• Tom - et rum til forandring...

    fredag 23. juni 2017
    sårbarheden

    Nu er det Skt. Hans, og bålet tændes igen i år.

    Jeg tænker altid lidt tilbage på den tid der er gået, når jeg står og ser endnu et Skt. Hans bål brænde ned til gløder i sommernatten. Jeg tænker på det, der har forandret sig, og på mine ønsker for fremtiden. Jeg tænker på alt det, der er godt, og på alt det jeg vil ønske varer ved.

    Vores ønske om, at det gode i vores liv varer ved, kan være med til, at forandring er noget, vi frygter eller prøver at undgå.

    Forandring kan starte, gennem mange forskellige sammenhænge.

    Forandring sker, imens vi kigger den anden vej, ignorerer mavefornemmelsen, eller har travlt med at holde fast i det, der var så godt, engang.

    Det, der gør forandring til en svær process, er alle de følelser, der kan være tilstede. Der er mange, der oplever en eksistentiel tvivl, en magtesløshed, en tristhed eller et tomrum, når der er forandringer på vej.

    Vi kan derfor godt have tendens til at frygte forandring. Du har måske, gennem længere tid, været i forbindelse med en følelse af, at der er en uro, tvivl, en håbløshed eller et tomrum, men du har ikke turdet være alene med dig selv, længe nok til at finde ud af, hvad det handler om.

    Stilheden kan larme.

    Det er, når vi tager os tiden til at sidde i stilhed, at vi kan mærke efter, hvad der foregår inden i os - det er her tomrummet kan stå meget tydeligt frem. Istedet for at se tomrummet som et mørke, så se det som en mulighed for, at stå lige der, midt i stilheden.

    Lige dér, hvor det kan være allermest skræmmende at stå, vokser alle de nye muligheder for forandring.

    Vi har en tendens til at fylde tomrummet med dårlige undskyldninger, for meget rødvin, mad eller arbejde - et overforbrug, der kun lægger en midlertidig dæmper på de ubehagelige følelser.

    Det eneste vi opnår ved at fylde tomrummet med vores overforbrug er, at vi svigter os selv og vi kommer samme sted hen i sidste ende - tilbage til tomrummet - og her står vi så igen, uden evnen til at kunne være tilstede og se mulighederne for forandring.

    En del af forandring er også at vende sig til en uforudsigelighed. Fremtiden ligger ikke snorlige - det er en tryghed for nogen, men en kæmpe udfordring for andre. Ønsket om at undgå tomrummet, tvivl, magtesløshed eller uforudsigelighed kan være så stærk, så du hele tiden er i forbindelse med en utålmodighed. Det vigtige i en forandringsproces er, at tage dig din tid. Tid til at mærke efter, hvordan stilheden kan larme, eller føre din opmærksomhed hen til netop det, der kan være starten på en ny begyndelse.

    Hvis du vil øve dig i at se mulighederne for forandring, bliver du nødt til at handle anderledes.

    Næste gang du møder tomrummet, så brug det som en mulighed for at gøre noget anderledes, end du plejer. Her er nogle eksempler på, hvad du kan gøre:

    • gå ind i tomrummet med en nysgerrighed istedet for at fylde det ud med dit overforbrug, se det i stedet for som en mulighed for forandring.
    • Vær tålmodig og accepter, at du lige nu, er ved at finde ud af noget vigtigt om dig selv.
    •  Ta’ dig din tid.

    Rigtig god Skt. Hans aften.

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Gør du det samme, som du plejer? Så forvent det samme, som du plejer!

    fredag 16. juni 2017
    justin

    I denne uge lavede jeg denne statusopdatering på Facebook. Den blev læst, delt og liket i læssevis. Jeg vil derfor også putte ordene her på bloggen. Måske kan du bruge dem til noget?

    Gør du altid det samme som du plejer?

    …Så får du altid det samme resultat, som du plejer.

    Det er en mega irriterende sætning, men det gør den ikke mindre sand. 

    Jeg møder rigtig mange mennesker, som bliver ved med at gentage ting, som ikke virker for dem, som keder dem – og så alligevel, så gentager de det igen og igen. 

    Din hjerne er en meget doven størrelse. Den vil helst ikke udfordres eller udvikle sig, fordi det er så trygt, dejligt og genkendeligt at blive ved det velkendte. Det er uanset om det handler om mad, motion, vaner eller noget helt fjerde. Den vil bare gerne, at du gentager dét, som den kender, fordi så behøver den ikke blive udfordret eller stille skarpt. 

    Måske spiser du det samme sted, når du går ud? Måske bestiller du, det du kender? Måske drikker du den samme vin? Måske løber du af den samme sti, som du plejer? Måske går du i seng på akkurat samme tidspunkt, som du plejer? Måske laver du altid burgere til aftensmad om fredagen? Måske kysser du altid de samme typer?

    Ja! Kom selv i tanke om, hvad du gentager igen og igen. 

    Hvis du gentager, så bliver du doven. 

    Punktum.

    Det gælder faktisk i forhold til alting. 

    Det handler ikke om, at du ikke må gentage en succes, fordi det må du gerne. Du lærer bare ikke særlig meget af det. Du udvikler dig ikke, når du kun læner dig tilbage. 

    Hvad ville der ske, hvis du lavede noget andet mad end du plejer? 
    Hvad ville der ske, hvis du rejste et nyt sted hen?
    Hvad ville der ske, hvis du prøvede en ny sport?
    Hvad ville der ske, hvis du meldte dig til et kursus, hvor du ingen kendte?
    Hvad ville der ske, hvis du sagde JA i stedet for NEJ - eller NEJ i stedet for JA?

    Bevar din nysgerrighed, åbenhed og lad være med at gro fast i alt det velkendte. 

    SKAL DU SÅ ALTID UDVIKLE DIG?

    Nej.... Det skal du ikke. MEN, hvis du føler, at du er groet fast, keder dig eller er utilfredsstillet, så er det TID til at kigge på det hele med nye øjne, og starte med at gå lidt andre veje. 

    Små skridt - små forandringer, som så kan udvikle sig.

    På billedet var jeg taget til Justin Bieber koncert. For at stå i baren. For at tjene penge til min søns fodboldhold. Det var noget nyt. Jeg gad egentlig ikke, ville hellere være hjemme med familien 2. pinsedag, faktisk! Ligge på sofaen og læse, som jeg gør tit.

    Men jeg tog afsted. Havde det mega sjovt og lærte nye mennesker at kende . Det er et eksempel på at udfordre systemet, og gøre noget andet end vi plejer. På den måde lærer vi noget nyt.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hverdagsbekymringer?

    fredag 9. juni 2017
    stamme

    Hverdagsglæder og bekymringer

    Hvornår har du sidst været opmærksom på at finde glæden i, en ellers måske lidt kedelig, hverdag fyldt med gøremål og for mange bekymringer? Jeg møder mange i min hverdag, som er gode til at lytte til de negative tanker, eller det man burde gøre, eller helt glemmer at se det fantastiske i hverdagens rutiner.

    "… manglende glæde, kan ikke mærke hvad jeg gerne vil, frygt for fremtiden, eller tynget af bekymringer". Det er nogle af de temaer, der kan stå i vejen for vores livsglæde.

    Alt dette vi selv kan finde på at tænke, synes om andre eller bekymre os om, er med til at påvirke, hvordan vi går og har det. Jeg møder mange forpinte og magtesløse mennesker, der går med en knugende fornemmelse i kroppen. I starten med lægger de ikke mærke til de fysisk tegn, og går egentlig bare og tror, at det er normalt at vågne tre gange på en nat, med tankerne omkring noget, de lige skal huske.

    Dét, at vores tanker er et andet sted, end der hvor vi fysisk befinder os, er med til at gøre hverdagsglæden mindre.

    Grunden til at tankerne er et andet sted, kan være rigtig mange, men symptomerne er tit ens: uro, en følelse af at køre på autopilot, stress, nedsat livsglæde, tankemylder, ligegyldighed eller magtesløshed.

    At vi lever med tankemylder, eller bekymringer for, hvordan vi lige skal komme gennem det næste stykke tid gør, at vi konstant er fremme ved imorgen eller om tre dag i tankerne - eller tilbage i tiden ved den fremlæggelse, som du måske synes at du liiiige kunne gøre lidt bedre. Det kan være, at du lige nu ikke ved hvad du har lyst til at studere, det kan være at du står overfor endt studie og skal til at finde et job - det kan være du har fundet drømmejobbet, og af frygt for at miste det, finder dig selv et sted, hvor du siger "JA" til alt, hvad der kan komme af arbejdsopgaver, uden at fornemme efter: “Er det her noget jeg kan li’ at lave?”.

    Hvis nogen af jer kan nikke genkendende til, noget af det jeg skriver, så læs meget gerne videre.

    Når jeg befinder mig i en tid, hvor alting bare kører på autopilot - “jeg skal lige gennem denne uge, måned, eller om på den anden side af den alt for fyldte kalender” - så opdager jeg det ikke med det samme, men derimod bliver min hverdagsglæde lige så stille mindre og mindre. Jeg opdager det ved, at jeg faktisk står og bliver irriteret over noget så underligt som regnvejr, når jeg nu endelig har tid til at gå med min hund Alma. Hvis jeg sætter autopiloten på, sammen med min irritation, og ikke kan vente til at gåturen er ovre, så går jeg glip af det, der er lige foran mig: Glæden ved at gå ud i regnvejret og være tilstede, lige der, hvor solens varme bliver fugtet - lige der, er der en helt bestemt duft og stemning. 

    Mit lille eksempel med irritation over regnvejr, kan måske lyde underlig og måske en lille smule simpel, men jeg beskriver det, fordi der er en anden måde at være tilstede på, som kan hjælpe hverdagsglæden på vej, og slippe bekymringerne fri.

    Når du ikke er tilstede lige nu, med accept af det der også er svært eller træls, så går du glip af den udvikling der ligger lige bag angsten eller bekymringen.

    Med det mener jeg, at lige bag angsten for den ukendte fremtid, den nye arbejdsopgave eller angsten for forandring ligger der en helt ny måde at være tilstede på. Dette er en process, som kan hjælpes på vej ved en meget simpel, men effektfuld øvelse: Vejrtrækningsøvelsen. Den er medvirkende til,  at du er bevidst omkring, hvad du går og fortæller dig selv - det, som før var med til at øge angsten, eller uroen eller tankemylderet kan nu blive noget, du er bevidst omkring at være i, på en anden måde - med bevidst nærvær. Det starter med, at du øver at have fokus på øjeblikket, i stedet for at være et andet sted i dine tanker.

    Livsglæde og bekymringer hører sammen, selvom de er modsætninger.

    Der er noget ubeskriveligt over tilstedeværelsen af modsætninger: sommerregn efter sol, en gryende fornemmelse af at kunne rumme tankemylderets uro, og for en stund, være i det, der er, lige nu i dette øjeblik. 

    Jeg har indtalt en meditation, som du gerne må få. Det eneste, du skal er at skrive til mig: JA TAK! Den vil jeg gerne have.

    Jeg håber, at du vil bruge den dagligt og du vil opdage, hvordan du bliver mere og mere nærværende i DIN hverdag.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Har du et barn, der har angst?

    fredag 2. juni 2017
    angst hos børn

    Hvordan kan angsten vise sig hos dit barn?

    Angst er sådan en finurlig størrelse. Den gemmer sig nemlig ofte bag en kompenserende adfærd.

    Dit barns adfærd bliver tilpasset, over tid, så det kan faktisk være meget svært at få øje på angsten.

    Måske er det blevet normalt, at I ikke besøger de venner, som har en hund, fordi jeres barn er bange for hunde. Eller det er måske blevet helt almindeligt, at du er inde på værelset, når dit barn skal sove, fordi dit barn er bange for mørket – på år nummer fem. Måske er der kommet nogle regler ind i jeres liv, som du ikke længere synes er underlige. For eksempel kan dit barn have svært ved, at der er nogle rutiner, som brydes. Måske er det vant til, at du står et bestemt sted og vinker, om morgenen, når du afleverer, og hvis du så afviger det – så bryder hele verdenen sammen…

    Vi, forældre, kan komme til at fordre en angst. Uden at ville det. Uden at vide det.

    Hvor skulle vi dog vide det fra?

    Der kom jo ligesom ikke en brugsanvisning med, da vi blev forældre.

    Èn ting, som du skal vide er, at angst er en helt normal menneskelig ting. Et menneskeligt vilkår. Faktisk har angst en funktion - den passer på os. Fordi vi, dybest set, ikke skal gøre noget, som kan være potentielt livsfarligt for os. Det lærte vi dengang, vi boede på Savannen - i tidernes morgen. Der havde angsten dén funktion, at den skulle fortælle os, når vi ikke skulle gå i gang med at kæmpe mod en stor farlig tiger, fordi den kunne slå os ihjel.

    Men det, som børnene er bange for, ikke potentielt farligt. Men det TROR barnet - og det er her hele balladen starter.

    Hvis du, som forælder, støtter barnet i, at der er noget at være bange for, kan barnet/I komme til at få det, som vi fagfolk kalder en: undgåelsesadfærd.

    Eksempler på denne undgåelsesadfærd:

    Dit barn er bange for at sove på sit eget værelse = du sidder derinde hver aften til det sover (også   selvom du bruger mange timer på det, og egentlig ikke orker.)

    Eller…

    Dit barn vil ikke have, at du tager afsted til de ting, som du skal = Du tager ikke afsted.

    Eller...

    Dit barn er så bange for at blive spurgt om noget i skolen, at det ikke vil afsted = Dit barn får lov til at blive hjemme fra skole.

    Eller...

    Dit barn vil så gerne lege med en kammerat, men kammeraten har en hund hjemme = De leger ALDRIG hos ham, men KUN hjemme hos jer.

    Eller...

    Dit barn er så nervøs for om andre synes, at han/hun gør det godt nok til fodbold = Dit barn går ikke til fodbold (også selvom han/hun faktisk rigtig gerne vil)

    Sådan kan der være så mange forskellige eksempler på, at angsten ”vinder". Det er her, I kan sidde fast.

    Jeg har hjulpet mange familier med at komme UD af dette mønster, og med at få bugt med angsten. Vi skal altid finde ud af, hvorfor angsten er blevet det dominerende mønster. Der er altid en grund til, at noget er gået i hårdknude. Der er altid noget ”andet” omme bag ved angsten… Dét skal vi finde ud af, hvad er.

    Børn er faktisk gode at gå på opdagelse i, hvad der sker i kroppen, når angsten raser afsted. De kan godt lide at finde ud af, hvordan tanker, følelser, krop og adfærd hænger sammen.

    Med andre ord, så er børn mega gode til at arbejde med angsten.

    De bliver altid SÅ stolte, og de vokser mange cm., når de slipper angsten og bliver frie - både fysisk og psykisk. 

    Det kræver ofte en stor portion tålmodighed, nysgerrighed og vilje. Men det kan lade sig gøre. Med den rette hjælp!

    Jeg har haft over 100 børn, og deres familier, i mit meget eftertragtede Mindfulnessforløb for børn.

    Det virker! Det kræver en indsats, men det ikke for altid. Det er en periode i jeres liv - og det kan have en livsforandrende betydning. Barnet lærer meget, som det altid kan trække på. 

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når kreativiteten slukkes, og blomstrende ideer visner og til sidst dør.

    fredag 19. maj 2017
    psykolog_camilla_om

    Nøj, hvor møder jeg mange unge mennesker, som har geniale ideer og masser af gode intentioner. De har et drive, og et overskud, som mange andre misunder dem. De vil noget med livet. De vil fremad. De vil ud og slå sig lidt på livet, og få de erfaringer, som kan dirigere dem i den rette eller måske de rette retninger.

    Så møder de et system. Et system, som blandt andet er presset af at skulle have så mange som muligt igennem en ungdomsuddannelse. De møder et system, hvor underviserne ikke har den fornødne tid til at gå i dybden med bunken af opgaver eller som har roen til at se de unge mennesker for dem, de er, eller tid til at bakke dem op i deres ideer, som måske falder lidt udenfor det almindelige.

    Det er også et system, som ikke opfordrer til iværksætteri eller nytænkning. Vi skal helst allesammen gøre det samme, på den samme måde, for at passe ind i kassen. Det giver næsten sig selv, at der er nogen, som bliver så klemt i dette, at de næsten ikke kan trække vejret.

    Det er sådan i dag, at næsten alle unge mennesker skal i gymnasiet, og videre på universitet. Det er noget ”man” skal. Spørger du den helt almindelige teenager, så vil han/hun sige, at de enten skal på gymnasiet eller handelsgymnasiet. Kan det virkelig være rigtigt, at vi kun har 2 typer mennesker? Det er efterhånden ikke ofte, at der er nogen, som skal noget andet. Jeg hører ikke så tit om det, ihvertfald. 

    Hvad gjorde vi før?

    Vi skal ikke mange år tilbage i historien for at opdage, at sådan har det bestemt ikke altid været. Før i tiden var der flere, som gik til hånde eller var udfoldede deres kreative sider. En kreativitet, som der var plads til. Fordi, den betød noget, og den gjorde en forskel, både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

    Jeg selv gik på dagshøjskole, hvor vi tegnede, malede og arbejdede med fotografi. Jeg mødte en masse forskellige typer af mennesker, som jeg ikke anede eksisterede. Det var et mega sjovt halvt år. Det var der plads til. Fordi, jeg skulle skrabe en masse points sammen til at komme ind på psykologi, på kvote 2. En kvote 2, som nærmest ikke er til at få øje på i dag.

    Jeg skulle ud og have en masse livserfaring, ellers kunne jeg simpelthen ikke komme ind på drømmestudiet. Faktisk havde jeg, i sin tid, en studievejleder som sagde, at jeg aldrig kunne blive psykolog med mit gennemsnit. Så drømmen blev dengang lagt på hylden, og jeg gik i gang med at læse på Handelshøjskolen i Aarhus. Det var den største fejl i verden. Jeg følte mig utilpas, og jeg var meget lidt glad. Så jeg droppede ud, uden plan, efter det første år. Derefter havde jeg 4 år, hvor jeg prøvede en masse forskelligt. Blandt andet den føromtalte daghøjskole.

    Hvis nu, jeg havde lyttet til min studievejleder, så havde jeg højst sandsynligt stået med en kandidat i spansk og kommunikation i dag. Og været ulykkelig. Jeg havde nok højst sandsynligt også oplevet en stor utilstrækkelighed fordi, at jeg ikke ville have fået mit talent i spil. 

    Lige netop denne problematik ser jeg ofte. De unge mennesker får ikke stoppet op, eller spurgt dem selv: "Passer det her til mig?", fordi hvad skal de gøre, hvis svaret er nej? Er der noget sted, hvor de kan gå hen med det? Nej, fordi systemet er så ufleksibelt, at de ikke kan gøre noget uden, at det har store konsekvenser for deres økonomi eller deres muligheder for at færdiggøre noget, fordi vi har fået en fremdriftsreform. 

    Jeg ser mange unge, som oplever denne utilstrækkelighed.

    De har ingen indre retning. De gør det, som forventes af dem. Uden at stille spørgsmålstegn ved noget. Stille og roligt slukkes kreativiteten, gejst og energi. For at passe ned i en kasse. Sammen med alle de andre. 

    Det er grundlæggende forkert.

    Vi får en masse ulykkelige mennesker ud af det.

    Vi bliver nødt til at starte et helt andet sted. Vi skal ned og støtte vores børn i, at de er OK – bare fordi, at de er her på denne jord. Vi skal ind og støtte dem i, at deres beslutninger er OK. Det er fint, at prøve lidt forskelligt, og så deraf finde ud af, hvad de gerne vil.

    Hvad så med systemet?

    Jamen, et system virker jo kun, så længe vi fodrer det. Når vi ikke gør oprør mod det eksisterende, så sker der heller ikke noget andet, end det nuværende.  Sådan er det for i øvrigt med alting: Når vi gør som vi plejer, så får vi det samme, som vi plejer.

    Hvad vil jeg så have, at vi skal gøre?

     Jeg vil gerne komme med 5 budskaber til alle forældre derude:

    • Værn om kreativiteten og nysgerrigheden. Lad være med at dræbe ideer og skøre tanker. Lad være med at presse på for at børnene skal gå en bestemt vej. Alle mennesker er født med en motor til at ville noget. Vi er ikke født dovne eller ugidelige. Men det kan være, at der skal lidt mere tid til. Tid til at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil. (Man = børnene).

     

    • Spørg nysgerrigt ind til deres liv. Få øje på deres interesser, og dyrk det sammen med dem. Vores ældste søns drøm er stadig at blive professionel fodboldspiller. Han er snart 13 år. Den drøm skal jeg da være den sidste til at tage fra ham. Han har også et talent for fodbold, og han kan muligvis drive det til noget. Men det skal komme indefra ham. Ikke fra mig eller os.

     

    • Dyrk fællesskabet sammen med dem. Opfordre dem til at være noget for andre, og være tilstede for andre mennesker. Igennem andre bliver vi spejlet på vores talenter, og det kunne være at der var nogen, som sagde noget meningsfuldt og værdifuldt til dit barn. Noget, som de får øje på og som du ikke ser.

     

    • Tålmodighed. Bare fordi man er 17 år gammel, så er det ikke givet, at ”man har regnet den ud”. Overhovedet ikke faktisk. Måske er forvirringen endnu mere komplet, end den før har været. Det er OK. Sæt dig ned sammen med din 17-årige og tal om det. Bring dig selv i spil, hvis du selv har oplevet noget af det samme.

     

    • Giv dem en krammer, når de har dummet sig. En klog dame sagde engang til mig: ”Vil du have ret eller vil du have fortrolighed?”. Den sidder fast.

     

    Det er nogle af mine bud på, hvad vi kan gøre for at styrke vores børn. Indefra. Det er altid derfra, at forandringerne skal ske.

    Nyd din fredag. 

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Ps. Mange læste med her: De unge vælter rundt i stress. Det skabte en masse tanker og tilbagemeldinger - måske kan du også bruge mine ord til noget?

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Jeg er blevet tilknyttet et meget spændende netværk, og jeg er meget begejstret!

    fredag 5. maj 2017
    succesforløb

    I dag får I lidt insiderviden herfra mig. 

    Nu har jeg efterhånden været selvstændig i mange år. Rent faktisk har jeg arbejdet i mit eget CVR- nummer i små 9 år. 9 år! Hold da op, hvor er det vildt. 

    Jeg har det rigtig godt med at være selvstændig. Dét, at jeg selv bestemmer, hvor meget og med hvem, jeg arbejder, er en kæmpe frihed. En frihed som jeg skatter helt utroligt højt. Felix sagde i dag:

    "Mor, du er mindre på arbejde, end jeg er i skole" - og ja, han har ret. Jeg har efterhånden fået mig indrettet ret godt. 

    Arbejder på de tidspunkter, som passer mig. Jeg prøver virkelig på at arrangere det således, at jeg er hjemme, når de er hjemme. Det lykkes næsten altid. Ikke altid, men næsten.

    Nu er jeg også ret heldig. Jeg arbejder ikke for at holde fri. Jeg arbejder ikke for at komme frem til en weekend eller en ferie. Jeg elsker mit job og de mange muligheder, som følger med. Det er meningen, at vores arbejde skal give mening. Det er meningen, at det skal være sjovt, og at vi skal nyde det undervejs. Det tror jeg virkelig på! Ellers kan et helt arbejdsliv virkelig blive langt.

    Sådan har det ikke altid været.

    Lærepengene har været dyre undervejs. Det har krævet rigtig meget mod, og ikke mindst har det krævet en høj bevidsthed at komme hertil. Det er noget af det, som Mette og jeg taler meget med vores kursister om på vores iværksætterkursus. De behøver jo ikke lave samme fejl, som vi har gjort!

    Jeg har, på det seneste, hungret efter ny inspiration. Jeg vil gerne implementere nye tiltag i min virksomhed. Jeg vil gerne tilføje nye og spændende ting, som kan betyde, at jeg kan favne endnu mere. Eller at vi kan. Nede i Mejlgade. 

    Jeg har længe mærket, at noget er på vej. Sådan en spirende fornemmelse i kroppen. Uden helt at kunne sætte ord på. Derfor har det heller ikke været nemt at få hjælp til tankerne, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ledte efter. Sådan er det tit for mig. 

    Så en dag, så var den der bare: Vupti. Jeg blev i dén grad inspireret, og jeg er nu en del af et større netværk, som også brænder for at sætte nye mål, og ikke mindst at komme i mål med dem. Jeg vil gerne løfte sløret for det her. Måske er det også gavnligt for dig? 

    Jeg har fulgt hende længe. Meget længe. Hun hedder Soulaima Gourani. Du kan finde hendes website her: Soulaima Gourani.

    Hun udfordrer mig. Hun skubber på og stiller alle de der irriterende, men gode spørgsmål. Jeg er mega spændt, og er selv kommet på arbejde i forhold til at definere, hvad der er vigtigt for mig. Jeg troede, at jeg havde mine værdier på plads - men jeg skal da lige love for, at jeg er blevet udfordret. Sådan noget så simpelt som: "Hvad er dine værdier?" er åbenbart et spørgsmål, som kan koste lidt grå hår :)

    Så den proces er hermed skudt igang. Jeg er forventningsfuld og spændt på at se, hvilket outcome der er i den anden ende. 

    Soulaima har skrevet en artikel, som jeg gerne vil dele med dig. Hvis du selv står et sted, hvor forandringerne er på vej, så kan det være fedt at læse artikler om emnet og ikke mindst at blive inspireret af andre, som har gået vejen. Eller som går vejen lige nu (ligesom mig!). 

    Artiklen finder du her:

    Der findes 4 typer mennesker.

    Det var ordene for i dag. 

    Skab en dejlig fredag for dig selv.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • De studerende vælter på stribe, er det rimeligt?

    lørdag 22. april 2017
    stress (3)

    Jeg oplever et boom i henvendelser fra studerende. Både fra gymnasierne og universiterne. Faktisk har mange af dem det så svært, at angst og stress er en helt almindelig del af dagligdagen. De er triste, og de kan ikke overskue noget, eller nok nærmere: De kan ikke overskue kravene. Jeg ved godt, at jeg selvfølgelig kun møder dem, der har det svært. Men jeg kan til gengæld virkelig også se en meget markant stigning i de unge, som søger hjælp.

    Årstiden er også medvirkende til, at mange studerende finder ind til til mig. 

    Det er eksamenstid.

    Det kan være benhårdt.

    Er det rimeligt?

    Det er jo et meget stort spørgsmål, jeg stiller. Jeg har ikke alle svarene selv. Men nej... umiddelbart er det ikke rimeligt - i min optik. Det burde ikke være nødvendigt med en sygemelding for at kunne klare sig igennem et studie. Hverken i folkeskolen, gymnasiet eller universitet.

    Hvad er der sket, siden det er blevet sådan?

    Mange ting, tror jeg. Men især har fremdriftsreformen haft en stor indflydelse på den studerendes egenindflydelse på studielivet. Fx er det ikke længere nemt at tage et år, hvor de kan dygtiggøre sig på andre parametre de boglige. Det kunne fx være at tage et studiejob, for at få erhvervserfaring eller lave feltarbejde i Ny Guinea. Det betyder, at hvis vi en jurastuderende, som bare har fået paragrafferne galt i halsen på 6. semester, så er det ikke på samme måde nemt for hende, at tage en pause, som det før har været. Så hendes egenindflydelse på hendes studieliv er lav. Når vi ikke selv kan bestemme, hvordan vi skal agere indenfor en given ramme, så kan det bl.a. medføre stress. Og er det sådan over længere tid, så får man det skidt.

    Hvad mere?

    Ja, så tror jeg også at fokus på karakterer er blevet så altafgørende stort - helt fra 9. klasse. Det kvæler kreativiteten, og fjerner fokus fra, hvem vi er som mennesker. Det fjerner os fra, hvad der gør os glade. Tallet, som står på papiret, bliver lyskeglen i livet, hvilket betyder, at der slet ikke bliver taget hensyn til trivsel, glæde og motivation.

    Et tal skaber ikke langvarig motivation. Punktum.

    Presset er nu så stort på de helt unge studerende, så hvis de ikke tager sig et "fjumrerår" (hvem har opfundet det ord?), så får de lagt mere til deres gennemsnit, og så kan de komme videre igennem nåleøjet, på en uddannelsesinstitution. Problemet med det er bare, at det du drømmer om, når du er 17 år gammel ikke nødvendigvis er det, du drømmer om, når du er 24 år gammel. Men så står du altså der med en uddannelse, som du ikke nødvendigvis er glad for. Tænk, hvis den unge havde haft mulighed for nogle år UDEN pres og karaktereræs og istedet undersøgte, hvad der gjorde godt for trivslen og livsglæden? Tænk - jeg tror, at vi vil sidde med nogle langt gladere mennesker i den anden ende. Det er på den økonomiske bane også 100 gange bedre - for os alle.

    Kreativiteten, hvor blev den er (Eller har den nogensinde været der?)

    Ja, kreativitet. Jeg mener det. Derfor blev jeg også vildt glad, da jeg læste en artikel i Politiken, her til aften. Den må jeg simpelten linke til. Du får den her - den er lidt lang, men vildt god:

    Danmark har ikke kun brug for 12-tals piger og drenge.

    Nogle af de sjoveste mennesker, jeg kender, er dem som har slået sine folder i livets skole. Dem, som også ved noget andet end det, som står i bøgerne.

    Hvorfor må vi ikke få flere af den slags mennesker? Når det hele bliver slugt i et karakterræs og CV pleje, så kan der være en mulighed for, at fornemmelsen og følelsen af, hvem man selv er, forsvinder...

    Er det idealistiske tanker, jeg her gør mig? Næ... Det er realistiske tanker.

    Det vi ser nu er studerende, som falder på stribe - nogle af dem i sygemeldinger, og som muligvis må droppe ud på denne baggrund. De starter i terapi, og måske også i medicinsk behandling. Det er dyrt! Både for den enkelte, men også for samfundet.

    Hvad ville der ske, hvis vi vendte tilbage til den lidt ældre model (altså, så gammel er den heller ikke, for jeg blev uddannet under den) - men her kunne vi selv lege lidt med tiden. Vi havde et max. antal år på uddannelsen, men ingen bestemte. Det gav en følelse af frihed - frihed under ansvar. Det kom vi igennem, og mange af os på en rigtig fin måde. Jeg tror ikke på, at kontrol og indskrækning af den personlige frihed er vejen frem. Det er derimod en kæmpe omvej, som har store konsekvenser på bundlinjen. 

    Er du enig?

    Efterlad gerne en kommentar!

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Er psykologer altid de klogeste?

    fredag 31. marts 2017
    psykolog_camilla_om

    Når jeg sidder til fester eller i andre sociale sammenhænge, så er det ikke sjældent at folk kan finde på at sige: ”Er du psykolog? Så har du sikkert styr på alt eller du kan se igennem mig”… Noget i den dur. Nogle gange, så siger jeg: ”Ja, det kan jeg faktisk – altså kigge lige igennem dig”, og så griner vi lidt af det.

    Vi ved ikke alt. Overhovedet. Indimellem, så ved vi ingenting. Overhovedet.

    Det er sådan med os psykologer, at vi indimellem bliver puttet op på en piedestal, og bliver betegnet som orakler. Det er ikke klogt. Fordi, vi er også bare mennesker med alt, hvad det nu indebærer.

    Vi har gået på universitet. I maaaaaaange år. Vi har læst en masse teorier i laaaaaaaange baner. Vi er ofte gode til at stille kritiske spørgsmål og sætte ting ind i sammenhænge. Forståelsen af, at vi (mennesker) hænger sammen i et bredere perspektiv; både samfundsmæssigt, familiært og strukturelt er en forståelse, som vi har med os, fra teorierne.

    Det gør os ofte til nogle gode sparringspartnere. Nogle gode lyttere.

    Vi er ofte gode til at stille nogle andre spørgsmål end vennerne og familien gør. Det kan både gøre os irriterende, men også relevante at tale med.

    Nu er jeg selvstændig, og jeg har min egen klinik. Mit eget rum, hvor jeg laver terapi. Det har jeg gjort i mange år. Det betyder, at jeg konstant er nysgerrig overfor det menneske, som sidder overfor mig. Det kræver enormt meget mod og sårbarhed at sætte sig overfor mig. Det er et arbejde, som jeg tager alvorligt. Men det skal heller ikke være så alvorligt, at vi ikke kan grine. Grine af mig, som fx render rundt med en gipsarm pt., fordi jeg ikke kan finde ud at køre på cykel. Eller grine midt i alt det mørke, fordi det forløser noget.

    Men jeg ved ikke alt.

    Der er dog ikke noget, som jeg ikke tør gå ind i. Der er ikke noget, som jeg ikke tør spørge om. Der er ikke noget, som er for mørkt, dystert eller for farligt for mig. Der er ikke noget, som man ikke må spørge mig om. Det er ikke alt, jeg ved. Men der er ikke det, som jeg ikke vil undersøge eller få hjælp til at blive klogere på.

    Først og fremmest er jeg et menneske. Et menneske, som har valgt en bestemt uddannelse, som sætter mig i stand til at have det job, jeg har. Jeg har også brug for dig, når jeg skal gøre mit arbejde godt. Du skal fordre mig med materialet - altså med det, som er svært i dit liv. Ellers kan jeg ikke gøre mit job godt. Sådan er det i øvrigt tit, ikke? Vi skal selv handle og tage ansvar, når forandringerne skal ske. Det er ikke anderledes inde i mit rum. Det er ikke et quick fix at befinde dig i mit rum. Det er først, når du træder ud i DIN hverdag igen, at forandringerne og arbejdet sådan rigtigt skal manifestere sig.

    ”Det har min psykolog sagt, jeg skal”…

    Når jeg hører denne sætning, så stritter alt på mig. Fordi, så har du netop IKKE selv taget stilling og ansvar. Sætningen vidner om, at psykologen ikke har gjort sit arbejde godt nok - i min optik. Du må aldrig lade det være op til andre, hvordan dit liv skal være. Men du læne dig op af mig/en anden psykolog for en stund, i dit liv, men det må aldrig blive en sovepude. Det er aldrig mig, som bestemmer. Jeg kan hjælpe dig med at se, hvordan dine handlinger er uhensigtsmæssige og hvorfor det vil være en god idé at gøre noget andet. Men jeg kan aldrig bestemme.

    Sådan skal det også være.

    Jeg kan ikke tage min magiske tryllestav frem, og trylle dig  det perfekte liv frem.

    For det perfekte liv findes ikke.

    Det gode liv findes.

    Indimellem er det gemt godt væk, men det findes.

    Det gode liv må vi alle gerne gøre krav på. Det tror jeg virkelig på. Spørgsmål som: "Hvad gør mig glad?" eller "Har jeg lyst til det her?" er fx. nogle spørgsmål, som kan hjælpe dig, når du skal beslutte dig for ting - er det i tråd med kernen? Indeni dig. Glæde skabes og udleves forskelligt i alles liv. Hvad der giver mig glæde, kan du måske ikke forstå - om omvendt. Sådan skal det også være, fordi vi er forskellige. Allesammen.

    Men JA! Jeg er psykolog, og jeg elsker mit job. Jeg drager omsorg, er opmærksom og nysgerrig.

     

    Jeg kan dog ikke se igennem dig, så bare slap helt af :)

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked