Denne hjemmeside benytter cookies
Vi bruger cookies for at kunne tilbyde den bedste brugeroplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies.
x
  • Åh! De smukke unge mennesker...

    tirsdag 16. april 2019
    web (8)

    Jeg gerne vil have, at vores yngre generation skal have det nemmere med livet - og de valg, som de skal træffe.

    Jeg mener at mange, i den yngre generation, kæmper med for komplicerede udfordringer for tidligt i livet. Mange kæmper for en plads i flokken - eller bare for at have en berettigelse. Jeg synes, at de skal træffe tidlige valg, som de måske slet, slet ikke er klar til. Jeg synes, at de bliver målt og vejet alt for tidligt i deres liv. Denne målen og vejen sætter sine spor. Både spor i deres selvværd og i deres selvtillid. De skal tage stilling til SÅ mange ting meget, meget tidligt i livet. En del oplever stor frustration fordi: Hvad nu hvis de vælger forkert?

    Jeg ved også godt, at jeg primært møder de unge mennesker, som virkelig har det besværligt med noget af det ovenstående, så det modsatte findes. Det er jeg klar over.

    De gør det faktisk SÅ godt.

    Jeg kan ikke mindes, at jeg selv har været så målrettet og dedikeret så tidligt i mit liv, som mange unge mennesker er i dag. Helt ned til 7.-8. klasse møder jeg unge mennesker, som ved hvad de vil. De gør det, de skal. De holder snuden i sporet, og de slingrer ikke i valsen. Indmellem, så kunne jeg unde dem et ordentligt slinger i valsen, bare for at de kan se, hvad der sker, når man træder ved siden af det fremlagte spor. 

    Vi ved, at hjernen ikke er færdigudviklet før i tyverne. Derfor synes jeg, at det er helt vildt, at man allerede i starten af 8. klasse skal gå til "uddannelses-parate-samtaler".  Tænk engang - de har ikke engang brugt deres konfirmationspenge, og så skal de til at tage stilling til, hvad der skal ske om nogle år. Nogle år, hvor de er i FULD udvikling. Deres hjerne arbejder på højtryk. Deres hormoner raser derudaf. De tænker ikke specielt meget længere end til næste fodboldtræning. 

    De piver ikke.

    De gør det, som de skal. De skriver sig på lister, og gør sig klar til at besøge diverse videregående instititutioner. Men det trænger ikke specielt meget ind. Både fordi, at der er så længe til, og fordi de er optaget af tusindvis af andre ting. 

    Jeg ved godt, at mange tiltag er gjort i en god mening. De er gjort for at forberede de unge mennesker på, hvad der skal ske. Udfordringen ligger i, at det allerede dér kan få nogle af vores unge mennesker til at blive nervøse for om de vælger forkert. Mange bliver usikre, fordi det får en tone af, at "det har betydning for resten af dit liv". Det er dét, som alle ikke er rustet til. Denne "det har stor betydning" tankegang kan være ødelæggende for nogle.

    I øjeblikket oplever jeg, at unge mennesker helt ned i 7. klasse oplever uro på grund af ovenstående. Fordi, at de voksne omkring dem, begynder at tale om, hvad der skal ske om 2 - 3 år. Prøv at spørg dig selv om det. Det er altså ikke specialt mange mennesker, som ved, hvilke valg de skal træffe om 2-3 år. 

    Selvfølgelig skal der være nogle forberedende tiltag til vores unge generation.

    Det er jeg helt med på. Det er fedt, at de får øjenene op for, at man kan andet end at gå på gymnasiet eller handelsskolen. Det var det ene valg, vi blev stillet overfor, da jeg/vi skulle vælge dengang. Iøvrigt et valg, som vi blev bedt om, at tage stilling til ca. et halvt år før vi skulle begynde. Det betød, at vi kunne få lov til at være i det, som vi var i. På en anden måde.

    Man kan også tage fejl. Det er ikke alt man ved, når man er 13 eller 14 år gammel. Det er ikke alt, som lykkes på de skinner, som der er lagt ud. Det kan være, at man må vælge om. Det kan være, at man må have et år mere fri eller på en efterskole. Det kan være, at man skal ud og se noget af verden. Det er kun godt hvis vi, tidligt i livet, lærer noget om, at det hele ikke altid kører på de berømte skinner. Indimellem, så falder vi af og må finde en ny vej. 

    Indimellem er man bare forvirret. Indimellem, så ved man ikke noget som helst. Indimellem, så har man bare lyst til, at andre skal tage over. Indimellem, så har man bare lyst til at være lille, og ikke tænke på, hvad der skal ske om nogle år. 

    Faktisk kan man tage grueligt fejl. Faktisk kan man vælge komplet forkert, og befinde sig i en situation, hvor man må smide håndklædet i ringet og starte forfra. Nulstille.

    Det håber jeg også, at alle de kloge folk taler med vores guldklumper om...

    Hav øje for sammenhængene.

    Vores børn og unge mennesker er hele tiden en del af noget, som er større end dem selv. De er en del af en familie, en venneflok, en skole, en institution og et omkringliggende samfund. De bliver påvirket af de systemer, som de er en del af. Derfor skal du, som voksen, være opmærksom på hvad du bidrager med. Hvad signalere dig med dit kropssprog eller i alt, hvad du siger? Opfordrer du til mere knokleri eller det modsatte (og alt det midt imellem)...? Alt, hvad vi gør og siger betyder noget. Det skal vi være opmærksomme på.

    Dertil kommer, at børn & unge mennesker spejler sig i den måde vi selv arbejder på. Så er vi selv ved at knokle os halvt ihjel og laver vi noget, som nærer vores krop og sjæl? Hvad lærer de omkring dét at arbejde og dét at have et familieliv?

    Det, som de lærer - er også det, som de tager med sig.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • IDENTITETSKRISE I INGENMANDSLAND

    fredag 12. april 2019
    identitetskrise i ingenmandsland

    HEJ MED DIG.

    Tak, fordi du læse med. De mennesker jeg har mødt via Camillas netværk, er alle sammen dejlige og hjertevarme mennesker. Derfor er jeg utroligt glad for, at få lov til at gæsteblogge her i dag.

    Jeg er idealist, elsker at få mennesker til at vokse og jeg er glad – helt ind til benene. Dette til trods for, at jeg lever med komplekse kroniske smerter (nervesmerter/neuropatiske smerter), som følge af kraftig bækkenløsning, diskusprolaps og diskusdegeneration. 

    Mine smerter, har lært mig, at prioritere det allervigtigste i mit liv. Med sig, bragte de (red: smerterne) ikke bare smerter og en masse udfordringer, men også en, nærmest eksistentiel krise. For jeg kunne ikke længere det jeg kunne før og så stod jeg der i ”INGENMANDSLAND” med det store spørgsmål: Hvem er jeg egentlig nu? Hvad er mine værdier? Kan jeg leve op til dem og hvordan? 

    Før smerterne var jeg nygift og kandidatstuderende, men da smerterne opstod i forbindelse med min graviditet var jeg nu også mor og levede med konstant murrende og hyppigt jagende smerter. Det tærede meget på energien. Desuden var søvn en luksusvare jeg kun var heldig at stifte bekendtskab med en sjælden gang imellem de første fem år af min datters liv. Det påvirkede også min hukommelse og min koncentrationsevne – så jeg var ret udfordret. 

    Selv om jeg måtte kæmpe en kamp, bare for at studere deltid på grund af mine smerter, så gjorde jeg det. Det var det liv jeg kendte og kunne vende tilbage til efter halvandet års kaos med smerter. Samtidig var min tilbagevenden til studierne, en mulighed for at sætte mig selv ved roret og navigere i en jungle af eksperter der ville sælge mirakuløse behandlinger – og så kaldte det på mig – sådan dybt indefra et sted. 

    Det hele var i grunden en smule TRAGIKOMISK, idet jeg forinden havde studeret ekstreme smerteritualer. Derfor vidste jeg allerede en del om hvordan tro og forventninger kunne påvirke neurobiologiske smertemekanismer smerter. Da jeg vendte tilbage til mine studier var det med fuldt fokus på hvordan kommunikation (verbal og non-verbal) i behandlingskontekst kan påvirke hjernens naturligt smertelindrende system, det opioide system i hjernen hos borgere med kroniske smerter, samt hjernens hukommelses- og følelsessystemer. Sidstnævnte er eksempelvis relevant for effekter af mange typer behandling som kræver livsstilsændringer.

     

    EN VERDEN TIL FORSKEL PÅ VIDEN OG ERFARING

    Jeg knoklede for en drøm jeg endnu ikke kunne se helt for mig. Jeg kunne bare mærke, at det var rigtigt. I bagklogskabens lys ville det nok have været bedre for mit helbred med en sygemelding på daværende tidspunkt, men med fremdriftsreformen åndende i nakken stod valget mellem at gennemføre min uddannelse eller droppe ud – så, stædig som jeg var, VILLE jeg gennemføre min uddannelse. Det gjorde jeg også helt pænt, men jeg kørte mig selv i sænk. Kroppen sagde. ”STOP” og lagde mig ned med stress og angst. Presset blev for meget.

    Det har virkelig lært mig, at der er en verden til forskel på viden og erfaring. Det er nemmest at forklare med en analogi til, at ægteskabsrådgivere også kan have knas i ægteskabet eller læger der ryger. Jeg gjorde alt det rigtige, ifølge tidsånden: Fokuserede på det jeg kunne og mine muligheder, spiste sundt, trænede og var en god mor, men min krop kunne simpelthen ikke det den kunne før smerter blev en fast følgesvend i mit liv. Så den reagerede naturligvis på, at jeg ikke skruede ned for belastninger, men fortsat var den arbejdshest jeg er inderst inde. Jeg banker ikke mig selv oven i hovedet med det, men jeg bruger det som en vigtig livserfaring til at vælge mine daglige gøremål med omhu og omsorg for mig selv så jeg kan leve mere ”bæredygtigt”, ligesom vi ofte har hørt Camilla tale om.

      

    OM STIER DER OPSTÅR FORDI VI BEGYNDER AT GÅ NYE VEJE 

    Jeg var nødt til at stå af samfundets ”samlebånd”. Alt var brugt og mere til. Skulle jeg have en chance for arbejde var jeg nødt til at få ro til genoptræning, samt hjælp til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet – simpelthen for at kunne tage de nødvendige hensyn. Det blev til et langt forløb med sygemelding, genoptræning, medicincirkus hvor jeg testede flere forskellige typer smertelindrende medicin, jobafklaringsforløb og jobtræning, som jeg er i nu, hos Gosmer Fysioterapi.

    Undervejs grundlagde jeg det anonyme og frivillige fællesskab ABMS – Anonyme Borgere Med Smerter. Der var og er så mange fine tilbud hos forskellige behandlere, men det koster en bondegård og/eller slutter efter endt forløb – og hva’ så? Så bliver borgeren igen efterladt til sig selv.

    Jeg foretrækker begrebet ”borger” frem for ”patient”. Som ”patient” sidder man nemt fast i en passiv offerrolle der modtager behandling. Jeg er ikke mine smerter/sygdom. Jeg ER en ”borger” som HAR smerter/sygdom. Der findes så mange dygtige behandlere derude og dem skal vi selvfølgelig rådføre os hos, men ved, at vi borgere med smerter, kan gøre noget ganske særligt sammen som ingen behandler kan give os: Et trygt og solidt socialt fundament hvor vi kan samarbejde om et godt liv til trods for smerter – på tværs af diagnoser (eller ej) og helt gratis. 

    Selv om vi er på hver vores individuelle rejse og det varierer hvordan og hvor meget smerter påvirker os hver især så kan vi støtte og styrke hinanden. Vi kan formidle viden om smerter og smertehåndtering, samt spejle os i hinandens konkrete erfaringer og inspirere hinanden til hvordan vi hver især kan leve et godt liv til trods for smerter. For en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at vi i ABMS, altid anbefaler, at den enkelte er i god dialog med sin læge og benytter sig af relevante behandlere, men det er ikke et krav for at være med i ABMS.

    Når sandheden skal frem så har jeg også en lille revolutionist i maven.  Mit hjerte banker for dem der har mindst og jeg synes simpelthen, at det er alt for hårdt og dyrt at være syg i Danmark. Al for megen utryghed og ulige behandling. Derfor kaldte det på mig. Jeg måtte simpelthen prøve, at åbne døren til vores møder og se hvor det bar mig henad. Potentielt kunne det jo hjælpe mig selv, at være en del af fællesskabet – Hvis ikke, måtte jeg jo hive stikket.

    Programmet var allerede strikket sammen af viden om smerter, samt evidensbaserede metoder og programmer til et bedre helbred – jeg havde leget med det længe undervejs mine studier; Noget er direkte integreret i ABMS’ program med henvisninger, andet er anvendt ved fx at implementere et bestemt sprog i vores program og så er ABMS’ program jo selvfølgelig tilpasset borgere med smerter. Manualen lå også klar. Ved hjælp af denne, bør vi i teorien, stimulere og aktivere hjernens hukommelses- og følelsessystemer så vi, hver især, nemmere kan huske og motiveres til at fokusere vores energi på at gøre det der er det vigtigste – lige nu.

    Programmet var blevet til i brudstykker undervejs min uddannelse og med mit speciale i om hvordan man kan konstruere ritualer som et ganske særligt instrument til indlæring, var det ”bare” at samle brikkerne, gå på de sociale medier og åbne døren til et lokale i Frivilligcenter Aarhus. 

    Onsdag d. 14. Juni 2017 havde vi det første ABMS-møde og det har vi så haft hver uge lige siden. Nu har vi også Mindfulness og Blid yoga en gang om måneden så vi får fordybet os i lidt øvelser og får mere krop på og møder, som kun er for unge mellem 20 og 30 år. Desuden har vi indimellem Leg med nærvær for børn 5-7 år og deres forældre, vi får besøg af gæsteundervisere og foredragsholdere, samt laver andre aktiviteter sammen. Alt er baseret på frivillighed.

    OPAD BAKKE 

    Vi bliver stadigt flere og ABMS står stærkere for hver eneste af os der træder vejen og er med til at forme den. Hvert eneste skridt på vejen er blevet til imens vi er gået og der er grupper på vej landet over.

    Vi har netop stiftet forening (NGO/Non-Profit Organisation) og har fået CVR-nummer så vi kan fundraise til at hjælpe nye frivillige grupper i gang, MEN den slags tager tid og for, at vi overhovedet kan få en bankkonto til de midler vi potentielt kan fundraise så skal vi finde mindst 3.500kr til bankomkostninger (*Se nedenstående overslag fra Merkur).

    Vi har overvejet, at lave en indsamling til bankkontoen, men indsamlingsnævnet gør det ikke nemt - hverken som spirende forening eller ildsjæl (Privatpersoner) at indsamle til nye foreninger. Pt. ville vi være nødt til at foretage en indsamling via privat MobilePay eller konto. nr. for overhovedet at kunne oprette en konto til ABMS, MEN det må jeg ikke, ifølge Indsamlingsnævnet: "Hvis en opfordring til at yde bidrag er offentlig tilgængelig, taler det imod, at indsamlingen kan betegnes som privat." 

     

    Så det er lidt opad bakke, men hvor der er vilje ( + en god portion tålmodighed og humor), er der en vej - OG DET HAR JEG! When life gives you lemons… 

    Vi træder stien lige så stille henad vejen, og vi tager ALTID imod gode råd og frivillige hænder. 

    Selv om det er opad bakke så føler jeg virkelig, at jeg lever drømmen. Det er simpelthen så meningsfuldt og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at ABMS vil leve længere end jeg selv. 

    HVIS du er mere nysgerrig på ABMS eller mig så kontakt mig endelig. Du behøver ikke kunne tilbyde noget. Det er altid fedt med dialog og spørgsmål, der kan sætte perspektiv på tilværelsen, synes jeg.

    Du kan læse mere om ABMS og vores aktiviteter på hjemmesiden: ABMSdanmark.dk, følge med her ABMSdanmark ved Ditte Pode og på instagram @dittepode.

    Du er altid velkommen til en uforpligtende snak i forbindelse med en af vores gratis aktiviteter i Frivilligcenter Aarhus

    Du er også altid velkommen til at kontakte mig pr mail eller SMS: mail: dittepode@abmsdanmark.dk / tlf: 3049 1188

    Venlig hilsen
    Ditte Pode



    *Budget over Bankkonto og MobilePay til ABMS fra Merkur: 
    - Det koster 1.250 kr. i oprettelsesgebyr. 
    - Oprettelse af netbank koster 150 kr. pr. bruger. 
    - Kvartalvis gebyr 125 kr. ved én bruger, Ved flere brugere: 150 kr. pr. bruger pr. kvartal.
    - Til orientering koster det 400 kr. i omkostningsbidrag pr. kvartal. 
    - Der er negativ rente på -0,5% på foreningskontoen. 
    - Desuden er der mulighed for tilkøb af MobilePay

    – her: Aarhus, Denmark.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Når du er i tvivl, er du ikke i tvivl.

    onsdag 20. marts 2019
    web (2)

    Når du er i tvivl, så er du ikke i tvivl.

    Tyg lige på ordene. Det nogle vise ord, jeg har hørt op igennem min opvækst. Det er min kære bedstemor, som har sagt dem til mig. Som årerne går giver ordene mere og mere mening. 

    Du ved det godt.

    Du ved godt, hvad du gerne vil. Du ved godt, hvad hjertet kalder på. Du ved godt, hvad din krop skriger på.

    Du skal til at tage det alvorligt. Du skal til at lytte.

    Det er ikke altid, at det er nemt. Det er heller ikke meningen. Det er helt okay, at noget indimellem skal ”igennem systemet” over lidt tid. Men på bundlinjen, så kommer du tættere på dig selv, når tillader at tale lidt med tvivlen. Den vil dig det godt, fordi den vil have dig til at stoppe op.

    Mange synes det her er vildt svært.

    Jeg forstår det godt. Vi er ikke, kulturelt, vokset op med at tale med vores tvivl. Mange har taget afstand fra tvivlen, og gør i stedet det, som mange andre gør her i livet. Men tænk, hvis alle de andre også er i tvivl? Så gør vi en masse ting, som er udrettet udfra en grundlæggende tvivl om, om det er rigtigt? Det er noget rod.

     

    Derfor er dette en god øvelse:

     

    1. Når du står overfor en udfordring, har et spørgsmål til dig selv eller på anden vis er nødt til at blive eftertænksom, så er det altid en god idé at tale med DIG selv først. Prøv at lade være med at vende din situation med alle andre først. De er ikke dig. De ved ikke, hvordan det mærkes det, du står i. 

     

    2. Bliv stille. Gå nogle ture. Hvil dig. Skriv dine tanker ned. Du har hørt mig sige flere gange, og jeg gør det lige igen: Langsomhedens styrke virkelig en kæmpe støtte til dig her.

     

    3. Tænk frem i tiden. Fx Sæt dig selv i det nye job, som du skal søge – hvordan føles det? Hvad bliver du i tvivl, hvis du tænker på det? Eller prøv at forestil dig, at du tager den uddannelsen, som du drømmer om – hvordan mærkes det i din krop? De signaler, som kroppen sender er vigtige. Vildt vigtige.

     

    4. Hvad er prisen for dit valg? Alt har en pris. Hvad enten det er en økonomisk, tidsmæssig eller relationel pris. Så har det betydning. Set i forhold til livet, som det er nu, sat op imod det som du forestiller dig… Er det prisen værd? Et eksempel: Du har længe drømt om mere tid hjemme, fordi du har for travlt. Du kan mærke, helt ind i knoglerne, at det liv som leves mærkes grundlæggende forkert (og det gør det, fordi det strider imod dine værdier, men det er en helt anden snak), og du søger derfor nyt job. Jobbet virker spændende, og lige som dét, du gerne vil – og som der kunne være en god mening med. Du kommer bare ikke til at arbejde mindre eller være mere hjemme, som din krop egentlig kalder på. Derfor bliver du også i tvivl om, om du skal tage jobbet.

    Hvis du øver dig i punkt 1,2 og 3, så er du ikke i tvivl. Det kan sagtens være, at du skal tage jobbet, men det må ikke blive en flugt fra det nuværende, fordi så er der ikke noget, som kommer til at forandre sig indeni dig.

     

    5. Tag en beslutning. Mange gør rundt, rundt og rundt om en beslutning i ALT for lang tid. Nogle gør det i flere år. Det sætter dig i sådan en underlig, og ikke konstruktiv gabestok, hvor du hele tiden er imellem noget. Det er ikke godt for din psyke. Derfor er det altid godt, at tage en beslutning. Sig til dig selv, at nu går du med dét her. Så tager du en evaluering igen om 3 mdr. Men tag en beslutning!

     

    6. Intet er konstant. Alt er i bevægelse. Derfor må du også altid gerne vælge om igen. Du må altid komme tilbage på noget, og kigge på det og tænke, at du skal en anden vej. Der er ikke nogle valg, som er forkerte. Der er kun læring. Konstant.

     

    7. Er økonomien den bærerne faktor i din beslutninger? Det er faktisk noget af det, som kan presse mest. Min erfaring er, at alt kan lade sig gøre. Det kræver noget, men alt kan lykkes, hvis vi er åbne overfor de ting, som skal i spil, hvis vi gerne vil opfylde en drøm eller få et lettere liv, uden stress. Dine drømme er dine drømme. De må og skal ikke bremses af økonomi. Det vigtigste er, at du gør det vigtigt. Igen ved at bruge trin 1,2 og 3. På den måde vil du heller ikke lade sig bremse af andres frygt eller deres tvivl. Din drøm vil stå tydeligt frem, og den skal ikke pakkes væk.

     

     

    Kunne du bruge nogle af mine tanker her? 

     

    Når tvivlen banker på, så snak med den. Den vil dig noget, som er vigtigt.

     

    God onsdag til dig.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Barn, så sid dog pænt og spis!

    torsdag 28. februar 2019
    sid pænt

    Kender du til det her:

    Du har lavet aftensmad. Faktisk har du gjort dig umage, og det har taget tid. Du har dækket bord, tændt lys og hældt vand i alle glas. Du kalder på familien, som består af dine børn og din man/kone. I sætter jer ned, og du har nu en forventning om, at det bliver hyggeligt, fordi du har brugt tid på at lave mad.

    Det interessante sker så nu:

    Dine børn sidder ikke pænt - de fniser og griner og sidder med benene trukket op under sig. Dit yngste barn sidder måske med fingrene i maden, selvom du synes, at nu er han 8 år - så burde han da kunne spise pænt med kniv og gaffel (eller hvad??) Din ældste hører ikke, når du for 17. gang siger: ”Tag så de ben ned, og sid pænt”. Han siger: ”Ja ja” - og 2 sekunder efter, så gør han det igen. Kniven ligger også stadig helt pænt langs tallerknen ved din yngste, og han sidder igen og putter pasta ind i munden med fingrene. Du undrer dig over, om de i virkeligheden kan høre, hvad du siger.

    Kender du det? Så jeg fortælle dig, at du ikke er alene. Faktisk kender jeg det selv!

    Alene i denne uge har jeg mødt flere familier, hvor det faktisk er et problem. Dét med at sidde såkaldt  pænt ved et bord. Min tætte veninde fortalte mig, at hendes 10-årige søn faktisk står op indimellem, når han spiser. Interessant. Det er spændende, hvordan andre har erfaringer med samme udfordringer, når vi åbner op for det. 

    Føler du dig provokeret af dit eget barn?

    Jeg har mange meninger - og også én af slagsen omkring dette emne. Der sker ofte det, at vi føler os voldsomt provokeret af, at vores børn ikke hører efter, hvad vi siger.

    Men…(du kunne nok regne ud, at der kommer et men her!). Det er faktisk her, at hunden ligger begravet. Børnene gør det IKKE for at provokere os. Det har de ikke den nødvendige hjernekapacitet til endnu - altså, at lave koblingen: "Jeg vælger bevidst at spise pastaen med mine fingre for at provokere mor & far." Det tænker din 8-årige ikke. Ej heller tænker din 11-årige: "Nu skal jeg virkelig trække benene op på stolen mange gange i aften, fordi jeg har bare sådan lyst til at provokere mor & far." Det sker simpelthen bare ikke. Basta!

    Så langt, så godt.

     

    Men hvad er det så, der sker?

    Der sker dét, at børn er så vanvittige gode til at være nærværende med, og i, deres behov. Så, hvis de lige føler for noget, så gør de det med det samme. Det betyder altså også, at hvis de har behov for at grine, så gør de det. Har de behov for at stå op, så gør de det. Egentlig, så er de bare i gang med at være med de signaler, som de får, indefra. Det er så op til os voksne, hvor meget eller hvor lidt vi vil smadre den evne.

    Uf! Er det træls at høre på? Garanteret… (så ligner du også alle andre!) 

    Det betyder nemlig ikke, at du ikke kan/må sige noget, når du gerne vil have dit barn til at gøre noget anderledes. Selvfølgelig skal børn lære noget om at begå sig. Hjemme hos os er vi ret meget i gang med at lære den 8-årige at bruge kniven, i stedet for fingrene. Samtidig med at vi nok ca. fem-ti gange i løbet af aftensmaden, skal fortælle den store dreng, at vi gerne vil have at begge ben skal være på gulvet. Det er almindeligt, og nødvendigt, at skulle lære dem den slags. MEN, dér hvor kæden hopper af for mange, er når vi tager det som personlige angreb, og hvor vi tror, at barnet/børnene har en bevidst intention om at ødelægge noget for os. Det er ikke det, der er til stede. Det er de slet ikke kloge nok til endnu.

    Det kommer!… Senere…

    Hvad skal du så gøre?

    * Bevar roen og anvis med rolig stemme.

    * Sig, hvad du gerne vil have.

    * Undlad at bruge ordet "ikke". Se om du positivt kan omformulere dit ønske til, hvad du gerne vil have.

    Det vigtigste: Gentag dig selv. Det er det, der skal til. Nogen drager også fordel af at bruge et belønningssystem, såsom: ”Hver gang du bruger kniven i stedet for fingrene under et helt måltid, så sætter vi et kryds i kalenderen, når der så er 10 krydser, så skal vi i svømmehallen” (eller, hvad der nu kunne give mening for jer derhjemme). Det er helt vildt, hvilken forskel det kan gøre for mange.

    Børn har vaner. Akkurat ligesom du og jeg. Nogle er gode, andre mindre gode. De skal bare lære det og du er læremesteren, som de skal lærer af. Ikke indpiskeren.

    Mange (som i virkelig mange) kender det, du står i. Det vigtigste for mig at få dig til at forstå er: Dit barn sætter sig ikke til bordet med intentionen om at provokere dig eller ødelægge noget. Alle børn vil i udgangspunktet gerne samarbejde, og det er nemmeste, hvis du hjælper dem med det.

    Husk, at du kan modtage mit nyhedsbrev hver fredag, hvor jeg deler en masse fra min hverdag og psykologiens verden. Når du skriver dig op, så modtager du samtidig en gratis E-bog omkring Mindfulness i familien. Du trykker blot her: 

    "Mere viden om mindfulness og psykologi, direkte til dig - JA tak!"

    Med ønsket om en dejlig torsdag for dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det tager røven på mig hver gang!

    onsdag 27. februar 2019
    web (8)

    Det er ikke altid nemt at sælge en uddannelse.

    Den er kostbar, og den kræver nøje overvejelse. Det er jeg klar over. Jeg skal altid selv rundt om samme temaer, som du skal, når jeg skal investere i noget, som koster liiiiidt mere end en kop kaffe.

    Jeg tænker altid på følgende:

    • Kan det gøre en forskel i mit liv/arbejde?
    • Er det pengene værd?
    • Trænger jeg til ny viden?
    • Trænger jeg til ny inspiration, ro og selvforkælelse?
    • Hvordan kan jeg bruge den viden i min hverdag?
    • Har jeg tiden til det?

     

    Og der er sikkert mange flere spørgsmål, som kan melde sig. Jeg kender selv hele rumlen - trust me!

    Jeg står med 2 pladser tilbage på mit kommende hold 5. I stedet for at komme med en kæmpemæssig salgstale, så vil jeg i stedet for lade tidligere deltager tale for sig selv. Prøv at læs videre, hvis du er i overvejelse omkring min uddannelsen. Danmarks eneste, og helt unikke uddannelse, hvis du drømmer om at lave Mindfulness med børn & unge med en psykologiske tyngde og dybde, som du ikke ser andre steder.

    OG - så kan jeg afsløre, at du selv vil komme i proces. Du vil ikke stå samme sted i dig selv, når uddannelsen er slut. Du bliver SÅ indsigtsfuld omkring dig selv, dit liv og dine egne drømme & længsler.

    Gang på gang får jeg nogle tilbagemeldinger, som bare gør mig sådan helt grundstolt og MEGA glad. 

    Som selvstændig psykolog, så er jeg dagligt i intens og nærværende kontakt med mennesker. Vi arbejder i dybden, bliver klogere og der bliver rykket på en masse. Det er et job, hvor jeg er meget alene. Der er ikke lige kollegaer, som jeg kan læne mig op af - jo, når jeg får supervision, men ellers er jobbet som klinisk selvstændig psykolog et meget alene-job. Det passer mig grundlæggende meget godt. Jeg savner ikke som sådan kollegaer, og jeg kan godt finde ud af at være i mit eget selskab.  

    Jeg kan godt lide at træde ind i de sårbare rum og tale om det svære. Jeg er vant til at tage fat, der hvor det gør ondt, og jeg er ikke bange for at bringe noget svært i spil. Det er jo ofte det, der skal til, hvis vi skal rykke os som mennesker. Vi skal mærke det svære, det sårbare, det der roder og det som tager energi. 

    Den del af mit job kræver en masse energi, og det kræver at jeg passer på mig selv. Så det gør jeg. Jeg forsøger ihvertfald. 

    Når jeg underviser, så er sagen en anden...

     MBM-uddannelsen er vi flere. Vi er en gruppe. Vi løfter hinanden. Jeg er selvfølgelig uddannelsesleder, men vi løfter i flok. 

    Når jeg får tilbagemeldinger på uddannelsen, så falder jeg altid bagover af stolthed. Jeg sad lige og kiggede nogle af dem igennem, og jeg fremhæver nogle af deres fine ord til mig her - læs med:

    "Camilla du har været en super formidler - du har været så autentisk og seriøs. Du har haft en masse på hjerte og du har kælet for os - sørget for os - villet os det bedste. Du har været meget levende i din undervisning og godt at du har været en god rollemodel i at udføre mindfullness - fedt og skønt." 

    "Jeg synes helt klart det har været en fantastisk tid med denne uddannelse. Personligt har det sat så meget i gang - en fantastisk rejse er begyndt. Vi har fået så mange fine input, og der har været et meget fint sammenhold/ forståelse for hinanden på holdet." 

    "Camilla, du er engageret, rolig, inde i dit stof, en god formidler".

    "Camilla er afslappet, praktisk orienteret - god til at gøre tung teori jordnært."

    Så bliver jeg sgu bare så glad her på en fredag. Derudover, så vil jeg lige vise jer, hvordan mange har brugt uddannelsen i deres arbejde:

    "Jeg bruger den på mig selv. Jeg tager de pauser jeg har brug for i løbet af dagen. Jeg er blevet bedre til, at fokusere mere på nuet. Jeg bruger det begge steder, sådan i små bider – Det tager tid at skabe et helt nyt livsperspektiv med nærvær og indhold, når der har været fuld fart over hele linjen i mange år."

    "Jeg bruger mindfulness hver eneste dag også på mit arbejde - meget i mit samvær med børnene hvor jeg rollemodel - hvor jeg er tilstede i nuet, ikke dømmende, ser med nye briller, bruger vejrtrækning, er nysgerrig, undersøgende, er bevidst om spejling. Jeg bruger det også i forhold til mit personale - eksempelvis samtaler, hvor jeg er med det der er og ser hvad bringer det op og fører med sig."

    "Det der med at turde at slippe kontrollen og en dagsorden og ikke altid være forberedt på hvad kan der ske - men turde være med det der er - og være med det med alt hvad jeg er."

    "Vi har haft mindfulness på til flere personalemøder både teori og praksis og på forældremøde.Jeg har en drøm om at der skal blive mere af det - men også mere vidensdeling til forældre og andre personalegrupper."

    Jeg bliver bare så glad.

    Det, jeg drømte om, dengang jeg udviklede uddannelsen, er også det, som sker i praksis. Det gør mig sgu stolt. Ja, undskyld jeg bander - men det gør det. 

    Jeg håber, at dette har været indsigtsfuldt for dig, hvis du drømmer om at komme med? Hvis du bare kan mærke i maven, at det er en "hell yes!", så kom med. Lad være med at skyde det hele tiden. Noglegange må vi bare handle på det, som vi mærker i maven. Læs meget mere om det hele her:

    Mindfulness for børn & Unge - hold, 5.

    Skab en god fredag for dig selv. 

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Hvor ægte er du, når alt kommer til alt?

    fredag 15. februar 2019
    tænk stort

    Sådan bliver du mere autentisk.

    Autencitet er sådan et hipt ord. Vi skal alle være mere autentiske – det er det nye sort. Det står i alle magasiner, det er noget alle taler om.

    Men hvordan?

    Hvad skal du gøre?

    Hvad skal du sige?

    Hvordan skal du forstå ordet?

    At være autentisk betyder i sin enkelthed: Ægte.

    At være ægte er et sjovt udtryk. At være ægte…. Prøv at smag for ordet: Ægte.

     

    At være ægte.

    Jeg møder SÅ mange skønne mennesker i klinikken, som savner autencitet. Det er dog ikke det ord, de bruger. De bruger mere sætninger som: ”Jeg kan mærke, at jeg ikke er helt glad” eller: ”Jeg får ikke overholdt de aftaler, jeg laver med mig selv” eller: ”Jeg har ikke fået gjort noget af det, som vi bragte i spil sidst”…

    Når autenciteten udebliver, så får det store konsekvenser for vores glæde og for vores trivsel. Når glæden udebliver, så handler det rigtig ofte om, at vi går og bilder os selv noget ind. Vi bilder os selv ind, at det her da er godt nok. Vi bilder os selv ind, at vi ikke behøver mere. Vi nøjes. Vi tænker, at det hele bliver meget bedre, når bare X,Y eller Z sker.  

    Vi mærker ikke en skid.

    Vi går lidt hovedløst rundt i livet. Vi har glemt, hvad vi egentlig gerne selv ville, drømte om eller længtes efter. Vi har gjort ting, fordi vi troede, at det var dét, som vores forældre gerne ville have. Vi har taget uddannelser, som vi ikke føler os hjemme i. Vi fik ikke gjort det, som vi mærkede en glæde ved, fordi det var for usikkert. I det hele taget lever vi et liv, som vi føler os forkert i.

    Jamen, hva så Camilla?

    Ja, hva så? For det første er det vigtigt at forstå, at det ikke er noget, der fikses på kort tid. Der er jo ofte tale om nogle ældgamle mønstre, som spænder ben for dig. Måske har dine forældre lært dig, fuldstændig ubevidst, at du ikke skal forlange mere af livet. Måske har du lært at nøjes i din barndom. Måske har du lært, at gå efter det sikre og at en fin pensionsopsparing er det vigtigste (så til h….. med dine egne drømme.)

    ...Sådan har rigtig mange mennesker det...

    Dernæst handler det om, at finde ud af, hvad tankerne siger og hvad følelserne fortæller. De to er ikke ret tit enige, kan jeg afsløre.

    Men første skridt er, at være med det, der er. Fordi, det er lige her. Lige nu. I dette øjeblik! Og det er, i min optik, afgørende for al trivsel her i livet, at der er overensstemmelse imellem dét, som er i hovedet og dét, som er i kroppen. Det er ikke altid, at tankerne er enige med kroppen eller omvendt. Men når noget ikke mærkes rigtigt, eller godt, så er det typisk et udtryk for at det ikke er godt. Omvendt kan der være en god følelse i maven, men tankerne bliver ved med at være kritiske, og så skal der ind og arbejdes med de tanker, så det hele igen kan blive en to-sporet motorvej. 

    Jeg håber, at det giver mening, det jeg skriver her.

    Drømme, ønsker & længsler...

    Når vi undertrykker ønsker, længsler og drømme så skaber det en masse rod indeni. Det kan komme til udtryk i både stress, angst og depression. Det kan faktisk blive ganske alvorligt. Så sent som i forgårs måtte en af mine klienter sygemelde sig, fordi vedkommende var så lidt i kontakt med sig selv. Det er ikke sjældent, jeg oplever det. Desværre…

    Konfrontér det.

    Men det er ikke nemt, og det er derfor, at du har brug for hjælp, når du mærker disse ubalancer. Du har brug for at blive spejlet, støttet og konfronteret med dine mønstre. Men det er der ikke mange, der kan klare selv. Men du kan allerede nu prøve at spørge dig selv:

    ”Hvor, i mit liv, går jeg og lyver for mig selv?” eller

    ”Hvor i mit liv, kan jeg mærke at der er uoverensstemmelse mellem tanker og følelser?” eller

    ”Hvor kan jeg mærke, at ægtheden udebliver?”

    Et helt andet spørgsmål kunne også være: "Hvilke drømme går jrg og har, og som jeg ikke får handlet på? Hvorfor er mine drømme ikke lige så vigtige som alle mulige andres?"

     

    Tiden går, og den kommer ikke igen.

    Så meget ved vi. Derfor er denne tid virkelig vigtig. Det er ikke bare en floskel. Nu er nu. Du har nu dette åndedrag. Du ved faktisk ikke om du får et nyt et af slagsen.

     

    Rigtig god fredag til dig.

     

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Kender du det med at "fylde for meget?"

    fredag 1. februar 2019
    Psykolog Camilla Holmgaard (1)

    Jeg fylder.

    Jeg er ærlig.

    Jeg er ikke god til at "pakke tingene ind".

    Jeg er opmærksom på mine betydningsfulde relationer.

    Jeg er omsorgsfuld.

     

    ...men indimellem kan jeg få følelsen af, at jeg kan komme til at fylde for meget. Jeg kan sidde med denne følelse i dagevis efter en fest, en sammenkomst eller noget helt tredje. En følelse af at være for meget. For højtragende eller for direkte.

    Det kan faktisk være en ganske lammende følelse. Jeg har, før i tiden, virkelig slået mig selv i hovedet med denne måde at være i verden på, fordi der kunne være langt imellem, at jeg oplevede andre "tage deres plads", så og sige. Derfor mærkede jeg en stor grad af forkerthed.

    Efterhånden, som jeg har arbejdet med mig selv, er det blevet mere og mere klart for mig, at når jeg får denne følelse, så handler det dybest set om, at de mennesker, som jeg er sammen med ikke fylder deres plads ud, de har uld i munden eller jeg kan mærke, at de ikke er i kontakt med dem selv - og dermed heller ikke i kontakt med mig. De holder noget tilbage. De er ikke ærlige. Så får jeg en tendens til at "overtage" og sørge for, at "hullerne bliver fyldt ud." Fordi, at jeg dybest set bliver usikker på deres intentioner.

    Jeg er skruet sådan sammen, at når mennesker ikke lever i overensstemmelse med, hvem de er eller er uærlige (enten overfor dem selv eller mig) - eller, hvis de lever et liv i massiv ubalance, så kan jeg mærke det. Jeg kan også mærke, hvis nogen ikke bryder sig om mig. Jeg er ikke god til det dersens spil, når vi ikke siger noget. Når stilheden larmer. Når der er uløste konflikter eller andet, som kan stå i vejen for en kærlig og dyb relation med et andet menneske. Jeg er opdraget til, og sådan, at det er godt at få "ren luft  i rummet" uanset om det så betyder en større samhørighed eller et farvel.  

    Er det forkert at have det sådan?

    ... Altså, at kunne mærke alt dette? 

    NEJ! Det er OK - du skal bare blive bevidst om det. Du skal tage en bevidst beslutning om, hvorvidt du putter dig selv i disse situationer. Det er OK at sige fra. Det er OK, at du ikke kommer til en given fest, hvis det giver dig for mange " sociale tømmermænd". Så skal du tage en beslutning om, at prisen er for høj - og om du er villig til at betale den pris. 

    Husk - at når du ikke kommer og "fylder hullerne ud", så må de andre selv tage ansvar for at fylde med deres egen energi, og det kan sagtens være helt fint. Du er måske ikke så uundværlig, som du kan gå og tænke.

    Det er et sårbart emne, og det er ikke altid nemt at navigere i denne forunderlige verden.

    Det skal du vide. Det kræver noget, og mest af alt kræver det faktisk, at du kan stå ved dig selv. For det er ikke alle, som er enige med dig. Sådan må det være. Men, når der så sker en polarisering, så kan det også betyde, at du rykker tættere på nogle andre mennesker end dem, som du troede ville være der i første omgang. Til sidst står du så med de mennesker, som betyder noget - og det må da for søren være det, som det handler om? 

    Har du mærket noget af dette på egen krop? Og hvad gjorde du ved det?

    Jeg vil rigtig gerne høre fra dig.

    Kærlig hilsen

    Camilla.

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
  • Det er ikke gratis, at have "giftige" relationer...

    torsdag 24. januar 2019
    autencitet

    Det slider på dig...

    Du kender det godt: Der er en relation, eller måske flere relationer, som dræner dig for energi.

    Vi har dem alle i vores liv, og det er ikke altid lige nemt at sige farvel til et menneske. Det føles på en måde forkert at "slå op". Det er ikke noget, som mange har erfaringer med eller for den sags skyld noget, vi har lært hjemmefra. 

    Jeg har prøvet én gang at sige farvel til en veninde. Eller.... Vi sagde på gensyn, og det er nu 12 år siden. Vi har ikke talt, opsøgt hinanden eller på anden måde været i kontakt. Det var frygtelig hårdt. Jeg var ked af det, og det fyldte meget i tiden bagefter.

    Hvad er det så, der kan dræne i en relation?

    Det kan være mange ting. Men jeg noget af det, som virkelig kan fylde for mange er: Uærlighed, bagsnakkeri, følelsesmæssige dræning - og... Mange flere ting. Èn ting, som jeg vil folde mere ud her er det med følelserne. 

    De kære følelser.

    Når der er noget, vi ikke kan sige af frygt for den anden vil blive vred. Når vi går og holder os selv nede, rent følelsesmæssigt, fordi vi ikke vil fylde for meget. Når vi bliver indestængte over noget, en anden gør, men vi ikke kommer af med det. Når der er så meget uudtalt imellem to mennesker, så dræner det. Når skuffelserne lever i fuldt flor og når tristheden følger efter, så er der virkelig rod i følelserne. Men rod gør egentlig ikke så meget, hvis vi kan italesætte det. For det er ikke altid, vi er/kan være helt klare i spyttet. Det er helt OK, at det indimellem er noget rod, som vi sidder med, men vi bliver nødt til at tage os af det. 

    Dér hvor balladen starter er, når vi tror, at det koster gratis at holde følelserne ude i strakt arm. Altså, når vi tror, at det ikke koster noget at tage os af de følelser, som banker på. Lige præcis dér går det galt, fordi det æder os op indeni, som gift.

    Uudtrykte følelser dør aldrig. De bliver begravet levende og dukker senere op i endnu mere ubehagelige skikkelser. 

    "Det indestående på de følelsesmæssige bankkonti fordufter sammen med de centrale relationer i vores liv, hvis ikke vi hele tiden foretager indskud på dem. De kræver konstant pleje, konstant fodring og konstant omsorg, så de forbliver rige og fyldt med glæde, lykke og venlighedhed samt en lyst til at være tilgivende, menneskelig, blød og blid." 

    Sådan skriver Stephen R. Covey i bogen: 7 gode vaner. Det er for i øvrigt en rigtig god bog, som hermed får mine anbefalinger. 

    Han har så meget ret. Der er hele tiden udgifter og indtægter i relationer. Og det skal stemme så nogenlunde. 

    Så, hvad gør du?

    Før det første, så prøv at se på dine relationer. Hvem putter også noget ind på DIN følelsesmæssige konto? Hvem er der også for dig? Hvem spørger til dig? Hvem er opmærksom på dig? Hvor man du mærke, at du bliver glad, når I er sammen? Eller... Hvor kan du også tage fat i de svære ting, og blive mødt i det? 

    Hvem er det i dit liv?

    For det andet, så prøv at se på, hvem der slider. Hvem giver aldrig noget igen? Hvem tager, tager og tager fra dig? Hvem siger aldrig "tak for hjælpen" eller hvem tager aldrig inititativ? Hvem kan lige bruge dig, når der er noget, som DE har brug for din hjælp til?

    Hvem er det i dit liv?

    Start der... Skriv ned, observér og blive bevidst om det.

    Så kan du læse med i morgen, når jeg kommer med fortsættelsen på dette blogpost... 

     

    Skriv kommentar - Antal kommentarer:  
Psykolog Camilla

Kontakt

Tlf. 50 46 14 95
Send besked