Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Så kom det nye år - hurraaaa....

onsdag 2. januar 2013
Så kom det nye år

Vi havde en skøn aften i selskab med nogle gode venner. Vi havde gjort det hele lidt simpelt, så vi fik mad udefra. Det var godt nok dejligt og nemt. Der blev drukket bobler og god vin - og dagen efter kunne jeg godt mærke, at jeg levede. 

Det er altid så underligt med de her mærkedage. De indgyder til refleksion og eftertænksomhed, synes jeg. Men det behøver ikke nødvendigvis at være d. 31. december. Det kan lige så vel være d. 10. februar eller 5. august. Jeg tror nemlig på, at det vigtigt at stoppe op med jævne mellemrum, og mærke mavefornemmelsen over det liv, jeg nu engang har givet mig selv.

2012 har faktisk været et ret vildt år for mig. Mit første år som 100 % selvstændig. Wauw, siger jeg bare. Det er noget sindsygt noget - sådan lige pludselig være sin egen chef: Selv styre fridagene, hvor lange arbejdsdagene skal være og om det lige præcis er de opgaver, der er giver mening, som løses m.m.

Da jeg sagde mit gode, faste (med en god løn) arbejde op, kunne jeg simpelthen ikke andet. Maven sagde bare: Go go go go. Og jeg lyttede. Det er jeg glad for. Også selvom det var/er grænseoverskridende indimellem. Jeg sørger for, at få så megen nydelse ind i mine opgaver som overhovedet muligt. Og jeg synes faktisk, at jeg mestre det ret så godt - altså at gøre mit arbejde så nydelsesfuldt og lærerigt som overhovedet muligt. 

2012 bød også på en del rejseri. Især september var præget af, at jeg var i USA det meste af måneden. Først på Silent Retreat, og derefter ferie i New York. Det har været en rejse, som har lært mig meget på meget kort tid. Og den læring jeg fik, har jeg med mig hver eneste dag. Jeg gjorde det sgu (!), og det gik bare så fantastisk godt. Jeg ønsker, at videregive den viden jeg fik på mit 7-dages Silent Retreat, og derfor afholder jeg et Silent Retreat på Hotel Koldingfjord til marts. 

I november var jeg i Oslo med en kær veninde, hvor vi deltog i den første Nordiske konference omkring Mindfulness for Børn & Unge. Det var SÅ fed en tur. Både den faglige, men også den private, del af denne tur. Jeg nød at blive klogere i selskabet med min veinde. Fedt! Den viden, som jeg fik i Oslo er allerede konverteret til kurser til pædagoger og lærere, som er nysgerrige på, hvordan de kan lave Mindfulness med alle deres lækre børn! Jeg har været ude i flere SFO´er og en enkelt børnehave. Dette er noget, som jeg ønsker mig at komme endnu bredere ud med.

I november afholdte jeg også min første Mindfulness Workshop. Og selvom jeg har undervist en million gange i Mindfulness, så var denne dag helt særlig. Særlig fordi jeg selv stod for det hele, og var ret så nervøs. Men det blev en success, og jeg gentager allerede dagen igen d. 2. marts i år. Programmet justeres ind, således at selvom du har været med en gang, så kan du sagtens være med igen.

Jeg har også haft mange forløb med masser af klienter. Det er altid en kæmpe gave, at se hvordan mennesker udvikler sig. Og det er fantastisk at være vidne til deres transformationer - jeg elsker terapi. 

2013 bliver også et transformerende år. Jeg ønsker mig en masse for året, og jeg starter langsomt ud. Begynder først for alvor d. 7. januar, men inden da er der tid til at være sammen med mine sønner og til refleksion over året som kommer.

Jeg ønsker mig, at jeg fortsat har den store frihed, som jeg indtil videre har oplevet. Friheden giver mig nemlig mulighed for at gøre det, som jeg elsker allermest, rent arbejdsmæssigt. Når jeg føler mig fri, så smitter det af på ALT hvad jeg laver - både arbejdsmæssigt og privat. Når jeg er fri er jeg gladere, mere kreativ og modig. Så frihed er højest på ønskeseddelen over ting, som skal fortsættes i hele 2013. 

Jeg håber på at støde på så mange af jer læsere som muligt i det nye år. 

Kærlig hilsen
Camilla

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked