Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Du skal dø.

    fredag 23. november 2018
    indadvendt

    Vi skal alle dø.

    Jeg så denne udsendelse i går: mens døden skiller os ad.

    Tårerne trillede ned af mine kinder.

    Jeg var fyldt af alle mulige slags følelser. Både irritation, omsorg, angst og ikke mindst så fyldte ordet: Mod en hel masse indeni mig. Jeg følte også ydmyghed over, at der er nogle mennesker, som vil vise de knap så fede sider af livet. Det er jeg virkelig taknemmelig over. Så tak til dig, dit modige menneske. Jeg ønsker mig sådan, at der kommer flere af denne slags. Denne slags udsendelser, som kan få vores pyntede glansbilleder til at krakelere lidt.

    Udsendelsen fik mig til at tænke på døden. Ja, og på livet.

    Døden er en underlig størrelse. Det er det eneste sikre, som vi ved, der skal ske her i livet. Vi skal dø. Alle sammen. Du og jeg. Det eneste, der er sikkert er bare, at vi ikke aner hvornår. Det kan være i morgen, det kan være om 20 år eller 100 år.

    Jeg tror på, at vi skal blive bedre til at tale om døden. Ja, også om livet. Sådan helt generelt. Fordi, for hver dag vi har i livet, jo nærmere kommer vi døden. Så hvordan er vores liv? Kan vi være i dem, og nærer vores liv os? Der er så mange, som aldrig stiller sig selv disse spørgsmål. Jeg tror på, at vi skal blive bedre til det.

     

    Som Steve Jobs sagde:

    ”Remembering that you are going to die, is the best way I know to avoid the trap of thinking you have something to lose. You are already naked. There is no reason not to follow your heart”

     

    Jeg elsker det citat. Det minder mig sådan om at jeg lever. Nu. Lige her.

     

    Hvor ofte tænker du på, at livet er lige nu?

    Hvis nu, at du tog dig tid til at tænke på det, var der så noget, som du gerne ville gøre eller handle på? Det kan være i alle aspekter af livet, som fx:

     

    -       Få sagt undskyld til én, du har kær.

    -       Få redet tingene ud i den konflikt, som du står i.

    -       Rejse ud i verden og se, hvad den har at byde på?

    -       Se flere af de mennesker, som du godt kan lide?

    -       Være mere sammen med dine børn?

    -       Arbejde mindre, så du får tid til det, som du gerne vil?

    -       Få styr på din økonomi.

    -       Klarlægge dine livsværdier, så det hele står klart for dig?

     

    Det er ikke uvæsentligt at stoppe op indimellem, og spørge dig selv: ”Hvis nu jeg fortsætter ned af denne vej, hvor bringer den mig så hen om 1 måned, 1 år eller 10 år” – og kan jeg lide det, som jeg bliver fyldt af, når jeg tænker på det?”

     

    Vi når det alle, når tiden er inde og på den tid, det tager.

    Altså at dø... Magtesløsheden over dette smertelige faktum, kan betyde at vi kan komme til at presse alt for meget ned i det her kære liv. Vi prøver at tage kontrol over alt, simpelthen – måske for at føle, at vi så har magten. Men når alt kommer til alt, så er det faktisk ude af vores hænder. Det kan da virkelig også være vældig angstprovokerende, fordi vi skal give slip på nogle forestillinger om, at vi ved alt. Vi ved faktisk ingenting om lige netop dét.

    Mind dig selv om, at du skal dø.

    Så ofte, som muligt. Fordi, at det tvinger dig i højere og højere grad til at leve et meningsfuldt liv og leve det fuldt ud. I Buddhismen er døden noget, som man øver sig på hver dag af netop denne ene grund:

    At blive mindet om, at livet er NU - og derfor kan livet lige så godt blive meningsfuldt.

     

    Det er ikke alt, som kan vente til i morgen, næste år eller når ungerne er flyttet hjemmefra.

     

    … Fortsættes….

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Børn og bæredygtighed?

    tirsdag 13. november 2018
    strong children

    Det er nok ikke gået mange menneskers næse forbi, at netop dette emne er jeg meget optaget af.

    Hvordan skaber vi mere bæredygtighed, i børnehøjde?

    Det gør vi ved at starte ved os selv. Vi voksne skal lære at være. Bare være. Her. Lige nu. I dette åndedrag. Prøv at spørg dig selv:”Er jeg her lige nu?” eller spørg dig selv: "Hvor stresset er jeg lige nu?" Hvis du ikke er her, eller er max stresset, hvad får dig så til at tro, at dine børn er her? Børn er de fineste spejle på os. Så kig på dem og få svaret på, om du er her - eller om du er tusindvis af andre steder.

    For nogen tid siden var jeg i Nyborg. Der hørte jeg Richard Davidson tale om Mindfulness og børn/unge – med forskning som baggrund for oplægget. Der er lavet forskning som viser, at når der investeres 1 dollar i børnenes evner til at træne: Empati, nærvær, ro og ikke mindst Mindfulness, så kommer det 7 gange igen – senere i livet. Der er simpelthen mindre kriminalitet og misbrug. I USA har de Kindness (venligheds) skoler. Her trænes, de førbeskrevne evner, HVER dag med vildt gode resultater. Det er f..... spændende. Det er så simpelt.

    Der skal ikke investeres flere millioner i fx computere, Ipads eller andet godt IT stof. Næ – der skal investeres TID til nærvær, ro og fokus. Det er MÅ og SKAL simpelthen være vejen frem.

    Jeg arbejder benhårdt på, at budskabet bliver spredt.

    Jeg er ude og undervise i børnehaver, på skoler, i SFO´er og på universiteterne med budskabet: Bevidst nærvær. Oplægene har naturligvis forskellige vinkler, alt afhængig af modtageren. Men jeg tror virkelig på, at hvis vi kan komme helt ned i børnehøjde, og arbejde med Mindfulness, så får nogle mere bæredygtige børn og unge mennesker. Bæredygtighed, som holder igennem hele livet.

    Når jeg er ude, så fortæller jeg meget mere om ALT det, jeg ved. Både i forhold til forskning, børns psykologiske udvikling og hvordan du, som voksen, kan få mere nærvær ind i livet - både i dit eget liv og i det liv, du har med børn og unge mennesker.

    Så tøv ikke med at kontakte mig, hvis du synes at din institution/arbejdsplads kunne bruge et oplæg omkring temaet: Nærvær. Jeg tager land og rige rundt - med glæde.

    Er det noget andet, du mangler?

    • Kalder uddannelsen?
    • Kunne du tænke dig at få flere faglige ben at stå på?
    • Er viden og forskning vigtig for dig?
    • Kunne du tænke dit et fagligt fordybende rum, hvor du kan gå i dybden med emnet?
    • Er konfliktniveauet for højt? Enten hjemme eller på din arbejdsplads?
    • Hvor er fordybelse, fokus, ro og nærværet i dit eget liv?
    • Trænger du (også) til et fokus på dig og din egen personlige udvikling?
    • Driver du en selvstændig forretning, og kunne du tænke dig at tilbyde forløb med Mindfulness som en del af din forretning?

    Jamen, så er det nu.

    Mindfulness for Børn - Mentoruddannelsen er åben for tilmeldinger. Du sparer lige nu, og frem til 1. december, en MASSE penge på din tilmelding (helt konkret 5000 kr.).

    Uddannelsen er helt unik. Der findes ikke nogen uddannelse, i Danmark, som kommer i nærheden af at kunne det samme. Hverken fagligt eller personligt.

    Uddannelsen forandrer liv. 

    Jeg er blown away i forhold til den transformation deltagerne kommer på uddannelsen. 

    Jeg bliver så glad ved tanken om, at deltagerne går hjem og øver sig. Primært på sig selv og derefter på børnene. Det hele spreder sig som ringe i vandet. Det er en helt igennem fantastisk følelse, og jeg NYDER hvert minut. 

    Mindfulness for børn - Mentoruddannelsen.

    Jeg glæder mig til at se, hvilket hold der samler sig. Jeg er bare selv så stor fan af det, som jeg har skabt og tror på, at det er meget værdifuldt for dig, og de mennesker som er omkring dig, at du er med på denne uddannelse.

    Hvad siger andre?

    Det er altid rart at høre fra andre, som har deltaget på uddannelsen. Sådan har jeg det selv, når jeg skal lave en stor investering i mig selv og min egen vidensbank.

    Derfor får du her noget af Dorthes feedback til mig. Både noget om, hvordan hun tog beslutningen og noget om mig som formidler. Dorthe er en pisse sej plejemor på Fyn. Hun er et utroligt dygtigt menneske med et hjerte af guld. Hun brænder virkelig for at gøre en forskel for børn.

    Dorthe var med på hold 5.

    Hvordan tog du beslutningen om at deltage på uddannelsen?
    "Jeg lyttede til min mavefornemmelse. Jeg synes godt om at vi ikke skulle være så mange på holdet. Kunne mærke det kaldte på mig. Helheden af uddannelsen. Det kunne jeg ikke finde andre steder. Jeg ville gerne dygtiggøre mig indenfor mit fag. Min mand støttede mig i min beslutning, vi fandt pengene til det. Efter snakke med dig i telefonen vidste jeg, at det var det rigtige for mig."

    Hvad synes du, der har været mest spændende?
    "Det der har været mest spændende for mig har været oplevelsen af selve øvelserne - at jeg har mærket hvad de har gjort ved mig. 
    Jeg har via mit job som plejemor været på mange kurser med forskellige temaer vedr omsorgssvigtede børn. Det har været spændende at tænke Mindfulness ind i deres verden."


    Hvad synes du om mig som formidler?
    "Ord om dig: sød, ligetil, kæmpe viden, dygtig, rummelig, et dejligt roligt og behageligt menneske, man føler sig tryg, formidler i et forståeligt sprog, man mærker du brænder for det, dejligt du deler meget fra dig selv... FANTASTISK !
    Jeg GLÆDER mig til vi ses igen ❤️.
    Det har faktisk været mega hårdt at sige farvel!"


    Åh! Mit hjerte smelter sgu lidt.
    Jeg bliver bare så glad og stolt over sådan en feedback. Så... Måske kan det hjælpe med at skubbe til dine drømme? Er det NU, at du skal med? Jeg ved ikke, om der kommer et hold 6. Så hvis det kalder det mindste, så kom med.

    Skab en god tirsdag for dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • De smukke unge mennesker.

    onsdag 7. november 2018
    web (7)

    Jeg gerne vil have, at vores yngre generation skal have det nemmere med livet - og de valg, som de skal træffe.

    Jeg mener at mange, i den yngre generation, kæmper med for komplicerede udfordringer for tidligt i livet. Mange kæmper for en plads i flokken - eller bare for at have en berettigelse. Jeg synes, at de skal træffe tidlige valg, som de måske slet, slet ikke er klar til. Jeg synes, at de bliver målt og vejet alt for tidligt i deres liv. Denne målen og vejen sætter sine spor. Både spor i deres selvværd og i deres selvtillid. De skal tage stilling til SÅ mange ting meget, meget tidligt i livet. En del oplever stor frustration fordi: Hvad nu hvis de vælger forkert?

    Jeg ved også godt, at jeg primært møder de unge mennesker, som virkelig har det besværligt med noget af det ovenstående, så det modsatte findes. Det er jeg klar over.

    De gør det faktisk SÅ godt.

    Jeg kan ikke mindes, at jeg selv har været så målrettet og dedikeret så tidligt i mit liv, som mange unge mennesker er i dag. Helt ned til 7.-8. klasse møder jeg unge mennesker, som ved hvad de vil. De gør det, de skal. De holder snuden i sporet, og de slingrer ikke i valsen. Indmellem, så kunne jeg unde dem et ordentligt slinger i valsen, bare for at de kan se, hvad der sker, når man træder ved siden af det fremlagte spor. 

    Vi ved, at hjernen ikke er færdigudviklet før i tyverne. Derfor synes jeg, at det er helt vildt, at man allerede i starten af 8. klasse skal gå til "uddannelses-parate-samtaler".  Tænk engang - de har ikke engang brugt deres konfirmationspenge, og så skal de til at tage stilling til, hvad der skal ske om nogle år. Nogle år, hvor de er i FULD udvikling. Deres hjerne arbejder på højtryk. Deres hormoner raser derudaf. De tænker ikke specielt meget længere end til næste fodboldtræning. 

    De piver ikke.

    De gør det, som de skal. De skriver sig på lister, og gør sig klar til at besøge diverse videregående instititutioner. Men det trænger ikke specielt meget ind. Både fordi, at der er så længe til, og fordi de er optaget af tusindvis af andre ting. 

    Jeg ved godt, at mange tiltag er gjort i en god mening. De er gjort for at forberede de unge mennesker på, hvad der skal ske. Udfordringen ligger i, at det allerede dér kan få nogle af vores unge mennesker til at blive nervøse for om de vælger forkert. Mange bliver usikre, fordi det får en tone af, at "det har betydning for resten af dit liv". Det er dét, som alle ikke er rustet til. Denne "det har stor betydning" tankegang kan være ødelæggende for nogle.

    I øjeblikket oplever jeg, at unge mennesker helt ned i 7. klasse oplever uro på grund af ovenstående. Fordi, at de voksne omkring dem, begynder at tale om, hvad der skal ske om 2 - 3 år. Prøv at spørg dig selv om det. Det er altså ikke specialt mange mennesker, som ved, hvilke valg de skal træffe om 2-3 år. 

    Selvfølgelig skal der være nogle forberedende tiltag til vores unge generation.

    Det er jeg helt med på. Det er fedt, at de får øjenene op for, at man kan andet end at gå på gymnasiet eller handelsskolen. Det var det ene valg, vi blev stillet overfor, da jeg/vi skulle vælge dengang. Iøvrigt et valg, som vi blev bedt om, at tage stilling til ca. et halvt år før vi skulle begynde. Det betød, at vi kunne få lov til at være i det, som vi var i. På en anden måde.

    Man kan også tage fejl. Det er ikke alt man ved, når man er 13 eller 14 år gammel. Det er ikke alt, som lykkes på de skinner, som der er lagt ud. Det kan være, at man må vælge om. Det kan være, at man må have et år mere fri eller på en efterskole. Det kan være, at man skal ud og se noget af verden. Det er kun godt hvis vi, tidligt i livet, lærer noget om, at det hele ikke altid kører på de berømte skinner. Indimellem, så falder vi af og må finde en ny vej. 

    Indimellem er man bare forvirret. Indimellem, så ved man ikke noget som helst. Indimellem, så har man bare lyst til, at andre skal tage over. Indimellem, så har man bare lyst til at være lille, og ikke tænke på, hvad der skal ske om nogle år. 

    Faktisk kan man tage grueligt fejl. Faktisk kan man vælge komplet forkert, og befinde sig i en situation, hvor man må smide håndklædet i ringet og starte forfra. Nulstille.

    Det håber jeg også, at alle de kloge folk taler med vores guldklumper om...

     

     

     

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Er du en hjælper? Men glemmer dig selv?

    onsdag 31. oktober 2018
    web (3)

    "Gid hun bare lige ville gøre sådan eller sådan, så ville hun blive glad" eller "Hvorfor kan han ikke se, at det han har gang i, ikke virker" eller "Hvordan kan det blive ved med at være så svært for ham - det er SÅ åbenlyst, at hvis han taber sig, så får han det bedre".

    Kan du genkende nogle af disse sætninger? Eller måske variationer af dem...

    Mange af os har nemlig super mange projekter på andres vegne. Af mange forskellige årsager. Primært, fordi vi elsker de mennesker, som vi gerne ser får det bedre. Men også fordi, når vi er optaget af projekter på andres vegne, så fjernes fokus fra os selv.

    Det sker selvfølgelig helt ubevidst. 

    Når du får lyst til at gå over i andre, og forandre deres liv eller give dem 10 gode råd med på vejen, så prøv at stop op, og spørg dig selv: "Hvad kunne jeg have brug for at give mig selv, lige nu?" Måske trænger du i virkeligheden til at give dig selv opmærksomhed eller omsorg?

    Når jeg forsøger at få dig til at vende blikket indad, så handler det om, at DU ikke er i stand til at ændre andres mønstre her i livet. Grunden til, at vi mennesker, gør som vi gør, er der ofte mange gode grunde til. Mange af grundene ligger som ubevidste lag i psyken, og som du ikke lige kan fikse. Det skal vedkommende selv have lyst til at blive klogere på (og handle på).

    Vi alle går rundt med vores egne mentale kufferter. Vi ved reelt ikke, hvad der er i andres kufferter. 

    Det skal vi hver især deale med. Lyst til forandring skal komme indefra. Ellers bliver det lidt ligesom at smøre glasur på en lort (på et tidspunkt begynder den at lugte!)...og den langvarige forandring udebliver alligevel.

    Så brug din energi på dét, som giver DIG noget. Lyt og vær der for de mennesker, som har brug for det. Men bid dig selv i tungen, når behovet for at give 10 gode råd opstår. 

    Spørg dig selv i stedet: "Hvad kunne jeg have brug for lige nu?"

    Skab en god onsdag for dig selv, og dem som er allertættest på dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvad sker der, når vores børn ikke bliver set af os?

    mandag 8. oktober 2018
    Hvad sker der i Mindfulness forløbet med børnene?

    Allerførst, så vil jeg spørge dig: Hvad sker der med dig, hvis du ikke føler dig mødt, hørt eller set?

    Det føles knap så rart, ikke sandt? Nogle mennesker får ondt i maven, andre bliver kede af det og nogle bliver vrede og reagerer udad, såom at slå eller sparke. Akkurat som det også er med børn.

    Faktisk viser det sig, at vi taler sødere og er mere overbærende med en ny kollega på vores arbejdsplads end mange er overfor deres børn. Fordi vores kollega skal jo lige lære de nye rutiner at kende. Det samme skal vores børn. De lærer konstant, og vi er deres ultimative rollemodeller. Så hvis det er almindeligt at råbe af hinanden - jamen, så er det dét, de lærer. Eller, er det almindeligt at udvise omsorg - så er det dét, de lærer.

    Vi voksne har uendelig meget magt (måske er magt ikke det rigtige ord, men i mangel af bedre) over vores børn. Den kan vi så forvalte på forskellig vis. Hvordan vi gør, handler om mange ting, men éen ting som jeg synes er vigtig, er:

    Er der mon en lighed imellem den måde du henvender dig til dit barn og dig selv? 

    Mange gange er der et såret lille barn indeni dig, som trænger til uendelig meget opmærksomhed og kærlighed. I stedet overhører du dig selv, og råber af dig selv, indeni. På en rigtig ukærlig måde. 

    Jeg plejer at sige: Vi kan ikke give noget til vores børn, som vi ikke er villige til at give til os selv.

    Faktisk ligger der et stykke arbejde foran dig, hvis du konstant render rundt med dårlig samvittighed i forhold til, at nu fik du råbt igen eller var ukærlig igen. Det er et vigtigt og ansvarsfyldt arbejde. Jeg bøjer mig i støvet for de mennesker, som jeg møder, der rent faktisk har modet og lysten til at tage "den såkaldte ske" i den anden hånd. For det kræver noget indsigt, bevidsthed og egenomsorg. 

    Vi kan alle plumpe i med begge ben, men jo mere bevidsthed vi har, og jo mere vi kender os selv - jo nemmere er det at møde vores børn i, at det der lige skete ikke var OK.

    Hvordan gør du?

    Der er mange ting, som du kan gøre. Men i første omgang, så kræver det du pudser brillerne, og får et realistisk blik på dig selv. Alle forældre gør det bedste, de kan. Med den energi, tid og det overskud, som de har. Derfor vil det være et oplagt sted at kigge først, nemlig: Hvor presset er du? Har du for meget om ørerne? Er kalenderen proppet? Er du presset på flere leder og kanter?

    Start der. Skab luft. Skab plads til dig. Træk vejret. 

    Lav nogle aftaler med dig selv omkring din hverdag. Når du skal en nærværende forælder, så kræver det at din egen mentale kop er fyldt op, fordi det er det overskydende, du kan give af. 

    Sig undskyld til dit barn. Undskyld for, at du ikke har været den version af dig selv, som du gerne vil være. Og at du nu øver dig på at gøre andre, gode, ting for dig selv og dit barn. 

    Dit barn kan ikke tage ansvar for alt det, som du går og laver.

    Dit barn kan ikke tage ansvaret for økonomi, huslån, billån eller dit presset arbejdsliv. Faktisk er dit barn mest optaget af at være sammen med dig, og at du har det godt. Dit barn kan ikke tage ansvaret for, at du ikke passer på dig selv. Det kan kun du. Så alting starter med dig. Så, som du læser disse linjer, så prøv at spørg dig selv: "Hvad vil jeg gerne skabe"? "Hvilken hverdag vil jeg gerne have at mit barn vokser op i?" og sidst men ikke mindst "Når jeg står om 6 mdr., og kigger tilbage til nu, hvad har jeg så fået handlet på?"

    Det skal blive vigtigt for dig. 

    God mandag.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvem bestemmer egentlig over tiden?

    fredag 5. oktober 2018
    Nytår 2015

    Billedet er taget på en strand i Hua Hin, Thailand. Nytårsaften, hvor året skiftede til 2015. 

    Det er nu snart 3 år siden. Lige om lidt er det jul endnu engang. Det plejer at være sådan en god reminder, til mig, om at nu er endnu et år snart gået, og er jeg der, hvor jeg gerne vil være?

    Hvad får du tiden til at gå med?

    Èn af mine deltagere på min uddannelse kastede et spørgsmål op i luften: "Hvem bestemmer egentlig over tiden?". Det har siden summet i mit hoved. For hvem gør egentlig det?

    Vi tror ofte, at det er fx: Vores arbejde, vores børn, madpakkerne, økonomien eller noget helt femte, som bestemmer. Men hvis du lige lukker øjnene og mærker efter - er det så sandt? Jeg er ikke blåøjet og naiv. Jeg er godt med på, at dit job skal passes - og det samme skal børnene og madpakkerne. MEN du bestemmer jo i bund og grund på hvad, og ikke mindst hvordan du bruger den tid, du har fået på denne jord. Der er mange måder at smøre madpakker på og ikke mindst: Der er mange måder at gå på arbejde på.

    I min optik handler det mere om, at tviste det og få følelsen over på, at det OS SELV, der bestemmer over vores tid. 

    Prøv at læg mærke til, hvor mange lister du laver over ting, du skal nå. Prøv så at gem dem væk, for en tid. I stedet, så lav og gør det, som du bare véd skal gøres - det behøver du garanteret ikke en liste for at huske?! Men prøv at gøre tingene med nærvær. Med nærvær mener jeg: Prøv at være med i det, som du laver. Fx smør madpakkerne og læg mærke til, hvad du rent faktisk putter på rugbrødet eller prøv rent faktisk at læse dine mails og se, hvad der står. Eller, når du handler, så prøv at være med i Føtex - med hele dig. Du vil opleve, at alt det du går og laver, tager kortere tid, hvis du har dig selv med.

    Dernæst, så gør mere af det, som DU har LYST til. Også selvom det bare er 5 minutter. 

    Alt det her handler om, at du får en følelser af, at du er ansvarlig i dit eget liv. Det er ikke tiden, der er ansvarlig for, om du når og gør det, som du gerne vil. Det er dig.

    God weekend til dig. 

    Der er nu små tre uger til min rabat, på uddannelsen, udløber. Så skal du med på hold 5 og spare en masse penge? Så læs med her:

    Danmarks unikke uddannelse indenfor Mindfulness.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Forbliver dine drømme bare drømme?

    fredag 28. september 2018
    til blog

    Dem, der kender mig vil fortælle dig, at jeg er en drømmer. Jeg lader mig sjældent begrænse. Hvis nogen siger: ”Jamen, det kan da ikke lade sig gøre eller man kan jo ikke få det hele”, så ser jeg nærmest rødt. Nogen vil kalde mig naiv indimellem. Jeg har før skrevet om emnet her:

    Drømmene - hvad gør du ved dem?

    Jeg tror på, at alt er muligt. Ja, det mener jeg faktisk! I dag læste jeg en update på Facebook, som lyder nogenlunde i retningen af:

    “Nogle af de mest givende mennesker, jeg kender, er dem, som har handlet på deres livsdrøm, vel vidende at de ikke er perfekte, at de er mennesker med fejl og mangler”.

    Ofte så tror vi, at vi først kan indfri en drøm når: Ungerne er store og flyttet hjemmefra, vi har penge nok på kontoen eller når vi har tabt 10 kilo. Det er så vildt, hvad vi går og fortæller os selv. Det eneste, der sker er, at vi føler os uforløste.

    Jeg er ikke perfekt.

    Slet ikke (heldigvis!). Men jeg drømmer, og jeg handler jeg på dem. Nogle gange lever drømmen lidt videre i mig, indtil jeg finder ud af, hvad den betyder for mig. Jeg deler alle mine drømme, især med min mand, og han lytter! Han siger ikke altid så meget, for han kender mig. Jeg skal have lov. Hvis jeg gerne vil rykke mig fagligt, så bruger jeg også mit faglige netværk. Nogen, som kan hjælpe mig med at se klart. 

    Jeg finder det utrolig inspirerende at være sammen med mennesker, som tør drømme. Jeg elsker, når folk tør fortælle mig, hvad de inderst inde brænder for at føre ud i livet. For det er først, når det bliver reflektereret ude i verden, at vi kan mærke, hvad det egentlig betyder - for os selv. Når vi bare går med det hele indeni, så kan det ofte føles enten:

    Ligegyldigt eller ikke vigtigt nok.

    Men når vi giver os selv lov til at sige det hele højt, så kan der pludselig ske noget andet. Fordi verden respondere på drømmen!

    Giver du sig selv plads til drømmene?

    Jeg ønsker dig en dejlig fredag.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    HUSK: Der er ved at være deadline på mine foredrag. På søndag starter det hele. Læs mere her:

    Nærværet, hvor blev det af?

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det her skal du IKKE sige til én, som er sygemeldt med stress...

    onsdag 26. september 2018
    stress (3)

    Det her skal du ikke sige til én, der har stress.

    45.000 mennesker er sygemeldt med stress. Hver dag. Det er dem, vi har registreret - og så er der alle dem, som går på arbejde med ondt i maven!

    Det er et meget højt og skræmmende tal.

    Det eneste gode, ved det tal, er at du ikke er alene. Der er mange ligesom dig, der har stress inde på livet. Både dig, som selv er ramt – eller, hvis du står ved siden af et menneske, som er ramt.

    Alligevel, så skaber stress meget usikkerhed, fordi vi ikke altid ved, hvad vi skal gøre eller sige. Der er stadig meget skam og skyld forbundet med stress. For mange føler, at det er deres egen skyld, fordi de jo ”bare” kunne være stoppet op noget før. Der er bare dét ved det, at det kan man ikke.

    Du bliver fartblind, når stressen har meldt sig på banen. Du bliver vant til at køre hurtigere og hurtigere for at nå det, du skal. Din krop vænner sig til farten, og du fortæller din psyke, at nu at det altså denne fart, du kører med. Det accepterer den så – et stykke af vejen.

    Det er nogle ting, som du ikke skal sige til en, der er stresset. For eksempel skal du ikke at sige:

    Gå tidligt i seng i aften, så er det bedre i morgen. Når først stress er kommet ind over dørtærsklen, så forsvinder den ikke sådan bare lige igen - og slet ikke over natten.

    * Du kan bare komme og gå, som du vil i et stykke tid. Det er, noget nær det værste, en arbejdsgiver kan sige. Fordi, når du er stressramt, så kan du ikke mærke dine egne grænser.

    Køb et månedskort til Fitness.dk. Motion er ikke så godt, når du er stressramt. Dette siger jeg meget forsigtigt, fordi der er selvfølgelig individuelle hensyn, som spiller ind her. Men i udgangspunktet er det ikke motion, du skal tage fat på, når du er stressramt.

    Tror du ikke, at du skal til lægen og have noget medicin? Stress er ikke en psykisk sygdom, og derfor skal der ikke medicin til. Det vil ganske enkelt være, at skyde dig selv i foden.

    Tag en uge hjemme og få slappet af, så ses vi igen. Langt de fleste sygemeldinger varer ALT for kort tid. En uge batter ikke en skid.

    Tror du ikke bare, at du skal tage dig lidt sammen? Det kan en stressramt ikke. Stress er meget ofte et netop et symptom på, at du har taget dig ALT for meget sammen og ALT for længe.

    * Bare sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med. Det kommer ikke til at ske. Overblikket er forsvundet, og det kommer ikke igen foreløbigt.

    Slap af og lad være med at være så sur. Tro mig, der er ikke noget man hellere vil. Men lunten er simpelthen så kort nu, så det er møgsvært at tænke i andre muligheder.

    Det var nogle af de gængse fejltrin man, som pårørende, kollega, ægtefælle eller ven, kan begå. Det er der i øvrigt ikke noget at sige til. Du kan spørge dig selv: Hvor meget ved du om stress? Ved du, hvordan du skal takle det?

    Nej, vel?

    Jo før, du kommer i gang med at få behandlet og forstået din stress, jo bedre. Lad være med at vente til du får det bedre, fordi det får du ikke nødvendigvis af at vente.

    Jeg møder dagligt stress i min hverdag, i klinikken. Mænd, kvinder, yngre som ældre - ja, selv børn. Vi har mange års erfaring med at hjælpe mennesker godt videre i livet. 

    Tøv ikke med at tage kontakt til mig, hvis du ønsker hjælp. Det er svært at tage det første skridt, det ved jeg. Du kan godt, og jo før du får hjælp, jo bedre.

    Hvad tænker du om indlægget i dag?

    Jeg vil elske at høre fra dig. Har du selv haft stress eller kender du nogen, som har været ramt - eller måske er det, på nuværende tidspunkt?

    Efterlad endelig din kommentar, hvis du lyster. Jo mere åbne vi kan være omkring dette emne, jo bedre...

    Kærlig hilsen Camilla.

    Ps. På søndag starter mine online foredrag. Du kan hoppe ombord og blive klogere på dit eget nærvær. Nærvær, som også ryger i skraldespanden, når stressen melder sig på banen. Læs meget mere om det her:

    Hvor blev nærværet af?

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked