Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

En følelse af frihed.

fredag 7. september 2012

Min veninde skrev til mig: “New York kan noget med frihed, som ingen anden by kan”. 

Hun har ret. Eller i hvertfald so far - jeg ikke besøgt alle storbyer, men denne gigantiske by KAN bare noget. Virkelig.

Da jeg ankom i går aftes rullede jeg ind over Broadway og Times Square. Jeg fik nærmest et chok over at se AL det lys. Det var helt vildt smukt. Jeg kom ind på mit hotelværelse, og var rigtig træt. Sov lidt, men kl. 4 om morgenen bankede jet´laget på, og jeg tændte for TV´et. Til min overraskelse var der “Friends” på én af kanalerne, og der blev ikke vist andet. Det passede mig godt. 

Der lå jeg så i 3 timer og forsøgte at sove lidt… Men uden held - kl. 7 stod jeg op og gik på eventyr i gaderne. 

Jeg gik, gik og gik - så, så og så, indsnusede, indsnusede og indsnusede gaderne, menneskene, bygningerne og duftene. Alt kan lade sig gøre her. På alle tider af døgnet. Det er altså magisk - og underligt på samme tid. Magisk fordi det giver mig følelsen af, at ALT kan lade sig gøre uanset, hvornår ønskerne måtte komme. Og underligt fordi, der aldrig er ro. Hvornår mon New Yorkerne lader op?

Det er min første rejse alene i meget meget længe. Jeg skulle lige vænne mig til det, men nu er det landet i mig. Jeg nyder faktisk, at jeg kan gøre som jeg vil. Det niver lidt i maven, når jeg taler med drengene hjemme - men de storhygger sig med farmand. Jeg skal bare nyde det, som min mand sagde :) Jeg kunne ikke tage på denne rejse, hvis der havde været støj på linjen hjemme - men støj er der ikke, der er bare lidt sommerfugle i min mave indimellem.

I morgen går turen til The Omega Institute, hvor kurset starter. Jeg er meget spændt - på det hele. Tænk: En hel uge i stilhed. Hvad mon det bringer af tanker, erkendelser og følelser? Jeg glæder mig til at dele mine indsigter med jer allesammen. 

Dette var en lille hilsen herfra The Big Apple. 

Jeg skriver ikke flere indlæg på bloggen, før jeg er tilbage i NY igen. Det er jeg om 1 god uge, og så fortsætter eventyret sammen med min mor. Jeg glæder mig.

Masser af hilsner

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked