Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Relationer eksisterer ikke som noget i sig selv.

    fredag 14. juni 2019
    Fællesskaber

    Det er ikke kun individet, som skal lære noget. Det skal vi alle sammen.

    Jeg møder mennesker i lidelse, hver dag. Mennesker, som banker sig selv i hovedet, fordi de ikke har det godt. Der er noget, som burde være anderledes. Noget, som de ikke gør godt nok. Det fodrer de negative tanker og medfører et lavt selvværd. Tankerne kan blive dystre og angsten kan banke på.

    Det gælder børn som voksne.

    Når mennesker ikke trives, så kalder det på at vi tager det alvorligt. Den største alvor kalder på de mest omfattende forandringer. 

    Og lige præcis hér, du ikke står alene. Uanset om du er 5 år eller 78 år.

    Du, i dig selv, eksisterer ikke som noget i dig selv. Du er altid en del af noget, som er større end det. Du er en del af andre menneskers liv. Du er en del af et samfund. Du er en del af en verden. 

    Så selvom det måske er et barn, et ungt menneske eller en voksen, som ikke trives, så skal det aldrig forståes som noget isoleret. Det kan det ikke.

    Aldrig mere skal en historie fortælles, som om den var den eneste.

    Så når jeg møder et menneske, som har brug for min hjælp, så skal vi have foldet historien ud. Den skal altid forståes i en sammenhæng. 

    Det er her, at sætningen:"Mennesket er ikke problemet, men mennesket viser problemet" virkelig kommer til sin ret. Jeg er stor, stor fan at denne måde at tænke om mistrivsel på.

     

    Hvad vækker det i dig, når jeg skriver sådanne linjer?

     

    Skriv endelig dine tanker i kommentarfeltet - jeg elsker, når vi er i kontakt.

    Bedste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det er ikke et spørgsmål om normeringer.

    fredag 31. maj 2019
    strong children

    Hver dag vinker omkring 225.000 børn mellem 0 og 6 år farvel til mor eller far. I de næste op til 7 timer har en vuggestue eller en børnehave ansvaret for deres børn. Sådan er det for ni ud af ti danske børn.

    Danmark er det land i verden, hvor børn bliver sendt tidligst i institution. I gennemsnit er børnene 10 måneder gamle, når de begynder i vuggestue eller dagpleje. 

     

    Det er et spørgmål om børnesyn, empati og relationsforståelse. 

    Jeg bliver så trist over, at børn i Danmark anno 2019 kan behandles på en sådan måde. At helt basale ting som: Øjenkontakt, fysisk kontakt og oprigtig interesse ikke er en helt naturlig måde at forholde sig til børn på i ALLE danske institutioner i Danmark. 

    Jeg bliver så uendelig frustrerert, når jeg ser, at voksne mennesker ikke formår at tage deres opgave alvorligt. Jeg tænker faktisk, at de ikke er deres løncheck værdig. De skulle betale alle deres lønpenge tilbage igen. Fordi de har fejlet. Big time!

    Det er så nemt at pege fingre, og det kan vi hurtigt komme til. Men jeg har lyst til at folde det endnu mere ud i dette skriv.

     

    Dette indlæg er et resultat af, at jeg i sidste uge så den omtalte dokumentar på TV2 "Institutionerne bag facaden - kritiske forhold i København".

    Jeg véd heldigvis, at der er MANGE gode institutioner i Danmark. Jeg møder mange pædagoger, som arbejder nogle helt fantastiske steder. Mange af disse pædagoger er/har været uddannelsesdeltagere hos mig og de har nogle ledere, som bakker dem op og udfordre dem tilpas. Der er samtidig en tydelig ledelsesmæssig tillid til, at de gør deres arbejde godt. Jeg hører, hver dag, om HELT andre forhold, end dem de viste på TV2. Det vil jeg lige understrege.

    Men nogengange, så må vi ud i modpolerne for at tage stilling. Det er nogle at de ting, og tanker, som jeg gerne vil gerne folde det lidt ud her.

     

    Denne dokumentar rækker langt udover det, som blev vist i TV. Den rækker ind i noget, som er langt større, end den time vi så på TV. Den rammer ind i vores helt centrale kerne, nemlig ind i temaet: Børnetrivsel i Danmark, som jeg er så uendelig meget optaget af. Jeg håber, at flere af jer vil skrive jeres kommentarer til temaet, så det kan få lov at få en plads. En stemme. En stemme, som børnene ikke nødvendogvis har. De følger bare med i de beslutninger, som vi voksne tager for dem, hver eneste dag.

     

    Når nu vi ved...

    At den bedste investering, vi kan gøre, er i børnetrivsel - hvorfor sker det så ikke? De bedste penge vi kan bruge, er når børn er i alderen 0-6 år. Her grundlægges en stor del af deres tillid til verden og de mennesker, som er en del af deres liv. Hvorfor er det ikke en selvfølge, i et så rigt land som Danmark, at børn gives de bedst mulige vilkår for udvikling, trivsel, ro og fordybelse? Et rigt børnefællesskab burde være lige så naturligt som "amen" i kirken. 

    Jeg ser flere og flere mindre børn, og deres familier, i min klinik. Børnene viser tegn på mistrivsel, fordi de er i noget hver dag, som ikke er udviklende og hvor fokus er på de børn, som tager al opmærksomheden med fx. skældud og irettesættelser. Det betyder, at overskuddet til positiv kontakt og udviklende pædagogik udebliver. Men det er ikke børnene, som er forkerte. Det handler i højere grad om, at de rammer, som de bliver puttet ind i hver dag, er ALT for udfordrende for de mindre børn (ja, i virkeligheden også i skolen mange steder). Børnene viser os bare, at der er noget, vi skal have langt større greb om. Der er noget, som skal være anderledes. 

    Derfor er det også kun godt, at dokumentaren blev vist. Metoden skal jeg ikke gøre mig til dommer for, men den åbne sandhed om børns trivsel i institutioner, hvor "survival of the fittest - tanken" lever ofte er den, som bliver dominerende, er kun godt at se. Også selvom aftenkaffen kom galt i halsen.

    Jeg er glad for, at flere og flere tager bladet fra munden, og det betyder, at vi kan have en debat. Vi kan få snakken igang. Det er KUN godt.

     

    Det offentlige omsorgssvigt.

    Når nu vi er "institutionernes land", som vi jo er i Danmark, så er det vel også rimeligt at kalde det, vi så i dokumentaren, for offentlig omsorgssvigt? Det kan være et voldsomt ord at tage i brug, men jeg synes faktisk, efter flere overvejelser, at det er meget rammende. Jeg har ihvertfald ikke kunnet finde et ord, som passer meget bedre.

    For mig at se rækker omsorgssvigtet uendeligt meget udover det, som vi så i TV. Det rækker helt ind i kernen af vores kultur, systemer og menneskesyn. Når vi forældre fortæller os selv, at det er OK, at vores børn græder meget, eller viser tegn på mistrivsel, og samtidig fortæller os selv "at vi ikke har noget valg" og at "når alle gør det, så er det normalt, og derfor skal mit barn nok også lære at tilpasse sig", så er det, at vi skal stoppe og og spørge os selv, om det kan være rimeligt, at det er sådan. 

    Jeg følger en stærk kvinde, som hedder Maj My. Jeg har før linket til hende, og hun har skrevet sådan her, som følge af dokumentaren:

    "Der er så mange niveauer af svigt og sorg og konflikt i den her fortælling. Lige fra forældrenes fremmedgjorthed overfor deres egne følelser til barnets traumer på baggrund af den kulturelle virkelighed, som det bliver overladt til - i en alder af ét år.
    Ja, jeg synes, der skal fyres og løftes tæpper ude i institutionerne. Men jeg mener samtidig, at den nødvendige revolution først kommer til at ske, når vi forældre begynder at lytte til vores hjerter, og siger fra overfor den adskillelseskultur, som alt det her ganske enkelt er et symptom på."

    Jeg har taget citatet med, fordi jeg synes, at det er rammende for, hvad dette (også) handler om. Nemlig os, som forældre. 

    Vi skal tage et ansvar for vores eget liv og vores børns liv. Vi bliver nødt til at beslutte os for om det "alle andre gør" også er noget, vi selv vil gøre. Hvis vi oplever, at de rammer, som kan tilbydes vores børn ikke ikke er gode eller udviklende rammer, så skal vi gøre noget. Vi skal ikke vente til "noget går over". 

    Mange fortæller mig, at "sådan har det været længe". Det er ikke rimeligt. Det må og skal du handle på. Èn måde at handle på er, at tale med ledelsen omkring det, du er optaget af. Notér fx. ned hvad du oplever som problematisk, så I har noget konkret at tale om. 

     

    Hvem bestemmer?

    Indimellem så tænker jeg, at vi bilder os selv ind, at der er én eller anden person over os alle, som bestemmer. Èn, som har en eller anden sort bog, der bliver skrevet i, hvis ikke vi gør "som der bliver dikteret". Men helt ærligt: Det er OS SELV, der bestemmer. Vi bestemmer selv over vores eget liv. Vi bestemmer selv over vores egne børn. Det er helt op til os selv, hvad vi gør med vores børn. De første 5-6 leveår er det faktisk udelukkende dig, som bestemmer over, hvor og hvad dit barn skal bruge sin tid på. Når vi så rammer skolealderen, så er det en anden snak. Men faktisk her bestemmer du også selv. Dine børn må hjemmeskoles i Danmark, hvis det er det, du vil. Bare lige for at få det på det rene. Altså: DU BESTEMMER. 

    Så er jeg med på, at alt handler om valg. Men sådan er livet. Vi kan ikke vælge noget, uden at fravælge noget andet. Alt har en pris. Det kan være, at prisen er: Dit hus, din bil, din fulde løn i en periode eller din sommerferie. Alt koster noget. Men DU bestemmer, hvad prisen og omkostningerne skal være for DINE valg.

    Her kunne man også med fordel diskutere, hvorvidt det ville være rimeligt, at pengene skulle følge børnene. Måske kunne det være en god ting, at der blev kompenseret økonomisk for de forældre, som tog en beslutning for at have deres børn hjemme i de første leveår. Det var en mulighed, som kunne have en positiv indvirkning på en beslutning, som også kan have nogle økonomiske konsekvenser for familier. 

     

    Min pointe er, at din stemme er STÆRK, og måske er den meget stærkere, end du tror. 

    Nogle vil måske skrive, at det ikke er alle der har et valg. Mange er tvunget til at gå på arbejde for at tjene til dagen og vejen. Det kan jeg ikke være uenig i, selvfølgelig skal der penge på kontoen hver måned. Men du har altid et valg i forhold til at vælge noget nyt til dit barn, hvis ikke det er godt der, hvor du afleverer dit barn hver dag. Der er heldigvis MANGE, gode institutioner i Danmark. Det er et stærkt signal at sende, når du tager stilling.

     

     

    Det handler ikke kun om normeringer.

    Som overskriften antyder, så har jeg en holdning til dette meget snævre fokus. I disse valgkamptider, så virker det indimellem som om, at den eneste løsning er, at der skal være flere voksne. Uden tvivl, så skal der flere voksne blandt vores børn. Men vi skal ikke kun have flere, vi skal have bedre og veluddannet voksne på banen. Kvalitet hænger ikke sammen med kvantitet. Den oprindelige lyst til at arbejde med børn og unge mennesker, som for mange pædagoger har været drivkraften for at læse til pædagog, skal styrkes på uddannelsen og kun fremelskes endnu mere. Der MÅ og SKAL være moduler, som handler om: Empati, relationsforståelse og fordybelse. 

    Derudover, så skal de styrkes i deres løncheck. Jeg har aldrig forstået, hvordan det kan være at dem som arbejder med det, vi alle elsker allermest, samtidig er nogle dem, som får mindst i løn i Danmark. Det er mig ubegribeligt. Det skal være mere attraktivt at arbejde som pædagog. Det bliver det (også), hvis de får mere i løn.

     

    Efteruddannelse.

    Dét at arbejde med børn & unge mennesker flytter sig hele tiden nye steder hen. Det er, for mig, vigtigt at pædagoger styrkes i deres faglige og personlige udvikling. Det er mig ubegribeligt, hvordan det kan være, at supervision fx. ikke er en fast del af deres arbejde. Det burde være sådan, at dét at modtage supervison blev fast del ind i en arbejdsrutine. Akkurat på linje med at smøre madpakkerne til skovturen. Når det ligger mig sådan på sinde, så er det fordi, at det flytter noget. Vi, der arbejder med andre mennesker, har blinde pletter, som vi har brug for spejle på. Vi har brug for hjælp til at kigge på noget, som kan virke fastlåst. Det har vi brug for andres hjælp til. 

    Der er supervision et meget stærkt værktøj at tage i brug. Når jeg selv kommer rundt som supervisor,  så ser jeg, hvor hjælpsomt det er at have et rum, hvor den faglige og personlige udvkling er i fokus. Det rykker noget.

     

    Respekt og nærvær.

    Vi skal have en langt højere grad af respekt ind i vores samfund omkring dét at arbejde med børn og unge mennesker. Det er altså ikke bare noget "man gør". Jeg er helt med på, at man kun går ned af den pædagogiske vej, hvis der er en interesse for emnet, men der er også tung teori, som skal læses. Fordi der er SÅ meget forskning på området. Forskning, som fortæller en masse om, hvad der er vigtigt. Det skal man vide, hvis man gerne vil arbejde med børn & unge mennesker. 

    Nærvær er, for mig, fuldstændig synonymt med udvikling. Hvis ikke der er nærvær tilstede, så kan fundamentet ikke skabes. Og kan fundamentet ikke skabes, så udebliver udviklingen. Det går lige så meget hånd i hånd, som mælk på havregryn. Derfor er det også vigtigt, at pædagoger og lærere ved noget om, hvad de kan gøre for at træne den nærværende muskel i en hverdag som, for mange, kan være fyldt af gøremål. Det er vigtigt. 

    Min interesse for Mindfulness, nærvær, fordybelse og ro startede da jeg selv havde allermest brug for det. Det vidste jeg bare ikke dengang. Det kan jeg se nu. Som jeg skriver flere steder, så er det min drøm, at der på enhver institution i Danmark er uddannet fagpersonale, som kan lave Mindfulnessøvelser med børnene, og ikke mindst træne deres egen kontakt til deres egen kerne og indre. Fordi det virker. Jeg har set det 1000 gange, og mine uddannelsesdeltagere fortæller mig det samme.

    Det er ikke svært eller indviklet, men fagpersoner skal vide, hvad de laver. Det vil gavne både børnene og de voksne i en hverdag, hvor der kan være knald på. Vi kan ikke forlange noget af børn & unge, som vi ikke er villige til at gøre selv. Så hvis vi ønsker os mere RO på, så kræver det, at de voksne også er ROlige. 

    Jeg tror vitterligt på, at ro, nærvær og fordybelse kunne være nogle helt centrale og vigtige nøgler ind i en god og udviklende børnepædagogik. 

     

    Respekt omkring dem, som vælger anderledes. De er blot et spejl til dig og dine valg.

    Når jeg møder et menneske, som har truffet helt andre livsvalg end jeg selv, så bliver jeg altid nysgerrig på, hvorfor og hvordan. Når nogle vælger at gå hjemme med deres børn, så er det næsten som om, at de bor på en anden planet, eller er lidt underlige, og de nemmeste sætninger at fyre af er noget i retningen af: "Jamen, det er også kun muligt for dem, fordi X,Y eller Z" eller "Hendes mand tjener også pengene" eller noget i den retning. Det kunne jo også være, at de har truffet et bevidst valg med nøje øje for hvilke omkostninger, det måtte have, og øje for hvor meget, det giver i den anden ende.

    Flere og flere mærker et stik i maven, når de kigger ned over deres arbejdskalender, fordi det jo ufravigeligt er lig med at børnene er afsted lige så meget tid. Når så disse forældre stopper op, og vælger fra/til, så fortjener de faktisk, at vi respektere dem og spørger mere ind til, hvordan det er muligt. Så er dialogen igang - og dialog er afgørende for forandring.

    Vi skal tale mere og højere om vores valg. Vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved, hvordan alle vores skattekroner forvaltes. Vi skal op på barrikaderne, når noget skurrer i vores øjne eller rammer i vores hjerte. De bevægelser som er igang lige nu, i Danmark, er så værdifulde. Vi må aldrig stoppe med at stille spørgsmålstegn ved vores børns trivsel eller stoppe med at kræve positive muligheder for udvikling. De har fortjent det bedste.

     

    Pas på dit guld.

    Vid, at dybest set, så er der kun DIG til at vide, hvad der er bedst for dit barn. Ingen andre. Uanset om du vælger, at sætte dit barn i institution eller ej, så er det okay. Men det er også, som i HELT okay, at forlange noget kvalitet der, hvor du sætter dit barn hen hver dag. Det gælder nu, og senere i livet. Jeg har skrevet et indlæg omkring den danske skole - lidt i samme boldgade, og du kan læse det her:

     

    Hvordan går det med den danske folkeskole?

     

    Nu vil jeg slutte mit skriv.

    Lad mig vide, hvad det vækker i dig. Jeg vil elske at snakken fortsætter i kommentarsporet.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • De ensomme unge mennesker.

    torsdag 16. maj 2019
    ensomhed

    Om at føle sig udenfor fællesskabet.

     

    At føle sig forkert, og ikke som alle andre, er noget jeg møder oftere og oftere hos børn og unge mennesker. De føler sig ikke som en del af et fællesskab, og de oplever dem selv som værende meget alene. Det er ikke altid, at de føler sig ensomme, men alene.

     

    I går spurgte jeg et ungt menneske, som havde fundet vej til min stol: ”Fortæller du andre, at du har det sådan?” Svaret var, som ventet: ”Nej”. Hendes forældre, og jeg, er de eneste, som ved, at hun har det sådan. 

     

    Det kan være så utrolig svært at finde fodfæste i et socialt fællesskab, som kan være domineret af blandt andet de sociale medier. I mange flokke, når jeg ser rundt i gadebilledet, er fællesskabet udfordret af Iphonens magt. De fleste kigger ned i en skærm, imens de går ved siden af hinanden og griner. Uden øjenkontakt. 

     

    Det kan, blandt andet, være noget af udfordringen, når unge mennesker føler sig mere og mere isoleret i forhold til deres jævnaldrende.

     

    Jeg tror på, at vi skal være bedre til at italesætte forskelligheder.

     

    For eksempel det med at være indadvendt og udadvendt. Mange børn føler sig forkerte, fordi de har en udpræget indadvendt side, som ikke vægtes så højt i forhold dem, som larmer, griner højt, taler meget eller bare i det hele taget er meget på. Mange mennesker skal lige have lov til at tænke, før de taler. Det kan være, at der lige skal tages tilløb til at byde sig selv på banen, men det betyder ikke, at de ikke har lyst. 

     

    Hvad kan vi, voksne, gøre?

    Vi kan italesætte, sammen med vores børn og unge mennesker, at vi er forskellige. Vi kan opfordre til, at telefonen bliver i tasken, når de er sociale sammen. Vi kan italesætte forskelligheder, for eksempel dét med at være indadvendt og udadvendt, som en fremragende ting, fordi det betyder, at vi bliver mere fleksible i vores tækning, hvis vi lige er opmærksomme på dette – både i forhold til os selv og vores omverden.

     

    Vi kan også hjælpe med en accept af, at det er OK ikke at være som alle andre. Der er også en styrke i, at være helt, helt unik. Der er en styrke i, at stå fast selv og ikke lade sig påvirke for meget af, at der ikke er en åbenlys forbindelse. Der er en styrke i at kigge andre steder, måske efter andre fællesskaber end dem, som alle søger. Der er en styrke i, at lære at vende ryggen til det, som ikke fungerer. 

     

    Jeg tror på, at vi kan hjælpe meget mere. Jeg oplever, at det nogle steder er blevet så vanskeligt, at ensomheden er blevet en tro følgesvend. Hos flere og flere. Det kan være utrolig smertefuldt, og få betydning resten af livet. 

     

    Dét er noget af det, som jeg bliver en hjælper ind i. At få mennesker, børn, unge og voksne, til at stå stærkere i sig selv. Fordi dét er kraftfuldt. Det tiltrækker andre mennesker, som så kan få positiv betydning for følelsen af alenehed/ensomhed.

     

    Det var lidt strøtanker på en helt almindelig torsdag herfra Aarhus. Dette emne er så aktuelt for mange, så jeg håber at du vil dele det med alle, som du kan komme i tanke om, der kunne bruge mine ord til noget.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvordan har den danske skole det, set herfra?

    fredag 10. maj 2019
    web (1)

    Jeg har kigget et blogindlæg i sømmene.

    Èt af de mest læste herinde. Jeg har rettet lidt til, hist og pist. Det er et emne, som VIRKELIG er vigtigt. Både for dig og for mig. Fordi, vi alle (næsten) har børn i den danske folkeskole. Jeg vil SÅ gerne slå et slag for, at ALLE børn skal kunne trives i deres skolegang. De skal lære noget, de skal grine, de skal føle sig trygge, de skal føle sig vigtig og som en del af noget, der er større end dem selv. Og det er min kæphest fordi:

    Vi har simpelthen ikke råd til andet.

    Det koster kassen, når et barn ikke trives i skolen. Både social og fagligt. Det er selvfølgelig vigtigt, at barnet lærer det, som det skal, ifølge den danske lovgivning, men det er lige så vigtigt, at barnet kan stole på, at det kan gå i skole uden at skulle føle sig ked af det, mobbet, talt ned til og at der er tillid til stede imellem lærer/barn og lærere/forældre.

    Siden jeg kom hjem fra min juleferie har jeg mødt 3 (!) børn på én uge, som har det rigtig skidt i skolen. Faktisk er det ret så voldsomme ting, børnene møder i deres hverdag, at jeg har været lidt "blæst bagover" faktisk, i forhold til de ting jeg hører. Jeg har længe haft dette blogindlæg i mit hoved, men har ikke lige vidst, hvordan det skulle skrives. Det kan også være, at der vil forekomme lidt "hakken i maskineriet", men jeg prøver så godt, som jeg kan.

     

    Når jeg skriver, at det koster kassen, når et barn ikke trives, så mener jeg det på flere plan.

    At nogle børn ikke trives i skolen, måske endda ikke kommer i skole i en periode, må aflastes eller flytte skole, det koster noget for barnet/os alle på flere konti, blandt andre:

    Det koster noget for forældrene. Både en masse tanker, frustrationer og tristhed - men der kan også være noget tab af arbejdstid, som er en økonomisk belastning for forældrene.

    Det koster for lærerne. De skal sætte tid af til møder, opfølgningsmøder og sætte tid af til at få barnet med fagligt igen, når barnet er tilbage. 

    Det koster for skolen. Det kræver virkelig noget, at have børn, som ikke har det godt. Det kræver tid, tålmodighed, tillid og ikke mindst kræver det tid til at reflektere over hvorfor mon det er, som det er eller gået, som det er gået.

    Det koster ofte nogle kroner til behandling. Denne udgift afholder forældre ofte, men indimellem så er de heldige, at de har en sundhedsforsikring, som kan dække. Så kan man sige, at vi bare kaster udgiften videre til dem.

    Det koster på den lange bane. For barnet. Ofte sætter denne slags mistrivsel i skolen sig som noget man indimellem/ofte må deale med, som voksen. Jeg har ikke tal på, hvor mange voksne jeg har/har haft siddende i mit terapirum, hvor traumerne er sket i skoletiden. Det er ikke få, kan jeg godt afsløre.

    Jeg har nogengange haft den her tanke: "Det var også dengang, og heldigvis er vi klogere i dag"....

     

    Jeg må sige, at det ikke virker sådan.

    Mange børn er udfordret på at gå i skole. I dag. Mange børn er kede af det, oplever ikke sig mødt/taget alvorligt og mange drømme slukkes for dem. Jeg har den seneste uge mødt 3 børn/unge, som ikke har tillid til at skolen vil dem det bedste. 

    Det er et problem. Sådan helt grundlæggende et stort problem, faktisk.

    Jeg møder selvfølgelig kun dem, hvor der er brug for hjælp, men jeg synes, at billedet bliver mere og mere tydeligt for mig, nemlig: For få ressourcer til at styrke børns fællesskaber og tage ordentlig hånd om det, der kan være svært for det enkelte barn. 

    Barnet, når det går i skole hver dag, er en del af noget, som er større end det enkelte barn. Barnet indgår i et system, som enten kan være sundt eller usundt. Med det mener jeg, at barnet kan møde lærere, som er mere eller mindre stresset eller barnet kan være under en ledelse, som er mere eller mindre i balance. Det smitter altsammen i et system. 

    Barnet kan, hjemme, også være en del af et mere eller mindre sundt system.  I hjemmet kan der også være knappe ressourcer af forskellige årsager. Det hele hænger sammen i et stort kludetæppe.

    Vi har et ansvar, allesammen.

    Vi er alle en del af noget. Vi er alle en del af et samfund, hvor vi har accepteret (mere eller mindre bevidst), at vores skolesystem bliver mere og mere gennemsyret af stress og mangeltilstande. Lærerne mangler supervision og ikke mindst tid til at løse deres kerneopgave, som i min optik er: At danne nogle børn til at indgå i det større fællesskab, som er vores allesammens - altså både dit og mit fællesskab.

    Det kan ikke være meningen, at jeg skal møde flere og flere børn, som ikke trives i skolen. Som er så kede af det, at de faktisk indimellem ikke kan komme i skolen. Det må og skal ikke være meningen med det hele. Det er simpelthen for dyrt. For os alle.

     

    Løsningen?

    Uha - det er jo lidt som at stikke en hånd ned i en hvepserede. Jeg har ikke det gyldne svar, men jeg vil prøve at se på noget af det, som jeg har set virke:

    • Lærerne får supervision. Det burde indgå som en naturlig del af dét, at arbejde med mennesker. Jeg superviserer på skoler. Det virker! Det virker både som en ventil, men også som opkvalificering af deres faglige arbejde - og personlige udvikling.

     

    • Der er en tydelighed fra ledelsen omkring værdier. Ikke kun på et papir, men at det udleves i den virkelige verden. Det man siger, man gør er også det, man gør. Både i hverdagen, men også når lokummet brænder.

     

    • At forældre taler sammen. Som i: Ringer til hinanden, når der er en kurre på tråden. Ikke skrive sms´er eller på forældreintra.

     

    • At forældre sætter nogle børn i skolen, som er klar til det. Både hvad angår søvn og kost.

     

    • At vi har tillid til en hel gruppe af mennesker her, som faktisk varetager den mest vigtige opgave i vores samfund, nemlig: At danne vores børn & unge mennesker. Og gruppen, jeg taler om er naturligvis: Lærerne. Jeg stiller mig undrende overfor deres forberedelsestid, ja.... TID i det hele taget. Skal vi ikke bare alle give håndslag på, at vi har tillid til at de ikke snyder os med deres tid?

     

    • At der sker en ændring i den måde vi anskuer lærerjobbet på. Jeg tror faktisk, at mange ville løbe skrigende væk fra jobbet. I stedet se det som en ENORM vigtig grundsten i vores dannelse: At gå i skole. At blive undervist af nogle passionerede lærer, som har tid, ro og ikke mindst vores tillid til, at de laver den bedst mulige undervisning. Men det skal de have noget fordybelsestid til.

     

    • At vi IKKE drejer hovedet, og kigger den anden vej, når der er et barn, som ikke trives. Det må og skal vi tage hånd om. Det kan ikke være rimeligt andet. Det er koster kassen, når vi ikke tager hånd om det. Det kan være alt fra at gå hen og spørge barnet "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" til at kontakte klasselæreren og fortælle, hvad du har observeret.

     

    • At alle tager deres ansvar alvorligt, når der sker en krise. Det er helt OK, at man kan stå i situationer, hvor man bliver udfordret - måske kan det være første gang, man prøver lige netop det. Men der er ikke noget, som skal tysses ned eller på anden måde ikke italesættes, hvis der sker noget, som kan være traumatisk. Det kan være både stort og småt. 

     

    • Vi er alle forskellige. Hvad du synes er en lille ting kan være stort for en anden. Netop derfor er det så vigtigt, at der tages hånd om det, som kan fylde.

     

    ... Det har nogle af mine tanker... 

    Jeg véd, at der er SÅ mange facetter til dette. Jeg ved, at mange måske ikke vil være enige eller have mere at tilføje og det er bare så meget OK. Det er en debat, som vi trænger til at tage, nemlig: 

    Hvorfor er der så mange børn, der ikke trives i verdens dyreste skole? I verdens dyreste samfund? 

    Det MÅ og SKAL vi gøre anderledes. Og det starter med DU & JEG.

     

    God fredag til dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • 10 facts om mig, som du måske (ikke) vidste...

    mandag 6. maj 2019
    web (3)

    Velkommen til alle nye…

     

    Der er så mange nye læsere på bloggen. Allerførst vil jeg starte med at sige: VELKOMMEN. Uden jer, ingen blog Så tak fordi, at du bruger din tid her hos mig.

     

    Jeg er klar over, at jeg er i skarp konkurrence med mange andre, som også gerne vil have noget af din tid. Så jeg vil forsøge, at gøre det kort og præcist. Jeg kiggede tilbage i de sidste mange, mange indlæg og jeg kan se, at det er længe siden, jeg har præsenteret mig selv. Det vil jeg lave om på her.

     

    Tiden går, og ting sker. Alt er i bevægelse og jeg udvikler mig også. Så jeg vil komme med lidt (måske) interessante facts omkring mig. På den måde kan du få et nærmere indblik i hvem jeg er og hvad jeg godt kan lide. 

     

    10 facts om mig, som du måske (ikke) vidste:

     

    1. Jeg er gift med Thyge, og sammen har vi to ret så store drenge. Vi var ret så unge, da vi gik ned af kirkegulvet sammen, og vi har derfor lige fejret vores kobberbryllup. Det fejrede vi med et brag af en fest, som vi aldrig vil glemme.

     

    2. Jeg er barn af to hårdtarbejdende mennesker, som har lært mig en masse om, at der kun er mig selv til at rykke på mine drømme og at hårdt arbejde betaler sig. Jeg har taget det bedste med fra den tankegang (altså at hårdt arbejde betaler sig), men jeg tror ikke længere på, at du skal YDE før du kan NYDE. Jeg tror ikke på, at livet skal være hårdt. Men jeg elsker ideen om, at jeg selv er arkitekt i mit eget liv og dét vil vi gerne give videre til vores børn.

     

    3. Noget, som jeg tager afstand fra er: Nærighed. Jeg elsker, når alle giver ud af dem selv og ikke er smålige eller nøjeregnende. Jeg HADER millimeterafregning. Jeg tror på, at den som giver mest, får mest i dette liv. 

     

    4. Jeg ELSKER at nørde mit fag. Jeg har altid gang i at læse en fagbog, skrive noget eller være på en uddannelse. I øjeblikket er jeg i gang med at uddanne mig til Metalog, og jeg tror aldrig, at jeg stopper med at være i bevægelse på den måde. Så… Bare kald mig en nørd. "Hvad er Metalog?" tænker du måske? Du kan læse om uddannelsen her, og jeg kan på det varmeste anbefale den: Metalog.

     

    5. Jeg bliver kvalt i relationer, som kun tager og tager, og som ikke giver noget igen. Efterhånden, som jeg er blevet ældre, så er jeg også blevet ret så selektiv med, hvem jeg bruger min tid med. Det er gået op for mig (måske ret sent i livet), at tiden er min knappe ressource, og faktisk er det mig, som bestemmer, hvem der skal være forbruger af den tid. 

     

    6. Jeg går ret lang for de mennesker, som jeg elsker og holder af. Fordi, det betyder noget for mig.  Jeg investerer meget energi, tid og opmærksomhed i de relationer, som har en særlig betydning og som jeg slet ikke kunne forestille mig at leve uden. Jeg tror på, at det du putter ind i dine relationer får du igen. Du skal ikke kun forbruge dine relationer, når der er krise, men også dyrke dem, når der er rolige vande. 

     

    7. Det har altid været min drøm at blive psykolog. Men det var en meget kringlet vej, fordi jeg ikke var dygtig nok til at komme ind på kvote 1. Du kan læse om min vej til psykologistudiet her: Min kringlede vej til psykologistudiet.

     

    8. Vi rejser meget, ud i den store dejlige verden. Jeg ser det nærmest som en pligt at vise vores drenge noget af verden. Det hele blev kickstartet for nogle år tilbage, hvor vi tog orlov og tog drengene med til Thailand i to måneder. Det har affødt en lavine af rejser lige siden. Det er ret så meget dét, vi bruger vores tid og penge på. Jeg er næsten lige kommet hjem fra Cuba, og vi sidder og planlægger en tur til Budapest og Porto. Vi elsker det, og vi elsker at vise drengene forskellige hjørner af verden, som giver et større udsyn og en større forståelse af andre kulturer og religioner. Det er vigtigt for mig, at vores drenge føler sig som verdensborgere og ikke kun som en del af et lille lukket samfund, som Danmark kan blive.

     

    9. Jeg er MEGET distræt. Jeg bliver så let afledt. Jeg plejer, at sige: ”Jeg var lige optaget af noget andet”…Men den køber min kære mand ikke altid. 

     

    10. Jeg har to bøger i hovedet, som jeg gerne vil skrive. En roman og en fagbog. En dag, når sol og måne står i de rette positioner, så rykker jeg på drømmen. Jeg har taget tilløb mange gange, men har måttet udskyde projektet. Måske på grund af nr. 9 ;)

     

     

    Måske var der noget, som du ikke vidste omkring mig?

    Måske var noget OLD news. Uanset hvad, så var det min måde at byde alle nye velkommen. Jeg er meget taknemmelig over, at du har valgt at bruge tiden sammen med mig. Jeg håber, at jeg kan inspirere dig og vil glæde mig over at være i dialog med dig.

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Åh! De smukke unge mennesker...

    tirsdag 16. april 2019
    web (8)

    Jeg gerne vil have, at vores yngre generation skal have det nemmere med livet - og de valg, som de skal træffe.

    Jeg mener at mange, i den yngre generation, kæmper med for komplicerede udfordringer for tidligt i livet. Mange kæmper for en plads i flokken - eller bare for at have en berettigelse. Jeg synes, at de skal træffe tidlige valg, som de måske slet, slet ikke er klar til. Jeg synes, at de bliver målt og vejet alt for tidligt i deres liv. Denne målen og vejen sætter sine spor. Både spor i deres selvværd og i deres selvtillid. De skal tage stilling til SÅ mange ting meget, meget tidligt i livet. En del oplever stor frustration fordi: Hvad nu hvis de vælger forkert?

    Jeg ved også godt, at jeg primært møder de unge mennesker, som virkelig har det besværligt med noget af det ovenstående, så det modsatte findes. Det er jeg klar over.

    De gør det faktisk SÅ godt.

    Jeg kan ikke mindes, at jeg selv har været så målrettet og dedikeret så tidligt i mit liv, som mange unge mennesker er i dag. Helt ned til 7.-8. klasse møder jeg unge mennesker, som ved hvad de vil. De gør det, de skal. De holder snuden i sporet, og de slingrer ikke i valsen. Indmellem, så kunne jeg unde dem et ordentligt slinger i valsen, bare for at de kan se, hvad der sker, når man træder ved siden af det fremlagte spor. 

    Vi ved, at hjernen ikke er færdigudviklet før i tyverne. Derfor synes jeg, at det er helt vildt, at man allerede i starten af 8. klasse skal gå til "uddannelses-parate-samtaler".  Tænk engang - de har ikke engang brugt deres konfirmationspenge, og så skal de til at tage stilling til, hvad der skal ske om nogle år. Nogle år, hvor de er i FULD udvikling. Deres hjerne arbejder på højtryk. Deres hormoner raser derudaf. De tænker ikke specielt meget længere end til næste fodboldtræning. 

    De piver ikke.

    De gør det, som de skal. De skriver sig på lister, og gør sig klar til at besøge diverse videregående instititutioner. Men det trænger ikke specielt meget ind. Både fordi, at der er så længe til, og fordi de er optaget af tusindvis af andre ting. 

    Jeg ved godt, at mange tiltag er gjort i en god mening. De er gjort for at forberede de unge mennesker på, hvad der skal ske. Udfordringen ligger i, at det allerede dér kan få nogle af vores unge mennesker til at blive nervøse for om de vælger forkert. Mange bliver usikre, fordi det får en tone af, at "det har betydning for resten af dit liv". Det er dét, som alle ikke er rustet til. Denne "det har stor betydning" tankegang kan være ødelæggende for nogle.

    I øjeblikket oplever jeg, at unge mennesker helt ned i 7. klasse oplever uro på grund af ovenstående. Fordi, at de voksne omkring dem, begynder at tale om, hvad der skal ske om 2 - 3 år. Prøv at spørg dig selv om det. Det er altså ikke specialt mange mennesker, som ved, hvilke valg de skal træffe om 2-3 år. 

    Selvfølgelig skal der være nogle forberedende tiltag til vores unge generation.

    Det er jeg helt med på. Det er fedt, at de får øjenene op for, at man kan andet end at gå på gymnasiet eller handelsskolen. Det var det ene valg, vi blev stillet overfor, da jeg/vi skulle vælge dengang. Iøvrigt et valg, som vi blev bedt om, at tage stilling til ca. et halvt år før vi skulle begynde. Det betød, at vi kunne få lov til at være i det, som vi var i. På en anden måde.

    Man kan også tage fejl. Det er ikke alt man ved, når man er 13 eller 14 år gammel. Det er ikke alt, som lykkes på de skinner, som der er lagt ud. Det kan være, at man må vælge om. Det kan være, at man må have et år mere fri eller på en efterskole. Det kan være, at man skal ud og se noget af verden. Det er kun godt hvis vi, tidligt i livet, lærer noget om, at det hele ikke altid kører på de berømte skinner. Indimellem, så falder vi af og må finde en ny vej. 

    Indimellem er man bare forvirret. Indimellem, så ved man ikke noget som helst. Indimellem, så har man bare lyst til, at andre skal tage over. Indimellem, så har man bare lyst til at være lille, og ikke tænke på, hvad der skal ske om nogle år. 

    Faktisk kan man tage grueligt fejl. Faktisk kan man vælge komplet forkert, og befinde sig i en situation, hvor man må smide håndklædet i ringet og starte forfra. Nulstille.

    Det håber jeg også, at alle de kloge folk taler med vores guldklumper om...

    Hav øje for sammenhængene.

    Vores børn og unge mennesker er hele tiden en del af noget, som er større end dem selv. De er en del af en familie, en venneflok, en skole, en institution og et omkringliggende samfund. De bliver påvirket af de systemer, som de er en del af. Derfor skal du, som voksen, være opmærksom på hvad du bidrager med. Hvad signalere dig med dit kropssprog eller i alt, hvad du siger? Opfordrer du til mere knokleri eller det modsatte (og alt det midt imellem)...? Alt, hvad vi gør og siger betyder noget. Det skal vi være opmærksomme på.

    Dertil kommer, at børn & unge mennesker spejler sig i den måde vi selv arbejder på. Så er vi selv ved at knokle os halvt ihjel og laver vi noget, som nærer vores krop og sjæl? Hvad lærer de omkring dét at arbejde og dét at have et familieliv?

    Det, som de lærer - er også det, som de tager med sig.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • IDENTITETSKRISE I INGENMANDSLAND

    fredag 12. april 2019
    identitetskrise i ingenmandsland

    HEJ MED DIG.

    Tak, fordi du læse med. De mennesker jeg har mødt via Camillas netværk, er alle sammen dejlige og hjertevarme mennesker. Derfor er jeg utroligt glad for, at få lov til at gæsteblogge her i dag.

    Jeg er idealist, elsker at få mennesker til at vokse og jeg er glad – helt ind til benene. Dette til trods for, at jeg lever med komplekse kroniske smerter (nervesmerter/neuropatiske smerter), som følge af kraftig bækkenløsning, diskusprolaps og diskusdegeneration. 

    Mine smerter, har lært mig, at prioritere det allervigtigste i mit liv. Med sig, bragte de (red: smerterne) ikke bare smerter og en masse udfordringer, men også en, nærmest eksistentiel krise. For jeg kunne ikke længere det jeg kunne før og så stod jeg der i ”INGENMANDSLAND” med det store spørgsmål: Hvem er jeg egentlig nu? Hvad er mine værdier? Kan jeg leve op til dem og hvordan? 

    Før smerterne var jeg nygift og kandidatstuderende, men da smerterne opstod i forbindelse med min graviditet var jeg nu også mor og levede med konstant murrende og hyppigt jagende smerter. Det tærede meget på energien. Desuden var søvn en luksusvare jeg kun var heldig at stifte bekendtskab med en sjælden gang imellem de første fem år af min datters liv. Det påvirkede også min hukommelse og min koncentrationsevne – så jeg var ret udfordret. 

    Selv om jeg måtte kæmpe en kamp, bare for at studere deltid på grund af mine smerter, så gjorde jeg det. Det var det liv jeg kendte og kunne vende tilbage til efter halvandet års kaos med smerter. Samtidig var min tilbagevenden til studierne, en mulighed for at sætte mig selv ved roret og navigere i en jungle af eksperter der ville sælge mirakuløse behandlinger – og så kaldte det på mig – sådan dybt indefra et sted. 

    Det hele var i grunden en smule TRAGIKOMISK, idet jeg forinden havde studeret ekstreme smerteritualer. Derfor vidste jeg allerede en del om hvordan tro og forventninger kunne påvirke neurobiologiske smertemekanismer smerter. Da jeg vendte tilbage til mine studier var det med fuldt fokus på hvordan kommunikation (verbal og non-verbal) i behandlingskontekst kan påvirke hjernens naturligt smertelindrende system, det opioide system i hjernen hos borgere med kroniske smerter, samt hjernens hukommelses- og følelsessystemer. Sidstnævnte er eksempelvis relevant for effekter af mange typer behandling som kræver livsstilsændringer.

     

    EN VERDEN TIL FORSKEL PÅ VIDEN OG ERFARING

    Jeg knoklede for en drøm jeg endnu ikke kunne se helt for mig. Jeg kunne bare mærke, at det var rigtigt. I bagklogskabens lys ville det nok have været bedre for mit helbred med en sygemelding på daværende tidspunkt, men med fremdriftsreformen åndende i nakken stod valget mellem at gennemføre min uddannelse eller droppe ud – så, stædig som jeg var, VILLE jeg gennemføre min uddannelse. Det gjorde jeg også helt pænt, men jeg kørte mig selv i sænk. Kroppen sagde. ”STOP” og lagde mig ned med stress og angst. Presset blev for meget.

    Det har virkelig lært mig, at der er en verden til forskel på viden og erfaring. Det er nemmest at forklare med en analogi til, at ægteskabsrådgivere også kan have knas i ægteskabet eller læger der ryger. Jeg gjorde alt det rigtige, ifølge tidsånden: Fokuserede på det jeg kunne og mine muligheder, spiste sundt, trænede og var en god mor, men min krop kunne simpelthen ikke det den kunne før smerter blev en fast følgesvend i mit liv. Så den reagerede naturligvis på, at jeg ikke skruede ned for belastninger, men fortsat var den arbejdshest jeg er inderst inde. Jeg banker ikke mig selv oven i hovedet med det, men jeg bruger det som en vigtig livserfaring til at vælge mine daglige gøremål med omhu og omsorg for mig selv så jeg kan leve mere ”bæredygtigt”, ligesom vi ofte har hørt Camilla tale om.

      

    OM STIER DER OPSTÅR FORDI VI BEGYNDER AT GÅ NYE VEJE 

    Jeg var nødt til at stå af samfundets ”samlebånd”. Alt var brugt og mere til. Skulle jeg have en chance for arbejde var jeg nødt til at få ro til genoptræning, samt hjælp til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet – simpelthen for at kunne tage de nødvendige hensyn. Det blev til et langt forløb med sygemelding, genoptræning, medicincirkus hvor jeg testede flere forskellige typer smertelindrende medicin, jobafklaringsforløb og jobtræning, som jeg er i nu, hos Gosmer Fysioterapi.

    Undervejs grundlagde jeg det anonyme og frivillige fællesskab ABMS – Anonyme Borgere Med Smerter. Der var og er så mange fine tilbud hos forskellige behandlere, men det koster en bondegård og/eller slutter efter endt forløb – og hva’ så? Så bliver borgeren igen efterladt til sig selv.

    Jeg foretrækker begrebet ”borger” frem for ”patient”. Som ”patient” sidder man nemt fast i en passiv offerrolle der modtager behandling. Jeg er ikke mine smerter/sygdom. Jeg ER en ”borger” som HAR smerter/sygdom. Der findes så mange dygtige behandlere derude og dem skal vi selvfølgelig rådføre os hos, men ved, at vi borgere med smerter, kan gøre noget ganske særligt sammen som ingen behandler kan give os: Et trygt og solidt socialt fundament hvor vi kan samarbejde om et godt liv til trods for smerter – på tværs af diagnoser (eller ej) og helt gratis. 

    Selv om vi er på hver vores individuelle rejse og det varierer hvordan og hvor meget smerter påvirker os hver især så kan vi støtte og styrke hinanden. Vi kan formidle viden om smerter og smertehåndtering, samt spejle os i hinandens konkrete erfaringer og inspirere hinanden til hvordan vi hver især kan leve et godt liv til trods for smerter. For en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at vi i ABMS, altid anbefaler, at den enkelte er i god dialog med sin læge og benytter sig af relevante behandlere, men det er ikke et krav for at være med i ABMS.

    Når sandheden skal frem så har jeg også en lille revolutionist i maven.  Mit hjerte banker for dem der har mindst og jeg synes simpelthen, at det er alt for hårdt og dyrt at være syg i Danmark. Al for megen utryghed og ulige behandling. Derfor kaldte det på mig. Jeg måtte simpelthen prøve, at åbne døren til vores møder og se hvor det bar mig henad. Potentielt kunne det jo hjælpe mig selv, at være en del af fællesskabet – Hvis ikke, måtte jeg jo hive stikket.

    Programmet var allerede strikket sammen af viden om smerter, samt evidensbaserede metoder og programmer til et bedre helbred – jeg havde leget med det længe undervejs mine studier; Noget er direkte integreret i ABMS’ program med henvisninger, andet er anvendt ved fx at implementere et bestemt sprog i vores program og så er ABMS’ program jo selvfølgelig tilpasset borgere med smerter. Manualen lå også klar. Ved hjælp af denne, bør vi i teorien, stimulere og aktivere hjernens hukommelses- og følelsessystemer så vi, hver især, nemmere kan huske og motiveres til at fokusere vores energi på at gøre det der er det vigtigste – lige nu.

    Programmet var blevet til i brudstykker undervejs min uddannelse og med mit speciale i om hvordan man kan konstruere ritualer som et ganske særligt instrument til indlæring, var det ”bare” at samle brikkerne, gå på de sociale medier og åbne døren til et lokale i Frivilligcenter Aarhus. 

    Onsdag d. 14. Juni 2017 havde vi det første ABMS-møde og det har vi så haft hver uge lige siden. Nu har vi også Mindfulness og Blid yoga en gang om måneden så vi får fordybet os i lidt øvelser og får mere krop på og møder, som kun er for unge mellem 20 og 30 år. Desuden har vi indimellem Leg med nærvær for børn 5-7 år og deres forældre, vi får besøg af gæsteundervisere og foredragsholdere, samt laver andre aktiviteter sammen. Alt er baseret på frivillighed.

    OPAD BAKKE 

    Vi bliver stadigt flere og ABMS står stærkere for hver eneste af os der træder vejen og er med til at forme den. Hvert eneste skridt på vejen er blevet til imens vi er gået og der er grupper på vej landet over.

    Vi har netop stiftet forening (NGO/Non-Profit Organisation) og har fået CVR-nummer så vi kan fundraise til at hjælpe nye frivillige grupper i gang, MEN den slags tager tid og for, at vi overhovedet kan få en bankkonto til de midler vi potentielt kan fundraise så skal vi finde mindst 3.500kr til bankomkostninger (*Se nedenstående overslag fra Merkur).

    Vi har overvejet, at lave en indsamling til bankkontoen, men indsamlingsnævnet gør det ikke nemt - hverken som spirende forening eller ildsjæl (Privatpersoner) at indsamle til nye foreninger. Pt. ville vi være nødt til at foretage en indsamling via privat MobilePay eller konto. nr. for overhovedet at kunne oprette en konto til ABMS, MEN det må jeg ikke, ifølge Indsamlingsnævnet: "Hvis en opfordring til at yde bidrag er offentlig tilgængelig, taler det imod, at indsamlingen kan betegnes som privat." 

     

    Så det er lidt opad bakke, men hvor der er vilje ( + en god portion tålmodighed og humor), er der en vej - OG DET HAR JEG! When life gives you lemons… 

    Vi træder stien lige så stille henad vejen, og vi tager ALTID imod gode råd og frivillige hænder. 

    Selv om det er opad bakke så føler jeg virkelig, at jeg lever drømmen. Det er simpelthen så meningsfuldt og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at ABMS vil leve længere end jeg selv. 

    HVIS du er mere nysgerrig på ABMS eller mig så kontakt mig endelig. Du behøver ikke kunne tilbyde noget. Det er altid fedt med dialog og spørgsmål, der kan sætte perspektiv på tilværelsen, synes jeg.

    Du kan læse mere om ABMS og vores aktiviteter på hjemmesiden: ABMSdanmark.dk, følge med her ABMSdanmark ved Ditte Pode og på instagram @dittepode.

    Du er altid velkommen til en uforpligtende snak i forbindelse med en af vores gratis aktiviteter i Frivilligcenter Aarhus

    Du er også altid velkommen til at kontakte mig pr mail eller SMS: mail: dittepode@abmsdanmark.dk / tlf: 3049 1188

    Venlig hilsen
    Ditte Pode



    *Budget over Bankkonto og MobilePay til ABMS fra Merkur: 
    - Det koster 1.250 kr. i oprettelsesgebyr. 
    - Oprettelse af netbank koster 150 kr. pr. bruger. 
    - Kvartalvis gebyr 125 kr. ved én bruger, Ved flere brugere: 150 kr. pr. bruger pr. kvartal.
    - Til orientering koster det 400 kr. i omkostningsbidrag pr. kvartal. 
    - Der er negativ rente på -0,5% på foreningskontoen. 
    - Desuden er der mulighed for tilkøb af MobilePay

    – her: Aarhus, Denmark.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når du er i tvivl, er du ikke i tvivl.

    onsdag 20. marts 2019
    web (2)

    Når du er i tvivl, så er du ikke i tvivl.

    Tyg lige på ordene. Det nogle vise ord, jeg har hørt op igennem min opvækst. Det er min kære bedstemor, som har sagt dem til mig. Som årerne går giver ordene mere og mere mening. 

    Du ved det godt.

    Du ved godt, hvad du gerne vil. Du ved godt, hvad hjertet kalder på. Du ved godt, hvad din krop skriger på.

    Du skal til at tage det alvorligt. Du skal til at lytte.

    Det er ikke altid, at det er nemt. Det er heller ikke meningen. Det er helt okay, at noget indimellem skal ”igennem systemet” over lidt tid. Men på bundlinjen, så kommer du tættere på dig selv, når tillader at tale lidt med tvivlen. Den vil dig det godt, fordi den vil have dig til at stoppe op.

    Mange synes det her er vildt svært.

    Jeg forstår det godt. Vi er ikke, kulturelt, vokset op med at tale med vores tvivl. Mange har taget afstand fra tvivlen, og gør i stedet det, som mange andre gør her i livet. Men tænk, hvis alle de andre også er i tvivl? Så gør vi en masse ting, som er udrettet udfra en grundlæggende tvivl om, om det er rigtigt? Det er noget rod.

     

    Derfor er dette en god øvelse:

     

    1. Når du står overfor en udfordring, har et spørgsmål til dig selv eller på anden vis er nødt til at blive eftertænksom, så er det altid en god idé at tale med DIG selv først. Prøv at lade være med at vende din situation med alle andre først. De er ikke dig. De ved ikke, hvordan det mærkes det, du står i. 

     

    2. Bliv stille. Gå nogle ture. Hvil dig. Skriv dine tanker ned. Du har hørt mig sige flere gange, og jeg gør det lige igen: Langsomhedens styrke virkelig en kæmpe støtte til dig her.

     

    3. Tænk frem i tiden. Fx Sæt dig selv i det nye job, som du skal søge – hvordan føles det? Hvad bliver du i tvivl, hvis du tænker på det? Eller prøv at forestil dig, at du tager den uddannelsen, som du drømmer om – hvordan mærkes det i din krop? De signaler, som kroppen sender er vigtige. Vildt vigtige.

     

    4. Hvad er prisen for dit valg? Alt har en pris. Hvad enten det er en økonomisk, tidsmæssig eller relationel pris. Så har det betydning. Set i forhold til livet, som det er nu, sat op imod det som du forestiller dig… Er det prisen værd? Et eksempel: Du har længe drømt om mere tid hjemme, fordi du har for travlt. Du kan mærke, helt ind i knoglerne, at det liv som leves mærkes grundlæggende forkert (og det gør det, fordi det strider imod dine værdier, men det er en helt anden snak), og du søger derfor nyt job. Jobbet virker spændende, og lige som dét, du gerne vil – og som der kunne være en god mening med. Du kommer bare ikke til at arbejde mindre eller være mere hjemme, som din krop egentlig kalder på. Derfor bliver du også i tvivl om, om du skal tage jobbet.

    Hvis du øver dig i punkt 1,2 og 3, så er du ikke i tvivl. Det kan sagtens være, at du skal tage jobbet, men det må ikke blive en flugt fra det nuværende, fordi så er der ikke noget, som kommer til at forandre sig indeni dig.

     

    5. Tag en beslutning. Mange gør rundt, rundt og rundt om en beslutning i ALT for lang tid. Nogle gør det i flere år. Det sætter dig i sådan en underlig, og ikke konstruktiv gabestok, hvor du hele tiden er imellem noget. Det er ikke godt for din psyke. Derfor er det altid godt, at tage en beslutning. Sig til dig selv, at nu går du med dét her. Så tager du en evaluering igen om 3 mdr. Men tag en beslutning!

     

    6. Intet er konstant. Alt er i bevægelse. Derfor må du også altid gerne vælge om igen. Du må altid komme tilbage på noget, og kigge på det og tænke, at du skal en anden vej. Der er ikke nogle valg, som er forkerte. Der er kun læring. Konstant.

     

    7. Er økonomien den bærerne faktor i din beslutninger? Det er faktisk noget af det, som kan presse mest. Min erfaring er, at alt kan lade sig gøre. Det kræver noget, men alt kan lykkes, hvis vi er åbne overfor de ting, som skal i spil, hvis vi gerne vil opfylde en drøm eller få et lettere liv, uden stress. Dine drømme er dine drømme. De må og skal ikke bremses af økonomi. Det vigtigste er, at du gør det vigtigt. Igen ved at bruge trin 1,2 og 3. På den måde vil du heller ikke lade sig bremse af andres frygt eller deres tvivl. Din drøm vil stå tydeligt frem, og den skal ikke pakkes væk.

     

     

    Kunne du bruge nogle af mine tanker her? 

     

    Når tvivlen banker på, så snak med den. Den vil dig noget, som er vigtigt.

     

    God onsdag til dig.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked