Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x

Året, der gik. Et kig på mit 2017!

torsdag 21. december 2017
Psykolog Camilla Holmgaard (1)

Det er tid til at gøre status. Det er tid til at stoppe op og mærke efter, hvordan det egentlig går. Det er selvfølgelig altid vigtigt, men når året går på hæld, så er det lige som om, at det er nemmere at lave denne status. Sådan synes jeg i hvert fald at det er. Hvis du har lyst til at kigge på mit år, så kig med her:

 

Mit/vores år startede i Thailand.

Min familie og jeg startede 2017 med en meget lang ferie i Thailand. Det var anden gang, vi rejste på den måde - af længere karakter. Det var helt fantastisk. I det hele taget, så er jeg tilhænger af at få nogle unikke oplevelser sammen som familie. Det behøver ikke være omme på den anden side af jorden i længere tid. Det kan også være i den helt almindelige hverdag. Sørg for at få skabt minder. Det er dem, som står tilbage, når vi ikke er her mere. Lige dér er det lidt (ret meget ) ligegyldigt, hvor meget du arbejdede.

 

Vi landede i Danmark midt i februar. Turen havde givet anledning til en masse refleksioner, her i vores lille familie. Nok primært imellem Thyge og jeg. Drengene er jo bare så meget til stede i dette liv, og bekymrer sig ikke så meget om noget, men der var behov for at vi voksne stoppede op og traf nogle andre valg omkring vores hverdag. Nogle af beslutningerne kan du læse om her:

 

Store livsvalg (mere i den private afdeling):

 

Vi solgte vores hus og flyttede i lejlighed.

Der kom (endelig) en køber til vores dejlige rækkehus, og derfor bød muligheden sig for at få prøvet drømmen af i den nye bydel i Aarhus: Aarhus Ø. Her er vand, rå natur og masser af stemning. Vi har derfor lejet os en dejlig stor lejlighed, og vi nyder friheden i det. Det er så fedt, at alt er nyt, og vi ikke skal bekymre os om nyt tag, nye vinduer eller realkreditlån. Det er virkelig en KÆMPE frihedsfølelse, som er kommet – nok lidt uventet at det føles så frit. Og netop frihed er en meget vigtig værdi i vores liv. 

 

Thyge sagde sit job op. Bum!

Nu skulle drømmen om at blive hjemmegående husfar realiseres. Indimellem har han nogle vagter ude på hans gamle arbejdsplads, men primært er han hjemme. Jeg kan slet ikke begynde at fortælle, hvilken forskel det gør i vores liv. Det er helt vildt. Det skulle være NU, inden drengene bliver så store, at det er ligegyldigt at én af os er hjemme.

Det giver så meget overskud i hverdagen, og det kan ikke gøres op i kroner og ører, fordi det er så meget værd. Hvad er tid værd i penge? Det er svært at sætte en pris på, ikke sandt?

 

Min mors kræftforløb har også sat sine spor.

Det har fået mig til at stoppe og dvæle ved dét som er meningsfuldt, og som betyder noget, nemlig: Kærligheden til de mennesker, som jeg/vi har i mit liv, og som også omvendt sætter pris på, at jeg/vi er i deres liv. Den gensidighed er vigtig for mig, kan jeg mærke. Jeg orker ikke rigtig, at det kun er mig, som fylder "i puljen", men der skal gerne være ping pong. Det er gået op for mig, at jeg igennem tiden har hældt meget energi, og brugt mange kræfter, på mennesker hvor det ligesom kun var en "one way street". Der er blevet luget ud, og det giver altid luft og mere energi til dem, som betyder noget.

 

Det hele kan lyde så lyserødt, når jeg skriver det her. Men det kræver enormt mange, bevidste og udfordrende valg at fortætte med at prioritere dét, som giver mening og giver glæde. Det kommer ikke af sig selv. Det er lige netop dét, som jeg også lærer fra mig. 

 

Arbejdslivet kører! Læs mere om det her:

Igen i år har jeg haft gang i min forretning på den virkelig fine måde. Jeg har de klienter, som jeg gerne vil have, og som jeg har tid til at hjælpe. Plus, så bliver jeg booket mere og mere til foredrag. Det er så skønt at tale til store forsamlinger, og ramme mange med dét, som jeg har på hjertet.

 

Jeg er gået i gang med en længere efteruddannelse.

Det er spændende, udfordrende og udviklende. Præcis som det skal være. I en pærevælling. Jeg bruger allerede det, som jeg lærer på uddannelsen, i klinikken. Jeg er også blevet en del af et større nationalt netværk, som jeg glæder mig til at udforske endnu mere imin hverdag. Vi har halvandet år endnu, hvor vi sammen skal blive klogere og omsætte det, vi lærer på uddannelsen, så det kan hjælpe andre.

 

I september fik jeg igen lov til at certificere et hold Mindfulness for børn – Mentorer.

Det er så mega fedt. Næste hold starter til april. Der er kun 4 ledige pladser tilbage, og dem er jeg sikker på, nok skal blive besat. Mindfulness for børn & unge er virkelig noget, som mange er optaget af. Der er brug for det, og det glæder mig, at flere og flere får det integreret i hverdagen med børn. Læs mere her, hvis du er interesseret: MBM uddannelsen.

 

November bød ligeledes på lancering af min webshop.

En drøm, som jeg længe har haft. Dét at kunne tilbyde en nem løsning til børn og voksne i forhold til at komme i gang med at meditere og lave mindfulness øvelser, glæder mig usigeligt meget. Den er blevet taget rigtig godt imod. Webshoppen vil stille og roligt blive udvidet, og nye varer vil komme på hylderne. Så hold øje derinde - se her: Camillas Webshop.

 

En bog er i gang.

Det er stadig i det meget små. Men den er i gang med at blive til, sammen med en knalddygtig samarbejdspartner. 2018 kommer til byde på endnu flere skridt i denne retning. Jeg har så meget på hjerte, og mange mennesker efterspørger bogen. Så NU har jeg sagt det højt. Yes! Det er altid lidt vildt at sige den slags højt, fordi at det forpligter, men forpligtigelser er også gode indimellem, ikke sandt?

 

USA venter måske.

Jeg pønser på en rejse over Atlanten igen. Til sommer. For at lære endnu mere omkring Mindfulness og børn. Den læring kommer jo altid mine klienter og kursister til gode. Det elsker jeg, nemlig: At omsætte det jeg lærer i udlandet, til viden og lavpraktisk viden i andre menneskers liv. Det er dét, hele mit virke, som psykolog handler om, kan jeg mærke.

 

Mit hjerte brænder også for iværksættere.

Jeg har, i samarbejde med Mette, søsat et seriøst projekt om at hjælpe en masse iværksættere. Psykologer, forståes. Det er dem, som vi har succes med at hjælpe. Et større forløb er blevet lanceret, og vi glæder os til at få fyldt de sidste pladser, og  vi glæder os til at byde holdet velkommen til februar. Der er fortsat 4 pladser, hvis du skulle være interesseret. Du kan læse mere om det her: Er du klar til at tage din forretning til nye højder?

 

2018, kom bare an.

 

Jeg er topklar! 

Min familie og jeg skal fortsat nyde friheden på Aarhus Ø, og så skal vi ud og se noget af verden. Første gang er allerede d. 13. februar, hvor flyveren flyver os til Bangkok på et 3 ugers eventyr. Vi glæder os meget.

 

Til aller allersidst så vil jeg sige tusind tak til dig.

Tak fordi, at du følger med herinde. Tak fordi, at du støtter mig. Uden dig var der ikke noget, som hed ”Psykolog Camilla Holmgaard”, så det er jeg meget taknemmelig for. Så igen: TAK!

 

Pas på dig og dine – vi ses i det nye år.

 

Kærligst,

Camilla.

Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked