Tør du sige fra?

mandag 4. juli 2011

I dag er jeg blevet inspireret til at skrive, om dét at sige fra overfor omverdenen, og i stedet mærke, hvad du egentlig har lyst til. Måske kan du nikke genkendende til at du ofte siger JA, selvom N E J´E T  egentlig banker på?

Jeg møder mange klienter, som ikke kan sige fra overfor familien, svigerfamilien, arbejdsgiveren, vennerne m.m. Mange står på spring, når der bliver ringet fra vennerne, sendt mails i utide fra arbejdsgiveren eller besøger familien, uden lyst. De oplever samtidig, at de ikke bliver gladere mennesker af det - tværtimod.

Jeg tror, det handler om frygt. Frygten for at omverdenen ikke længere kan lide dig, eller synes mindre om dig, hvis du siger fra eller siger direkte N E J. Frygten for at blive ensom, kan måske banke på - For vil de spørge/ringe igen, når nu du har sagt fra?

Vi har som mennesker et helt naturligt behov for, at andre kan lide os. Der er heller ikke noget i vejen med at hjælpe - det er ikke det, jeg taler om her. Der jeg vil hen er, når du ikke længere kan fornemme dig selv, og bare slår autopiloten til, når der bliver ringet efter dig. Eller har en overbevisning, der siger: “Jamen, jeg har jo altid gjort det, så derfor er jeg nødt til at blive ved”. Altså dér, hvor du slet ikke længere tager aktivt stilling til, om du overhovedet har lyst til det, du gør - du gør det bare, fordi du plejer. 

Det er dér, du kan opleve at dit eget selvværd bliver mindre, fordi du er så opmærksom på andres behov og følelser, at du ikke får mærket efter i dig selv - altså hvordan du egentlig har det med det, der sker. Måske tager du dig selv i at sidde foran din PC og sende mails i en tid, der går fra familien, eller du står konstant med din telefon og svarer på sms´er, og er ikke nærværende overfor dine unger? Der er mange scener, der kan udspille sig - kan du genkende noget af dette?

Jeg har selv oplevet, hvad det vil sige at altid være til rådighed for omverdenen. Uden at tage stilling. Og det er ikke nødvendigvis et let mønster at bryde, men det kan lade sig gøre. Uden tvivl. Det er samtidig gået op for mig, at ved at jeg aktivt siger N E J, så bliver mit J A også meget mere autentisk, og noget om omverdenen virkelig sætter pris på. Fordi det betyder, at jeg rent faktisk siger helhjertet JA til f.eks. en cafétur. Der er faktisk ikke meget ved, at tale med en person, som har sine tanker ved noget andet, eller som er på vej… Uden at sige det, men lader som om at det passer fint. 

Prøv at tag aktivt stilling i dit liv den næste uge. Når du bliver ringet op, så beslut dig for om du faktisk har lyst til at snakke nu, eller hvis du bliver inviteret i biografen eller på café - har du lyst, hvis ikke - tør du så sige fra? Hvis ikke du tør sige fra, så prøv at mærk de følelser, der kommer i spil hos dig.

Vi ses i næste uge.

Kærlig hilsen

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked