså meget som jeg hadede det, ligeså meget elskede jeg det. Jeg opdagede, at dét jeg savnede var opmærksomhed på min indadvente side.

Jeg opdagede, at jeg lader SÅ meget op i mit eget selskab. Jeg orker faktisk ikke altid at være den sidste, der forlader fester, og jeg nyder en god gåtur i MIT eget selskab. Ved at anerkende den denne del af mig, har der åbnet sig døre til mit eget indre og mange ting er blevet nemmere. 

Hvilke muligheder giver vi børn for at opdage, at de er helt OK, selvom de stortrives i deres eget selskab og ikke nødvendigvis behøver legeaftaler hver dag eller er de første, som rækker hånden op i timerne? I skolen skal børn være meget på, arbejde sammen, de skal kunne præstere og det forlanges nærmest også, at de skal kunne lide det. Det kan alle bare ikke - og det skal vi ikke gøre dem forkerte over. Næ nej, der er guld af hente i fordybelsen og i roen, som kan føre til en masse kreativitet og næring til sjælen.

Måske vil opmærksomheden på den indadvente side, og den ro og det fokus, der følger når børn får lov til at være stille med sig selv, faktisk betyde en større lyst til at sige noget mere. Uden pres. Jeg tror, vi har en masse at lære endnu på dette område. Men lyt til videoen her - måske det også rører noget i dig? 

Kærlig hilsen
Camilla. 

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked