Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • (Mis) bruger du dine relationer? Det har en pris...

    tirsdag 16. juli 2019
    web (5)

    Hvilke relationer har du i dit liv?

     

    Hvad er en relation? En relation er noget, som du skaber med et andet menneske. Det vil sige, at du er lige så ansvarlig for relationen, som det andet menneske er. Det er det, som står imellem jer – som en usynlig linje.

     

    Relationer er livsnødvendige for os. Hvis ikke vi var en del af en relation, så ville vi dø. Tænk på det lille spædbarn, som er livsafhængig af, at der er nogle relationer, som tager sig af det.

     

    Selvom du er voksen i dag, og måske ikke føler at du på den måde er afhængig af relationer, så vil jeg alligevel gerne udfordre dig lidt på denne tankegang. 

     

    Mange mennesker bruger/misbruger deres relationer i svære livssituationer...

    ...og glemmer så helt, at holde relationen ved lige, når det svære er drevet over. Mange mennesker tør aldrig åbne op i relationer på grund af frygten for afvisning/at blive forladt. Mange mennesker er aldrig helt dem selv i selskab med andre mennesker, fordi de er bange for, at de er gode nok eller har frygten for at ”blive afsløret” i forhold til at de udgiver sig for at være en anden end de i virkeligheden er. Det kan være svært bare at være…. Bare at være. Mange oplever et præstationspres, når der er andre mennesker, fordi de tror, at de andre mennesker forventer/forlanger noget bestemt – måske som et resultat af en historik eller en forventning om at relationen er på en bestemt måde.

     

    Hvad mærker du, når du læser ovenstående? 

     

    Du ER afhængig af dit netværk omkring dig.

    Det skal plejes. Med netværk mener jeg at, der omkring dig, er et finmasket net af mange forskellige mennesker, som har forskellige positioner i dit liv. Hver og én af disse er vigtige brikker. Indimellem skal der skiftes ud på brikkerne – ja, nogen skal måske helt ud af puslespillet, men du kan ikke stå alene. Aldrig.

     

    Hvis du, i en periode af dit liv, har brugt en relation rigtig meget. Til støtte, trøst, rådgivning eller andet, som har været nødvendigt i den periode, så vil jeg virkelig anbefale dig, at du husker det. Også når det hele kører på skinner igen. Det handler ikke om, at du skal være evigt taknemmelig eller komme med gaver hver gang, I skal ses. Men husk på den forskel, som det menneske gjorde for dig i en given tid. Den forskel betyder noget. Det betyder, at du står et andet sted i dag med noget, som du har kæmpet med. Så indimellem skal du minde dig selv om det, og mærke en taknemmelighed – som enten skal italesættes eller ej, men husk lige at mind dig selv om det.

     

    Relationer er livsnødvendige for din overlevelse og livskvalitet.

    Forstil dig et liv uden de mennesker, som er en del af dit liv nu – hvordan ville det være? Måske er der nogle relationer, som skal have en mindre plads eller omvendt. Men relationerne er vigtige. De betyder noget.

     

     

    Igennem mit liv har relationer fået forskellige pladser og tyngder.

    Jeg er konstant i bevægelse, hvilket ufravigeligt betyder, at nogle relationer får mere plads end andre, på forskellige tidspunkter i mit liv. Kun én gang har jeg brudt med en relation. Det var nødvendigt. Men derudover, så tror jeg på, at vores livsvidner er afgørende for vores historie her på jorden og vores egen fortælling ind i, hvem vi er. Forskellige mennesker skal lære mig noget forskelligt. Nogle skal lære mig noget om mere rummelighed. Andre skal lære mig noget om, at tage flere chancer. Og nogle tredje skal lære mig noget om at sætte grænser osv. 

     

    Hvis vi tør kigge på, hvad relationerne kan give os, så kan vi virkelig udvikle os som mennesker, i en retning som giver os mere og mere mening. 

     

    Hvordan ser det ud hos dig hvad angår relationer?

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • God sommer til dig...

    fredag 28. juni 2019
    sommer

    Rigtig god sommer til dig.

    I år har jeg gjort noget usædvanligt. Jeg holder 6 ugers ferie, minus 1 dag. Det er skønt, tiltrængt og eventyrligt. 

    Jeg glæder mig rigtig meget til at bare være. Lige her. 

     

    I år skal vi, blandt andet...

    Vi starter ud i dag med vores helt egne "nu starter sommerferien traditioner". Det går ud på, at vi er sammen og laver noget sammen, for at lige markere at nu er der total frihed i mange, mange uger. I år skal vi spille pool i byen og bagefter på burgerbar. Men inden da, så skal der bades i havnebadet og drikkes en kold øl på altanen. Ahhh....

     

    Vi tager til Budapest på mandag.

    Med tog. I 22 timer. Med natvogn, restaurantvogn og hele svineriet. Det bliver VILDT spændende. Et lille eventyr, som vi alle glæder os til at prøve. Det er særligt drengenes ønske, at vi kører med tog. Jeg er helt sikker på, at det handler om den tæthed og det nærvær, som opstår i den slags situationer. De er guld værd. Vi har booket hotel, og ellers tager vi det hele som det kommer. Lige efter vores hoved.

     

    Hjalte og jeg tager en tur til London, bare os to...

    Han bliver 12 i år. Når man bliver 12 år hjemme ved os, så må man vælge en storbyferie med én af os forældre. Hjalte har valgt at han og jeg skal til London. Dét glæder vi os vildt meget til. Det er i 3 dage midt på sommeren. Jeg er blevet tippet os et spisested, som er booket ellers så er alt åbent, så hvis du har et godt tip, så skriv endelig.

     

    Ellers ligger tiden bare foran os.

    Vi har planer om Grøn Koncert og et besøg ved Vesterhavet - ellers så er alt åbnet, og vi skal bare gå med det, som vi lyster. Jeg har købt bøger og har et par opskrifter eller to, som jeg gerne vil prøve af. Det er ferie for mig. Uden et tætpakket program, men bare gå med det, som mærkes godt.

     

    I år er særlig, fordi...

    Det er sidste sommerferie, hvor vi er samlet. Os fire. Næste skoleår tager Felix afsted på efterskole, og hvem ved, hvor meget vi får ham at se? Og hvem ved, hvad han har lyst til næste sommerferie?Derfor føles denne sommer som særlig, for mig/os. Derfor har jeg også prioriteret masser af TID og RO til være sammen - og samtidig til at være sammen, hver for sig. Vi behøver ikke sidde lårerne af hinanden, men jeg har brug for at stå til rådighed. Vores drenge er nemlig typerne, som gerne vil lave noget med os. De finder på ting, og så er det bare om at koble sig på. Det vil jeg gerne have tid til.

     

    Jeg trækker også stikket længere tid, fordi...

    Jeg har brug for ro og tid til at tænke nye tanker omkring min næste uddannelse. Den former sig stille og roligt. Det kommer til at være om børn, unge, trivsel, selvværd, angst, forbindelser, systemer og invitationer. Jeg har selve formen og datoerne på plads. Jeg skal blot have indhold på. Alt ligger klart til at gå ombord i, jeg skal bare liiiiiige..... Have tid. Derfor har jeg også afsat tid i uge 29 til at skrive lidt på det. Måske lykkes det - måske ikke. Det må vi se på. Uge 40 er nemlig også afsat til selvsamme projekt, så må vi se, hvad der dukker frem.

     

    Pas godt på dig og dine.

    Tiden er nu. Det er den knappe ressource, som vi alle har tilfælles. Så vælg med omhu, hvad du brugeer den på. Livet er nu. Det er også på lånt tid, så hvad skal du putte ind i det kære liv?

    Jeg glæder mig over, at du læser med. Tak for det. Det betyder en masse for mig - nok mere end du ved. 

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Står du midt i en krise? Dette skal du IKKE gøre...

    torsdag 20. juni 2019
    stress (1)

    Et lidt ældre indlæg har jeg lyst til at poste igen, fordi det holder stadig. God fornøjelse...

    .....

    Står du midt i noget lort (ja, undskyld sproget), men nogengange findes der bare ikke et bedre ord.

    I løbet af dette forår er der sket ting og sager i min ende af verden. Sygdom, drømme som brast og skilsmisse (ikke mig!). Det er ikke småting, og selvom det ikke er direkte MIG, der hverken er syg eller skal skilles, så påvirker det mit liv. Det påvirker på den måde, at jeg bekymrer mig, jeg drager mere omsorg, jeg afsætter tid. Jeg er der bare. No questions asked. Jeg er ikke så bange for at tage fat i tabuerne, og jeg er ikke så bange for at spørge ind til smerten og det svære. Det er vist noget, jeg har med hjemmefra. 

    Når du så står der: Midt i lort og krisen virkelig kradser, så er det SÅ svært. 

    Måske stopper du med at spise, har ondt i maven, din koncentration og hukommelse er røget sig en tur og du gør dét, som ligger allermest naturligt for os mennesker, nemlig: Du handler, ordner, søger nye græsgange, du ringer, du sms´er, du tager beslutninger, du er hård i retorikken, du gør, du tænker, du vender og drejer ALT og i det hele taget, så er du ret meget oppe i dit hoved. Du forsøger, helt naturligt, at finde hoved og hale i det hele, og du prøver at forstå dit nye verdensbillede.

    Det er helt almindeligt, men der sker ikke nogle nye ting deroppe fra (altså dit hoved!)...

    Ovenstående er helt typisk og klassisk, når krisen slår ned i livet. Jeg tror også på, at sådanne ting skal du igennem... Langsomt vil du opdage, at det ikke nytter en skid. Jo, det hjælper at få praktiske ting på plads, og det er fedt at tale hele natten med en god ven, fordi det forløser, men du kan ikke tænke dig til, hvordan brikkerne i dit nye puslespil skal lægges. 

    Du skal og må ned og have kroppen med. Der er ingen vej udenom. 

    Når jeg skriver, at du skal have kroppen med, så mener jeg ikke, at du skal træne hårdt i fitnesscentret. Jeg mener, at du skal UD og gå en langsom tur. Du skal ned på yogamåtten og sidde stille i 10 min. Du skal svømme en langsom tur i 10-15 min. Du skal sidde i en sauna og svede. Du skal løbe en stille og rolig tur, hvis det er dét, der gør dig godt. 

    Langsomt, meget langsomt, så vil din krop begynde at fortælle dig ting og sager. Langsomt kan du lytte til, hvad det er der sker. Hvad fortæller din mave dig, hvad vil din krop? 

    Til stille!

    Prøv at udnytte stilhedens kræft! Vær stille med dig selv, blot nogle få lommer af tid, om dagen. Opdag, at du ikke behøver at analysere alting - noget også løses i stilhed. Helt af sig selv. Det tager tid, men det er muligt. 

    Don´t fix. Be!

    Når vi er rådvilde og udmattede, så holder vi typisk os selv igang, fordi vi er bange for at mærke smerten ved at være. Vi bliver bange for vores egne tanker og følelser. Vi vil bare gerne fixes. Fordi det, vi mærker, er smertefuldt. Så dulmer vi med: Nye relationer, mad, rødvin, smøger m.m. Det er selvfølgelig ikke fordi, at du ikke må noget af ovenstående. Det løser bare ikke din krise. Jeg napper selv et gals rødvin mere, når jeg er ked af det eller stikker hånden i chokoladen. Det er menneskeligt! Trust me. Men det løser ikke noget! 

    Jeg lå i min seng, i går aftes, her på Kreta og surfede lidt rundt på nettet. Jeg faldt over et digt, eller en passage, fra Pernille Aalund. Jeg synes, at det er så smukt og det sætter lige netop spot på dét, der også er så fint ved en krise. Nemlig, at vi ikke skal/behøver at bestemme os for noget som helst, når krisen er slået ned. Istedet skal vi være med det nye, på en sårbar og anderledes måde. Jeg vil gerne dele det med dig: 

    Og vi gentager os selv. Som chefen, der mister sit job og nu græder af frygt for aldrig, at blive den samme igen, at miste format, at miste sin ære, at miste sit ry. Han ønsker det tabte tilbage. 

    Som hende, der blev forladt af ham hun elskede og ikke kan glemme, men stadig holder fast i noget der ikke 'er' længere. I forestillingen om det, det kunne have været blevet til, hvis bare... Det der var. Eller noget identisk. Det tæppe der rykkes væk efterlader dig på en helt ny flade. Du mærkede suset, mistede fodfæste og årevis af samlet skidt ligger nu som en dyne af støv i rummet. Du havde 'bare' været der - uden at tænke. Tankeløs. Nu forsvandt alt det, du kendte og du gribes af frygt . Du kan kun se det fortabte. Du er blind. Men dyrk din nye ø. Når støvet har lagt sig - træder grunden frem. 

    Lad fødderne liste henover plankerne, du behøver ikke at bestemme dig for hverken kvalitet eller udtryk lige nu Dit nye land - lad det vente. Roligt. Måske skal du gå ad helt andre veje. Sætte dine ben helt andre steder eller sagt med andre ord: Måske er tiden kommet til at pløje på ny i nye furer, for en ny høst på et nyt sted. Brug smerten og angsten som løftestang til din kommende scene. Scenen for et helt nyt og meget bedre liv. Spørg dig selv: Hvor godt var det egentlig, det jeg kom fra var? 

    Her er 'jeg' - nu - og indtil andet er bevist: kun i denne ene udgave. Så hvorfor ikke gøre noget andet? Hvorfor ikke stoppe denne strøm af gentagelser? Hvorfor ikke bruge denne fyring, denne forkastelse, dette fravalg til at flytte mig. Pløje om, 'så' nyt på nyt. Baseret på den sidste hændelse, mere erfaren, mere rig på viden. Om et år - ved samme tid står du på din nye jord, som et nyt menneske. Ingen udsigt er foræret.

    Kan du kende det?

    Jeg ved, hvor udmattende kriser er. Vi går ikke igennem livet uden at opleve smerte. Jeg har haft smerte og kriser helt tæt på livet, og jeg ser, hvor mange af mine klienter, der kæmper. Det er SÅ smertefuldt. Krisen. Livet. Smerten. Sorgen.

    Lad dig inspirere af Pernilles ord. Kan du være i uvisheden UDEN at handle, lige nu? Græsset er ikke grønnere på den anden side af plankeværket, og det vigtigste er, at du finder dig selv. Midt i alt det tunge. 

     

    Jeg ønsker dig det bedste.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Relationer eksisterer ikke som noget i sig selv.

    fredag 14. juni 2019
    Fællesskaber

    Det er ikke kun individet, som skal lære noget. Det skal vi alle sammen.

    Jeg møder mennesker i lidelse, hver dag. Mennesker, som banker sig selv i hovedet, fordi de ikke har det godt. Der er noget, som burde være anderledes. Noget, som de ikke gør godt nok. Det fodrer de negative tanker og medfører et lavt selvværd. Tankerne kan blive dystre og angsten kan banke på.

    Det gælder børn som voksne.

    Når mennesker ikke trives, så kalder det på at vi tager det alvorligt. Den største alvor kalder på de mest omfattende forandringer. 

    Og lige præcis hér, du ikke står alene. Uanset om du er 5 år eller 78 år.

    Du, i dig selv, eksisterer ikke som noget i dig selv. Du er altid en del af noget, som er større end det. Du er en del af andre menneskers liv. Du er en del af et samfund. Du er en del af en verden. 

    Så selvom det måske er et barn, et ungt menneske eller en voksen, som ikke trives, så skal det aldrig forståes som noget isoleret. Det kan det ikke.

    Aldrig mere skal en historie fortælles, som om den var den eneste.

    Så når jeg møder et menneske, som har brug for min hjælp, så skal vi have foldet historien ud. Den skal altid forståes i en sammenhæng. 

    Det er her, at sætningen:"Mennesket er ikke problemet, men mennesket viser problemet" virkelig kommer til sin ret. Jeg er stor, stor fan at denne måde at tænke om mistrivsel på.

     

    Hvad vækker det i dig, når jeg skriver sådanne linjer?

     

    Skriv endelig dine tanker i kommentarfeltet - jeg elsker, når vi er i kontakt.

    Bedste hilsner

    Camilla.

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det er ikke et spørgsmål om normeringer.

    fredag 31. maj 2019
    strong children

    Hver dag vinker omkring 225.000 børn mellem 0 og 6 år farvel til mor eller far. I de næste op til 7 timer har en vuggestue eller en børnehave ansvaret for deres børn. Sådan er det for ni ud af ti danske børn.

    Danmark er det land i verden, hvor børn bliver sendt tidligst i institution. I gennemsnit er børnene 10 måneder gamle, når de begynder i vuggestue eller dagpleje. 

     

    Det er et spørgmål om børnesyn, empati og relationsforståelse. 

    Jeg bliver så trist over, at børn i Danmark anno 2019 kan behandles på en sådan måde. At helt basale ting som: Øjenkontakt, fysisk kontakt og oprigtig interesse ikke er en helt naturlig måde at forholde sig til børn på i ALLE danske institutioner i Danmark. 

    Jeg bliver så uendelig frustrerert, når jeg ser, at voksne mennesker ikke formår at tage deres opgave alvorligt. Jeg tænker faktisk, at de ikke er deres løncheck værdig. De skulle betale alle deres lønpenge tilbage igen. Fordi de har fejlet. Big time!

    Det er så nemt at pege fingre, og det kan vi hurtigt komme til. Men jeg har lyst til at folde det endnu mere ud i dette skriv.

     

    Dette indlæg er et resultat af, at jeg i sidste uge så den omtalte dokumentar på TV2 "Institutionerne bag facaden - kritiske forhold i København".

    Jeg véd heldigvis, at der er MANGE gode institutioner i Danmark. Jeg møder mange pædagoger, som arbejder nogle helt fantastiske steder. Mange af disse pædagoger er/har været uddannelsesdeltagere hos mig og de har nogle ledere, som bakker dem op og udfordre dem tilpas. Der er samtidig en tydelig ledelsesmæssig tillid til, at de gør deres arbejde godt. Jeg hører, hver dag, om HELT andre forhold, end dem de viste på TV2. Det vil jeg lige understrege.

    Men nogengange, så må vi ud i modpolerne for at tage stilling. Det er nogle at de ting, og tanker, som jeg gerne vil gerne folde det lidt ud her.

     

    Denne dokumentar rækker langt udover det, som blev vist i TV. Den rækker ind i noget, som er langt større, end den time vi så på TV. Den rammer ind i vores helt centrale kerne, nemlig ind i temaet: Børnetrivsel i Danmark, som jeg er så uendelig meget optaget af. Jeg håber, at flere af jer vil skrive jeres kommentarer til temaet, så det kan få lov at få en plads. En stemme. En stemme, som børnene ikke nødvendogvis har. De følger bare med i de beslutninger, som vi voksne tager for dem, hver eneste dag.

     

    Når nu vi ved...

    At den bedste investering, vi kan gøre, er i børnetrivsel - hvorfor sker det så ikke? De bedste penge vi kan bruge, er når børn er i alderen 0-6 år. Her grundlægges en stor del af deres tillid til verden og de mennesker, som er en del af deres liv. Hvorfor er det ikke en selvfølge, i et så rigt land som Danmark, at børn gives de bedst mulige vilkår for udvikling, trivsel, ro og fordybelse? Et rigt børnefællesskab burde være lige så naturligt som "amen" i kirken. 

    Jeg ser flere og flere mindre børn, og deres familier, i min klinik. Børnene viser tegn på mistrivsel, fordi de er i noget hver dag, som ikke er udviklende og hvor fokus er på de børn, som tager al opmærksomheden med fx. skældud og irettesættelser. Det betyder, at overskuddet til positiv kontakt og udviklende pædagogik udebliver. Men det er ikke børnene, som er forkerte. Det handler i højere grad om, at de rammer, som de bliver puttet ind i hver dag, er ALT for udfordrende for de mindre børn (ja, i virkeligheden også i skolen mange steder). Børnene viser os bare, at der er noget, vi skal have langt større greb om. Der er noget, som skal være anderledes. 

    Derfor er det også kun godt, at dokumentaren blev vist. Metoden skal jeg ikke gøre mig til dommer for, men den åbne sandhed om børns trivsel i institutioner, hvor "survival of the fittest - tanken" lever ofte er den, som bliver dominerende, er kun godt at se. Også selvom aftenkaffen kom galt i halsen.

    Jeg er glad for, at flere og flere tager bladet fra munden, og det betyder, at vi kan have en debat. Vi kan få snakken igang. Det er KUN godt.

     

    Det offentlige omsorgssvigt.

    Når nu vi er "institutionernes land", som vi jo er i Danmark, så er det vel også rimeligt at kalde det, vi så i dokumentaren, for offentlig omsorgssvigt? Det kan være et voldsomt ord at tage i brug, men jeg synes faktisk, efter flere overvejelser, at det er meget rammende. Jeg har ihvertfald ikke kunnet finde et ord, som passer meget bedre.

    For mig at se rækker omsorgssvigtet uendeligt meget udover det, som vi så i TV. Det rækker helt ind i kernen af vores kultur, systemer og menneskesyn. Når vi forældre fortæller os selv, at det er OK, at vores børn græder meget, eller viser tegn på mistrivsel, og samtidig fortæller os selv "at vi ikke har noget valg" og at "når alle gør det, så er det normalt, og derfor skal mit barn nok også lære at tilpasse sig", så er det, at vi skal stoppe og og spørge os selv, om det kan være rimeligt, at det er sådan. 

    Jeg følger en stærk kvinde, som hedder Maj My. Jeg har før linket til hende, og hun har skrevet sådan her, som følge af dokumentaren:

    "Der er så mange niveauer af svigt og sorg og konflikt i den her fortælling. Lige fra forældrenes fremmedgjorthed overfor deres egne følelser til barnets traumer på baggrund af den kulturelle virkelighed, som det bliver overladt til - i en alder af ét år.
    Ja, jeg synes, der skal fyres og løftes tæpper ude i institutionerne. Men jeg mener samtidig, at den nødvendige revolution først kommer til at ske, når vi forældre begynder at lytte til vores hjerter, og siger fra overfor den adskillelseskultur, som alt det her ganske enkelt er et symptom på."

    Jeg har taget citatet med, fordi jeg synes, at det er rammende for, hvad dette (også) handler om. Nemlig os, som forældre. 

    Vi skal tage et ansvar for vores eget liv og vores børns liv. Vi bliver nødt til at beslutte os for om det "alle andre gør" også er noget, vi selv vil gøre. Hvis vi oplever, at de rammer, som kan tilbydes vores børn ikke ikke er gode eller udviklende rammer, så skal vi gøre noget. Vi skal ikke vente til "noget går over". 

    Mange fortæller mig, at "sådan har det været længe". Det er ikke rimeligt. Det må og skal du handle på. Èn måde at handle på er, at tale med ledelsen omkring det, du er optaget af. Notér fx. ned hvad du oplever som problematisk, så I har noget konkret at tale om. 

     

    Hvem bestemmer?

    Indimellem så tænker jeg, at vi bilder os selv ind, at der er én eller anden person over os alle, som bestemmer. Èn, som har en eller anden sort bog, der bliver skrevet i, hvis ikke vi gør "som der bliver dikteret". Men helt ærligt: Det er OS SELV, der bestemmer. Vi bestemmer selv over vores eget liv. Vi bestemmer selv over vores egne børn. Det er helt op til os selv, hvad vi gør med vores børn. De første 5-6 leveår er det faktisk udelukkende dig, som bestemmer over, hvor og hvad dit barn skal bruge sin tid på. Når vi så rammer skolealderen, så er det en anden snak. Men faktisk her bestemmer du også selv. Dine børn må hjemmeskoles i Danmark, hvis det er det, du vil. Bare lige for at få det på det rene. Altså: DU BESTEMMER. 

    Så er jeg med på, at alt handler om valg. Men sådan er livet. Vi kan ikke vælge noget, uden at fravælge noget andet. Alt har en pris. Det kan være, at prisen er: Dit hus, din bil, din fulde løn i en periode eller din sommerferie. Alt koster noget. Men DU bestemmer, hvad prisen og omkostningerne skal være for DINE valg.

    Her kunne man også med fordel diskutere, hvorvidt det ville være rimeligt, at pengene skulle følge børnene. Måske kunne det være en god ting, at der blev kompenseret økonomisk for de forældre, som tog en beslutning for at have deres børn hjemme i de første leveår. Det var en mulighed, som kunne have en positiv indvirkning på en beslutning, som også kan have nogle økonomiske konsekvenser for familier. 

     

    Min pointe er, at din stemme er STÆRK, og måske er den meget stærkere, end du tror. 

    Nogle vil måske skrive, at det ikke er alle der har et valg. Mange er tvunget til at gå på arbejde for at tjene til dagen og vejen. Det kan jeg ikke være uenig i, selvfølgelig skal der penge på kontoen hver måned. Men du har altid et valg i forhold til at vælge noget nyt til dit barn, hvis ikke det er godt der, hvor du afleverer dit barn hver dag. Der er heldigvis MANGE, gode institutioner i Danmark. Det er et stærkt signal at sende, når du tager stilling.

     

     

    Det handler ikke kun om normeringer.

    Som overskriften antyder, så har jeg en holdning til dette meget snævre fokus. I disse valgkamptider, så virker det indimellem som om, at den eneste løsning er, at der skal være flere voksne. Uden tvivl, så skal der flere voksne blandt vores børn. Men vi skal ikke kun have flere, vi skal have bedre og veluddannet voksne på banen. Kvalitet hænger ikke sammen med kvantitet. Den oprindelige lyst til at arbejde med børn og unge mennesker, som for mange pædagoger har været drivkraften for at læse til pædagog, skal styrkes på uddannelsen og kun fremelskes endnu mere. Der MÅ og SKAL være moduler, som handler om: Empati, relationsforståelse og fordybelse. 

    Derudover, så skal de styrkes i deres løncheck. Jeg har aldrig forstået, hvordan det kan være at dem som arbejder med det, vi alle elsker allermest, samtidig er nogle dem, som får mindst i løn i Danmark. Det er mig ubegribeligt. Det skal være mere attraktivt at arbejde som pædagog. Det bliver det (også), hvis de får mere i løn.

     

    Efteruddannelse.

    Dét at arbejde med børn & unge mennesker flytter sig hele tiden nye steder hen. Det er, for mig, vigtigt at pædagoger styrkes i deres faglige og personlige udvikling. Det er mig ubegribeligt, hvordan det kan være, at supervision fx. ikke er en fast del af deres arbejde. Det burde være sådan, at dét at modtage supervison blev fast del ind i en arbejdsrutine. Akkurat på linje med at smøre madpakkerne til skovturen. Når det ligger mig sådan på sinde, så er det fordi, at det flytter noget. Vi, der arbejder med andre mennesker, har blinde pletter, som vi har brug for spejle på. Vi har brug for hjælp til at kigge på noget, som kan virke fastlåst. Det har vi brug for andres hjælp til. 

    Der er supervision et meget stærkt værktøj at tage i brug. Når jeg selv kommer rundt som supervisor,  så ser jeg, hvor hjælpsomt det er at have et rum, hvor den faglige og personlige udvkling er i fokus. Det rykker noget.

     

    Respekt og nærvær.

    Vi skal have en langt højere grad af respekt ind i vores samfund omkring dét at arbejde med børn og unge mennesker. Det er altså ikke bare noget "man gør". Jeg er helt med på, at man kun går ned af den pædagogiske vej, hvis der er en interesse for emnet, men der er også tung teori, som skal læses. Fordi der er SÅ meget forskning på området. Forskning, som fortæller en masse om, hvad der er vigtigt. Det skal man vide, hvis man gerne vil arbejde med børn & unge mennesker. 

    Nærvær er, for mig, fuldstændig synonymt med udvikling. Hvis ikke der er nærvær tilstede, så kan fundamentet ikke skabes. Og kan fundamentet ikke skabes, så udebliver udviklingen. Det går lige så meget hånd i hånd, som mælk på havregryn. Derfor er det også vigtigt, at pædagoger og lærere ved noget om, hvad de kan gøre for at træne den nærværende muskel i en hverdag som, for mange, kan være fyldt af gøremål. Det er vigtigt. 

    Min interesse for Mindfulness, nærvær, fordybelse og ro startede da jeg selv havde allermest brug for det. Det vidste jeg bare ikke dengang. Det kan jeg se nu. Som jeg skriver flere steder, så er det min drøm, at der på enhver institution i Danmark er uddannet fagpersonale, som kan lave Mindfulnessøvelser med børnene, og ikke mindst træne deres egen kontakt til deres egen kerne og indre. Fordi det virker. Jeg har set det 1000 gange, og mine uddannelsesdeltagere fortæller mig det samme.

    Det er ikke svært eller indviklet, men fagpersoner skal vide, hvad de laver. Det vil gavne både børnene og de voksne i en hverdag, hvor der kan være knald på. Vi kan ikke forlange noget af børn & unge, som vi ikke er villige til at gøre selv. Så hvis vi ønsker os mere RO på, så kræver det, at de voksne også er ROlige. 

    Jeg tror vitterligt på, at ro, nærvær og fordybelse kunne være nogle helt centrale og vigtige nøgler ind i en god og udviklende børnepædagogik. 

     

    Respekt omkring dem, som vælger anderledes. De er blot et spejl til dig og dine valg.

    Når jeg møder et menneske, som har truffet helt andre livsvalg end jeg selv, så bliver jeg altid nysgerrig på, hvorfor og hvordan. Når nogle vælger at gå hjemme med deres børn, så er det næsten som om, at de bor på en anden planet, eller er lidt underlige, og de nemmeste sætninger at fyre af er noget i retningen af: "Jamen, det er også kun muligt for dem, fordi X,Y eller Z" eller "Hendes mand tjener også pengene" eller noget i den retning. Det kunne jo også være, at de har truffet et bevidst valg med nøje øje for hvilke omkostninger, det måtte have, og øje for hvor meget, det giver i den anden ende.

    Flere og flere mærker et stik i maven, når de kigger ned over deres arbejdskalender, fordi det jo ufravigeligt er lig med at børnene er afsted lige så meget tid. Når så disse forældre stopper op, og vælger fra/til, så fortjener de faktisk, at vi respektere dem og spørger mere ind til, hvordan det er muligt. Så er dialogen igang - og dialog er afgørende for forandring.

    Vi skal tale mere og højere om vores valg. Vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved, hvordan alle vores skattekroner forvaltes. Vi skal op på barrikaderne, når noget skurrer i vores øjne eller rammer i vores hjerte. De bevægelser som er igang lige nu, i Danmark, er så værdifulde. Vi må aldrig stoppe med at stille spørgsmålstegn ved vores børns trivsel eller stoppe med at kræve positive muligheder for udvikling. De har fortjent det bedste.

     

    Pas på dit guld.

    Vid, at dybest set, så er der kun DIG til at vide, hvad der er bedst for dit barn. Ingen andre. Uanset om du vælger, at sætte dit barn i institution eller ej, så er det okay. Men det er også, som i HELT okay, at forlange noget kvalitet der, hvor du sætter dit barn hen hver dag. Det gælder nu, og senere i livet. Jeg har skrevet et indlæg omkring den danske skole - lidt i samme boldgade, og du kan læse det her:

     

    Hvordan går det med den danske folkeskole?

     

    Nu vil jeg slutte mit skriv.

    Lad mig vide, hvad det vækker i dig. Jeg vil elske at snakken fortsætter i kommentarsporet.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

     

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • De ensomme unge mennesker.

    torsdag 16. maj 2019
    ensomhed

    Om at føle sig udenfor fællesskabet.

     

    At føle sig forkert, og ikke som alle andre, er noget jeg møder oftere og oftere hos børn og unge mennesker. De føler sig ikke som en del af et fællesskab, og de oplever dem selv som værende meget alene. Det er ikke altid, at de føler sig ensomme, men alene.

     

    I går spurgte jeg et ungt menneske, som havde fundet vej til min stol: ”Fortæller du andre, at du har det sådan?” Svaret var, som ventet: ”Nej”. Hendes forældre, og jeg, er de eneste, som ved, at hun har det sådan. 

     

    Det kan være så utrolig svært at finde fodfæste i et socialt fællesskab, som kan være domineret af blandt andet de sociale medier. I mange flokke, når jeg ser rundt i gadebilledet, er fællesskabet udfordret af Iphonens magt. De fleste kigger ned i en skærm, imens de går ved siden af hinanden og griner. Uden øjenkontakt. 

     

    Det kan, blandt andet, være noget af udfordringen, når unge mennesker føler sig mere og mere isoleret i forhold til deres jævnaldrende.

     

    Jeg tror på, at vi skal være bedre til at italesætte forskelligheder.

     

    For eksempel det med at være indadvendt og udadvendt. Mange børn føler sig forkerte, fordi de har en udpræget indadvendt side, som ikke vægtes så højt i forhold dem, som larmer, griner højt, taler meget eller bare i det hele taget er meget på. Mange mennesker skal lige have lov til at tænke, før de taler. Det kan være, at der lige skal tages tilløb til at byde sig selv på banen, men det betyder ikke, at de ikke har lyst. 

     

    Hvad kan vi, voksne, gøre?

    Vi kan italesætte, sammen med vores børn og unge mennesker, at vi er forskellige. Vi kan opfordre til, at telefonen bliver i tasken, når de er sociale sammen. Vi kan italesætte forskelligheder, for eksempel dét med at være indadvendt og udadvendt, som en fremragende ting, fordi det betyder, at vi bliver mere fleksible i vores tækning, hvis vi lige er opmærksomme på dette – både i forhold til os selv og vores omverden.

     

    Vi kan også hjælpe med en accept af, at det er OK ikke at være som alle andre. Der er også en styrke i, at være helt, helt unik. Der er en styrke i, at stå fast selv og ikke lade sig påvirke for meget af, at der ikke er en åbenlys forbindelse. Der er en styrke i at kigge andre steder, måske efter andre fællesskaber end dem, som alle søger. Der er en styrke i, at lære at vende ryggen til det, som ikke fungerer. 

     

    Jeg tror på, at vi kan hjælpe meget mere. Jeg oplever, at det nogle steder er blevet så vanskeligt, at ensomheden er blevet en tro følgesvend. Hos flere og flere. Det kan være utrolig smertefuldt, og få betydning resten af livet. 

     

    Dét er noget af det, som jeg bliver en hjælper ind i. At få mennesker, børn, unge og voksne, til at stå stærkere i sig selv. Fordi dét er kraftfuldt. Det tiltrækker andre mennesker, som så kan få positiv betydning for følelsen af alenehed/ensomhed.

     

    Det var lidt strøtanker på en helt almindelig torsdag herfra Aarhus. Dette emne er så aktuelt for mange, så jeg håber at du vil dele det med alle, som du kan komme i tanke om, der kunne bruge mine ord til noget.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvordan har den danske skole det, set herfra?

    fredag 10. maj 2019
    web (1)

    Jeg har kigget et blogindlæg i sømmene.

    Èt af de mest læste herinde. Jeg har rettet lidt til, hist og pist. Det er et emne, som VIRKELIG er vigtigt. Både for dig og for mig. Fordi, vi alle (næsten) har børn i den danske folkeskole. Jeg vil SÅ gerne slå et slag for, at ALLE børn skal kunne trives i deres skolegang. De skal lære noget, de skal grine, de skal føle sig trygge, de skal føle sig vigtig og som en del af noget, der er større end dem selv. Og det er min kæphest fordi:

    Vi har simpelthen ikke råd til andet.

    Det koster kassen, når et barn ikke trives i skolen. Både social og fagligt. Det er selvfølgelig vigtigt, at barnet lærer det, som det skal, ifølge den danske lovgivning, men det er lige så vigtigt, at barnet kan stole på, at det kan gå i skole uden at skulle føle sig ked af det, mobbet, talt ned til og at der er tillid til stede imellem lærer/barn og lærere/forældre.

    Siden jeg kom hjem fra min juleferie har jeg mødt 3 (!) børn på én uge, som har det rigtig skidt i skolen. Faktisk er det ret så voldsomme ting, børnene møder i deres hverdag, at jeg har været lidt "blæst bagover" faktisk, i forhold til de ting jeg hører. Jeg har længe haft dette blogindlæg i mit hoved, men har ikke lige vidst, hvordan det skulle skrives. Det kan også være, at der vil forekomme lidt "hakken i maskineriet", men jeg prøver så godt, som jeg kan.

     

    Når jeg skriver, at det koster kassen, når et barn ikke trives, så mener jeg det på flere plan.

    At nogle børn ikke trives i skolen, måske endda ikke kommer i skole i en periode, må aflastes eller flytte skole, det koster noget for barnet/os alle på flere konti, blandt andre:

    Det koster noget for forældrene. Både en masse tanker, frustrationer og tristhed - men der kan også være noget tab af arbejdstid, som er en økonomisk belastning for forældrene.

    Det koster for lærerne. De skal sætte tid af til møder, opfølgningsmøder og sætte tid af til at få barnet med fagligt igen, når barnet er tilbage. 

    Det koster for skolen. Det kræver virkelig noget, at have børn, som ikke har det godt. Det kræver tid, tålmodighed, tillid og ikke mindst kræver det tid til at reflektere over hvorfor mon det er, som det er eller gået, som det er gået.

    Det koster ofte nogle kroner til behandling. Denne udgift afholder forældre ofte, men indimellem så er de heldige, at de har en sundhedsforsikring, som kan dække. Så kan man sige, at vi bare kaster udgiften videre til dem.

    Det koster på den lange bane. For barnet. Ofte sætter denne slags mistrivsel i skolen sig som noget man indimellem/ofte må deale med, som voksen. Jeg har ikke tal på, hvor mange voksne jeg har/har haft siddende i mit terapirum, hvor traumerne er sket i skoletiden. Det er ikke få, kan jeg godt afsløre.

    Jeg har nogengange haft den her tanke: "Det var også dengang, og heldigvis er vi klogere i dag"....

     

    Jeg må sige, at det ikke virker sådan.

    Mange børn er udfordret på at gå i skole. I dag. Mange børn er kede af det, oplever ikke sig mødt/taget alvorligt og mange drømme slukkes for dem. Jeg har den seneste uge mødt 3 børn/unge, som ikke har tillid til at skolen vil dem det bedste. 

    Det er et problem. Sådan helt grundlæggende et stort problem, faktisk.

    Jeg møder selvfølgelig kun dem, hvor der er brug for hjælp, men jeg synes, at billedet bliver mere og mere tydeligt for mig, nemlig: For få ressourcer til at styrke børns fællesskaber og tage ordentlig hånd om det, der kan være svært for det enkelte barn. 

    Barnet, når det går i skole hver dag, er en del af noget, som er større end det enkelte barn. Barnet indgår i et system, som enten kan være sundt eller usundt. Med det mener jeg, at barnet kan møde lærere, som er mere eller mindre stresset eller barnet kan være under en ledelse, som er mere eller mindre i balance. Det smitter altsammen i et system. 

    Barnet kan, hjemme, også være en del af et mere eller mindre sundt system.  I hjemmet kan der også være knappe ressourcer af forskellige årsager. Det hele hænger sammen i et stort kludetæppe.

    Vi har et ansvar, allesammen.

    Vi er alle en del af noget. Vi er alle en del af et samfund, hvor vi har accepteret (mere eller mindre bevidst), at vores skolesystem bliver mere og mere gennemsyret af stress og mangeltilstande. Lærerne mangler supervision og ikke mindst tid til at løse deres kerneopgave, som i min optik er: At danne nogle børn til at indgå i det større fællesskab, som er vores allesammens - altså både dit og mit fællesskab.

    Det kan ikke være meningen, at jeg skal møde flere og flere børn, som ikke trives i skolen. Som er så kede af det, at de faktisk indimellem ikke kan komme i skolen. Det må og skal ikke være meningen med det hele. Det er simpelthen for dyrt. For os alle.

     

    Løsningen?

    Uha - det er jo lidt som at stikke en hånd ned i en hvepserede. Jeg har ikke det gyldne svar, men jeg vil prøve at se på noget af det, som jeg har set virke:

    • Lærerne får supervision. Det burde indgå som en naturlig del af dét, at arbejde med mennesker. Jeg superviserer på skoler. Det virker! Det virker både som en ventil, men også som opkvalificering af deres faglige arbejde - og personlige udvikling.

     

    • Der er en tydelighed fra ledelsen omkring værdier. Ikke kun på et papir, men at det udleves i den virkelige verden. Det man siger, man gør er også det, man gør. Både i hverdagen, men også når lokummet brænder.

     

    • At forældre taler sammen. Som i: Ringer til hinanden, når der er en kurre på tråden. Ikke skrive sms´er eller på forældreintra.

     

    • At forældre sætter nogle børn i skolen, som er klar til det. Både hvad angår søvn og kost.

     

    • At vi har tillid til en hel gruppe af mennesker her, som faktisk varetager den mest vigtige opgave i vores samfund, nemlig: At danne vores børn & unge mennesker. Og gruppen, jeg taler om er naturligvis: Lærerne. Jeg stiller mig undrende overfor deres forberedelsestid, ja.... TID i det hele taget. Skal vi ikke bare alle give håndslag på, at vi har tillid til at de ikke snyder os med deres tid?

     

    • At der sker en ændring i den måde vi anskuer lærerjobbet på. Jeg tror faktisk, at mange ville løbe skrigende væk fra jobbet. I stedet se det som en ENORM vigtig grundsten i vores dannelse: At gå i skole. At blive undervist af nogle passionerede lærer, som har tid, ro og ikke mindst vores tillid til, at de laver den bedst mulige undervisning. Men det skal de have noget fordybelsestid til.

     

    • At vi IKKE drejer hovedet, og kigger den anden vej, når der er et barn, som ikke trives. Det må og skal vi tage hånd om. Det kan ikke være rimeligt andet. Det er koster kassen, når vi ikke tager hånd om det. Det kan være alt fra at gå hen og spørge barnet "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" til at kontakte klasselæreren og fortælle, hvad du har observeret.

     

    • At alle tager deres ansvar alvorligt, når der sker en krise. Det er helt OK, at man kan stå i situationer, hvor man bliver udfordret - måske kan det være første gang, man prøver lige netop det. Men der er ikke noget, som skal tysses ned eller på anden måde ikke italesættes, hvis der sker noget, som kan være traumatisk. Det kan være både stort og småt. 

     

    • Vi er alle forskellige. Hvad du synes er en lille ting kan være stort for en anden. Netop derfor er det så vigtigt, at der tages hånd om det, som kan fylde.

     

    ... Det har nogle af mine tanker... 

    Jeg véd, at der er SÅ mange facetter til dette. Jeg ved, at mange måske ikke vil være enige eller have mere at tilføje og det er bare så meget OK. Det er en debat, som vi trænger til at tage, nemlig: 

    Hvorfor er der så mange børn, der ikke trives i verdens dyreste skole? I verdens dyreste samfund? 

    Det MÅ og SKAL vi gøre anderledes. Og det starter med DU & JEG.

     

    God fredag til dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • 10 facts om mig, som du måske (ikke) vidste...

    mandag 6. maj 2019
    web (3)

    Velkommen til alle nye…

     

    Der er så mange nye læsere på bloggen. Allerførst vil jeg starte med at sige: VELKOMMEN. Uden jer, ingen blog Så tak fordi, at du bruger din tid her hos mig.

     

    Jeg er klar over, at jeg er i skarp konkurrence med mange andre, som også gerne vil have noget af din tid. Så jeg vil forsøge, at gøre det kort og præcist. Jeg kiggede tilbage i de sidste mange, mange indlæg og jeg kan se, at det er længe siden, jeg har præsenteret mig selv. Det vil jeg lave om på her.

     

    Tiden går, og ting sker. Alt er i bevægelse og jeg udvikler mig også. Så jeg vil komme med lidt (måske) interessante facts omkring mig. På den måde kan du få et nærmere indblik i hvem jeg er og hvad jeg godt kan lide. 

     

    10 facts om mig, som du måske (ikke) vidste:

     

    1. Jeg er gift med Thyge, og sammen har vi to ret så store drenge. Vi var ret så unge, da vi gik ned af kirkegulvet sammen, og vi har derfor lige fejret vores kobberbryllup. Det fejrede vi med et brag af en fest, som vi aldrig vil glemme.

     

    2. Jeg er barn af to hårdtarbejdende mennesker, som har lært mig en masse om, at der kun er mig selv til at rykke på mine drømme og at hårdt arbejde betaler sig. Jeg har taget det bedste med fra den tankegang (altså at hårdt arbejde betaler sig), men jeg tror ikke længere på, at du skal YDE før du kan NYDE. Jeg tror ikke på, at livet skal være hårdt. Men jeg elsker ideen om, at jeg selv er arkitekt i mit eget liv og dét vil vi gerne give videre til vores børn.

     

    3. Noget, som jeg tager afstand fra er: Nærighed. Jeg elsker, når alle giver ud af dem selv og ikke er smålige eller nøjeregnende. Jeg HADER millimeterafregning. Jeg tror på, at den som giver mest, får mest i dette liv. 

     

    4. Jeg ELSKER at nørde mit fag. Jeg har altid gang i at læse en fagbog, skrive noget eller være på en uddannelse. I øjeblikket er jeg i gang med at uddanne mig til Metalog, og jeg tror aldrig, at jeg stopper med at være i bevægelse på den måde. Så… Bare kald mig en nørd. "Hvad er Metalog?" tænker du måske? Du kan læse om uddannelsen her, og jeg kan på det varmeste anbefale den: Metalog.

     

    5. Jeg bliver kvalt i relationer, som kun tager og tager, og som ikke giver noget igen. Efterhånden, som jeg er blevet ældre, så er jeg også blevet ret så selektiv med, hvem jeg bruger min tid med. Det er gået op for mig (måske ret sent i livet), at tiden er min knappe ressource, og faktisk er det mig, som bestemmer, hvem der skal være forbruger af den tid. 

     

    6. Jeg går ret lang for de mennesker, som jeg elsker og holder af. Fordi, det betyder noget for mig.  Jeg investerer meget energi, tid og opmærksomhed i de relationer, som har en særlig betydning og som jeg slet ikke kunne forestille mig at leve uden. Jeg tror på, at det du putter ind i dine relationer får du igen. Du skal ikke kun forbruge dine relationer, når der er krise, men også dyrke dem, når der er rolige vande. 

     

    7. Det har altid været min drøm at blive psykolog. Men det var en meget kringlet vej, fordi jeg ikke var dygtig nok til at komme ind på kvote 1. Du kan læse om min vej til psykologistudiet her: Min kringlede vej til psykologistudiet.

     

    8. Vi rejser meget, ud i den store dejlige verden. Jeg ser det nærmest som en pligt at vise vores drenge noget af verden. Det hele blev kickstartet for nogle år tilbage, hvor vi tog orlov og tog drengene med til Thailand i to måneder. Det har affødt en lavine af rejser lige siden. Det er ret så meget dét, vi bruger vores tid og penge på. Jeg er næsten lige kommet hjem fra Cuba, og vi sidder og planlægger en tur til Budapest og Porto. Vi elsker det, og vi elsker at vise drengene forskellige hjørner af verden, som giver et større udsyn og en større forståelse af andre kulturer og religioner. Det er vigtigt for mig, at vores drenge føler sig som verdensborgere og ikke kun som en del af et lille lukket samfund, som Danmark kan blive.

     

    9. Jeg er MEGET distræt. Jeg bliver så let afledt. Jeg plejer, at sige: ”Jeg var lige optaget af noget andet”…Men den køber min kære mand ikke altid. 

     

    10. Jeg har to bøger i hovedet, som jeg gerne vil skrive. En roman og en fagbog. En dag, når sol og måne står i de rette positioner, så rykker jeg på drømmen. Jeg har taget tilløb mange gange, men har måttet udskyde projektet. Måske på grund af nr. 9 ;)

     

     

    Måske var der noget, som du ikke vidste omkring mig?

    Måske var noget OLD news. Uanset hvad, så var det min måde at byde alle nye velkommen. Jeg er meget taknemmelig over, at du har valgt at bruge tiden sammen med mig. Jeg håber, at jeg kan inspirere dig og vil glæde mig over at være i dialog med dig.

     

    De kærligste hilsner

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked