Adyashanti

onsdag 19. september 2012
Adyashanti

Oplevelserne i ugen i stilhed lander stadig stille og roligt i mig. Jeg kan ikke beskrive erkendelserne, indsigterne og tankerne i dette ene indlæg her på bloggen. Men jeg kan dele de første umiddelbare oplevelser med jer.

Jeg startede rejsen ind i stilheden med et par dage i New York. Det var rigtig længe siden jeg havde siddet i et fly alene, og så rejst helt over Atlanten, så jeg var spændt og eventyrlysten.

Mine første i dage i NY gik med jetlag. Jeg så en masse af Times Square, Broadway og 5.th . avenue. Det var nu heller ikke helt dårlige steder at befinde mig, når nu søvnen ikke ville tage over! Torsdag morgen kl. 6.45 var jeg på Starbucks til kaffe og morgenmad - sammen med en masse mennesker, som allerede var i gang og online. Iphone og Mac/PC var plugged in, og arbejdet var i gang. Det var igen en reminder om, at byen aldrig sover. Den er hele tiden i gang.

Jeg kørte fra New York City fredag d. 7. September. Jeg steg ombord til et nyt eventyr. Et eventyr som tibragte mig 3 timer nordpå til et område, der hedder Rhinebeck. Her ligger The Omega Institute.

Jeg startede med at være målløs over, hvor smukt der var. Naturen var fantastisk, bjergene stod højt og flotte, søen var spejlblank, dyrene løb omkring, der var en helt skarp og ren luft og maden var lige mig: Økologisk og vegetarisk. Jeg blev indlogeret på et lille dorm. Ikke stort, men hyggeligt. Og helt mit eget.

Om aftenen startede stilheden med Adyashantis ord: “The greatest wisdom comes from silence and the capacity to be quiet”. Jeg tænker: “Ja ja… Lad os nu se, hvad jeg siger, når ugen er omme”… Adyashanti er en spiritual herre, som mange mennesker opsøger for at få svaret på spørgsmål, blive fyldt af hans visdom eller for at meditere sammen med ham – eller: All of the above.

Dagene var ens. Vi startede kl. 7:30 med Silent Sitting, som blev fulgt at “The Talk”. “The Talk” var 1 time, hvor Adyashanti talte med et emne. Der var blandt emner som: “Hvad er meditation egentlig” og “Bevidsthed”. Der var guided meditationer, og resten af dagen var fyldt med Silent Sitting. Om aftenen var der “Satsangs”. Det er en session, hvor nogle af deltagerne kunne stille spørgsmål til Adyashanti. Det kunne være helt praktisk omkring meditation, eller det kunne have dybere karakter I form af store spørgsmål omkring livet. Mange af dem, der talte havde nogle voldsomme personlige historier, som de delte med os andre. Dem rummede Adyashanti og mødte dem i. Det var kraftfuldt. Der blev grædt mange tårer I disse aftenseancer. For at få et dybere indblik I, hvor intenst det var, så var der kun to deltagere,  der kunne nå at tale på halvanden time. Rummet blev enormt kraftfuldt, og energien var høj derinde. Jeg blev selv betaget mange gange, og måtte flere gange slippe kontrollen, og give tårerne frit løb. Det var så intenst.

Og så var der stilheden… pyh! De første dage var ikke fantastiske. Savnet hjem til familien var enormt stort, og trangen til at tale med dem var stor, de første dage. Derudover blev jeg blev udfordret på, at jeg ikke kunne tale med alle de mennesker jeg omgav mig med. Der var 300 mennesker samlet fra hele verden. Inden stilheden gik i gang, nåede jeg at tale med en mand fra Amsterdam, en kvinde fra Canada og en fyr fra Buenos Aires. Så der var god grobund for en masse interessante samtaler, men de var jo udelukket.

Som dagene gik, blev stilheden min ven. Jeg oplevede, at jeg faktisk ikke savnede den der smalltalk. For egentlig var jeg ret ligeglad med, hvor mange børn hende kvinden fra Canada have eller hvad manden fra Amsterdam lavede for at tjene til dagen og vejen. Det blev ligegyldigt, for stilheden blev så smuk. Savnet hjem skiftede også i styrke, og jeg oplevede at det hele var, som det skulle være.

9/11 kom om onsdagen. Phew! Der blev hejst mindepæle op rundt omkring, og folk stimlede sammen omkring dem. Gong gong ‘en lød på klokkeslettet for hvert fly, der ramte ind i World Trade Center. Følelserne fik frit løb, men jeg kunne ikke give den hulkende kvinde et knus eller nogen from for trøst. Det skulle alt sammen fordøjes og forløses i stilhed. Det var helt som det skulle være.

Jeg gik mange ture rundt i naturen, slængede mig i hængekøjerne ved søen og skrev en masse i min dagbog. Så kunne tankerne få plads på papir. Når stilheden overtager, så sker der ofte det at tankemylderet kommer, og det kan være svært at holde styr på det hele. Det er dér, hvor meditationerne hjælper enormt meget til at give slip, og vigtigst af alt: Ikke at begynde at analysere tankerne. De er der, og det skal de have lov til.

Det blev fredag igen. Kl. 12 skulle stilheden brydes. Jeg måtte overgive mig til ordene:

“The greatest wisdom comes from silence and the capacity to be quiet”. Når vi bliver stille, så møder vi os selv. Uanset hvad dette møde så vækker af følelser og tanker, så er jeg blevet mindet om, hvor vigtigt det er at skabe hullerne, så stilheden kan finde vej. For når vi bliver stille, så kan vi mærke, hvordan vi har det.

Du kan læse mere om Adyashanti på: www.adyashanti.org. Han kommer til Amsterdam I 2013 og holder retreat, I stilhed.

I skrivende stund er jeg på vej til Washington, sammen med min mor som landede herovre fredag aften. Vi besluttede os for at hoppe ombord for at se “The White House” og andre spændende sights. USA er et godt sted at tage på eventyr.

Vi skrives ved.

Kærlig hilsen

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked